Den islamiske psyke (Bog 2)

Naim al-Gharib (mail@naimsplace.com)

Version: 2.3.0
Oprettet: 22-02-2004
Sidst opdateret: 19-08-2017

Copyright

Copyright har ingen eksistensberettigelse i Islam. Denne bog kan frit citeres, kopieres, oversættes og trykkes uden tilladelse. I overensstemmelse med god islamisk skik vil en henvisning til forfatteren værdsættes såfremt materialet bruges.

Evt. Brugte forkortelser

Teksformattering

Tekst der står med fed, er Koranvers. Tekst der står med kursiv, er hadith.

Sol- og månebogstaver

På arabisk opdeles konsonanter i to grupper. Den ene gruppe kaldes “solbogstaver” og den anden gruppe kaldes “månebogstaver”.

Forskellen på de to grupper ligger i hvorvidt de gør bogstavet “l” stumt, når “l” kommer før et bogstav i bestemt artikel. Hvis bogstavet er et solbogstav, så bliver “l” stumt. På arabisk hedder “solen” “al-shams”, og det skrives med bogstaves “l”, men fordi bogstavet “shiin”, der her skrives som “s”, er et solbogstav, så udtales “l” ikke, men i stedet siger man “as-shams”. I denne bog har jeg valgt at hjælpe læseren til den korrekte udtale af ordene, hvorfor jeg har skrevet bogstaverne som de udtales.

F.eks. begrebet “Al-Taqwa” har jeg derfor skrevet som “At-Taqwa” selvom der burde stå “Al-Taqwa”, og begrebet “Al-Taubah” har jeg skrevet som “At-Taubah” selvom der burde stå “Al-Taubah”.

Forord

(I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige) بسم الله الرحمن الرحيم

Al pris og taknemmelighed tilkommer alene Allah, vi priser Ham, og søger Hans hjælp og tilgivelse. Vi søger tilflugt hos Allah imod vores egen ondskab, og imod det onde fra vore handlinger. Den som Allah retleder, kan ingen vildlede, og den som Allah vildleder, kan ingen retlede. Jeg bærer vidnesbyrd om at ingen har ret til tilbedelse eller underkastelse foruden Allah, alene, og jeg bærer vidnesbyrd om at Muhammad (saaws) er Hans tjener og sidste sendebud.

“Den Islamiske Psyke” var oprindeligt en samling håndskrevne notater som jeg havde skrevet over en periode på godt 8 år. Efterhånden som tiden gik blev notaterne udvidet med egne kommentarer, og jeg har nu besluttet at udgive dem som en bog. Denne bog er blevet til den ene af bøgerne i en serie af tre bøger idet jeg håber, at Allah (swt) vil tillade at andre kan gavne fra dem.

De to andre bøger er bøgerne “Den islamiske mentalitet” og “Den islamiske væremåde”, hvoraf den sidste stadig er under udvikling.

Da jeg oprindeligt skrev notaterne til denne bog, gjorde jeg ikke meget ud af at nedskrive referencer til ahadith og beretninger, og der forekommer derfor ahadith og beretninger hvor referencen stadig mangler, men samtlige ahadith og beretninger der er brugt i bogen, er fra de kendte værker. På de ahadith og beretninger hvor jeg har nedskrevet referencen, er nogle referencer fra de arabiske kilder, mens andre kan være fra engelske oversættelser.

De enkelte ahadith er ikke blot udtaget fra f.eks. Sahih al-Bukhari, da dette ville være forkert, derimod er de taget fra fuqahas (de retslærte) bøger, da kun fuqaha er kompetente til at bruge hadithsamlingerne korrekt.

Jeg har med vilje undladt fodnoter. Jeg synes at fodnoter er forstyrrende, når man læser, da man er nødt til at bryde læsningen og se ned. Jeg finder parenteser mindre forstyrrende, og har derfor valgt at bruge dem.

Enhver form for oversættelse af Koranvers kan kun være meningsmæssig og tilnærmelsesvis. Koranen kan ikke oversættes til et andet sprog.

Jeg har forsøgt at undgå overlapning i de forskellige afsnit, men det har været hensigtsmæssigt, nogle steder, at fremhæve det samme Koranvers eller den samme hadith - dette er med vilje.

Hvis der er fejl i bogen så skyldes det udelukkende mine begrænsede egenskaber, og hvis der er sandhed og retledning i bogen, så skyldes det udelukkende Allahs (swt) Velsignelse og Nåde.

Jeg vil meget gerne modtage forslag til forbedringer, fejlrettelser og andet der kan forbedre indholdet i bogen - stort såvel som småt.

Forskellen på den sproglige betydning og den shariamæssige betydning

I Islam skelnes der imellem ords sproglige betydning og den betydning som Islam senere har tillagt et ord.

Den sproglige betydning af et begreb er den betydning som begrebet havde på det arabiske sprog før Islams tid. Det er den grundlæggende betydning af begrebet.

Den shariamæssige (eller den åbenbaringsmæssige eller guddommelige betydning) er den betydning som Islam efterfølgende har tildelt begrebet, og som er blevet den anerkendte betydning overordnet set.

F.eks. har begrebet “salah” den sproglige betydning “at spørge”, “at bede” eller “at tigge” om noget, men efter Islams tid er begrebet blevet udvidet til specifikt at betyde den islamiske bøn som er obligatorisk at udføre - med alle dens tilhørende bevægelser og udtalelser.

Den shariamæssige betydning blev den dominerende betydning i de fleste begreber, mens den sproglige betydning blev forladt, men det gælder ikke alle tekster. Når vi derfor skal forstå en tekst korrekt, er det vigtigt at vi undersøger, i hvilken sammenhæng et begreb er blevet brugt. Her er det ofte konteksten der afslører den tilsigtede brug af begrebet.

I denne tekst skelner jeg, hvor det er relevant, imellem ords sproglige og shariamæssige betydning.

Begrebet الإيمان (al-iman)

Begrebet الإيمان “al-iman” bliver oversat til “tro” i samtlige Koranoversættelser, men dette er direkte forkert.

Begrebet “iman” - i henhold til sharia - er “den absolutte overbevisning der stemmer overens med realiteten, og som er baseret på bevis”.

Det er derfor direkte forkert at oversætte “iman” til “tro” idet “tro” indbefatter tvivl og formodning.

I denne tekst har jeg derfor valgt at bruge ordet “overbevist”, når jeg har oversat ordet “iman”, idet jeg mener, at det bedre dækker over betydningen af “iman” end ordet “tro” gør.

Indledning

Muslimer har siden islams begyndelse været mødt af et utal af udfordringer der har gjort det svært at holde fast i Islam. De første muslimer blev udsat for boykot, forfølgelse, tortur og død hvis de nægtede at følge den hedenske religion som Quraish praktiserede, og Profetens (saaws) bortgang resulterede i at et mindre antal muslimer vendte ryggen til Islam og frafaldt, hvilket igen skabte tvivl i sindet hos andre.

I takt med at Den Islamiske Stat (Al-Khalifah) blev udbredt til andre lande blev muslimerne mødt med udfordringen om at holde Islam ren fra fremmede ideer og tanker.

I dag står vi som muslimer overfor en lignende udfordring eftersom mange mennesker arbejder ihærdigt på at få muslimer assimileret i det vestlige livssyn, og regeringerne i de vestlige lande har lagt pres på deres tænketanke for at få udviklet specifikke strategier der skal sikre disse mål.

Dette er helt naturligt idet der eksisterer en modstrid imellem det islamiske livssyn og det vestlige livssyn. Ydermere udgør det islamiske system, der tilsigter stor retfærdighed, åbenhed og fred, en stor modstand imod magteliten og de økonomiske interesser denne tilsigter.

Nogle af disse strategier kan kort opsummeres i følgende metoder:

Ovenstående strategier er blot en lille mængde af de mange forskellige strategier der bevidst bruges for at få muslimer væk fra Islam.

Vi er som muslimer derfor nødt til at stille os selv nogle vigtige spørgsmål: Hvad er en islamisk personlighed? Hvordan tilegner vi os en islamisk personlighed? Hvordan vedligeholder vi en islamisk personlighed, og forhindrer at den bliver ødelagt? Hvordan styrker vi en islamisk personlighed, og kommer tættere på Allah (swt)?

Det islamiske livssyn (aqidah) er det vi som muslimer skal basere vores måde at tænke på (mentalitet) og vores måde at føle på (psyke), mens Allahs lovgivning (sharia) er det som vi skal basere vores handlinger på.

Her er det utrolig vigtig at vi adskiller imellem disse korrekt!

Vi må således ikke basere vores tænkning eller følelser på Koranvers der er relaterede til handlinger eller omvendt - sådan som det er sket op igennem historien. Når Allah (swt) derfor påbyder at vi skal have at-tawakkul (stole) på Ham, så må dette ikke medføre manglende handlinger. Ejheller må søgen efter ar-rizq (levebrød) medføre en overdreven søgning, hvor vi arbejder 12 eller 18 timer om dagen, og dermed forsømmer andre vigtige forpligtelser som f.eks. dawah (kaldet til Islam).

Vi er forpligtede til at adskille imellem det islamiske livssyn (aqidah) og den islamiske lovgivning (sharia). Dette nødvendiggør en korrekt forståelse af den islamiske tekst.

Det berettes at Umar bin Al-Khattab (raa) en dag gik forbi en gruppe mennesker der sad og tiggede, og han spurgte hvem de var. Han fik at vide: “Det er al-mutawwakilun (dem der stoler) på Allah.” Umar sagde: “Nej! Det er dem der spiser! De spiser andre menneskers ejendom! Skal jeg ikke beskrive dem der virkeligt er al-mutawwakilun (stoler) på Allah? Det er den person der sår et frø i jorden, og derefter stoler på sin Herre Den Almægtige.”

Det islamiske livssyn (aqidah) er sammensat af entydige Koranvers og disse skal udgøre fundamentet i vores overbevisning og i vores følelser. Vi kan bedst forestille os det islamiske livssyn (aqidah) som en slags grundlæggende tanker, tanker der kommer før alle andre tanker, og hvorpå alle andre tanker, følelser og ideer skal bygges.

Som eksempel kan nævnes tanken om Allahs eksistens. Denne tanke er en grundlæggende tanke der har betydning for alle andre tanker i vores liv. Vi baserer enhver tanke, enhver følelse og enhver handling i vores liv på denne grundlæggende tanke. Det er det der menes med at tanken er grundlæggende.

Her skal man ikke blive forvirret og begynde at diskutere om man kan kalde Koranvers for tanker. Det er ikke det der menes med ovenstående eksempel. Fakta er at Koranen indeholder nogle fundamentale koncepter, koncepter som vi kan kalde for “tanker”, tanker som vi kan forstå og tænke.

Det islamiske livssyn (aqidah) må kun sammensættes af absolutte og entydige Koranvers, og det må ikke sammensættes af flertydige Koranvers eller tvivlsomme ahadith (hadith ahad).

De flertydige Koranvers og de tvivlsomme ahadith kan benyttes som forstærkende eller forklarende elementer, men de kan ikke udgøre beviser for den islamiske aqidah.

En sand islamisk personlighed er bygget på det islamiske livssyn og personens tanker, følelser og handlinger stemmer grundlæggende overens med Islam, men ikke kun det, personen er samtidig tæt på Allah (swt), og forsøger at leve hver eneste dag i dyb kontakt til Allah (swt). Denne kontakt kommer ofte til syne i form af en sanselig følelse af dyb nærhed til Allah (swt), og nogle islamiske personligheder modtager, som resultat af deres nærhed til Allah (swt), forskellige velsignelser som f.eks. al-farisah (ophøjet indsigt) og as-Sakinat (velsignet fred).

Få muslimer har i dag forstået vigtigheden af al-farisah og as-sakinat, men det er noget alle Sahabah (raa) var dybt optaget af, og det var noget Profeten (saaws) ofte talte om og lavede dua (bøn) om.

Allah (swt) siger: “Og hav as-sabr, og din as-sabr kommer udelukkende fra Allah.” (16:127).

Ibn al-Qayyim al-Jawziyyah (rha) skriver følgende til ovenstående koranververs:

Dette vers fortæller os at as-sabr ikke kan opnås uden hjælp fra Allah, hvilket betyder, at ud over Allahs hjælp så har vi brug for maiyyah (Hans følgeskab), sådan som det fremgår i hadithen. Abu Hurairah (raa) beretter at Profeten (saaws) sagde: “Allah sagde: Den som viser fjendskab imod en hengiven tilbeder af Mig, vil Jeg være i krig med. Min tjener kommer ikke nærmere Mig med noget som Jeg elsker mere end de forpligtelser, som Jeg har lagt på ham. Og Min tjener fortsætter med at nærme sig Mig med mustahab (frivillige gerninger), indtil Jeg elsker Ham. Når Jeg elsker ham, er Jeg hans hørelse med hvilket han hører, hans syn med hvilket han ser, hans hænder med hvilke han griber, og hans fødder med hvilke han går. Hvis han skulle bede Mig om noget, ville Jeg sandelig give det til ham, og skulle han bede om tilflugt, ville jeg skænke ham det. Jeg tøver ikke med noget så meget som med at tage Min trofaste tjeners sjæl, han hader døden, og Jeg hader at gøre ham ondt, men han skal dø.” (At-Tabarani. Bukhari har den også dog uden “men han skal dø”).

Allahs hjælp gives til både den der har iman, og til den der er en forbryder, begge modtager nåde og forsyning. Denne hadith beskriver noget mere, nemlig Allahs følgeskab, som den der har iman modtager, når han udfører ekstra frivillige handlinger af tilbedelse indtil Allah elsker ham. Når han opnår den tilstand, og Allah er hans hørelse med hvilken han hører, og hans syn med hvilket han ser, så bevæger han sig ikke, og udfører ingen handling undtagen Allah er med ham. Den der opnår denne status kan have as-sabr for Allahs skyld, og han kan udholde store besværligheder for at gøre Allah tilfreds. Den person der ikke når dette niveau, kan ikke have det samme niveau i as-sabr, hans niveau i as-sabr afhænger af hvor meget han har Allahs følgeskab. Den mumin der nyder Allahs følgeskab, vil opnå niveauer i as-sabr der er umulige for andre at nå. Og dem der har as-sabr, er vinderne i denne verden og i den næste verden fordi Allah er med dem: ‘For Allah er med dem der har as-sabr.’ (2:153). Det er et specielt følgeskab der betyder, at Han beskytter og hjælper dem.

Al-Farisah (ophøjet indsigt) og as-sakinat (velsignet fred) er blot nogle af de ting som vi som muslimer skal ønske at få fra Allah (swt), men en islamisk personlighed har endnu større indhold, og Allahs (swt) tilfredshed er det største.

لا إله إلا الله - La ilaha ill Allah (Ingen anden Gud end Allah)

Når vi som mennesker bekender os til Islam, sker det igennem at vi udtaler den islamiske trosbekendelse. Den første del af trosbekendelsen indeholder en bevidnelse på Guds eksistens, og på at Han alene er den der fortjener tilbedelse, tjeneste og underkastelse. Den anden del af trosbekendelse indeholder bevidnelse på at Profeten Muhammad (saaws) er Hans sidste Profet og Sendebud.

Allah (swt) siger: “Så vid, at لَا إِلَـٰهَ إِلَّا اللَّـهُ (la ilaha ill Allah)” (47:19).

Ordet إِلَـٰهَ (ilaha) betyder “tilbedelse”, “at beskytte”, “at befri”, “den man er en slave for”, “gud” og “den man tjener”.

Ordet لَا (la) antager i denne sætning betydningen “ikke”. Og ordet إِلَّا (ill) betyder i denne sætning “end”.

Og ordet اللَّـهُ (Allah) er Guds egenavn.

Man kan derfor oversætte trosbekendelsens første led til at betyde: “Der eksisterer ikke nogen anden gud end Allah. Du må ikke tilbede andre end Allah. Du må ikke være en slave for nogen anden end Allah, og du må ikke tjene nogen anden end Allah.”

Som muslim er det ikke nok at man bevidner, at der ikke eksisterer nogen anden gud end Allah, man skal også bevidne at man kun må tjene og tilbede Allah (swt).

At tilbede Allah har en større betydning i det arabiske sprog end det kan forklares med det enkelte ord “tilbedelse” på dansk. Tilbedelse på dansk omfatter bøn, faste og tjeneste i en religiøs henseende, men på arabisk dækker det over meget mere.

Allah (swt) siger i surah at-Taubah vers 31: “De tog deres præster og munke som herrer foruden Allah, og også Messias Marias søn, til trods for at de udelukkende blev befalet at tilbede én Herre. Der er ingen anden herre foruden Ham.” (9:31).

Adi bin Hatim (raa), der var kristen før han konverterede til Islam, kom ind til Allahs Sendebud (saaws) da han (saaws) fremsagde det ovenstående Koranvers. Adi sagde: “Vi har ikke tilbedt vore munke og præster.” Profeten (saaws) sagde: “Gjorde de (munkene og præsterne) ikke det forbudt som Allah havde gjort tilladt, sådan at I tog det som forbudt, og gjorde de ikke det tilladt som Allah havde gjort forbudt, sådan at I tog det som tilladt?” Adi svarede: “Jo.” Profeten (saaws) sagde: “Dette er at tilbede dem!” (Tirmidhi og Ahmad bin Hanbal).

Dette betyder at tilbedelse, i dens essens, også omhandler underkastelse til love og regler. I Islam er enhver underkastelse til en lov en tilbedelse af den der har formuleret loven!

Allah (swt) siger: “At lovgive tilkommer visselig udelukkende Allah. Han har befalet jer kun at tilbede Ham.” (12:40).

Og Allah (swt) siger: “Mon de har partnere, der har vedtaget et livssystem for dem i deres levemåde? Og havde det ikke været for et fastlagt ord så ville sagen imellem dem være blevet afgjort. Og sandelig for dhalimun (de uretskafne) er der en streng straf.” (42:21).

Lovgivning er altså en ret forbeholdt Den Almægtige Allah og ingen anden, hverken andre mennesker eller os selv.

Og Allah (swt) siger: “Vil I acceptere en del af skriften og fornægte resten? Der er da ikke nogen anden belønning for den der handler sådan end skændsel i dette liv. Og på opstandelsens dag skal de overgives til den strengeste straf. Og Allah er ikke uvidende om hvad I gør.” (2:85).

Dette betyder at det at acceptere en del af Allahs love og regler, mens man fornægter en anden del, er haram (forbudt).

Et samfund kan ikke fungere uden love og regler, men hvis man ikke anerkender at lovgivning udelukkende tilkommer Allah (swt), så er man nødt til at erstatte Allahs love og regler med menneskeskabte love og regler og dette udgør således en form for afgudsdyrkelse.

Allah (swt) siger: “Den der søger et andet livssystem end Islam, skal vide at det aldrig vil blive accepteret af ham, og han vil på Dommedagen være en af taberne.” (3:85).

Menneskeskabt lovgivning

Den der kalder til en anden lovgivning end Allahs (swt), anerkender en anden suverænitet end Hans, og konsekvensen er i værste fald at personen frafalder Islam.

Allah (swt) siger: “De der ikke dømmer med det, som Allah har nedsendt, er visselig kuffar (benægtere).” (5:44).

Og Allah (swt) siger: “De der ikke dømmer med den lov, som Allah har nedsendt, er visselig dhalimun (uretskafne).” (5:45).

Og Allah (swt) siger: “De der ikke dømmer med den lov, som Allah har nedsendt, er fasiqun (oprørske).” (5:46-47).

Sayyid Abul Ala Maududi (rha) skriver i sin tafsir til ovenstående tre vers:

I denne passage (vers 44-47) har Allah vist at de der ikke dømmer med den lov, som Han har nedsendt er: 1. Kuffar (benægtere). 2. Dhalimun (uretskafne). 3. Fasiqun (oprørske). Som en naturlig følge til dette er den person der forkaster Allahs lovgivning, og som dømmer med en lov der er formuleret af ham selv, eller af andre, skyldig i tre forbrydelser. For det første praktiserer han kufr (benægtelse) af Allahs lov. For det andet bliver han skyldig i uretskaffenhed fordi han overtræder Allahs lov, som er perfekt i retfærdighed og rimelighed. For det tredje bliver han fasiq (oprørsk) imod Allah fordi han på trods af at han er Allahs tjener, overtrådte sin Herres lovgivning, og adopterede sin egen lov eller en andens lov. Således har han rent praktisk afbrudt troskaben og underkastelsen til sin Herre, og han har benægtet Hans autoritet. Dette er fisq (oprør).

Denne kufr (benægtelse) og dhulm (uretskaffenhed) og fisq (oprør) er i følge dens natur en del af det at overtræde Den Åbenbarede Lov. Det er derfor ikke muligt at undgå disse tre forbrydelser når denne overtrædelse finder sted. De varierer dog i graden af skyldighed afhængig af deres natur og hvor omfattende denne benægtelse er.

Hvis en person dømmer imod Den Åbenbarede Lov fordi han betragter den som værende forkert, og hans egen, eller en andens lov, som værende rigtig, så vil en sådan person være en kafir (benægter). Det vil sige en der frafalder Islam, såfremt han før var muslim. Men hvis en person mener, at Allahs lov er rigtig, men han i praktiske handlinger dømmer imod den, så vil han ikke frafalde Islam og blive en kafir (benægter), men vil være at betragte som en der blander sin iman (overbevisning) sammen med kufr (benægtelse), dhulm (uretskaffenhed) og fisq (oprør). Nogle er af den mening at de ovenstående vers kun henvender sig til Bogens Folk (jøder og kristne), men Koranens egne ord støtter ikke dette overhovedet. Og Hudhaifah (raa) modsagde også dette.

Allah (swt) siger: “Men nej, ved din Herre, de kan ikke have iman førend de gør dig (Muhammad) til dommer i alt hvad de end strides om, og derefter i deres indre ikke finder modvilje imod din dom, men accepterer den og underkaster sig fuldstændigt.” (4:65).

At gøre Profeten (saaws) til dommer betyder at man underkaster sig Koranen og Sunnah, det var nemlig udelukkende på basis af Koranen og Sunnah at Profeten dømte.

Og Allah (swt) siger: “Jeres ven (Muhammad) er ikke faret vild, og han har ikke fejlet. Han taler ikke af eget begær. Det er kun Åbenbaring der åbenbares.” (53:2-4).

Altså var alle Profetens (saaws) domme udelukkende åbenbaring.

Og Allah (swt) siger: “I dag har Jeg fuldkommengjort jeres livssystem for jer, og har fuldkommengjort Min gunst mod jer, og har valgt Islam som jeres livssystem.” (5:3).

Man kunne spørge: “Hvordan kan en 1400 gammel lov gøre sig gældende i moderne tid?”

Svaret er at den islamiske lov, Sharia, er henvendt til mennesket og til organisering af menneskets behov. Mennesket og menneskets behov har ikke ændret sig siden tidernes morgen. Det der har ændret sig er midler. Midler som transportmidler, kommunikationsmidler, og andre midler. Men de behov vi som mennesker har brug for at få opfyldt, via disse midler, er de samme behov - de samme behov der eksisterede for 1400 år siden, ja, selv for 100.000 år siden, og de vil være identiske med de behov som mennesket vil have helt frem til jordens undergang.

I Islam finder vi regler og love der kan behandle forhold omkring kloning, genmanipulation, organtransplantation, abort, reagensglas-børn, kunstig befrugtning, og alle andre af den moderne verdens problemstillinger. Dette skyldes at Sharia indeholder et juridisk princip kaldet “Ijtihad”, der er beregnet til at håndtere nye realiteter.

Ijtihad er et for omfattende emne til at behandle i denne bog, men bogen Studies in Usul-ul-Fiqh (kan i skrivende stund downloades i PDF format) kan varmt anbefales for den der ønsker en uddybende opklaring af hvordan Sharia fungerer, og hvordan Ijtihad-processen virker.

Yderligere detaljer og opklaring af emnet om ijtihad (og mange andre emner) kan bøgerne As-Shaksiyah Al-Islamiyyah (Den islamiske personlighed) anbefales. De er skrevet af Shaykh Taqiudin an-Nabhani (rha). Bøgerne består af 3 bind, og de findes på internettet i PDF format og på flere sprog. I skrivende stund kan de to første bind downloades på engelsk her på siden: Islamic Personality 1 og Islamic Personality 2

Shirk (afgudsdyrkelse)

Shirk er at give Allah (swt) partnere, og en person kan give Allah (swt) partnere på mange forskellige måder.

Ulama (de retslærde) deler shirk op i tre slags.

Forskellen imellem den store shirk og den lille shirk er at den store shirk bringer en person ud af Islam, det gør den lille shirk ikke. Den store shirk aflyser også gode gerninger, og den forårsager at alle gode gerninger bliver slettet.

Allah (swt) siger: “Hvis du giver Allah partnere i tilbedelse af Ham, sandelig så vil alle dine gerninger være spildt, og du vil uden tvivl høre til blandt taberne.” (39:65).

Det berettes fra Jabir (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Den der møder Allah uden at have lavet shirk imod Ham, kommer ind i Paradis, men den der møder Ham, og som har lavet shirk, uanset hvilken form, vil komme ind i Helvede.” (Muslim).

Det er kendt at Sahabah (raa) var mere bekymrede for at komme til at begå shirk, end de var for at komme til at begå synd. I dag er vi mere bekymrede for at begå synd, men tænker sjældent over shirk. Alligevel er vi omringet af shirk hver eneste dag og samfundet som vi lever i, er voldsomt præget af shirk - det gælder desværre også i det muslimske miljø i f.eks. Danmark.

At følge sine egne lyster er shirk (afgudsdyrkelse)

Hvis en person følger sine egne lyster, fremfor at adlyde Allahs (swt) befalinger, så begår personen shirk. Personen gør med andre ord sine lyster til en “gud” ved siden af Allah (swt).

Allah (swt) siger: “Har du ikke set den som gør sine egne lyster til sin gud? Allah har genkendt ham, og har ladet ham fare vild, og har forseglet hans hørelse og hans hjerte, og har placeret et slør over hans syn. Hvem skal da retlede ham efter Allah? Vil I da ikke modtage advarsel?” (45:23).

Og Allah (swt) siger: “Har du nogensinde overvejet den persons situation der gør sine egne lyster til sin gud? Kan du tage ansvar for at retlede en sådan rigtigt? Mener du at de fleste af dem hører eller forstår? De er kun som kvæg! Nej, de er endnu værre end kvæg.” (25:43-44).

Det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Af alle de falske guder der tilbedes og tjenes i stedet for Allah, da er den værste i Allahs øjne en persons egne lyster.” (At-Tabarani).

Sayyid Abul Ala Maududi (rha) skriver i sin tafsir til verset:

Da han tjener sine egne lyster, som den der tilbeder en afgud, så bliver han ligeså skyldig i shirk som den der tilbeder en afgud (i form af en statue).

Ash-Shirk ul-Akbar (Den store shirk)

Denne type af shirk kan være udvendig som f.eks. når mennesker tilbeder statuer eller gravpladser eller døde mennesker. Eller den kan være indvendig som f.eks. når mennesker sætter sin lid til andre ikke-eksisterende guder, eller når mennesket udviser hykleri overfor Allah (swt), eller mener at Hans lov er ugyldig.

Den kan også være baseret på tro. Hvis en person f.eks. tror at nogen anden end Allah (swt) kan skænke liv eller give død, eller at nogen anden har magt over universet.

Den kan også være baseret på kærlighed. F.eks. hvis en person elsker noget eller nogen anden sådan som kun Allah (swt) skal elskes.

Nogle eksempler på stor ash-shirk ul-akbar (den store shirk):

Ash-Shirk ul-Asghar (Den lille shirk)

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Af de ting som jeg frygter for min Ummah (nation), da er den ting som jeg frygter mest en lille shirk.” Han blev spurgt hvad en lille shirk er, og han (saaws) svarede: “Det er ar-riyaa.” (Ahmad). Ar-Riyaa betyder “stolthed” eller at man gør noget for at folk skal tænke godt om en, se op til en eller beundre en.

Så det at udføre en handling udelukkende for at andre mennesker skal synes godt om en, og ikke fordi at Allah (swt) skal synes godt om en, det er ar-riyaa og det er shirk (afgudsdyrkelse) i en mindre form.

Denne form for handlinger ser vi meget i dag hvor folk praler med deres rigdom, ejendom (som en bil eller et hus) eller med deres handlinger.

Hvis en person gør brug af amuletter, krystaller, sten eller andre ting i den tro at det beskytter imod forskellige former for ondskab er også shirk.

Det berettes fra Imran bin Husain (raa) at Profeten (saaws) en dag så en mand med en ring af messing på sin hånd. Profeten (saaws) spurgte ham: “Hvad er dette?” Manden svarede: “Det er en beskyttelse imod alderdommens svaghed.” Profeten (saaws) sagde: “Tag den af! Den kan kun forøge din svaghed. Skulle døden ramme dig imens du har den på, ville du aldrig få succes.” (Ahmad).

Det berettes fra Uqbah bin Amir (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Den der bærer en talisman eller en amulet vil aldrig få sine ønsker opfyldt af Allah. Og den der hænger en muslingeskal op vil aldrig finde fred og hvile.

Og i en anden version sagde Profeten (saaws): “Den der bærer en talisman har begået shirk.

Det berettes fra Ibn Abi Hatim (rha) at Hudhaifah (raa) en gang så en mand med noget sejlgarn om hånden til beskyttelse imod feber. Hudhaifah skar sejlgarnet i stykker og reciterede Koranverset: “De fleste af dem har iman på Allah, men de praktiserer stadig shirk.” (12:106).

Magi, spådom og astrologi hører også under shirk. Ikke fordi disse ting har en effekt i realiteten, men netop fordi folk tror på at disse ting har en effekt.

Det berettes fra Ibn Masud (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Troen på spådom er shirk, troen på spådom er shirk!” (Abu Dawud).

Og det berettes fra Imran bin Husain (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Den der søger spådom, eller får varsler fortolket, eller praktiserer spådomskunst, eller får sin fremtid spået, eller praktiserer troldom eller magi, eller får troldom eller magi udført for sig, og den der går til en spåkone, og tror på det, der bliver sagt, har begået kufr i det der er åbenbaret til Muhammad (saaws).” (Al-Bazzar).

Og det berettes fra Zayd bin Khalid al-Juhani (raa) at han sagde: “Allahs Sendebud ledte morgenbønnen for os ved al-Hudaybiyah mens det havde regnet om natten. Da Profeten (saaws) var færdig, vendte han sit ansigt imod folket og sagde: ‘Ved I hvad jeres Herre har sagt?’ De svarede: ‘Allah og Hans Sendebud ved bedst!’ Profeten sagde at Allah sagde: ‘Denne morgen har en af Mine slaver lavet iman (overbevisning) på Mig, og en er blevet kafir (benægter). Hvad angår den der sagde: ’Vi har fået regn på grund af Allah og Hans Nåde’, så har han lavet iman på Mig, og har benægtet stjernerne. Hvad angår den der sagde: ’Vi har fået regn på grund af den og den stjerne’, så er han en kafir på Mig, og han har iman på stjernerne.’” (Bukhari og Muslim).

Og Allah (swt) siger: “De anerkender Allahs Barmhjertighed, og dog alligevel benægter de den, og de fleste af dem er kuffar (benægtere).” (16:83).

Mujahid (rha) sagde i sin tafsir til verset:

At sige: “Rigdommen er min, jeg har arvet den fra mine ældre”, er kufr!

Fordi rigdom og velstand udelukkende kommer fra Allah (swt).

Ash-Shirk ul-Khafie (Den skjulte shirk)

Det berettes at Profeten (saaws) forklarede den skjulte shirk som: “Det er når en mand rejser sig for at udføre bønnen, men så gør han sin bøn smuk fordi en anden mand ser på ham.” (Ibn Majah og Al-Bayhaqi).

Den skjulte shirk kan både være en stor shirk og en lille shirk, men fælles for dem begge er at folk ikke ved når de begår denne type af shirk. Denne type af shirk slettes ved at lave nedenstående dua (bøn).

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “O mennesker! Frygt den shirk der er mere skjult end en kravlende myre.” En person sagde: “O Allahs Sendebud, hvordan skal vi frelse os selv fra det når det er mere skjult end en kravlende myre?” Profeten (saaws) svarede: “Sig: O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig imod at jeg bevidst giver Dig partnere, og jeg søger Din Tilgivelse for det som jeg ikke ved.

الإخلاص Al-Ikhlas

Den sproglige betydning af الإخلاص al-ikhlas

Ordet الإخلاص al-ikhlas kommer fra roden خلص khalasa der betyder “at være ren”, “oprigtig”, “tydelig”, “at rengøre en ting”, o.l.

Den shariamæssige betydning af الإخلاص al-ikhlas

Al-ikhlas handler om at vi sikrer, at enhver handling vi udfører, bliver udført i oprigtighed overfor Allah (swt) i både implementering og hensigt.

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Handlinger er kun ifølge hensigten, og en mand får kun ifølge hvad hans hensigt var. Den hvis emigration var for Allah og Hans Sendebud, har i sandhed emigreret for Allah og Hans Sendebud. Og den hvis emigration var for noget verdsligt, eller for at ægte sig med en kvinde, han får det han emigrerede for.” (Bukhari og Muslim).

Dette vil sige at vi udelukkende modtager belønning for det, vi gør for Allahs skyld i al oprigtighed overfor Ham (swt).

Allah (swt) siger: “Og de blev ikke befalet andet end at tilbede Ham, værende oprigtige overfor Ham i deres levemåde.” (98:5).

Og Allah (swt) siger: “Så tilbed Allah mukhlisan (i al oprigtighed).” (39:2).

Abdul Qasim Qushayri (rha) sagde:

Oprigtighed er at gøre Allah til det eneste formål i handlinger af lydighed hvilket betyder, at have hensigten om at komme nærmere til Allah Den Højeste og intet andet. Man kan sige at oprigtighed er at tømme sindet fra at lægge mærke til ens medmennesker.

Abu Uthman (rha) sagde:

Oprigtighed er at glemme at lægge mærke til mennesker ved konstant at være opmærksom på deres Skaber, Allah.

Al-Makfuf (rha) sagde:

En person med al-ikhlas er en person der skjuler sine gode gerninger såvel som sine dårlige gerninger.

Man skjuler sine gode gerninger for at man ikke skal blive påvirket af at andre mennesker eventuelt roser dem. Hvis andre mennesker roser dine gode gerninger, og det får dig til at føle dig godt tilpas, ødelægger det din ikhlas, dvs. din oprigtighed.

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

Det mest gavnlige en person kan have er al-ikhlas i sit forhold til sin Herre i alle sine affærer. (Al-Fawaid).

Det berettes at Umar bin al-Khattab (raa) sagde:

De bedste handlinger er at gøre det Allah har befalet, mens man holder sig langt væk fra det Allah har forbudt, og at man har en ren hensigt relateret til hvad end Allah kræver af os. (Tahdhib al-Asma li-Nawawi).

Ibn Umar (raa) hørte engang en mand stå og råbe følgende: “O Allah! Jeg har til hensigt at udføre Hajj og Umrah.” Til det sagde Ibn Umar (raa): “Er det i virkeligheden ikke folket du fortæller din hensigt? Kender Allah ikke allerede det der er i dit hjerte?”

Nogle muslimer opdeler deres gerninger i religiøse gerninger og i verdslige gerninger. Denne opdeling eksisterer ikke i Islam og enhver handling en muslim udfører, mand såvel som kvinde, er enten en islamisk handling, dvs. en handling der udføres i overenstemmelse med Islam, eller en uislamisk handling, dvs. en handling der udføres på trods af at den er i modstrid til Islam.

Som muslimer skal vi undersøge sharia inden vi handler for at kende den relevante hukm (lov) til handlingen. Dette gælder alle handlinger uden undtagelse.

I islamisk jura inddeles handlinger i forskellige kategorier. De forskellige skoleretninger indenfor jura bruger forskellige termer, og der eksisterer også forskellige opdelinger, men som principielt set dækker de over det samme. For overblikkets skyld kan vi groft sagt opdele handlinger i følgende kategorier:

  1. Fard og wajib = Handlinger der er obligatoriske. Man er syndig hvis man ikke udfører dem.
  2. Mandub og Mustahab = Handlinger der er opfordrede. Man får belønning ved udførelse, men ingen synd ved at undlade dem.
  3. Mubah = Frivillige handlinger. Disse giver hverken belønning eller synd.
  4. Makruh = Handlinger der er uopfordrede. Man får belønning hvis man lader være med at udføre dem, men ingen synd hvis man gør det.
  5. Haram og Mahthur = Handlinger der er forbudte. Hvis man udfører dem er man syndig.

Når vi kender den rette regel til en given handling, skal vi sikre at handlingen udelukkende udføres med den rette hensigt om at adlyde Allah (swt).

Den verdslige gavn

Formålet med mange af de handlinger som Sharia påbyder er ikke at opnå Allahs (swt) tilfredshed i sig selv, men derimod at opnå en verdslig gavn.

Al-ikhlas gør det obligatorisk for muslimen at “forbinde” sine handlinger med forholdet til Allah (swt) sådan at handlingen udføres i overenstemmelse med Allahs lovgivning, og det er her al-ikhlas (oprigtighed) spiller en afgørende rolle.

En handling kan udføres for at opnå en verdslig gavn som f.eks. handel, landbrug, produktion, osv. Formålet med sådanne handlinger er den materielle nytte i form af økonomiske værdier. Andre former for handlinger kan f.eks. være humanitær hjælp, hjælp til dyr, osv. Eller det kunne være etiske handlinger. En handling kan også være en ren åndelig handling som f.eks. tilbedelse eller faste.

Uanset hvilken type af handling muslimen udfører må og skal handlingen stemme overens med Sharia for at personen kan opnå Allahs (swt) tilfredshed.

Så hvis en person dyrker landbrug eller arbejder på et kontor for at erhverve et levebrød, så er det den materielle gavn af handlingen der søges, altså penge, mens opnåelsen af Allahs (swt) tilfredshed sker hvis denne handling udføres i overenstemmelse med Hans (swt) påbud og forbud.

Således kan Allahs (swt) tilfredshed opnås i alle former for handlinger så længe de udføres i overensstemmelse med Hans (swt) lovgivning.

Dårlige gerninger kan ikke gøres gode via hensigten

Nogle mennesker misforstår hadithen hvor Profeten (saaws) siger: “Handlinger er kun ifølge hensigten, og en mand får kun ifølge hvad hans hensigt var.

Misforståelsen ligger i at man tror, at man kan handle imod Allahs (swt) lov med en hensigt om at handle godt. F.eks. hvis en person spiller lotto, hvilket er haram (forbudt), med hensigten om at hjælpe de fattige, hvis han vinder.

En god hensigt gør ikke en forbudt handling tilladt!

التقوى - At-Taqwa (Fromheden)

De fleste oversættelser af Koranen oversætter “at-taqwa” til at betyde “frygt”.

At oversætte “at-taqwa” til at betyde “frygt” er meget misvisende, og det giver et forkert billede af hvad Allah (swt) mener, når Han (swt) kræver, at vi skal have at-taqwa for Ham.

Den sproglige betydning af التقوى at-taqwa

Ordet المتقون (al-muttaqun), dvs. “dem der har at-taqwa”, står i Koranen i surah 39 Az-Zumar vers 33 i formen VIII, maskulin flertal, aktiv kort tillægsform, grundled, og det kommer fra roden ؤقى (waqaa).

I følge F. Steingass Arabic English Dictionary, Al-Maurid Arabic English Dictionary og Arabic-English Lexicon (Lane) betyder ؤقى (waqaa) “at beskytte”, “at vogte”, “at være på vagt”, “beskytte imod ondt”, “tage som skjold”, m.m.

Al-Firuzabadi (rha) sagde at den tre-bogstavs rod ؤقى (waqaa) betyder:

At beskytte og bevare.

Ibn Kathir (rha) sagde:

At man undgår det, som man ikke kan lide.

Den shariamæssige betydning af التقوى at-taqwa

At-taqwa kan ikke direkte oversættes, men når man skal finde det bedste ord, er ordet “fromhed” på dansk og “pious” på engelsk nogle af de bedste og mest præcise efter min mening.

Fromhed er nemlig en inderlig og dydig godhed der kommer til udtryk igennem en hengiven underkastelse til Allah (swt). Denne hengivelse finder sted dels ud af kærlighed til Allah (swt) og dels ud af frygt for Hans straf.

Sagt med andre ord så er befalingen “ittaqu’llah” ikke en ordre om at “frygte Allah”, det er derimod en ordre om at adlyde Allah (swt) baseret på både kærlighed og frygt.

Den person der adlyder Allah (swt), uanset om drivkraften er frygt for Hans straf eller kærlighed til Ham, så hører personen til blandt al-muttaqun, dvs. dem der har at-taqwa.

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

Hvad angår Allahs straf og dens konsekvenser så er disse blandt Allahs skabelser, og derfor bliver Allah ikke kaldt for “den der straffer” eller “den vrede”. Dette er en vigtig forskel. Det første tilskrives til Allah direkte (dvs. Barmhjertighed og Tilgivende), mens det andet (dvs. straffen) kun bruges til at beskrive Hans handlinger. Denne adskillelse kan endog findes i Koranen i en enkelt passage, for eksempel: ‘Meddel Mine tjenere at Jeg sandelig er den Tilgivende, den Barmhjertige, og at Min straf er smertefuld.’ (15:49-50).

Det berettes at Allahs Sendebud (saaws) sagde at, “At-taqwa er her”, og så pegede han på sit bryst. (Muslim).

At-taqwa er en forpligtelse idet Allah (swt) siger: “Og at-taqul-Allah, sandelig, Allahs straf er shadidu (voldsom, streng).” (59:7).

Om at-taqwas shariamæssige betydning sagde Umar bin Abdul Aziz (raa):

At-Taqwa er ikke at faste hele dagen og stå i bøn om natten. Derimod er at-taqwa at afholde sig fra det Allah har forbudt, og handle efter det, som Han har tilladt.

Umar bin al-Khattab (raa) spurgte Ubay bin Kab (raa) om betydningen af at-taqwa. Ubay svarede: “Har du nogensinde gået på en sti der havde torne på den?” Umar svarede: “Ja.” Ubay spurgte: “Hvad gjorde du da?” Umar svarede: “Jeg rullede mine ærmer op og pressede på.” Ubay sagde: “Dette er at-taqwa! At beskytte sig selv imod synd på livets farlige rejse, sådan at man succesfuldt kan fuldende rejsen uskadt af synd.”

Ibn Abbas (raa) sagde om betydningen af “al-muttaqun”, dvs. dem der har at-taqwa:

Det er dem der har iman, og der undgår shirk, og som arbejder i lydighed til Ham.

Han sagde også at “al-muttaqun” betyder:

Dem der frygter Allahs (swt) straf, som ville indtræde, hvis de forlod den sande retledning som de bekræfter og kender. De håber også på Allahs (swt) Barmhjertighed ved at være overbeviste om det Han åbenbarede.

Det berettes at Muaadh bin Jabal (raa) sagde:

På Dommedagen vil der blive udråbt: ‘Hvor er de der havde at-taqwa?’ Så vil de der havde at-taqwa rejse sig op under Skyggen af Den Barmhjertige. Det er dem der afholder sig fra shirk, og som renser deres levemåde for Allah.

Ibn Kathir (rha) og Qurtubi (rha) sagde at Ibn Mutaz (rha) sagde:

Forlad synder, store såvel som små, det er at-taqwa.

Talq bin Habib (rha) sagde:

At-taqwa er at adlyde Allah med viden om at Han vil belønne det, og at afholde sig fra ulydighed med viden og frygten om at Han vil straffe.

Ibn Rajab (rha) sagde:

Essensen af at-taqwa er at man former et skjold imod Allahs vrede og straf. Skjoldet består i at man adlyder Hans påbud og afholder sig fra Hans forbud.

Sahal bin Abdullah sagde:

Enhver der ønsker at forny sin taqwa skal afholde sig fra alle synder.

Ibn Masud (raa) sagde:

Angående verset: “At-taqul-Allah som det er meningen, man skal have at-taqwa for Ham.” (3:102), så betyder det, at adlyde Ham og ikke være ulydig imod Ham, at ihukomme Ham og ikke glemme Ham, og at takke Ham og ikke være utaknemmelig.

التقوى at-taqwa betyder ikke at man er fejlfri

Allah (swt) siger: “Wa man yattaqi Allaha (den der har at-taqwa for Allah), Allah vil fjerne hans sayyiatihi (onde gerninger, synder) fra ham og vil forøge hans belønning.” (65:5).

Og Allah (swt) siger: “O I som har iman! Hvis I adlyder og taqqu Allaha, vil Han skænke jer Furqan, og vil fjerne jeres synder, og vil tilgive jer, og Allah er Ejeren af den Største Gavmildhed.” (8:29).

Disse vers viser at al-muttaqun, dvs. dem der har at-taqwa, ikke er personer uden synd. Sagt med andre ord vil selv den person der har at-taqwa stadig komme til at begå synder, og det at have at-taqwa betyder ikke, at man er fejlfri.

Alle mennesker fejler, og Allah (swt) har skabt os sådan at vi fejler, så vi kan angre, lære af vore fejl og forbedre os, samt for at vi også kan tilgive andre der har begået fejl imod os.

Abu Ayub Ansari (raa) berettede at Profeten (saaws) sagde: “Hvis I ikke begik synder, ville Allah have udryddet jer, og ville have erstattet jer med et andet folk der ville begå synder og derefter bede Allah om tilgivelse, og Han ville have skænket dem tilgivelse.” (Muslim).

Her må det ikke misforstås så man tror, at det er okay at vi synder. Det er ikke det hadithen betyder. Det hadithen betyder er at det er meningen, at vi skal have en tilbøjelighed til at synde, at vi ikke er skabt til at være syndfri eller fejlfri.

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Alle Adams børn synder hele tiden, men de bedste af dem der hele tiden synder, er dem der hele tiden angrer.” (Tirmidhi).

Og det er en forpligtelse for dem der har at-taqwa at angre. Allah (swt) siger: “Og søg tilgivelse fra jeres Herre, og vend jer angrende til Ham så Han må give jer god nydelse for en fastlagt tid.” (11:3).

Og Allah (swt) siger: “Og den der handler ondt eller er uretfærdig imod sig selv, men derefter søger Allahs tilgivelse, han vil finde Allah Alttilgivende, Mest Barmhjertig.” (4:110).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den der angrer, er som den der slet ikke udførte synden fra starten af.” (Ibn Majah).

Allah giver et løfte om en udvej fra alle problemer via التقوى at-taqwa

Allah (swt) giver et højtideligt løfte i Koranen og siger: “Og den der yat-taqi Allaha (er from overfor Allah), Allah vil åbne en vej for ham, og vil forsyne ham fra et sted han end ikke kunne forestille sig, og den der ya-tawakkul ala Allah (stoler på Allah), Han vil være nok for ham. Allah bringer Sine bestemmelser til udførelse. Allah har visselig for alle ting skabt qadran (en forudbestemmelse).” (65:2-3).

Dette betyder at når Allah (swt) siger: “Og den der yat-taqi Allaha”, så er det det samme som at sige: “Og den der adlyder Allah”, eller som at sige: “Og den der undersøger sharia og forholder sig til den”.

Dette vers er både generelt og specifikt på samme tid idet det dels henvender sig generelt til alle de muslimer, der har at-taqwa, men også specifikt til de muslimer der får problemer på grund af deres adlydelse til Allah (swt). Allah (swt) giver et løfte om at hjælpe og om at skænke levebrød.

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Allah vil hjælpe en person der søger Hans tilgivelse meget, imod al sorg, finde en vej ud for ham fra alle besværligheder, og vil forsyne ham via midler som han aldrig kunne have forventet.” (Ahmad og Abu Dawud).

Og Allah (swt) siger: “Og taqqu Allaha så meget som I kan.” (64:16). Og det er berettet at Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Hvis jeg befaler jer noget, så gør det så meget som I kan.” (Enighed om den).

Og Allah (swt) siger: “Wa-ittaqu l-laha (vær fromme overfor Allah) og vid at Allah er med al-mutaqina (de fromme).” (2:194).

Og Allah (swt) siger: “Nej! Den der opfylder sin forpligtelse wa-ittaqa (og er from), sandelig Allah elsker al-mutaqina (de fromme).” (3:76).

وسوس Waswas og tvivl om Allahs løfter

Satan ved at jo mere vi stoler på Allah (swt), desto mere vil Allah (swt) hjælpe os. Derfor prøver Satan at skabe tvivl i os.

Nogle gange kan en situation forekomme så håbløs at vi ikke på nogen måde kan se en udvej. Men det er ikke vores opgave at forstå “hvordan” Allah (swt) løser problemet, det er vores opgave at stole på Allah (swt), og at huske at Han er Almægtig, og at Han opererer på måder, vi ikke kan sanse.

Samtidig skal vi også forstå, at hvis vi vælger at gå på kompromis med Allah (swt), så mister vi Hans hjælp og så gælder løftet om hjælp ikke længere! Det er bl.a. ofte derfor vi bliver prøvet med hårde situationer til at begynde med - for at se om vi vælger at gå på kompromis med det Allah (swt) befaler.

Vi kender alle tanken “hvad nu hvis?” om en given problemstilling som vi ikke kan se en løsning på. “Hvad nu hvis jeg ikke får nogen penge?”, “Hvad nu hvis der ikke kommer nogen og hjælper?”, “Hvad nu hvis det ikke kan lade sig gøre?”, “Hvad nu hvis det hele bliver værre”, osv.

Sådanne tanker er en ukorrekt måde at bruge forstanden på. Vi kan i nogle tilfælde bedømme risiko, og efterfølgende foretage nødvendige forholdsregler, men vi kan ikke forudse fremtiden, og vi skal ikke lade os bremse af sådanne tanker. De fleste af sådanne tanker kommer fra Satan. Det er tanker han hvisker til os.

Løsningen ligger i at erstatte sådanne tanker med Allahs (swt) løfte, “Og den der yat-taqi Allaha, Allah vil åbne en vej for ham, og vil forsyne ham fra et sted han end ikke kunne forestille sig”. Derefter skal vi sættes vores fulde lid til Allahs (swt) løfte, og stole på Ham (swt), og ignorere tanken “hvad nu hvis”. Og mens vi venter på at Allah (swt) hjælper os, så stræber vi efter bedste evne, og vi forsøger at afværge problemet så meget som vi kan.

Det berettes at Abu Hurairah (raa) sagde, at Profeten (saaws) sagde: “Den stærke mumin er bedre og mere elsket af Allah end den svage mumin, selvom de begge er gode. Stræb efter det der vil gavne jer og søg Allahs hjælp og vær ikke håbløse. Hvis noget træffer jer så sig ikke: ‘Hvis bare jeg havde gjort sådan og sådan, så ville det ikke være sket’, men sig i stedet: ‘Allah fastlægger, og hvad Han vil, det gør Han’, for ordene ‘hvis bare’ åbner døren for Satan.” (Muslim).

Denne hadith handler ikke om fysisk styrke, derimod handler den om styrke i beslutninger, om mod, om ikke at give op, osv.

Tanken “hvad nu hvis?”, om noget i fremtiden, åbner døren for Satan på samme måde som hvis man tænker “hvis bare”, om noget i fortiden.

At døren bliver åbnet for Satan betyder, at det bliver muligt for ham at hviske dårlige tanker ind i os. Om fremtiden hvisker han ting der skal gøre, at vi mister modet og håbet. Og om fortiden hvisker han ting der skal gøre, at vi fortryder og ærgrer os. Og disse ting kan udvikle sig til alvorlige onde cirkler af selvbebrejdelse.

التقوى At-taqwa baseret på kærlighed

At-taqwa er som nævnt en tilstand af lydighed overfor Allah (swt). Denne tilstand af lydighed kan eksistere ud af kærlighed til Allah (swt), og uden det mindste spor af frygt.

Man kan sige at den der virkelig elsker Allah (swt), ikke har brug for at frygte Hans straf, da en sådan kærlighed vil medføre en komplet og hengiven lydighed, men hvis en sådan kærlighed ikke opnås, da bliver frygt nødvendig og obligatorisk.

Fudayl bin Iyad (rha) sagde:

Kærlighed er bedre end frygt! Frygt beskytter os imod at handle syndigt, men kærlighed får os til at gøre det der er befalet med et åbent hjerte!

Det berettes også at Jafar as-Sadiq (raa) sagde:

Kærlighed er bedre end frygt.

Den person der angrer til Allah (swt) ud af frygt for Hans straf, angrer for sin egen skyld, for at undgå straf, men den person der angrer til Allah (swt) ud af kærlighed til Ham, angrer på grund af Allah (swt), ikke for sin egen skyld, men fordi han er ked af, at han er gået imod Den, som han elsker. Der er en meget stor forskel på disse to situationer!

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

Frygt er ikke et mål i sig selv, det er derimod et middel til at opnå et mål. Når dette mål, Allahs ultimative tilfredshed, opnås, så er der ikke behov for frygt. Ligesom Allahs tale til folket i Paradis: “de føler ikke frygt, ej heller føler de sorg.” Frygt er forbundet til handlinger, mens kærlighed er forbundet med eksistens og attributter (dvs. Allah). Når de der har iman indtræder i Allahs evige velsignelse, så vil deres kærlighed forøges, mens deres frygt forsvinder. Således er tilstanden af kærlighed højere og mere nobel end frygt.

التقوى At-taqwa baseret på frygt

Hvis kærlighed alene ikke kan frembringe at-taqwa (fromhed), så bliver frygt en forpligtelse. En sådan frygt handler ikke om at frygte Allah (swt), det handler derimod om at frygte Hans handling, nemlig Hans straf.

Der er forskel på at frygte en person og så på at frygte personens handlinger, og vi kan måske bedst relatere til dette ved at tænke på en kærlig mor. En mor er normal altid kærlig overfor sit barn, men hun bliver til tider nødt til at “straffe” barnet på grund af barnets ulydighed. Hvis barnet frygter sin mor i sig selv, dvs. som person og som menneske, så vil barnet ikke have en tilbøjelighed til at søge tilflugt hos sin mor fra hendes straf, barnet vil derimod flygte væk fra sin mor, men hvis barnet ikke frygter sin mor som person, men udelukkende frygter konsekvensen af sin egen ulydighed, så vil barnet flygte fra sin mor til sin mor, dvs. barnet vil bede sin mor om tilgivelse og håbe at moderen, i sin store kærlighed, vil tilgive - eller som minimum vil være medfølende og mild.

Der er en stor forskel på disse to situationer, og det er på samme måde det forholder sig med Allah (swt). Det var det Profeten (saaws) mente, da han (saaws) i følge beretningen sagde: “Jeg søger tilflugt fra Dig i Dig”, og beretningen: “Der er ingen beskyttelse eller tilflugt fra Dig, undtagen hos Dig.

Og Allah (swt) siger: “O I der har iman! Beskyt jer selv og jeres familier fra en ild, hvis brændsel er mennesker og sten, over hvilke er engle, hårde og strenge, de er ikke ulydige overfor Allah i hvad han befaler dem, men de gør det, de bliver befalet.” (66:6).

Ali bin Abu Talib (raa) forklarede verset på følgende vis:

Beskyt jer selv via jeres handlinger og beskyt jeres familier ved at rådgive dem.

Og Qatadah (rha) sagde:

Befal dem med Allahs påbud. Forhindre dem i at være ulydige imod Ham. Og hjælp dem i begge henseender. Hvis de er ulydige overfor Ham så irettesæt dem og afskræk dem.

Og Allah (swt) siger: “Og at-taqu yauma (beskyt jer imod den dag) hvor I skal vende tilbage til Allah. Den dag vil enhver sjæl blive kompenseret for det den har fortjent, og de vil ikke blive behandlet uretfærdigt.” (2:281). Ibn Kathir (rha) skriver at det er berettet fra Ibn Abbas (raa), at dette var det allersidste vers der blev åbenbaret af Koranen.

Begreber i Koranen relateret til frygt

Begreberne “wajal”, “khauf”, “khashya” og “rahba” bliver brugt i Koranen til det vi oversætter til frygt, men de er ikke synonymer. De har hver deres specifikke betydning afhængig af forhold og omstændigheder.

F.eks. betyder ordet خوف (khauf) sprogligt “frygt”, “at være bange for”, “overgå i frygt” og “at skræmme”. Og det bliver brugt mange steder i Koranen og handler om at være skræmt af Allahs straf og at være skræmt af regnskabet på Dommedagen.

Allah (swt) siger: “Når den store ulykke indtræffer, den dag når mennesket vil huske, hvad det stræbte efter, og Helvede vil blive åbnet for enhver at se, hvad da angår den, der gjorde oprør og foretrak det nærværende liv, så vil Helvede visselig blive hans hjem. Hvad angår den der خاف khafa (frygtede) at skulle stå foran sin Herre, og der afholdte sig selv fra ondt begær, Paradiset skal da være hans hjem.” (79:34-41).

Og Allah (swt) siger: “Men for den der khafa (frygtede) at stå for sin Herre er der to haver.” (55:46).

Og Allah (swt) siger: “Og Vi vil visselig lade jer arve landet efter dem. Dette skal være til den der khafa (frygtede) at stå foran Mig, og der frygtede Min trussel.” (14:14).

Og Allah (swt) siger: “Og således er din Herres greb, når Han griber byerne mens de øver uret. Sandelig Hans greb er smertefuldt og voldsomt. I dette er der visselig et tegn for dem der khafa (frygter) straffen i det Hinsides. Dette er Dagen hvor menneskerne vil blive samlet sammen, og dette er Dagen der vil være bevidnet.” (11:102-103).

Og Allah (swt) siger: “Sandelig dem der er khashyati rabbihim (skræmte på grund af deres Herre), er på vagt.” (23:57).

Frygt er ikke kun ment til dem der begår synder, men også til dem der er retskafne. Dette fremgår af den følgende hadith hvor Aisha (raa) sagde: “O Allahs Sendebud, er verset, ’Og de, som giver deres almisser, mens deres hjerter wajilatun (er frygtsomme) over at de skal vende tilbage til deres Herre" (23:60), henvendt til en person der begår zina, drikker alkohol og stjæler, men som stadig frygter Allah?” Profetens (saaws) svarede “Nej, O as-Siddiqs datter, det er henvendt til en person der faster, holder bøn og giver almisser, og som frygter, at de gode gerninger ikke vil blive accepteret fra Ham.” (Tirmidhi).

Al-Hasan sagde følgende til hadithen:

Ved Allah! Sahabah adlød Ham, og de kæmpede hårdt for det, alligevel frygtede de at deres handlinger skulle blive afvist. En mumin kombinerer retskaffenhed med frygt i sit hjerte, mens en hykler kombinerer ondt med håb om at undgå straffen.

Abul-Qasim al-Junayd sagde:

Al-khauf er forventningen om straf.

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

Ordet khashya er mere specifik end khauf, det henvender sig specifikt til dem der virkelig kender Allah - ligesom Allahs (swt) tale: “Sandelig, dem der yakhsha (føler ærbødighed) for Allah blandt hans tjenere er dem der har viden.” (35:28) Således er khashya en frygt der er forbundet med marifa (intim viden) om Allah. Ligesom Profeten (saaws) sagde: “Jeg er den mest opmærksomme på Allah i blandt jer og den mest intense i khashya for Ham.” (Bukhari og Muslim).

Khauf er bevægelse i dens essens, mens khashya er koncentration, stilhed, og at holde vejret. Som for eksempel når en person ser en voldsom fjende eller en oversvømmelse eller noget lignende, så har dette to tilstande: Den første er bevægelse for at flygte væk fra det, og det er tilstanden af khauf. Den anden er stilhed og ro i et sted af sikkerhed fra truslen, og dette er tilstanden af khashya.

Ar-Rahba betyder lysten til at løbe væk fra fare hvilket er det modsatte af ar-Raghba, der betyder lysten i hjertet til at bevæge sig imod det som man kan lide. Al-Wajal er en rysten i hjertet ved erkendelse eller erindring om en person hvis magt eller straf man frygter. Al-Haybah er frygt forbundet med ærefrygt, ærbødighed og lovprisning, og dens største form er den der forekommer i forbindelse med kærlighed og marifa (intim kendskab).

Al-Khauf er således til den almene mumin mens al-kbashya er til dem, der har dyb viden, mens at-haybah er til dem der er tættest på Allah. Omfanget af ens frygt for Allah er proportional med ens viden, både teoretisk og erfaringsmæssig. Ligesom Profeten (saaws) sagde: “Jeg er den i blandt jer der har mest viden om Allah og den mest intense i khashya for Ham.” Og i en anden beretning af den samme hadith er ordet khauf brugt i stedet for khashya. Profeten (saaws) sagde også: “Hvis I vidste, hvad jeg ved, så ville I grine lidt og græde meget, og I ville ikke nyde intimitet med kvinder, og I ville gå ud og vandre rundt i vildmarken og bede til Allah.” (Ahmad).

Når man står overfor denne type frygt, vil en mand med khauf flygte, mens en mand med khashya vil søge hjælp i viden. Som eksempelvis, når en almindelig person har fået en sygdom, så søger han at beskytte sig selv (og søger måske en person der kan hjælpe ham). Men en dygtig læge (dvs. en person der har viden) forsøger at forstå sygdommen og finde dens kur. Således er den der frygter Allah, en person der flygter til sin Herres Barmhjertighed væk fra sin Herres utilfredshed.

Den sidstnævnte hadith findes også en anden udgave i Sahih al-Bukhari: “Allahs Sendebud (saaws) hørte noget om sine Sahabah hvorefter han henvendte sig til dem, og sagde: ‘Paradiset og Helvede blev vist til mig, og jeg har aldrig set noget lignende i godt og ondt. Hvis I vidste hvad jeg ved, så ville I grine lidt og græde meget.’ Sahabah led meget den dag, så meget at intet lignende var blevet set. De dækkede deres ansigter og begyndte at græde.”

Abu Hafs sagde:

Al-khauf er lampen i hjertet med hvilken det gode og det onde inde i hjertet kan ses, og enhver som du frygter, løber du væk fra, undtagen Allah, når du frygter Ham, så løber du til Ham for beskyttelse.

Shaykh al-Harawi sagde:

Al-khauf er at afskaffe en ubrugelig følelse af sikkerhed ved at forestille sig den store nyhed (på Dommedagen).

Således kommer frygt efter forståelse og viden, for mennesket kan ikke frygte det som han ikke ved noget om.

Den rette balance imellem frygt for straf og håb om tilgivelse

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

Den rigtige og prisværdige frygt er den der afholder en person fra Allahs forbud, men når frygt overskrider dette formål, så kan den medføre håbløshed og fortvivlelse (hvilket i sig selv er forbudt). Abu Uthman sagde: “Oprigtig frygt er vagtsomhed overfor synd, åben og skjult.” Jeg hørte også Shaykh ul-Islam Ibn Taymiyyah (rha) sige: “Den prisværdige frygt er den der forhindrer dig i at gøre det som Allah har forbudt.”

Han sagde også:

Frygtens begyndelse ligger i frygten for straf, og en sådan frygt er tilstrækkelig til at sikre korrektheden af ens iman. Den er født ud af en bekræftelse af advarslen (om Allahs straf), anerkendelse af ens overtrædelser og overvejelser om straffen.

De retfærdige forgængere foretrak at styrke frygten i gode tider, hvor uopmærksomhed og ulydighed er forventet, og at styrke håb i tider med prøvelser og når døden var nær.

Mange ulama har sagt mange forskellige ting om dette emne og mens nogle mener, at det er vigtigere at lægge mere fokus på frygt, så er der andre der mener, at den bedste situation er den, hvor der er mest håb.

Jeg siger: Realiteten er den at det er forskelligt fra person til person og fra situation til situation. Det essentielle er at man ikke tager koranvers og hadith om frygt ud af sammenhæng, så at der opstår en forbudt frygt, dvs. en form for håbløshed, og at man ikke gør det samme med koranvers og ahadith om barmhjertighed og tilgivelse så der opstår et forbudt håb. Et forbudt håb ville være at man tænker, at Allah (swt) per automatik vil tilgive alle ens synder. Hvis en person kun har frygt, kan han ikke undgå at fortvivle, hvilket er haram (forbudt). Og hvis en person kun har håb, vil det for mange medføre skødesløshed omkring forholdelsen til Sharia, og det vil for mange være umuligt at undgå at begå synd.

Forskellige former for fysisk frygt

Indvendig og sand frygt

Denne frygt er udelukkende henvendt til Allah (swt), og hvis den er henvendt til andre end Allah (swt) så er det shirk, som f.eks. folk der frygter afguder, jinn, døde ting eller overtroiske ting.

Udvendig frygt

Det er f.eks. når en muslim afholder sig fra at gøre en pligt ud af frygt for mennesker. F.eks. lader være med at bede selvom bønnen er ved at gå ud fordi folk på gaden vil se det. Eller hvis en muslim af frygt for at miste sit arbejde sidder i selskab med folk der indtager alkohol.

Satan prøver ofte at indgyde frygt i muslimernes hjerter så de ikke skal påbyde det gode eller forbyde det onde. Allah har forbudt denne form for frygt. Allah (swt) siger: “Det er kun Satan der skræmmer jer med sine venner, så lad være med at frygte dem, frygt Mig hvis I er overbeviste.” (3:175).

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Sandelig, lad ikke frygten for folk forhindre nogen af jer i at ytre sandheden når I ser den, eller bevidner den. Det bringer hverken døden nærmere eller levebrødet længere væk, at I ytrer sandheden, eller påminder om Den Almægtige.” (Ahmad).

Og Allah (swt) siger: “Er Allah ikke tilstrækkelig for Sin tjener? Wayukhawwifunaka (Og de truer dig) med dem (som de tilbeder) ved siden af Ham. Og den Allah lader fare vild, for ham er der ikke nogen retleder.” (39:36).

Naturlig og instinktiv frygt

Denne frygt er naturlig. Den kan f.eks. komme hvis man pludselig står overfor et farligt dyr eller en farlig situation, hvis man f.eks. pludselig bliver overfaldet på gaden osv.

Denne frygt har ikke noget at gøre med at-tauhid eller shirk. En sådan frygt er instinktiv, og den er for de fleste mennesker umulig at kontrollere.

Allah (swt) nævner denne form for frygt i forbindelse med Moses (saaws): “Og Moses følte en khifatan (frygt) i sig selv.” (20:67).

Ijtihad, retskaffenhed, synd og de tvivlsomme emner

Til den person der ønsker en detaljeret opklaring af emnet om ijtihad (og mange andre emner) kan jeg varmt anbefale bøgerne As-Shaksiyah Al-Islamiyyah (Den islamiske personlighed) skrevet af Shaykh Taqiudin an-Nabhani (rha). Bøgerne består af 3 bind, og de findes på internettet i PDF format og på flere sprog. I skrivende stund kan de to første bind downloades på engelsk her på siden: Islamic Personality 1 og Islamic Personality 2

Allah (swt) har udelukkende skabt jinn og mennesker for at de skal underkaste sig og tilbede Ham (swt). Allah (swt) siger: “Jeg har udelukkende skabt Jinn og mennesker for at de skal tilbede Mig.” (51:56).

Dette betyder at vore handlinger skal følge Allahs (swt) befalinger, og det er obligatorisk for en muslim at kende Allahs (swt) hukm (regel) til enhver handling, og det er ikke tilladt at handle uden at kende reglen.

Ijtihad og at forlade det tilladte

Det berettes at Atiyah As-Sadi (raa) sagde, at Profeten (saaws) sagde: “Tjeneren vil ikke opnå status af dem der har at-taqwa, medmindre han forlader det tilladte, ud af frygt for at ramme ind i det der er forbudt.” (Ibn Majah og Tirmidhi).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Tjeneren opnår ikke at være blandt al-muttaqun medmindre han undlader, hvad der ikke er noget synd i af forsigtighed mod det, der er noget synd i.” (Al-Hakim).

Og det berettes at Ali bin Abu Talib (raa) sagde: “Jeg bevarede de følgende ord fra Allahs Sendebud: ‘Forlad det som du er i tvivl om til fordel for det, som du ikke er i tvivl om, for sandheden bringer fred i sindet, mens falskheden bringer tvivl.’” (Ahmad, Tirmidhi og Nasai).

Nogle muslimer tror at disse ahadith (og andre tilsvarende) er relateret til ijtihad, sådan at hvis der f.eks. findes to forskellige islamiske holdninger, udledt af de muslimske retslærde, hvor den ene siger at noget er tilladt, og den anden siger at det er forbudt, så skal man holde sig til det sikre, men det er ikke korrekt, og det er ikke det disse ahadith handler om.

Shaikh Taqiudin an-Nabhani (rha) skriver bl.a. følgende om ijtihad:

De islamiske tekster kræver at muslimen (den der har kompetencen) udøver ijtihad. Dette skyldes at sharia teksterne ikke blev åbenbaret i en detaljerede form, men derimod blev åbenbaret i en flertydig form der gør dem brugbare overfor enhver begivenhed, der involverer menneskeheden. At forstå dem og udlede Allahs (swt) lov fra dem kræver at man udøver en indsats i at adoptere hukm sharia til enhver situation. Selv de tekster der er uddybende, og som behandler detaljer, er i virkeligheden generelle og flertydige.

I praksis betyder dette at når det kommer til de flertydige emner indenfor sharia, så er det aldrig muligt at opnå absoluthed, men det er heller ikke meningen. Forpligtelsen angående ijtihad er at den der er mujtahid, udøver sin yderste indsats i at forsøge at finde ud af, hvilken lov der gør sig gældende til en given handling eller ting på basis af det stærkeste bevis.

Det berettes fra Amir bin Al-As (raa) at han sagde: “Jeg hørte Allahs Sendebud sige: ‘Hvis en dommer udleder en regel, stræbende i at bruge fajtahada (dvs. ijtihad, sin bedømmelse) og han har ret, så vil han få to belønninger, og hvis en dommer udleder en regel, stræbende i at bruge fajtahada og han tager fejl, så vil han få én belønning.’” (Muslim 1716).

Forpligtelsen angående sharia ligger ikke i at “være på den sikre side” når det kommer til ijtihad, sådan som det fejlagtigt påstås af nogle muslimer. Forpligtelsen ligger derimod i at bestræbe sig på at forstå Allahs lov til en given realitet. Denne forståelse skal oprinde fra styrken af beviserne alene. Så når en mujtahid udøver ijtihad, men rammer forkert i sin bedømmelse, så modtager han alligevel en belønning fra Allah (swt) fordi han har gjort det, der er krævet af ham.

Det samme gør sig gældende for en muqallid, dvs. en person der adopterer en holdning som en mujtahid har udledt fra de islamiske tekster. Den der er muqallid forsøger at bedømme på beviserne, forklaringerne og argumentationens rationelle styrke, og han eller hun er derefter forpligtet til at adoptere den regel som person indser, er det mest sandsynligt korrekte. Personen må ikke vælge det der er det “mest sikre”, hvis dette modstrider beviserne som personen er blevet overbevist om, og personen bliver syndig hvis han eller hun gør dette.

De ovenstående ahadith om forsigtighed handler på ingen måde om ijtihad, derimod handler de om handlinger der er tilladte, men som på sigt kan føre til synd. Dette kunne som eksempel være at man har en ven eller en veninde der ikke forholder sig til Islam, og som udgør et dårligt bekendtskab. Som udgangspunkt er det tilladt at tilbringe tid med personen, specielt i relation til dawah, men hvis der er risiko for at det på sigt kan medføre, at man bliver “smittet” af personens dårlige selskab, så skal man her være forsigtig og undlade at have noget med personen at gøre. Dvs. man forlader det tilladte ud af frygt for at ramme ind i det forbudte.

Det kunne f.eks. også handle om at befinde sig et bestemt sted, hvor der er meget fitnah (fristelse). Som udgangspunkt er det f.eks. tilladt at gå en tur på stranden, men hvis der ligger mennesker rundt omkring uden tøj på, så er det meget svært at undgå at se andre menneskers awrah (nøgenhed), hvilket i så fald ville føre til synd.

Shaykh Taqiudin an-Nabhani (rha) skriver også om et andet tilfælde:

Han har mistanke om at han vil begå noget forbudt igennem en tilladt handling, fordi den ligger tæt på det forbudte. Et eksempel på dette kunne være at indsætte penge i banken på en konto hvor der normalt tilgås renter. Det er som udgangspunkt tilladt at indsætte penge på en bankkonto, men det er ikke tilladt at modtage renter. Her er det bedst ikke at indsætte penge i banken, eller at bede banken om ikke at lade renter tilgå kontoen.

Det berettes fra Umar bin al-Khattab (raa) at han sagde: “På Allahs Sendebuds (saaws) levetid plejede vi at forlade ni ud af ti halal, af frygt for at begå haram.

Nogle af disse handlinger bestod i at lytte til musik, at spille spil og kort, at se på sport og underholdning, at tage til markedet uden behov osv.

Dette betyder ikke at Sahaba (raa) betragtede disse handlinger som værende haram (forbudte), og det er vigtigt at vi ikke gør tilladte handlinger forbudte, og det er vigtigt at vi ikke ser ned på andre mennesker, der udfører disse handlinger. Det er udelukkende Allah (swt) der bestemmer, om en handling er tilladt eller forbudt, og det er udelukkende Allah (swt) der skal dømme - ikke os!

Tvivlsomme emner

Numan bin Bashir (raa) sagde at Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Det der er tilladt, er klart, og det der er forbudt, er klart, men imellem de to er der tvivlsomme emner som mange mennesker ikke kender til. Den der beskytter sig fra tvivlsomme emner, renser sig selv i forhold til sin iman og ære, men den der falder ind i tvivlsomme emner, er som en fårehyrde der græsser omkring et fristed, og han holdes ansvarlig for at græsse deri. Sandelig, hver konge har et fristed. Sandelig, Allahs (swt) fristed er Hans forbud. Sandelig, i kroppen er et stykke kød, og hvis det er sundt, er hele kroppen sund, og hvis det er beskadiget, er hele kroppen syg. Sandelig, det er hjertet.” (Bukhari og Muslim).

Og det berettes, som nævnt, at Ali bin Abu Talib (raa) sagde: “Jeg bevarede de følgende ord fra Allahs Sendebud: ‘Forlad det som du er i tvivl om til fordel for det, som du ikke er i tvivl om, for sandheden bringer fred i sindet, mens falskheden bringer tvivl.’” (Ahmad, Tirmidhi og Nasai).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Undlad hvad du betvivler, (og hold dig) til det du ikke betvivler.” (Tirmidhi, Ibn Hibban og Nasai.)

Disse ahadith omhandler emner hvor man ikke kender Allahs hukm (lovgivning), dvs. man har ikke undersøgt hvorvidt den pågældende handling er fard, mandub, mubah, makruh eller haram, fordi Profeten (saaws) sagde: “emner som mange mennesker ikke kender til.” I sådanne tilfælde er det en pligt at undlade at handle indtil man har undersøgt reglen.

Shaikh Taqiudin an-Nabhani (rha) skriver følgende til emnet:

Han er i tvivl om hvorvidt en ting er forbudt eller tilladt, eller om en handling er fard (obligatorisk), haram (forbudt), makruh (uopfordret), mandub (opfordret) eller mubah (tilladt). Eksistensen af en sådan tvivl vedrørende en genstand eller en handling tillader ham ikke at nærme sig det indtil Allahs (swt) regel bliver gjort klar. Det betyder at han nærmer sig det med den mindste mængde af tvivl, og han stoler på at det er Allahs (swt) regel vedrørende sagen. Dette er uanset om det er hans egen ijtihad (udledning), eller om han er blevet gjort opmærksom på Allahs (swt) regel vedrørende sagen fra en mujtahid (en retslærd), eller fra en anden person der kender til reglen, uanset om han er en muqallid (en person der følger en regel på basis af beviser) eller en am (en person der følger en regel uden at kende beviserne). Dette gælder så længe han stoler på personens fromhed og viden om reglen, og ikke blot på hans generelle viden.

Shaikh Muhammad bin Uthaymeen (rha) blev spurgt om en muslims attitude mod forskellige retslærdes holdninger, og han svarede:

Hvis muslimen har nok viden til at sammenligne de retslærdes holdninger og deres beviser, og dermed konkludere hvilken der er den mest korrekte, så skal han gøre dette, fordi Allah har befalet os at henvise uenigheder til Koranen og Sunnah. Allah (swt) siger: ‘Og hvis I strides om noget i blandt jer selv, så henvis det til Allah og Hans Sendebud, hvis I har iman på Allah og Den Sidste Dag.’ (4:59).

Så han skal henvise sagen til Koranen og Sunnah, og det der forekommer for ham at være det mest korrekte, baseret på bevis, det skal han følge, fordi det er nødvendigt at følge beviset og den retslærdes mening kan bruges som hjælp til at forstå beviser. Men hvis muslimen ikke har tilstrækkeligt med viden til at bedømme hvilken retslærds holdning der er den korrekte, så skal han spørge den retslærde hvis viden og religiøse forholdelse han stoler på, og følge de fatawas som han giver. Allah (swt) siger: ‘Så spørg folket af Ihukommelsen hvis ikke I ved besked.’ (21:43).

De retslærde har sagt at den almindelige muslims madhab er den madhab som hans mufti (den retlærde han spørger) følger.

Synder

Det berettes fra Nawwas bin Siman (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Retskaffenhed er en god personlighed, og synd er det der vakler i dit hjerte, og som du ikke ønsker at folk skal vide noget om.” (Muslim).

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Retskaffenhed (al-birr) er den gode moral, og synden er det der gnaver i din sjæl, og som du ikke kan lide, at folk får indblik i.” (Muslim).

Disse hadith omhandler ting som man ved er forbudte, og som man ikke ønsker at folk skal få kendskab til. Alle sådanne handlinger skal man undgå, og hvis man har svært ved at undgå dem, skal man finde ud af hvad man kan gøre, for at undgå dem.

Tvivl om fatwa fra ulama

Det berettes fra Abu Thalaba Al-Khishani (raa): “Jeg sagde: ‘O Allahs Sendebud, fortæl mig om det der er tilladt, og det der er forbudt.’ Han (saaws) sagde: ‘Retskaffenhed (Al-Birr) er det som sjælen slår sig til ro med, og som hjertet er tryg ved. Og synden er det som sjælen ikke slår sig til ro med, og som hjertet ikke er tryg ved, selv hvis muftierne gav dig fatwa.’” (Ahmad og at-Tabarani).

Og det berettes fra Wabisa (raa) at Profeten sagde: “‘Kom nærmere, o Wabisa!’ Så kom jeg så tæt på ham at mit knæ rørte hans knæ. Da sagde han til mig: ‘O Wabisa, skal jeg fortælle dig, hvad du kom for at spørge om?’ Jeg svarede: ‘O Allahs Sendebud, fortæl mig det!’ Han sagde: ‘Du kom for at spørge om retskaffenhed (al-birr) og synd.’ Jeg svarede: ‘Ja.’ Så knyttede han sine tre fingre sammen og begyndte at slå på mit bryst med dem og sige: ‘O Wabisa, udspørg dit hjerte om fatwa. Retskaffenhed er det som sjælen er tryg ved, og hjertet er tryg ved. Og synden er det der gnaver i hjertet, og tøver i brystet, selv hvis folk gav dig en eller flere fatawa’”. (Ahmad og al-Darimi).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Retskaffenhed er det som hjertet finder fred i, og synd er det som du føler dig utryg ved, selv hvis folk giver dig fatwa efter fatwa.” (Ahmad).

Disse ahadith handler om emner hvor der eksisterer flere forskellige udledninger, og hvor man ikke er i stand til at bedømme hvilken holdning der er den mest korrekte i henhold til beviserne og forklaringerne som ulama (de lærde giver).

Til dette emne siger de retslærde:

Hvis du har et problem, der er omgivet af to polære modsætninger, og begge polære modsætninger har kvaliteter, men du kan ikke sætte tal på hvilken der vejer tungest, så er det mushtabihat (tvivl) - intet andet er tvivl. Og det er nødvendigt at vi skelner imellem sand tvivl og så waswas (tilhviskelse fra Satan). Den sande tvivl handler om islamisk lovgivning i forbindelse med noget håndgribeligt der i sin natur er tvivlsomt.

Hvis du bare har en stærk følelse af at det måske er tvivlsomt så er denne tvivl afvist, da der ikke eksisterer noget konkret. Hvisken fra Satan er baseret på tvivl.

Vælg den lærde person som du mener frygter Allahs (swt) straf, og der forstår emnet bedst. Når du har spurgt, så har du gjort din pligt, og pas på ikke at bukke under for waswas.

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

De der lytter til hvisken fra Satan har konstant psykose.

I praksis betyder dette at hvis du er i tvivl om en regel til en handling, hvor der eksisterer to eller flere polære modsætninger, dvs. en ijtihad der siger at handlingen er tilladt, og en anden ijtihad der siger at den samme handling er forbudt, og du er ikke i stand til at bedømme hvilken af de to holdninger der virker mest korrekte, så skal du vælge det der er mest sikkert, men dette gælder kun hvis du ikke kan dømme imellem de to polære modsætninger, det gælder ikke i holdninger hvor du kan se, at den ene forekommer stærkere end den anden, i denne situation er du forpligtet til at vælge den holdning du mener er den stærkeste på basis af de eksisterende beviser og argumentationer.

Amir bin Al-As (raa) sagde: “Jeg hørte Allahs Sendebud sige: ‘Hvis en dommer udleder en regel, stræbende i at bruge fajtahada (dvs. ijtihad, sin bedømmelse) og han har ret, så vil han få to belønninger, og hvis en dommer udleder en regel, stræbende i at bruge fajtahada og han tager fejl, så vil han få én belønning.’” (Muslim 1716).

Ibn Taymiyyah (rha) sagde:

Hvis han har stræbt efter at udøve sine ærlige bestræbelser på at kende sandheden, så fortjener han en belønning for sin indsats, og fejltagelsen ses der bort fra. Hvis han gik imod Koranen og Sunnah på grund af en ærlig fejltagelse, så indebærer fejlen ingen synd, så længe han har været from mod Allah efter bedste evne, sådan som Allah har sagt: ‘Og taqqu Allaha så meget som I kan.’ (64:16).

De retslærde siger følgende til verset som Ibn Taymiyyah nævner:

En persons islamiske engagement er ikke påvirket af nogle synder der er begået, uden hensigt om at synde. Heller ikke hvor en person følger noget, som han mener er tilladt i henhold til sin egen ijtihad og ræsonnement. Heller ikke hvor en person spørger de retslærde, og de gav ham en fatwa om emnet, men denne fatwa var ikke i overensstemmelse med sharia.

Dette betyder også at du ikke skal bære på en kostant tvivl om hvorvidt du nu også har “ramt rigtigt” i din bedømmelse af de forskellige holdninger til et emne. En sådan tvivl kommer fra Satans waswas og den skal ignoreres fuldstændig.

Når du har studeret beviserne og forklaringerne, og derefter har truffet din beslutning om det der forekommer mest rationelt og mest korrekt, så er det en pligt for dig at følge dette, og det udgør Allahs (swt) hukm for dig i det pågældende emne, og tvivl er ikke andet end Satans waswas der skal ignoreres.

Det berettes at Profeten (saaws), på dagen kaldet “klanernes kamp”, befalede en gruppe af sine Sahaba (raa) at ride til Banu Qurayza stammen. Han (saaws) sagde: “Lad ingen af jer bede Asr bønnen før I når til Banu Qurayza.” På vej derover bemærkede nogle af Sahaba (raa) at Asr bønnen var gået ind. Nogle af dem sagde: “Vi skal ikke bede før vi har nået frem.” Andre sagde: “Det er forkert, vi skal bede fordi det var ikke det, der blev ment.” Sahaba (raa) blev således uenige om hvorvidt den obligatoriske bøn nu skulle bedes som normalt, fordi den er forpligtende at bede på rette tidspunkt, eller hvorvidt denne regel var blevet tilsidesat i den pågældende situation. Nogle af sahaba mente at bønnen skulle bedes, og de sagde at Profeten (saaws) ikke bogstavligt mente at de skulle vente med bønnen. De mente at Profetens (saaws) udtalelse blot var et udtryk for, hvor vigtigt det var at de skulle skynde sig. Men andre forstod Profetens (saaws) udtalelse som bogstavlig, og da det er forpligtende at adlyde Profeten (saaws) skulle bønnen vitterlig ikke bedes før de var nået frem. Den første gruppe valgte at bede der og da, mens den anden gruppe ridder i forvejen og først beder da de er kommet frem. Senere da de kommer tilbage forelægger de diskussionen for Profeten (saaws) der siger: “I havde ret, og I havde ret!” (Bukhari 894 og Muslim 3317).

Imam An-Nawawi (rha) gav følgende kommentar til ovenstående hadith:

Dette viser at en mujtahid ikke vil blive stillet til regnskab angående sin ijtihad, hvis han har gjort sit bedste. Og det kan siges på basis af dette at enhver mujtihad har ret (wa qad yustadallu bini ala an kulla mujtahidin musib). (Sharh Sahih Muslim, Kitab al-Jihad kap. 23, Al-Mays udgave).

Og Ibn Hajar (rha) gav følgende kommentar:

I denne hadith er der bevis på at enhver af de to mujtahids der er uenige i en sag, begge er korrekte. (Fath al-Bari, Kitab al-Maghazi kap. 31).

Så længe der er tale om korrekt ijtihad, og når der eksisterer flere forskellige holdninger, så er der ikke noget ukorrekt i at følge hverken den ene eller den anden holdning, så længe man ikke følger disse på basis af lyst og begær, men derimod følger på basis af det stærkeste bevis og den bedste viden.

Her skal Satan ikke have lov til at lave waswas (hviske) i sindet på muslimen sådan at han eller hun tror, at når personen følger en udledning, så er personen syndig ved ikke at følge det mest sikre. Uanset hvilken ijtihad der er tale om, så længe denne er en korrekt islamisk ijtihad, så er der tale om en korrekt islamisk holdning der gives belønning for at følge.

Den rigtige ijtihad og den forkerte ijtihad

I dag i det enogtyvende århundrede er vi desværre vidner til en grov manipulation i brugen af de islamiske tekster foretaget af flere af de mennesker der bryster sig med titler som “Shaikh” og “Alim”.

I Islam findes der ikke noget der hedder “forkert” ijtihad, men der findes korruption, manipulation og ekstrem uvidenhed, selv hos folk med disse titler, og resultatet heraf kan slet ikke betragtes som ijtihad, og det har intet med ijtihad at gøre.

Emnet ijtihad er blevet gjort til noget som folk tror er uopnåeligt eller ekstrem svært, men det er ikke korrekt, og det er en katastrofal overbevisning at rende rundt med. En sådan overbevisning betyder at folk er holdt op med at tænke selv, og de overlader enhver bedømmelse af sandt og falsk til folk med titler og universitetsgrader. Men Islam er simpel, og mange emner i den islamiske jura er meget simple.

Der findes emner der er svære, og som kræver en dyb viden eller ekspertviden, men det gør sig ikke gældende for de fleste emner, og da slet ikke de emner folk til hverdag er præget af.

Konsekvensen af at muslimerne er holdt med at tænke selv, er at såkaldte ulama nu formår at udsprede overtro og vildledning i den almene befolkning, og mange af de såkaldte fatawa der florerer hos muslimerne kan slet ikke klassificeres som islamiske holdninger.

Blot fordi en holdning er baseret på et koranvers eller en hadith, og blot fordi det er en såkaldt “shaikh” der siger det, gør det ikke automatisk til en islamisk holdning.

Og Allah (swt) bliver vred på dem der ikke bruger deres forstand og selv tænker. Han (swt) siger: “Og Han sender sin Vrede på dem der ikke bruger deres يَعْقِلُونَ (yaqiluna) {forstand}.” (10:100).

Hvis ikke den pågældende shaikh har den nødvendige kompetence, hvilket efterhånden er noget, man skal se meget længe efter, fordi de islamiske uddannelsesinstitutioner er blevet ødelagte, så er det ikke uanmindeligt at det eneste personen kan finde ud af er at slå op i gamle lovbøger, og når et emne ikke står i en af disse lovbøger, så forsøger han at finde det emne der er tættest på i indhold, og så giver han det som fatwa, også selvom det ikke er korrekt.

I andre tilfælde bliver teksterne med vilje manipuleret, og internettet er fyldt med forkerte såkaldte islamiske holdninger, som “almindelige” mennesker ikke kan finde ud af at gennemskue. Nogle af disse holdninger bliver udledt på basis af falske ahadith, andre på basis af flertydige tekster der slet ikke er relevante, andre bliver udledt ved at man med vilje ignorerer relevante koranvers og ahadith, og dermed manipulerer ting ved at tage tekster ud af sammenhæng, og sidst, men ikke mindst, så manipulerer man den virkelige betydning af teksterne ved at se bort fra grammatikken.

Et minimum af godt

Det berettes fra Abu Musa (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Enhver muslim skal give sadaqa.” En person spurgte, “Hvad hvis han ikke har noget at give?” Han (saaws) svarede, “Så lad ham arbejde med sine to hænder og gavne sig selv, og give sadaqa.” En anden spurgte, “Hvad hvis han ikke kan det?” Han (saaws) svarede: “Så lad ham hjælpe en der er i nød.” En sagde, “Hvad hvis han heller ikke kan det?” Han (saaws) svarede:“Så lad ham afholde sig fra synd, og det vil være en handling af sadaqa.” (Bukhari og Muslim).

Et minimum af godt er altså at man afholder sig fra synd, og dette vil blive opregnet som sadaqa.

Den åndelige værdi

Eftersom at-taqwa handler om at undersøge sharia og at handle efter den, er det relevant kort at komme ind på, at ethvert påbud og ethvert forbud har en åndelig dimension i Islam.

Åndelighed i Islam handler ikke om at isolere sig fra samfundet, hvor man lever afskåret fra verdenen og den teknologiske udvikling, sådan som mange mennesker gerne vil have andre til at tro, tværtimod.

Shaykh Taqiudin an-Nabhani (rha) skriver følgende om åndeligheden i Islam:

Menneskets handlinger består af fysisk og materiel aktivitet, men mennesket opfatter sin forbindelse til Allah når han foretager en handling ud fra den vinkel, at handlingen enten er halal (tilladt) eller haram (forbudt). Mennesket vil således enten udføre handlingen eller afholde sig fra at udføre den på dette grundlag. Denne opfattelse af forbindelsen til Allah er åndelighed.

Det er denne forbindelse der tvinger mennesket til at gøre sig bekendt med Allahs Sharia, så han kan genkende sin handling. Således vil han skelne imellem det gode og det onde ud fra det der gør Allah tilfreds, og det der gør Allah vred.

Således er den islamiske filosofi den at man sammenblander det materielle med det åndelige, hvilket vil sige, at man handler i forhold til Allahs påbud og forbud. Denne filosofi er permanent og nødvendig for enhver handling, uanset om den er lille eller stor. Meningen med at opnå lykke er i dette lys at opnå Allahs tilfredshed.

Når man forstår dette korrekt, så vil man opnå en følelse af nærhed til Allah (swt), uanset hvilken handling man udfører, så længe denne handling er udført i henhold til det der gør Allah (swt) tilfreds.

التوبة - At-Taubah (Fortrydelsen)

Den sproglige betydning af التوبة at-taubah

Ordet التوبة (at-taubah) kommer fra roden توب (tawaba) som betyder “at vende tilbage”, “at angre”, “at indrømme synd”, “at vende sig angrende til Gud”, o.l.

“At angre” er den følelse som et menneske gribes af, når han eller hun tager afstand fra sine egne handlinger, og fortryder disse.

Den shariamæssige betydning af التوبة at-taubah

Det berettes fra Aisha (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Sandelig, at-taubah fra synd ligger i at fortryde og i at søge tilgivelse.” (Bayhagi).

Det berettes fra Ibn Masud (raa) at Profeten (saaws) sagde: “At føle fortrydelse er en del af det at man angrer.” (Ibn Majah, Ahmad og Al-Hakim).

Andre lignende beretninger er fortalt fra Aisha (raa), Ibn Abbas (raa) og Abu Hurairah (raa) fra bl.a. Ahmad, Ibn Hibban, Abu Said og At-Tabarani.

التوبة At-taubah er en pligt

Allah (swt) siger: “Istaghfiru rabbakum (søg tilgivelse fra jeres Herre) thumma tubu (og vend jer angrende) til Ham, så vil Han lade jer nyde af godt i en fastlagt tid.” (11:3).

Både det at angre og det at søge Allahs tilgivelse indgår i begrebet “at-taubah”. Begge dele er en pligt der skal udføres, og den må ikke udskydes.

Allah (swt) siger: “Sandelig, Allahs løfte er sandt, og bed om tilgivelse for jeres synder og pris jeres Herres ære om dagen og om natten.” (40:55).

Og Han (swt) siger: “O I der har iman! Vend jer til Allah tawbatan nasuhan (i oprigtig anger)!” (66:8). Og Allah (swt) siger: “Og søg tilgivelse fra Allah, sandelig Allah er Alttilgivende, Den Mest Barmhjertige.” (73:20). Og Han (swt) siger: “Ingen kan tilgive synder undtagen Allah.” (3:135).

Det berettes fra Aisha (raa) at hun sagde:

Lykkelig er den person som på Dommedagen finder mange bønner om tilgivelse.

Det berettes at Qatada (rha) sagde:

Koranen vejleder dig til at forstå dine sygdomme og til at forstå deres helbredelse. Dine sygdomme er dine synder, og deres helbredelse ligger i at søge Allahs tilgivelse.

Det berettes fra Ali bin Abu Talib (raa) at han sagde,

Allah inspirerer ikke en tjener til at søge tilgivelse som Han ønsker at straffe.

Dvs. at det at en person oprigtigt ønsker at søge Allahs tilgivelse, er et tegn på at Allah (swt) ikke ønsker at straffe personen.

Hvad skal der bedes om tilgivelse for, og hvad skal angres?

Ibn Taymiyyah (rha) sagde:

At angre og at søge tilgivelse er til når man forlader et påbud, og når man udfører en forbudt handling. Begge disse ting hører til blandt de onde gerninger.

Man skal bede om tilgivelse og angre for alt det som man finder, og som man ved, at man ville blive straffet for at sige eller at gøre. Allah Den Almægtige siger, ‘Og hvad enten I åbenbarer, hvad der er i jeres indre, eller I skjuler det, så vil Allah drage jer til regnskab for det. Så vil Han tilgive hvem Han vil, og straffe hvem Han vil.’ (2:284).

Oprigtighed overfor Allah, adlydelse af Hans befalinger ved at følge Hans Sendebud er betingelsen for alle gode gerninger. At søge tilgivelse er den bedste af de gode gerninger og den mest brede port (ind til Paradis). Den der opfanger en fejl i sin tale, i sine handlinger, i sine forhold, i sit levebrød, eller en ustabilitet i sit hjerte, skal ty til al-tauhid (bekræftelse af Guds Enhed) og til at søge tilgivelse. Dette er helbredelsen når den er efterfulgt af oprigtighed og sandfærdighed.

Så hvis tjeneren finder, at han fejler i at opfylde sin families rettigheder, sine hustruers rettigheder, sine børns rettigheder, sine naboers rettigheder, sine brødres rettigheder, så skal han påkalde Allah for dem og bede om tilgivelse for dem. Hudhayfah bin Al-Yaman sagde til Profeten: ‘Jeg har en skarp tunge overfor min familie.’ Allahs Sendebud (saaws) sagde til ham, ‘Hvorfor søger du ikke tilgivelse? Jeg beder om tilgivelse mere end halvfjerds gange om dagen.’ (Ahmad, Ibn Majah, og dens grundform findes også i Bukhari).

Synd åbner døren for Satan, og synd er årsagen til mange problemer i livet

Alle mennesker oplever problemer i livet, og de kan handle om alt lige fra en dårlig økonomi til et dårligt helbred, men hvor mange af os er egentlig klar over at sådanne problemer rent faktisk ofte skyldes vore egne synder?

Vi kan også finde os selv i en tilstand, og må Allah (swt) beskytte os imod alt dette, hvor vi finder at Islam er besværlig at praktisere, og hvor vi slet ikke føler nogen kontakt til Allah, og hvor vi føler at den islamiske bøn, som vi er forpligtet til at udføre dagligt, udelukkende føles som en byrde og en besværlighed, og hvor vi finder det rigtig svært at forholde os til selv simple regler i Islam, og hvor vi ikke føler nogen som helst positive følelser relateret til Islam.

En sådan negativ tilstand kan skyldes, at vi bærer på nogle misforståelser relateret til Islam, men det kan også skyldes synder som vi ikke har angret oprigtigt.

Ibn al-Qayyim (rha) skriver i sin bog ‘Madarij as-Salikin’:

Hvis en person holder fast i Allah med et stramt greb, så vil Allah aldrig forlade ham. ‘Og hold fast ved Allah. Han er jeres Beskytter, og hvor udmærket en Hjælper!’ (22:78). Med andre ord, når vi holder fast i Allah, så vil Han blive vores Beskytter, og Han vil hjælpe os imod vores lyster og imod Satan.

Disse to fjender, lyster og Satan, er dem der aldrig efterlader et menneske alene så meget som et øjeblik. At opnå sejr over sådanne fjender er meget svært, og tjenerens behov for sejr er det vigtigste. Jo mere vi holder fast i Allah, desto mere hjælper Han os. Hvis ikke vi holder godt fast i Allah, så vil vi miste Allahs beskyttelse. Og dette er i sandhed et åbenbart tab. Allah kunne have hjulpet os til at afholde os fra synd, men fordi vi valgte at forlade Ham (via vores ulydighed), bliver vi svage, og så lytter vi til vores lyster og til Satan. Hvis Han ønskede at beskytte os, så ville synd aldrig have fundet vejen til os.

I surah al-Imran vers 155 siger Allah (swt): “Sandelig, de af jer som vendte ryggen, den dag da de to hære mødtes (til kamp), dem var det Satan fik til at snuble, kun på grund af noget som de selv havde gjort (af synd). Men Allah har visselig tilgivet dem, thi Allah er Tilgivende, Mild.” (3:155).

Dette Koranvers handler om “kampen ved Uhud”. Det var den anden kamp imod afgudsdyrkerne fra Mekka, efter Profeten (saaws) havde oprettet den islamiske stat. Profeten (saaws) havde givet nogle muslimske bueskytter befaling om at vogte bjergpasset ved Uhud, sådan at fjenden ikke kunne falde muslimerne i baghold, og han (saaws) havde giver bueskytterne befaling om ikke at forlade deres post. Da nogle af bueskytterne så at muslimerne var ved at vinde kampen, ville de have fingrene i det krigsbytte som afgudsdyrkerne efterlod sig på slagmarken og ved deres lejr, og de valgte derfor at være ulydige imod Profeten (saaws). Resultatet var at muslimerne blev angrebet via et bagholdsangreb, og 70 af Profetens (saaws) Sahabah (raa) blev slået ihjel den dag. Allah siger i Koranverset at Satan fik dem til at snuble på grund af deres synd, dvs. deres ulydighed overfor Profetens (saaws) befaling.

Sayyid Qutb (rha) skriver følgende i sin kommentar til verset:

Dette kan være en reference til bueskytterne der ikke kunne modstå fristelsen af krigsbyttet, som de flygtende ikke-muslimer efterlod bag sig. De havde også den tanke at Allahs Sendebud måske ikke ville give dem del i krigsbyttet.

Det var den synd som de begik, og som konsekvens heraf fik Satan dem til at snuble. Men dette vers beskriver også menneskets konsekvens af at begå synd. Personens selvtillid svækkes og forbindelsen til Gud bliver løsnet. Han mister balancen, og tillader sig selv at bliver offer for alle mulige negative tanker. Således hvisker Satan i hans ører og leder ham fra den ene synd til den anden, efter at han selv havde forladt sit sikre tilflugtssted af tilfredshed og iman.

Tidligere blev de muslimer nævnt der kæmpede sammen med profeter fra de tidligere tider. Det første de gjorde, før kamp, var at bede om tilgivelse for deres synder fordi en sådan bøn bringer dem tilbage til Gud, og det styrker deres bånd til Ham. Bønnen fjerner enhver form for tvivl og overskærer vejen til Satans påvirkninger. Satan finder altid sin vej til mennesket ved at mennesket bevæger sig væk fra Guds omsorg og beskyttelse.

Allah (swt) siger i surah al-Imran vers 146-148: “Hvor mange profeter (har der ikke været) med hvem mange fromme kæmpede, og de svækkedes ikke på grund af det der ramte dem for Allahs sag, og de blev ikke svage, og de gav ikke efter. Og Allah elsker dem der har as-sabr! Og deres tale bestod blot i at de sagde, ‘Vor Herre, tilgiv os vore fejl og vore overtrædelser i vores sag, og befæst vore fødder og hjælp os imod kuffar.’ Allah gav dem da det nuværende livs belønning og den skønneste belønning i det kommende liv. Og Allah elsker dem der handler godt!” (3:146-148).

Hvis Allah (swt) er med os så kan Satan ikke påvirke os til at begå synd.

Allah (swt) siger: “Nej, sandelig, det som de har gjort, har lagt rust på deres hjerter!” (83:14).

Det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Når en person begår en synd, så opstår der en sort plet på hans hjerte. Hvis han angrer, så bliver hans hjerte renset, men hvis han fortsætter med at synde, så bliver den sorte plet ved med at vokse. Det er det der tales om i Koranen, når det nævnes, at hjertet ruster.” (Ahmad, Ibn Majah og Tirmidhi).

Og det berettes fra Anas (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Synder er ligesom rust på menneskets hjerte. Anger er hjertets renselse.” (Baihiqi).

Og det berettes fra Abdullah bin Umar (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Jeg søger beskyttelse hos Allah imod følgende: 1. Hvor som helst og når som helst at dårlige gerninger bliver udført åbent og offentligt. Sådanne mennesker vil blive ramt af pest og nye former for sygdomme der ikke tidligere var kendt af deres ældre. 2. Når folk er uærlige i at veje og måle, så vil de lide under hungersnød, trængsler og tyranni fra regenterne. 3. Når folk holder op med at betale az-zakat, så får de kun lidt vand, og hvis der ikke havde været nogle dyr (som også har brug for at drikke), så ville de slet ikke modtage nogen regn overhovedet. 4. Når et folk bryder en pagt eller en aftale så indsætter Allah en fjende imod dem fra nogle andre folk, derefter tager de deres ejendele fra dem med magt.” (Ibn Majah).

Og det berettes fra Ibn Abbas (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Når underslæb og tillidsbrud viser sig i mennesker, så indsætter Allah angst i deres hjerter. Og når folk var uretfærdige, indsatte Allah en fjende imod dem.” (Imam Malik).

Og det berettes fra Abu Darda (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Allah siger: ‘Jeg er Ejeren og Mesteren over konger (og regenter). Deres hjerter er i Mine Hænder. Når Mine slaver tjener og adlyder Mig, så lægger Jeg venlighed og medfølelse i deres regents hjerte, men når Mine slaver er ulydige imod Mig, så lægger jeg vrede og tyranni i regentens hjerte.’

Lad os prøve at overveje muslimernes tilstand i verden i dag i forhold til disse beretninger!

Problemer er ikke altid forårsaget af synd

Imam al-Ghazzali (rha) [1058 - 1111] sagde:

Nogen har sagt, og det er rigtigt, at hvis en mand ikke har styrken til at stå op om natten (for at bede) og til at faste om dagen, så er dette et klart bevis på at hans synder har overmandet ham.

Men jeg siger: Som så meget andet der kommer fra den gode Imam al-Ghazzali, så er dette altså noget vrøvl! Allah (swt) elskede Profeten Job (saaws), og han (saaws) blev prøvet af Allah (swt) med en hård prøve i form af sygdom, og denne sygdom forårsagede mange problemer for Job. Denne prøve var ikke til fordi Job (saaws) var syndig, men fordi Allah (swt) ønskede at teste ham.

Og det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Hvis Allah ønsker at gøre godt mod en person, så rammer Han ham med lidelser.” (Bukhari). Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Forvent godt fordi Allah (swt) gør en mumins sygdom til en soning og en periode med hvile…” (Bukhari).

Vi kan altså ikke specifikt sige hvornår synd forårsager problemer i livet, sådan som Imam al-Ghazzali påstår i ovenstående, men vi kan sige at synder er årsagen til rigtig mange af de problemer, vi oplever i samfundet og i livet.

Allah straffer ikke dem, der ikke har modtaget Hans budskab

Allah (swt) straffer ikke et folk eller en person før dette folk eller denne person har modtaget Hans (swt) budskab.

Allah (swt) siger: “Og vi straffer aldrig førend Vi har sendt et Sendebud.” (17:15).

Dette betyder ikke at de gerninger som mennesket udfører før modtagelsen af Allahs budskab, er gerninger uden betydning, eller at de ikke kan opregnes som enten gode eller dårlige gerninger. Det betyder at selvom disse gerninger er onde i Allahs øjne, så straffer Han dem ikke førend efter Hans budskab er modtaget. Dette er en barmhjertighed fra Allah (swt) overfor mennesket.

Sayid Abul Ala Maududi (rha) skriver følgende i sin tafsir:

Dette vil blive anvendt som et argument, for eller imod de berørte mennesker, fordi påføringen af straf på sådanne mennesker ville være uretfærdig, og de kunne i så fald argumentere for at de ikke bør straffes, eftersom de ikke kendte noget til den retskafne vej, da viden om den ikke var blevet videregivet til dem. Men efter at budskabet er blevet videregivet til et bestemt folk, og de har afvist det, så ville der ikke være nogen undskyldning tilbage for dem.

Allah (swt) siger: “Og jeres Herre vil aldrig ødelægger byerne førend Han sender, til deres modersby, et Sendebud reciterende Vores vers til dem.” (28:59). Og Han (swt) siger: “Budbringere af godt nyt såvel som advarsel, sådan at menneskeheden ikke har nogen undskyldning overfor Allah efter (Han har sendt) Sendebudene.” (4:165).

Da Allah (swt) sendte Moses (saaws) til Farao, kaldte Han Faraos onde gerninger en “overskridelse af alle grænser”, dvs. at det er meget store og forfærdelige synder som Farao begår, og dette kaldte Han (swt) dem inden Farao havde modtaget noget budskab.

Allah (swt) siger: “Gå til Farao. Sandelig har han overskredet alle grænser. Og sig til ham: ‘Vil du ikke rense dig? Så vil jeg lede dig til din Herre, sådan at du kan frygte.’” (79:17-19).

Det samme gør sig gældende med andre profeter (saaws).

Allah (swt) siger: “Sandelig, Vi sendte Noah til hans folk (og sagde): ‘Advar dit folk før der rammer dem en smertefuld straf.’ Han (Noah) sagde: ‘O mit folk! Visselig er jeg en klar advarer til jer. At I skal tilbede Allah, og være pligtopfyldende mod Ham, og adlyde mig. Han vil tilgive jer jeres synder.’” (71:1-4).

Og med Profeten Salih (saaws) ses det samme: “O mit folk, tilbed Allah, I har ingen Gud undtagen Ham. Han bragte jer frem fra jorden og anbragte jer på den, så søg Hans tilgivelse og vend jer angrende til Ham. Sandelig min Herre er nær, bønhørende.” (11:61).

Og Profeten Lot (saaws) sagde til sit folk: “Udfører I sådanne uanstændige gerninger som ingen (folkeslag) har gjort før jer i hele menneskeheden?” (7:80). Lots folk var homoseksuelle og udførte disse gerninger før budskabet kom. Og disse gerninger blev betragtet som onde og syndige gerninger selv før budskabet blev modtaget. Og Allah sagde også om dem: “Sandelig, I praktiserer homoseksualitet med mænd, og røver de rejsende! Og I handler ondt og syndigt i jeres forsamlinger.” (29:29).

Når Allah (swt) således siger, at Han (swt) ikke straffer førend Han har sendt et budskab, så skyldes det ikke at de onde gerninger ikke er onde. De er stadig onde, men Allah (swt) vælger at være retfærdig, og Han stiller således ikke mennesket til regnskab før mennesket har hørt om budskabet og forskellen på godt og ondt.

Det der ikke tæller som synd

Synder som vi udfører ved en fejl, i glemsomhed, eller fordi vi bliver tvunget til at gøre det, er tilgivet af Allah (swt), og sådanne gerninger tæller ikke som synd. Allah (swt) siger i surah al-Ahzab vers 5: “Og der hviler ingen synd på jer angående det som I gør ved en fejl, kun det hvor I har haft hensigten i hjertet om synd (tæller som synd). Og Allah er Alttilgivende og Mest Barmhjertig.” (33:5).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Allah har tilgivet min nation for deres fejl, deres glemsomhed, og hvad de bliver tvunget til.” (Ibn Majah, Hasan i flg. Ibn Taymiyyah).

Som muslimer straffes vi heller ikke for de dårlige tanker som vi måtte have. Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Allah har tilgivet min nation for de tanker der opstår i deres sind, så længe de ikke taler om dem, eller handler på basis af dem.” (Muslim).

Der findes en god beretning fra Abu Hurairah (raa) der viser, hvor meget Islam ser igennem fingrene med fejl, altså reelle fejl og ikke synd. Det berettes fra Abd al-Razzaaq fra Amr bin Dinar at en person kom til Abu Hurairah (raa) og sagde: “Jeg startede morgenen med at faste, men så glemte jeg at jeg var fastende og spiste.” Abu Hurairah sagde: “Det betyder ikke noget.” Så sagde manden: “Bagefter besøgte jeg en anden person og ved en fejl så spiste jeg og drak (igen).” Abu Hurairah sagde: “Det betyder ikke noget, Allah har givet dig noget at spise og noget at drikke.” Så sagde manden: “Derefter besøgte jeg en anden person og glemte igen (min faste) og spiste (igen).” Abu Hurairah sagde: “Du er en person der ikke er vant til at faste.”

Hvordan bliver synder skrevet op af englene?

Fra Ibn Abbas (raa) berettes det at Profeten (saaws) sagde: “Allah beordrede (englene over jer) sådan at de gode og dårlige gerninger skal nedskrives, og Han viste dem hvordan de skulle skrive. Hvis en person har hensigten om at gøre en god gerning, men ikke gør den, så vil Allah opskrive ham for én fuld god gerning. Og hvis han har hensigten om at gøre en god gerning, og rent faktisk udfører den, så vil Allah opskrive ham for dens belønning gange ti til syvhundrede og op til mange flere gange. Og hvis han har hensigten om at udføre en dårlig gerning, men han ikke gør det, så vil Allah opskrive en fuld god gerning for ham. Og hvis han har hensigten om at gøre en dårlig gerning, og rent faktisk udfører den, så vil Allah opskrive en dårlig gerning for ham.” (Bukhari).

Hvem bliver tilgivet?

Som udgangspunkt straffer Allah (swt) hvem Han vil, og tilgiver hvem Han vil. Allah (swt) siger: “Alt hvad der er imellem himlene og jorden, tilhører Allah, og hvad end I åbenbarer, hvad der er i jeres indre, eller I skjuler det, så vil Allah stille jer til regnskab for det. Så vil Han tilgive hvem Han vil, og straffe hvem Han vil.” (2:284).

Som en undtagelse til dette så fortæller Allah (swt) at der er visse mennesker, der aldrig vil blive tilgivet, og som skal tilbringe evighed i helvede.

Allah (swt) siger: “Sandelig Allah tilgiver ikke shirk (at give Gud partnere) med Ham, men Han tilgiver hvad der er mindre end dette for hvem Han vil.” (4:48, 4:116).

Dette betyder at den person der har modtaget budskabet, og modtagelsen af budskabet er som nævnt nødvendig før at straf kan finde sted, og derefter fastholder sin afgudsdyrkelse, og som dør i denne tilstand, aldrig vil blive tilgivet af Allah (swt).

Den næste undtagelse Allah (swt) nævner, er de mennesker der benægter sandheden, efter at de har modtaget den, og de mennesker der udskyder deres anger til døden kommer.

Allah (swt) siger: “Allah modtager kun anger fra dem der i uvidenhed og dumhed handler ondt, og som straks derefter angrer. Det er dem som Allah vil tilgive, og Allah er Alttilgivende, Alviis. Men anger nytter ikke fra den der fortsætter med at handle ondt indtil døden kommer, og som så siger, ‘Nu angrer jeg’. Ej heller fra dem der dør som kuffar (benægtere af Islam). Til dem har Allah forberedt en smertefuld straf.” (4:17-18).

Ovenstående Koranvers viser også at døren til anger altid er åben, også for den der f.eks. har begået afgudsdyrkelse. Døren til anger og tilgivelse er åben for enhver indtil døden nærmer sig. Beviset på dette ligger f.eks. i beretningen fra Abu al-Aliyah (raa) hvor han sagde: “Jeg spurgte Muhammads (saaws) Sahabah om verset hvor Allah siger, ‘Allah modtager kun anger fra dem som i uvidenhed og dumhed handler ondt og som straks derefter angrer.’ De sagde: ‘Enhver person der er ulydig imod Allah, gør det i uvidenhed og dumhed, og enhver person der angrer før sin død, har angret straks derefter.’” (Ibn al-Qayyim Zad-ul-Maad).

Hvad angår “uvidenhed og dumhed” så sagde Ibn Taymiyyah (rha) at det er berettet fra Sahabah, og dem der fulgte dem, at betydningen af verset er at:

Enhver ulydig person er uvidende og dum.

Verset betyder derfor ikke at de synder som Allah (swt) tilgiver, udelukkende er de synder, som er begået i uvidenhed i ordets bogstaveligste forstand, men verset betyder, at den person der synder imod Allah (swt), både er dum og uvidende, når han foretager handlingen.

Muslimer der ikke angrer

Som muslimer er vi forpligtede til at angre vores synder, og til at afholde os fra at gentage disse synder i fremtiden, men hvad med de muslimer der ikke angrer, og som dør i denne tilstand? Og hvad med de muslimer der siger, at de venter med at angre til de bliver gamle?

Hvad angår den sidste type der siger, at de venter med at angre til de bliver gamle, så har dette ikke noget med anger at gøre, og Islam betragter det ikke som anger, og det er ikke en gyldig anger.

Anger er fortrydelse, og enten fortryder man eller også fortryder man ikke, man kan ikke udskyde at fortryde!

Hvad angår muslimen der har handlet syndigt, og som ikke angrer inden døden kommer, så berettes det fra Anas (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Nogle mennesker vil blive brændt i Helvede som en straf for synder som de havde begået. Derefter vil Allah ud af Sin Barmhjertighed lade dem træde ind i Paradis. Disse folk vil blive kaldt ‘Folket fra Helvede’.” (Bukhari).

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den mindste straf som en person vil få i Helvede, er to sandaler med stropper af ild, de vil brænde så kraftigt at hjernen vil koge som vand koger i en gryde, og han vil tænke at ingen anden person bliver straffet ligeså hårdt som ham. Men i virkeligheden er han den der straffes mildest.” (Bukhari og Muslim).

Og Allah (swt) siger: “Den kriminelle vil ønske at han kunne købe sig ud af straffen på Dommedagen ved at betale med sine børn, sin hustru, sin bror, og sine nærmeste familiemedlemmer der gav ham husly, og alle på hele jorden, sådan at det kunne redde ham. Nej! Sandelig, det er den Brændende Ild der flår huden fuldstændig af.” (17:11-16).

Og Allah (swt) siger: “Når deres hud er brændt helt af, så giver Vi dem en ny hud, sådan at de kan smage straffen. Sandelig, Allah er Ophøjet i Magt og Visdom.” (4:56).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Der er nogen der vil stå i Ilden til anklerne, andre vil stå op til knæene, andre op til maven, og igen andre op til deres halse.” (Muslim).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Super opvarmet vand vil blive hældt ud over deres hoveder, og det vil smelte deres indvolde sådan at indvoldene falder ud, indtil det kommer ud af deres fødder, og alting er smeltet. Så vil de blive genskabt igen (så det kan begynde forfra).” (Tirmidhi).

Allah (swt) er visselig streng til at straffe!

De uretfærdige, dem midt imellem, og de stræbende

Allah (swt) siger: “Så har Vi (nu) givet bogen i arv til sådanne af Vore tjenere som Vi valgte. Nogle af dem er uretfærdige imod dem selv, nogle af dem følger en midtvej, og nogle af dem er med Allahs tilladelse stræbere i gode gerninger. Dette er den største succes. Der er evighedens haver som de skal træde ind i, og de skal iklædes armbånd af guld og perler, og deres klædning der vil være silke. De vil sige: ‘Priset være Allah som har fjernet vores sorg fra os, sandelig vores Herre er Tilgivende og Gavmild, som med Sin Barmhjertighed har indlogeret os i en evig bolig, her oplever vi hverken prøvelser eller nogen træthed.’ Men hvad angår dem der er kuffar (benægterne), så er der helvedes ild. Den vil ikke have en dræbende effekt på dem så de dør, ej heller vil dens straf blive mindsket for dem. Således betaler Vi enhver kafir (benægter).” (35:32-36).

Det berettes fra Abu Darda (raa) at Profeten (saaws) sagde: “De der har været stræbere i gode gerninger, skal indtræde Paradiset uden at blive stillet til regnskab. Og de som fulgte en midtvej, skal stilles til regnskab, men deres regnskab bliver let. Hvad angår de der har været uretfærdige imod dem selv, så skal de tilbageholdes hele den lange tid som Dommedagen tager. Derefter vil Allah også tildække dem med Sin Barmhjertig. Og det er dem der vil sige: ‘Priset være Allah som har fjernet vores sorg fra os.’” (Ahmad, Ibn Jarir, Ibn Abi Hatim, At-Tabarani, Baihaqi m.f.) Lignende beretninger er fortalt fra Umar (raa), Uthman (raa), Abdullah bin Masud (raa), Aisha (raa), Abu Sa`id al-Khudri (raa) og Bara bin Azib (raa).

Ibn Taymiyyah (rha) forklarede følgende til verset:

Disse tre kategorier, som er nævnt i dette vers, omhandler kun Muhammads (saaws) nation idet Allah (swt) siger, ‘Så har Vi (nu) givet bogen i arv til sådanne af Vore tjenere som Vi valgte. Nogle af dem er uretfærdige imod dem selv, nogle af dem følger en midtvej, og nogle af dem er med Allahs tilladelse stræbere i gode gerninger.’ Det er Muhammads (saaws) nation der har arvet bogen efter de tidligere nationer. Denne arv er ikke kun specifik til dem der har lært Koranen udenad, derimod henvender den sig til alle dem der er overbeviste om Koranen, og disse er blevet opdelt i tre kategorier.

Den person der er uretfærdig imod sig selv, er en person der er syndig og som vedbliver med at synde. Den person der har taget en vej midt imellem, er den person der udfører forpligtelserne, og som afholder sig fra det forbudte. Den person der er en stræber, er den person der udfører sine forpligtelser, og som afholder sig fra det forbudte, og derudover gør frivillige ekstra gode gerninger.

Den der angrer sin synd, uanset hvilken synd det end måtte være, på den rette måde, så vil synden ikke forhindre ham i at blive inkluderet i blandt dem der har taget en vej midt imellem, og endog i blandt stræberne. Beviset på dette er Allahs tale: ‘Og skynd jer at opnå jeres Herres tilgivelse og et paradis hvis vidde er som himlene og jorden, forberedt for lil’muttaqina (de fromme). De, som giver ud i gode og dårlige tider, og de som undertrykker vreden og tilgiver menneskene, og Allah elsker al-muhsinina (de der handler godt). Og dem, som når de øver noget skændigt eller synder imod sig selv, ihukommer Allah og beder om tilgivelse for deres synder, og hvem kan tilgive synder foruden Allah? Og som ikke fortsætter med synden, når de ved besked. Deres belønning er tilgivelse fra deres Herre og haver hvorigennem floder strømmer, hvori de skal forblive. Og skøn er belønningen for dem der anstrenger sig!’ (3:133-136).

Hvad angår de mennesker der har udført store synder, og at de skal ind i Helvede, så er dette noget der er berettet via mange forskellige veje fra Profeten (saaws). På samme vis er det ligeledes berettet at de ikke skal forblive der for evigt, men at de derimod ender med at komme ud. De mennesker der påstår, at folk der har udført store synder, vil blive i Helvede for evigt, og som fejlagtigt har fortolket verset til kun at omhandle stræberne, og de mennesker der påstår, at dem der tager en vej midt imellem, og dem der synder imod dem selv aldrig vil komme i Paradis, sådan som det er påstået af nogle fra Mutazilla, idet de tager en modsat rettet holdning til Murjiah, der ikke er sikker på om nogle af synderne overhovedet skal ind i Helvede, de tror at alle syndere kommer i Paradis uden først at blive straffet, så er begge af disse holdninger (Mutazillas og Murjias) i modstrid til muttawatir Sunnah og konsensus fra Salaf (de første generationer efter Profetens generation).

التوبة At-taubah sletter alle synder

I en sahih hadith berettes det at Profeten (saaws) sagde: “Den der angrer, er som den der slet ikke udførte synden fra starten af.” (Ibn Majah).

Og fra Anas (raa) berettes det at Profeten (saaws) sagde: “Allah, ophøjet er Han, sagde: ‘O søn af Adam! Så længe du påkalder Mig og beder fra Mig, så vil Jeg tilgive dig for hvad du har gjort, og Jeg vil ikke have noget imod det. O Adams søn! Hvis du skulle komme til Mig med synder på størrelse med jorden, og skulle du møde Mig uden at have givet Mig partnere, så vil Jeg bringe dig tilgivelse på samme størrelse.’” (Tirmidhi).

Og det berettes fra Anas bin Malik (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Allah er mere tilfreds med Sin tjeners anger end en person der rider på en kamel i en ørken uden vand, personen mister kamelen og alle sine forsyninger af mad og drikke (som kamelen bar på). Efter at han har mistet alt håb om nogensinde at finde kamelen igen, lægger han sig ned i skyggen af et træ som han kommer forbi (for at dø). Mens han hviler sig, ser han pludselig kamelen stå lige foran sig. Han griber fast i dens tøjler og af ren glæde råber han: ‘O Herre! Du er min tjener og jeg er din herre!’, han laver denne fejl ud af ekstrem glæde.” (Bukhari og Muslim)

Og det berettes fra Abu Bakr (raa): “Jeg hørte Profeten (saaws) sige: ‘Allah tilgiver en mand der laver en synd, laver wudhu, udfører en bøn og søger Hans tilgivelse.’ Derefter reciterede Profeten (Koranverset): ‘Og dem som når de har begået fahishatan (umoralske gerninger), eller som har handlet uretfærdigt imod dem selv, ihukommer Allah og beder om tilgivelse, og ingen kan tilgive synd undtagen Allah, og som ikke gentager synden, når de ved besked.’ (3:135).” (Abu Dawud, Nasai, Ibn Majah, al-Baihaqi og Tirmidhi)

Og det berettes fra Abu Darda (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Den der udfører wudhu, og som gør sin wudhu perfekt, og derefter står i bøn og beder to eller fire rakat, obligatoriske eller frivillige, og som laver sine bøjninger og sine nedkastninger perfekte, og som beder Allah om tilgivelse, han vil blive tilgivet!” (At-Tabarani).

Og det berettes fra Anas (raa): “En person kom til Allahs Sendebud og sagde, ‘O Allahs Sendebud! Jeg har udført en overtrædelse som fortjener straffen for det, så påfør mig straffen i overensstemmelse med Allahs bog.’ Profeten (saaws) svarede: ‘Var du ikke tilstede i blandt os til bøn?’ Manden svarede: ‘Jo.’ Profeten (saaws) sagde, ’Så er du tilgivet.’” (Muslim).

Og Allah (swt) siger: “Allah har lovet at Han vil tilgive dem der har iman, og som handler godt, og (at Han vil) give dem en rig belønning.” (5:9).

Allah (swt) citerer Profeten Noahs (saaws) ord i Koranen: “Og jeg sagde: ‘Bed jeres Herre om tilgivelse. Han er sandelig den Alttilgivende. Han vil sende regn over jer i strømme, og vil lade jer tiltage i rigdomme og børn, og Han vil skænke jer haver og skænke jer floder.’” (71:10-12).

Og det berettes fra Abu Said al-Khudri (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Iblis sagde: ‘Ved Din Mægtighed, jeg vil blive ved med at føre Dine tjenere på afveje så længe deres sjæle består i deres kroppe.’ Han (Allah) svarede: ‘Ved Min Mægtighed og Majestæt, Jeg vil blive ved med at tilgive dem så længe de beder Mig om tilgivelse.’” (Ahmad og al-Hakim).

Fra Umar bin al-Khattab (raa) berettes det: “Nogle fanger blev bragt frem til Allahs Sendebud, og der var en kvinde i blandt fangerne som søgte efter sit barn. Da hun fandt sit barn omfavnede hun barnet og holdt det ind til sit bryst. Allahs Sendebud sagde til os: ‘Tror I at denne kvinde kunne finde på at smide sit barn ind i ild?’ Vi svarede: ‘Ved Allah nej! Ikke hvis hun kan forhindre det!’ Allahs Sendebud sagde: ’Allah er mere barmhjertig imod Sine slaver end denne kvinde er imod sit barn.’” (Bukhari og Muslim).

Det er ikke meningen at vi skal være fejlfri

Man kan forledes til at tro at det at være en god muslim betyder, at man aldrig begår fejl, men det er forkert.

At handle godt og frygte Guds straf betyder ikke at man skal være fejlfri. Det betyder at man skal gøre sit bedste, og hvis man fejler, og alle mennesker fejler, så skal man angre og bede Gud om tilgivelse og have hensigten om ikke at gentage synden.

Allah (swt) siger: “Og ihukom den dag hvor Han vil forsamle jer (alle) på Forsamlingsdagen, dette vil være en dag med gensidig tab og gevinst. Den der har iman på Allah og som udfører retfærdige gode gerninger, hans synder vil Han udslette, og vil skænke ham haver hvorunder floder strømmer, at dvæle deri for evigt, og dette vil være den største succes.” (64:9).

Og Allah (swt) siger: “Men de som har iman og handler retfærdigt, og som har iman på det som er åbenbaret til Muhammad, og det er sandheden fra deres Herre, deres synder vil Han fjerne fra dem og gøre deres tilstand retfærdig.” (47:2).

Og Allah (swt) siger: “De som har iman og som handler retfærdigt, deres dårlige gerninger vil Vi udrydde, alle dem som de har gjort. Og Vi skal belønne dem for det bedste de har gjort.” (29:7).

De ovenstående vers viser klart og tydeligt at det at handle godt og retfærdigt ikke betyder, at man ikke begår synder. Versene viser klart, at ingen er fejlfri, for det er dem der handler godt og retfærdigt, der vil få deres synder slettet.

Og det berettes fra Abu Ayub Ansari (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Hvis I ikke begik synder ville Allah have udrydet jer, og ville have erstattet jer med et andet folk som ville begå synd og derefter bede Allah om tilgivelse, og Han ville have skænket dem tilgivelse.” (Muslim).

Fra Abu Hurairah (raa) berettes det at Profeten (saaws) sagde: “Ved Den i Hvis hånd min sjæl er, hvis I ikke synder vil Allah den Ophøjede føre jer væk og komme med et folk der synder, hvorefter de beder Allah den Ophøjede om tilgivelse, og så vil Han tilgive dem.” (Muslim).

Igen må det ikke misforstås så man tror, at vi skal synde eller at det er i orden at vi synder, det er ikke det disse ahadith hentyder til. Sagt med andre ord så er det “at handle godt og retfærdigt” indbefattet at man angrer og beder om tilgivelse, når man fejler. Og alle mennesker fejler, fra tid til anden, det ligger i menneskets natur. Til tider er vi stærke, og til tider er vi svage, og det er sådan Allah har skabt mennesket, og det er sådan Allah ønsker at det skal være.

Forskellen på en god og en ond person ligger i hvorvidt man angrer

Allah (swt) siger: “De der ikke angrer, det er dem der handler ondt!” (49:11).

Et vers der ofte bliver misforstået, er verset: “Manden skyldig i zina (utugt) skal ikke gifte sig med nogen kvinde, undtagen en der har begået zina, eller en afgudsdyrker, og ingen skal giftes med en kvinde skyldig i zina, undtagen en mand skyldig i zina, eller en mandlig afgudsdyrker. Sådanne ægteskaber er forbudte for al-muminina (dvs. dem der har iman).” (24:4).

Man kan forledes til at tro at hvis en person har begået zina, så kan personen aldrig blive gift undtagen med en person der har begået det samme, eller en der er en afgudsdyrker, men det er ikke sådan verset skal forstås.

For at forstå verset korrekt skal verset ses i lyset af de begivenheder der foregik i forbindelse med åbenbaringen, og det berettes bl.a. fra Abdullah bin Amr bin As (raa) at verset blev åbenbaret i forbindelse med en prostitueret kvinde, der insisterede på prostitution, og hun ville ikke angre og holde op. En muslim ville gerne giftes med hende, og verset blev åbenbaret i den forbindelse. (Ahmad og Nasai).

Sayyid Abul Ala Maududi (rha) skriver i sin tafsir til verset:

Dette vers henvender sig til de mænd og kvinder som insisterer på deres onde gerninger, og ikke til dem der angrer og som forbedrer sig. For efter anger og forbedring vil de ikke længere betragtes som folk der begår utugt.

De utaknemmelige bliver straffet

Allah (swt) siger: “Og vi straffer ikke andre end de utaknemmelige.” (34:17).

Mange tror at taknemmelighed kun ligger i ord, alt imens Islam lærer os at taknemmelighed også ligger i lydighed, og i at bruge de ting som man har fået skænket på en tilladt måde, uanset om det er ens helbred, ens syn, ens hørelse, ens tale, eller ens ejendom.

Hvis vi går på kompromis med Allah (swt), vil vi altid finde, uden undtagelse, at det giver bagslag. Og det som vi ønsker, og som samtidig modstrider Guds befaling, vil uden tvivl blive til en kilde til sorg for os. Må Allah (swt) beskytte os alle imod at være utaknemmelige overfor Ham!

Og Allah (swt) siger: “Og kun få af Mine tjenere er taknemmelige.” (34:13).

Allah har gjort taknemmelighed til en del af iman. Allah (swt) siger: “Hvorfor skulle Allah straffe jer, hvis I er taknemmelige, og har iman? Og Allah værdsætter altid godt, og er Alvidende.” (4:147).

Og Allah (swt) siger: “Og ihukom da jeres Herre erklærede: ‘Hvis I er taknemmelige, vil Jeg give jer mere, men hvis I er utaknemmelige, så er Min straf visselig streng.’” (14:7).

Ibn al-Qayyim al-Jawziyya (rha) skriver i sin bog ‘Al-Wabil al-Sayyib min al-Kamil al-Tayyib’:

Der er ingen styrke eller magt undtagen i Gud Den Almægtige. Det er Gud vi beder, og hvis svar vi venter, at vogte over dig i denne verden og i den Kommende, at overøse dig med Sin Nåde, både udadtil og indadtil, og at gøre dig blandt dem, der når de velsignes (med godt), er taknemmelige, og når de bliver prøvet, har as-sabr, og som når de synder, beder om tilgivelse. For disse tre betingelser er ingredienserne i tjenerens lykke, og tegnene på succes i denne verden og den Kommende. Ingen tjener er uden dem, men skifter altid fra den ene til den anden.

Den første betingelse er de velsignelser der kommer til tjeneren fra Gud, Den højeste, den ene efter den anden. Det der sikrer disse velsignelser er taknemmelighed, som er baseret på tre grundpiller. 1. At man indadtil erkender disse velsignelser. 2. At man udadtil nævner dem, og takker (Gud) for dem. 3. At man bruger dem på en måde, der gør Den, der ejer dem, og som i sandhed har skænket dem, tilfreds.

Ibn ad-Dynya beretter fra Ali bin Abu Talib (raa) at han sagde:

Allahs gavmildhed er forbundet til taknemmelighed, og taknemmelighed er forbundet til en forøgelse af Hans gavmildhed. Allahs gavmildhed vil ikke stoppe med forøgelse medmindre tjenerens taknemmelighed stopper.

Når man synder, er man uretfærdig imod sig selv

Ibn Taymiyyah (rha) sagde:

Hvad angår Koranverset: ‘Og den der handler ondt eller er uretfærdig imod sig selv, men derefter søger Allahs tilgivelse, han vil finde Allah Alttilgivende, Den Barmhjertige.’ (4:110), så er der en forbindelse mellem det specifikke ‘handler ondt’ og det generelle ‘uretfærdig imod sin egen sjæl’. Allah (swt) siger, ‘Og dem som når de har begået fahishatan (umoralske gerninger), eller som har handlet uretfærdigt imod dem selv.’ (3:135). Nogle siger at ‘fahisha’ indbefatter zina (utugt) og enhver stor synd, mens ‘uretfærdig imod dem selv’ refererer til enhver anden handling. Andre siger at ‘fahisha’ er handlinger, mens ‘uretfærdig imod dem selv’ er udtalelser. Realiteten er at ‘uretfærdig imod dem selv’ er en generel term, der refererer til alle synder. I Bukhari og Muslim berettes det at Abu Bakr (raa) sagde, ‘O Allahs Sendebud! Lær mig en dua som jeg kan sige i min bøn.’ Profeten (saaws) sagde, ‘Sig: O Allah! Jeg har handlet meget uretfærdigt imod mig selv, ingen undtagen Du tilgiver synder, så tilgiv mig, skænk mig tilgivelse fra Dig, og hav barmhjertighed med mig, fordi Du er Den Mest Nådige, Den Mest Barmhjertige.’ Og Adam (saaws) og hans hustru (saaws) sagde: ‘Vor Herre! Vi har været uretfærdige imod os selv. Hvis Du ikke tilgiver os og skænker os Din Barmhjertighed, vil vi sandelig høre til blandt taberne.’ (7:23). Moses (saaws) sagde ligeledes: ‘Min Herre! Visselig har jeg været uretfærdig imod mig selv, så tilgiv mig!’(28:16).

Fortvivlelse om Allahs Tilgivelse er en af de største synder!

Det berettes fra Ibn Masud (raa) at Profeten (saaws) sagde: “De største af de store synder er at give Allah partnere, at føle sig sikker imod Allahs plan, og at fortvivle om Allahs Barmhjertighed.” (Abd al-Razaq, sahih af al-Haythani og Ibn Kathir).

Den muslim der angrer, og som opfylder angerens betingelse, har et løfte fra Allah om tilgivelse.

Allah (swt) siger: “Og den der handler ondt eller er uretfærdig imod sig selv, men derefter søger Allahs tilgivelse, han vil finde Allah Alttilgivende, Den Barmhjertige.” (4:110).

Og Allah (swt) siger: “Sig: ‘O Mine slaver som har handlet uretfærdigt imod dem selv, fortvivl ikke om Allahs Barmhjertighed, sandelig Allah tilgiver alle synder til hobe. Sandelig, det er Ham der er den Tilgivende, Den Barmhjertige.’” (39:53).

Og Allah (swt) citerer Abraham (saaws) i Koranen da han sagde: “Og hvem kan fortvivle om sin Herres Barmhjertighed, undtagen de der er faret vild?” (15:56).

Og Allah (swt) citerer ligeledes Profeten Jakob (saaws) da han sagde: “O mine sønner, gå ud og spørg nyt om Josef og hans broder, og fortvivl ikke om Allahs Barmhjertighed, thi ingen fortvivler om Allahs Barmhjertighed undtagen kuffar (benægterne).” (12:87).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den bedste i blandt jer er den der oftest er udsat for prøvelser og besværligheder, og der oftest angrer.

Hvad når vi konstant fejler, og ikke kan forlade synd?

Man kan blive opgivende overfor sig selv. Man kan tænke at man ikke fortjener noget godt fra Allah, men vi skal huske at Allah (swt) er al-Wadud (Den Mest Kærlige). Hans Barmhjertighed overgår Hans bebrejdelse.

Det handler ikke om at være fortjent til noget. Hvis du takker Allah, så giver Han dig mere, men det er ikke fordi du fortjener mere, det er fordi at Allah er SÅ fantastisk. Han (swt) er Gavmild.

Det kan være at du siger: “Jeg vil gerne angre og søge Allahs tilgivelse, men mine synder er vitterligt for mange, og de er for store, og jeg kan ikke se at det er muligt at Allah skulle tilgive mig!”

Det er vigtigt at vi forstår, at Allah (swt) ikke tilgiver os, fordi vi fortjener det, men Han tilgiver os fordi Han er så Tilgivende, at Han kan tilgive alle synder til hobe.

Følelsen af håbløshed kommer fra Satan og formålet med denne følelse er, at du tror at du ikke kan blive tilgivet på grund af dine mange synder. Satan ønsker at du skal opgive og leve resten af dine dage i synd og elendighed - uden at du angrer.

Satan får os til at holde fokus på hvor dårlige vi er, for at vi skal fortvivle om Allahs Barmhjertighed, alt imens at Profeten (saaws) har lært os: “Alle Adams børn synder konstant, men de bedste af dem der konstant synder, er dem der konstant angrer!” (Tirmidhi).

Det berettes at Profeten (saaws) sagde at Allah (swt) sagde: “Den der ved, at Jeg er i stand til at tilgive alle synder, ham vil Jeg tilgive, og Jeg vil ikke have noget imod det så længe han ikke giver Mig partnere.” (At-Tabarani og Al-Hakim).

Og husk at det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den der angrer, er som den der slet ikke udførte synden fra starten af.” (Ibn Majah).

Det berettes fra Ibn Abbas (raa) at der var nogle afgudsdyrkere, der havde dræbt mange mennesker, og som bedrev meget zina (utugt). De kom til Allahs Sendebud (saaws) og sagde: “Det som du siger, og det som du kalder til, er godt. Hvis bare du kunne fortælle os, at der findes en udvej for alt det vi har gjort.” Derefter åbenbarede Allah (swt) verset: “Sig: ’O Mine slaver som har handlet uretfærdigt imod dem selv, fortvivl ikke om Allahs Barmhjertighed, sandelig Allah tilgiver alle synder til hobe. Sandelig, det er Ham der er den Tilgivende, Den Barmhjertige.’” (39:53).

Tilgivelsens betingelser

Hvad angår tilgivelsens betingelser så fastlægger Allah dem i følgende vers: “Og dem som når de har begået fahishatan (umoralske gerninger), eller som har handlet uretfærdigt imod dem selv, ihukommer Allah og beder om tilgivelse, og ingen kan tilgive synd undtagen Allah, og som ikke gentager synden, når de ved besked.” (3:135).

Tre betingelser stilles af Allah i ovenstående vers:

  1. At man ihukommer Allah, hvilket også betyder at man søger tilgivelse for Allahs skyld alene, at man angrer for Hans skyld alene, og at angeren skal være henvendt til Ham. At man fortryder idet man overvejer Allahs straf, og tabet af Hans nåde. At man overvejer faldet i ens rang og belønning hos Allah.
  2. At man beder Allah om tilgivelse.
  3. At man ikke gentager synden, hvilket betyder, at man træffer beslutningen om aldrig at gentage synden igen - med en fast beslutning og en oprigtig hensigt.

Det berettes fra Umar bin al-Khattab (raa) at han sagde:

Oprigtig anger er at fortryde og så ikke vende tilbage til synden. Dette er den obligatoriske og fuldstændige anger.

Det berettes at Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

At være oprigtig i sin anger består af tre ting. Angeren skal indeholde alle de dårlige handlinger uden at nogen af dem udelukkes. Angeren skal følges op med fuldstændig sandfærdighed og god hensigt sådan at man ikke tøver eller venter. Angeren skal være fri fra enhver urenhed og fejl der kunne ødelægge dens oprigtighed, sådan at den er inspireret af frygt for Allahs straf, og håb om hvad Han har (af belønning), og af bekymring for hvilken straf som Han måske vil påføre.

Personens anger må ikke hænge sammen med at han ønsker at beskytte sine ejendele, eller med at han ønsker at undgå besværligheder, eller at han ønsker at tilfredsstille sin lyst efter livet, eller fordi han er gået fallit, eller på grund af manglende udholdenhed, eller noget som helst andet af sådanne forkerte ting der ville påvirke gyldigheden af hans anger og oprigtighed overfor Allah, Mægtig og Ophøjet er Han.

Oprigtighed i anger betyder at den er sand, og at den indeholder alle dårlige gerninger. Der er ingen tvivl om at en sådan anger kræver, at man søger tilgivelse, og at det fører til at alle de synder, der er blevet begået, bliver slettet. Det er den mest fremragende og perfekte anger!

Hvad nu hvis man kommer til at gentage synden alligevel?

Et spørgsmål opstår her: Hvad nu hvis man senere kommer til at begå samme synd igen, selvom man tidligere havde en oprigtig hensigt om aldrig at gøre det igen?

Nogle påstår, at så var angeren ikke gyldig og ikke oprigtig og at det i så fald var ønsketænkning og ikke en fast beslutning. Andre påstår at hensigten var god nok, men fordi man gentog synden, så er tilgivelsen ophævet.

Begge holdninger er forkerte.

Sandheden opklares i en hadith hvor det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den der beder om tilgivelse, gentager ikke synden, om han så vender tilbage til synden halvfjerds gange om dagen og om natten.” (Tirmidhi og Abu Dawud).

Ibn Taymiyyah (rha) kommenterede ovenstående hadith med at sige følgende:

Når hans anger er korrekt, så er hans synd tilgivet. Hvis han vender tilbage til synden, så skal han angre igen. Hvis han angrer igen, så vil Allah også modtage hans anger for det.

Når Allah (swt) siger: “… og som ikke gentager synden, når de ved besked”, så betyder det at man skal have en oprigtig hensigt om ikke at gentage synden. Og samtidig udelukker det også at en person skulle sige: “Jeg fortsætter med at synde og bagefter så beder jeg bare Allah om tilgivelse igen, fordi Allah er jo Alttilgivende!”

Hensigten om aldrig at gentage synden igen skal være oprigtig for at tilgivelsens betingelser er opfyldt, men det betyder ikke at man ikke kan komme til at begå samme synd igen senere alligevel.

Synd imod andre mennesker

De retslærde nævner en fjerde betingelse i forbindelse med tilgivelsens betingelser, som ikke er nævnt i det pågældende koranvers, men som er udledt ud fra dels andre vers og dels forskellige ahadith, og det er hvis synden er blevet begået imod et andet menneske.

Betingelsen her er at man søger personens tilgivelse, såfremt det er muligt, men hvis man frygter, at det vil føre til problemer som f.eks. vold, drab, vrede eller lignende, eller hvis man ikke kan komme i kontakt med personen, så beder man om tilgivelse for personen, og på Dommedagen vil personen kunne vælge enten at få sin ret, eller han kan vælge at få den tilgivelse der er blevet bedt for ham.

Det berettes fra Anas (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Den der bagtaler en mand, derefter beder om tilgivelse for ham, hans bagtalelse bliver tilgivet.

I en anden hadith fra Anas (raa) berettes det at Profeten sagde: “Kafaarah (udsoningen, boden) for den, der bagtaler en anden er at han skal bede om tilgivelse for ham.” Den samme hadith er berettet af Hudhayfah (raa).

Emnet indeholder mange juridiske detaljer afhængigt af situationen, og emnet er for stort til at kunne blive afklaret i detaljer i dette afsnit. Hvis synden f.eks. drejer sig om tyveri, så er der forskellige regler afhængigt af om hvorvidt man kan aflevere det stjålne tilbage, eller om det stjålne ikke længere er i ens besiddelse, eller om man ikke kan finde offeret, osv.

Mord

SubhanAllah! En meget sørgelig tilstand har ramt de unge muslimer her i vesten hvor de er blevet påvirket af vestens gangsterkultur, noget som vi nu er vidner til næsten dagligt i Danmark i form af bandekrig og drab, og flere familier har mistet en af deres nærmeste fordi denne blev offer for en skudepisode eller et knivstikkeri.

Mord er en ekstrem alvorlig forbrydelse i Islam!

Allah (swt) siger: “Og den der dræber en muminan (en der har iman) med vilje, så er hans kompensation jahannamu (Helvede) khaalidan fihaa (at forblive deri for evigt). Og Allahs vrede og forbandelse hviler på ham og en rædselsfuld straf er forberedt ham.”(4:93).

Ibn Kathir (rha) siger i sin tafsir følgende til verset:

Allah befaler at det ikke er tilladt, under nogen omstændigheder, for en der har iman, at han slår sin broder, der også har iman, ihjel. Det er nedskrevet i de to sahih (Bukhari og Muslim) at Ibn Masud sagde, at Allahs Sendebud sagde: ‘Den muslim der bevidner, at der ikke findes nogen der fortjener tilbedelse undtagen Allah, og at jeg er Allahs Sendebud, hans blod er helligt, undtagen i tre tilfælde. 1. Gengældelse for mord. 2. Den der er gift, og som begår zina. 3. Den der frafalder Islam, og som forlader muslimernes samfund.

I disse tre tilfælde er det ikke op til almindelige borgere at dræbe ham eller hende fordi det er statslederens eller hans stedfortræders ansvar.

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Ødelæggelsen af dette verdslige liv er af mindre betydning hos Allah end at en muslimsk mand (eller kvinde) bliver dræbt.

Kan mord imod en muslim tilgives?

Ibn Abbas (raa) og andre mener at mord imod en muslim aldrig vil blive tilgivet af Allah (swt), men et flertal af retslærde fra både tidligere og senere generationer mener at morderen godt kan blive tilgivet. Beviset ligger i verset: “Sig: ‘O Mine slaver som har handlet uretfærdigt imod dem selv, fortvivl ikke om Allahs Barmhjertighed, sandelig Allah tilgiver alle synder til hobe. Sandelig, det er Ham der er den Tilgivende, Den Barmhjertige.’” (39:53).

Ibn Kathir (rha) siger følgende:

Hvis han angrer og vender tilbage til Allah i ydmyghed, underkastelse, og udfører retskafne gerninger, så vil Allah ændre hans onde gerninger til gode gerninger og kompensere den afdøde for hans tab ved at belønne ham for hans lidelse. Verset er generelt og dækker over alle typer af synd inklusiv kufr (benægtelse, frafald), shirk (afgudsdyrkelse), tvivl, hykleri, mord, synd, osv. Derfor vil Allah tilgive enhver der angrer oprigtigt fra enhver af disse synder. Allah siger, ‘Sandelig Allah tilgiver ikke shirk (at give Gud partnere) med Ham, men Han tilgiver hvad der er mindre end dette for hvem Han vil.’ (4:48, 4:116). Dette vers er generelt og indeholder alle synder, undtagen shirk, og det er blevet nævnt i denne surah, både efter dette vers og før det, for at det skal indgyde håb i Allah, og Allah ved bedst.

Abu Hurairah og andre fra Salaf sagde at dette er hans straf (altså Helvede), hvis Allah beslutter at straffe ham. Og sådan er sagen med enhver trussel der er udstedt om en given synd. For eksempel kan personen der har slået en anden ihjel have sådanne gode gerninger, som han har udført, og som vil forhindre at han bliver straffet for mordet, og Allah ved bedst. Også selvom morderen uundgåeligt kommer i Helvede, sådan som Ibn Abbas siger - fordi hans anger ikke bliver accepteret, eller fordi han ikke havde nogle gode gerninger der kunne redde ham, så vil han ikke forblive der for evigt, men kun i en meget lang tid.

Ibn Kathir (rha) baserer ovenstående på beretningen fra Profeten (saaws) der lyder: “Den der har den mindste smule af iman i sit hjerte vil i sidste ende træde ud af Helvede.

Drab der sker ved et uheld

Hvis drabet er et uheld gælder ovennævnte vers ikke. Allah (swt) siger følgende om et drabsuheld: “Aldrig må en der har iman dræbe en anden der har iman, men hvis det sker uden hensigt og ved en fejl, (så skal kompensation gives) hvis en der har iman dræbes og det er fastlagt at han skal løskøbe en slave (der har iman) og betale kompensation til den dræbtes familie, medmindre de frivilligt giver afkald derpå.” (4:92).

Synder der bliver ændret til gode gerninger

Ibn Taymiyyah (rha) blev spurgt om det at synde kan udgøre noget godt for en person? Til dette svarede han:

Ja, under den betingelse at synden efterfølges af fortrydelse, anger, søgning af tilgivelse, og ved at være oprigtigt bevæget indvendig.

En gruppe af salaf, hvor i blandt Said bin Jubair var tilstede, sagde: ‘En tjener kan udføre en god gerning og komme i Helvede på grund af den, og en tjener kan udføre en synd og komme i Paradis på grund af den. Den første udførte den gode gerning og blev stolt og pralede til sådan en grad, at han blev smidt i Helvede. Den anden udførte sin synd og vedblev med at frygte på grund af den, og vedblev med at bede om tilgivelse indtil han kom i Paradis.’

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

Den tid der er passeret i dårlige og syndige gerninger og ulydighed overfor Allah kan ændres, og du kan bringe det tilbage til en god status. Den tid der er blevet brugt på zina (utugt), mord, og faktisk selv shirk (afgudsdyrkeri) kan ændres for den der angrer og laver at-taubah. Han vil ikke alene finde sit synderegister fuldstændig slettet, men vil også finde gode gerninger opskrevet i stedet for de dårlige. Helt som om hans tid blev brugt i gode gerninger. Og intet er umuligt for Allah, Den Almægtige. Allah (swt) siger, ‘Og de som ikke påkalder andre guder sammen med Allah, og som ikke dræber det menneske, som Allah har forbudt (at dræbe), undtagen for en retfærdig sag (ifølge sharia) og som ikke begår zina (utugt). Og den der gør dette, skal møde straffen for sin synd. Straffen skal fordobles for ham på Dommedagen, og han skal forblive i den vanæret. Men ikke den som angrer, og som har iman, og som handler retfærdigt, thi for sådanne vil Allah ændre deres onde handlinger til gode handlinger, og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.’ (25:68-70).

Det er berettet fra Abu Tawil Shatab al-Mahdud at han kom til Allahs Sendebud (saaws) og sagde: “Hvad mener du om en mand der har begået alle former for synder, og som ikke har undladt nogen synd, han har ikke undladt nogen lille synd eller nogen stor synd, men har gjort dem alle, kan han angre?” Han (saaws) sagde: “Er du blevet muslim?” Manden svarede, “Hvad angår mig, så bærer jeg vidnesbyrd om at der ikke findes nogen anden gud end Allah, og at Han ikke har nogen partner eller nogen lige, og at du er Allahs Sendebud.” Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Udfør gode gerninger og afhold dig fra dårlige gerninger, så vil Allah ændre dem alle til gode gerninger for dig.” Manden sagde, “Allah er den Største!” Og han blev ved med at gentage det indtil han var væk. (At-Tabarani).

Er fortidens synder automatisk tilgivet, når en person konverterer til Islam?

Ibn Taymiyyah (rha) giver følgende svar på spørgsmålet:

Der findes to kendte meninger til emnet. Den første er at alle synder vil blive tilgivet, og det skyldes denne beretning: ‘Islam udrydder det der kom før den.’ (Muslim og Ahmad). Og Allah (swt) siger: ‘Sig til dem der er kuffar, at hvis de stopper, så vil de blive tilgivet det fortidige.’ (8:38).

Den anden mening er, at kun det der er angret, bliver tilgivet. Og det bygger på det spørgsmål som Hakim bin Hazim stillede Profeten (saaws), om hvorvidt de ville blive stillet til regnskab for det, som de gjorde i Jahaliyah: ‘Den af jer der gør sin Islam god, vil ikke blive stillet til regnskab for det han gjorde i Jahaliyah. Den af jer der ikke gør sin Islam god, vil blive stillet til regnskab for det første og det sidste.’ (Bukhari og Muslim). Den der ikke har angret, har ikke gjort sin Islam god.

For at være på den sikre side er det bedst at angre fortiden og bede om tilgivelse, når man er blevet muslim.

Man må ikke forbande en muslim der begår synd

Ibn Taymiyyah (rha) sagde:

Der levede en mand på Profetens (saaws) tid kaldet Himar, han var alkoholiker. Hver gang han kom til Profeten (saaws) ville han få en juridisk dom om pisk. En dag da han blev pisket, var der en af Sahabah der forbandede ham. Profeten (saaws) sagde: ‘Forband ham ikke for han elsker Allah og Hans Sendebud.’ (Bukhari og Abu Ya’la). Han forbød at han blev forbandet af denne grund, og det til trods for det faktum at han selv (Profeten) forbandede ti kategorier af folk der har med alkohol at gøre: ‘Forbandet være alkohol, den der laver det, den som får det lavet, den der drikker det, den der serverer det, den der bærer på det, den for hvem det bliver båret, den der køber det, den der sælger det, og den der tjener på det.’" (Abu Dawud og Ibn Majah fra Ibn Umar. Lignende beretninger findes fra Ibn Abbas af Ahmad, og Anas fra Tirmidhi, og Ibn Masud fra al-Bazzar.)

Det er derfor at man i sådanne sager, før man fysisk straffer en person, undersøger om de nødvendige forudsætninger er tilstede og at alle forhindringer er fjernet. Således straffer man f.eks. ikke en person, der har angret, og dette er der enighed om blandt muslimerne. Ej heller en person hvis dårlige gerning bliver slettet i et hav af hans gode gerninger. Straffen fjernes igennem anger, igennem gode gerninger som sletter de onde, igennem prøvelser der fungerer som kompensation for dem, igennem besværlighederne i graven, og det at stå på Dommedagen, igennem bønner fra muminin, og forbøn fra den der går i forbøn.

Derfor er enhver konsekvens fjernet for den person, der angrer sin synd. Hvis en person gennemgår besværligheder på grund af synd, og han angrer for nogle af dem, så vil besværlighederne lettes, og hvis han angrer for dem alle, så vil besværlighederne helt fjernes.

Beretninger der bringer håb og glæde

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Jeg er Barmhjertighedens Profet og Tilgivelsens Profet.” (Ahmad).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Der findes ikke en person der bærer vidne på, at der ikke findes nogen gud undtagen Allah, og at Muhammad er Hans slave og Sendebud, undtagen at Allah vil forbyde ilden for ham.” (Muslim).

Undtagelsen til dette gælder selvfølgelig det som allerede er nævnt i Koranen eller i andre ahadith.

Profetens (saaws) plejede at sige i hver nedkastning med panden mod jorden: “O Allah! Priset være Du, al taknemmelighed til Dig. O Allah, tilgiv mig.” (Bukhari og Muslim).

Fra Muaadh (raa) berettes det fra Profeten (saaws): “O Muaadh! Kender du Allahs ret over Hans slaver og slavernes ret over Allah? Jeg svarede: ‘Allah og Hans Sendebud ved bedst.’ Han (saaws) sagde: ‘Allahs ret over Hans slaver er at de skal tilbede Ham og ikke lave shirk, mens slavernes ret over Allah er at Han ikke straffer den, der ikke har lavet shirk.’ Jeg sagde: ‘O Allahs Sendebud! Skal jeg ikke sprede denne glædelige nyhed til folket?’ Han (saaws) svarede: ‘Giv dem ikke denne glædelige nyhed for ellers vil de kun støtte sig til den.’” Den samme hadith er berettet fra Anas bin Malik, Abu Hurairah, Hudhayfah bin al-Yaman af Bukhari, Muslim, Tirmidhi, Ahmad, Ibn Majah, Ibn Mandah og Abu Awanah.

Kaos eller Gud imellem årsag og resultat?

Materialismen er en ateistisk filosofi der siger, at alt materiale kan reduceres til stoffer og dets interaktioner. Materialismen har vundet indpas fordi mange mennesker tror, at den er understøttet af videnskaben. De tror at fysikken har bevist, at den materielle verden er et lukket system af årsag og resultat uden påvirkning af ikke-fysiske/usanselige realiteter.

Ud over Islam, der via Koranens mirakel beviser at realiteten er en anden end denne simple mekaniske opfattelse af tingene, så kaster kvantefysiken i dag også en kæp i hjulet på materialismen.

Indenfor fysikken beskæftiger den klassiske mekanik sig med det sæt af fysiske naturlove der beskriver bevægelsen af materiale under påvirkning af et system af kræfter. Studiet af bevægelsen af materiale er et gammel studie, hvilket gør klassisk mekanik til en af de ældste og største fag inden for naturvidenskab.

Når objekter bliver tilstrækkelig små, eller når systemer bliver tilstrækkeligt kompliceret, kan den klassiske mekanik ikke længere gøre sig gældende, og det bliver nødvendigt at indføre en anden form for mekanik, nemlig kvantemekanik eller kvantefysik.

Kvantefysiken forsøger at forene fysikkens naturlove, i den makroskopiske verden, med de atomare stoffer og bølge-partikel dualiteten af atomer og molekyler.

Ifølge korrespondanceprincippet imellem den klassiske mekanik og kvantefysiken, overholder alle objekter kvantemekanikkens love. Lovene i klassisk mekanik er resultat af et statistisk gennemsnit fra kvantefysikens love. Sagt med andre, mere forståelige ord, er f.eks. tyngdekraften, der hører til i den klassisk mekanik, resultatet af andre love der gør sig gældende på kvantefysikens niveau indenfor atomer og partikler.

Kaotiske systemer, der meget bredt dækker over alle de forhold, hvor vi ikke direkte kan forudsige, eller forstå hvad der sker, er systemer som f.eks. vejrforhold, sociale systemer (bevægelse og begivenheder i forhold imellem mennesker), liv og død, havet, og mange andre systemer.

Kaotiske systemer er komplicerede i deres natur, og de opfører sig ofte på en måde der er i modstrid til den klassiske mekanik.

Vejrforhold ændrer sig f.eks. til tider så drastisk at det ikke burde kunne lade sig gøre, og på de sociale områder er vi f.eks. nogle gange vidner til at en meget lille hær af mennesker, med kun få ressourcer, besejrer en stormagt med en stor hær og mange ressourcer. Ligeledes kan vi også til tider se døden indtræffe, hvor den praktisk talt ikke burde have indtruffet, og på den anden side kan vi se folk overleve så ekstreme forhold at det ikke burde kunne lade sig gøre.

Igen, hvis den klassiske mekanik virkeligt styrede forholdene i et atom, så ville elektroner virkeligt være i kredsløb om atomkernen, men sådan forholder det sig ikke i realiteten. Eftersom objekter i cirkulær bevægelse accelererer, skal de udsende stråling og i sidste ende kollidere med kernen i processen. Dette er klart i modstrid til eksistensen af stabile atomer. I den virkelige verden er elektroner nogle usikre, uforudsigelige, “udtværede”, sandsynlige bølge-partikler der følger en fuldkommen uforudsigelig sti rundt om, ja selv igennem atomkernen, hvilket trodser den klassisk mekanik fuldstændigt.

Mens de fleste traditionelle videnskaber omhandler forudsigelige fænomener som tyngdekraft, elektricitet eller kemiske reaktioner, så omhandler kaosteori ikke-lineære ting, dvs. ting der er umulige at forudsige eller kontrollere, ligesom turbulens, vejret, aktiemarkedet, vores hjerner, osv.

Ifølge Islam skyldes den uforudsigelige natur af ikke-lineære systemer at det er Gud, Den Almægtige, der konstant og direkte påvirker tingene i disse systemer på niveauer som vi ikke kan sanse, og det er præcis det der gør, at disse systemer er så uforudsigelige.

Når vi ikke kan forudsige vejret, men kun kan vurdere sandsynlighederne i det, er det ikke fordi “at en sommerfugls vinger i Brasilien frembringer en tornado i Texas”, og vi i øjeblikket mangler evnen til at tilegne tilstrækkeligt med data, som nogle fejlagtigt påstår, men det er fordi at Allah (swt) direkte styrer de mindste detaljer i de ikke-lineære systemer, og Han beslutter og ændrer ting på en uforudsigelig måde på daglig basis.

Allah (swt) siger: “Og det er Ham der sender vindene med godt nyt foran Sin barmhjertighed (regnen), indtil Vi, når de bærer tunge skyer, driver dem til et dødt land, og Vi så sender vand ned derfra og frembringer alle slags frugter derved. Tilsvarende skal Vi oprejse de døde, så I må tage jer i agt.” (7:57).

Og Allah (swt) siger: “Og Vi udsender de befrugtede vinde, og så sender Vi vand ned fra himlen og giver jer at drikke. Og I kunne ikke selv have opbevaret det.” (15:22).

Og Allah (swt) siger: “Ser du ikke at Allah driver skyerne afsted. Så samler Han dem sammen, og derpå stabler Han dem oven på hinanden, så at du ser styrtregnen komme ud af deres midte. Og Han nedsender fra himlen (skyer) der ligner bjerge, hvori der er hagl, og Han rammer dermed hvem Han vil, og holder dem tilbage fra hvem Han vil. Lyset fra Hans lyn tager næsten blikket bort.” (24:43).

Og Allah (swt) siger: “Det er Ham der viser jer lynene, for frygt og håb, og Han frembringer de tunge skyer.” (13:12).

Mirakler er afbrydelser i naturens orden. De er en direkte sansning af Guds direkte kontrol, men det betyder ikke at Han (swt) er nødt til at ophæve naturlovene og udføre mirakler for at handle. Tværtimod kan Han gribe ind på mange forskellige måder, måder der alle går ud over vores sanseevne og opfattelsesevne.

Alt dette hører under emnet الغيب (Al-Ghaib), der i islamisk sammenhæng omhandler det “usete”, “ukendte” og “usanselige” i forholdet til Allah, Hans Magt, og Hans kontrol over begivenheder i universet.

Allah (swt) siger: “De der er i himlene og på jorden kender ikke الْغَيْبَ (al-Ghaiba), undtagen Allah.” (27:65).

Og Allah (swt) siger: “Og hos Ham er nøglerne til الْغَيْبِ (al-ghaibi). Ingen kender dem undtagen Ham. Og Han ved hvad der er på det tørre land og i havet, og ikke et blad falder af undtagen Han kender det. Og der er ikke et korn i jordens mørke, ejheller noget grønt eller noget vissent, undtagen det er i en tydelig bog.” (6:59).

Og Allah (swt) siger: “(Han er alene) Den der kenderالْغَيْبِ (al-ghaibi), og Han åbenbarer ikke sin غَيْبِهِ (ghaib) for nogen, undtagen til den Han har udvalgt som Sendebud, og Han lader en vagt gå foran ham og bag ham.” (72:26-27).

Sayyid Qutb (rha) skrev følgende om emnet:

Moderne jahaliyyah (uvidenhed), der beskriver sig selv som videnskabelig, har prøvet hårdt at lægge vægt på de resultater som naturlovene forårsager, for at benægte Guds vilje og de ting som Gud har valgt ikke at gøre kendte for os. Alle forsøg derpå, og manipulationen af alle midler hertil, har vist sig at være magtesløs når videnskaben står ansigt til ansigt med Guds vilje.

I sidste ende måtte videnskaben erkende at dens evne til at foretage fremtidige forudsigelser, med nogen som helst form for præcision, ikke eksisterer. Efterfølgende tyede den til hvad den kalder ‘sandsynlighedsteorien’ i den materialistiske verden. Hvad der før blev benævnt som ‘absolut’ i dets leksikon blev efterfølgende benævnt som ‘sandsynligt’.

Al-Ghaib, der er Koranens term for det der ligger udenfor menneskets opfattelsesevne, forbliver en skjult hemmelighed. Derudover forbliver Allahs Vilje den eneste sande sikkerhed. Den eneste uundgåelige lov er den der bliver udtrykt i Koranens sætning: ‘Du ved det ikke, men Allah kan meget vel forårsage at noget nyt sker.’ (65:1). Denne udtalelse henviser til det faktum at Allahs Vilje er fri og ubegrænset. Den ligger bag alle naturlovene, som Allah har sat i værk for at kontrollere universet i henhold til Hans Vilje.

Sir James Jean, en berømt Britisk fysiker sagde: “Den gamle videnskab havde trygt proklameret at naturen kun kunne følge én vej, den vej der blev udstukket fra begyndelsen af tid til sin afslutning igennem den kontinuerlige kæde af årsag og virkning. Tilstand A blev uundgåeligt efterfulgt af tilstand B. Den hidtil nye videnskab har kun været i stand til at sige at tilstand A kan være efterfulgt af tilstand B, eller C, eller D, eller et utal af andre tilstande. Den kan sige med sandhed at B er mere sandsynlig end C, og C mere end D, og så videre, og den kan endda specificere relative sandsynligheder for tilstande B, C og D, men fordi den taler i form af sandsynligheder, kan den ikke med sikkerhed forudsige, hvilken tilstand vil følge. Det er et spørgsmål der ligger på knæ for guderne - uanset hvad guderne måtte være.”

Koranen lærer os at der ud over den sanselige verden eksisterer en usanselig verden. Den usanselige verden har en indflydelse på den sanselig verden, men hvad angår menneskets daglige gøremål og formål i livet, så lærer Islam os at forholde os til de ubrydelige naturlove fra den klassiske mekaniske verden, hvilket er de love vi skal forholde os til hver eneste gang vi foretager en handling. Det er de love vi kan bedømme på med vores forstand.

Faktisk lærer Islam os at vi skal handle efter de klassiske mekaniske naturlove som om intet andet eksisterer, mens vi på den anden side skal stole på Gud, på en måde som om de klassiske mekaniske naturlove er fuldkommen irrelevante.

Islam lærer os at resultaterne altid forekommer indenfor rammerne af de fysiske naturlove, som vi alle kan sanse direkte, men vi lærer også at der bag de fysiske naturlove eksisterer noget usanseligt, der netop bestemmer resultatet af de sanselige forhold.

Disse bestemmelser og påvirkninger sker igennem påvirkning på detaljerne i de ikke-lineære systemer og forhold, på måder vi ikke kan sanse direkte, men som vi kun kan sanse resultaterne af. Netop derfor sker der nogle gange ting som ikke giver mening, selvom de sker på måder der stadig befinder sig indenfor rammerne af de fysiske love og regler.

Nogle kalder det “tilfældighed”, andre kalder det “chance” eller “lykke”, Islam fortæller os at det er Allah (swt), og kvantefysiken har bekræftet dette selvom mange kvantefysikere endnu ikke er villige til at kalde det for “Gud”.

القدر - Al-Qadar (Det forudbestemte)

Termen “Al-Qadaa wa al-Qadar”, hvor man sætter de to ord sammen på denne måde, tager udgangspunkt i en filosofisk diskussion der handler om skæbnen, menneskets frie vilje og tings egenskaber. Det var mutakallimun (de muslimer der diskuterede filosofi) der begyndte at diskutere disse ting. Det er ikke det emne som dette afsnit handler om.

Hverken Sahabah (raa) eller Tabi’in (rha) beskæftigede sig med emnet “Al-Qadaa wa al-Qadar”, der som term henviser til den filosofiske diskussion, de beskæftigede sig derimod med termen “Al-Qadar” alene, som den er nævnt i Koranen og i ahadith, og det er dette begreb som dette kapitel handler om.

Når begrebet nævnes i Koranen og i ahadith har det intet at gøre med menneskets frie vilje eller tings egenskaber, det har derimod at gøre med Allahs forudbestemmelser, Allahs Vilje og Hans Viden. Derfor skal Al-Qadar heller ikke oversættes til “skæbnen” da skæbnen opfattes som det modsatte af handlefrihed.

Termen “Al-Qadaa wa al-Qadar”, hvor man sætter de to ord sammen på denne måde, er som nævnt en filosofisk diskussion, og til den der ønsker en detaljeret opklaring af emnet (og mange andre emner) kan jeg varmt anbefale bøgerne As-Shaksiyah Al-Islamiyyah (Den islamiske personlighed) skrevet af Shaykh Taqiudin an-Nabhani (rha). Bøgerne består af 3 bind, og de findes på internettet i PDF format og på flere sprog. I skrivende stund kan de to første bind downloades på engelsk her på siden: Islamic Personality 1 og Islamic Personality 2

Den sproglige betydning af القدر Al-Qadar

Termen القدر Al-Qadar kommer fra roden قدر qadara der sprogligt har mange forskellige betydninger, herunder “at forudbestemme”, “at overveje”, “at bedømme”, “at forstå”, “at forudse”, “midler”, “muligheder”, “at have magt”, o.a. Det er konteksten og ordets grammatiske form der viser, hvilken betydning der er tale om.

Sprogligt kan man f.eks. sige at “qadara qadaaratan (han forberedte og planlagde det)”. “Qadara ‘l-amr (han så på sagen, organiserede den og tilmålte den)“.”Allah qadaa wa hakama (Allah forudbestemte og dømte)“.”Qadara ’l-rajul (manden tænkte over sagen og organiserede den)“.”Qadaa, yaqdi, qadaa’an al-shay’, (han fuldkommengjorde en ting og forudbestemte den med stor præcision)”. Og det siges at “qadaa (han dømte)” imellem to uenige personer.

Den shariamæssige betydning af القدر Al-Qadar

Roden قدر qadara forekommer 132 steder i Koranen i 11 forskellige former. Da vi her udelukkende er interesseret i betydninger relateret til Allahs forudbestemmelser og fastlæggelser, gives her nogle eksempler på sådanne vers.

Allah (swt) siger:

Og Jonas, da han drog bort i vrede, og tænkte, at Vi ikke ville ramme ham med en naqdira (fastbestemmelse). Da kaldte han inde fra mørket: ‘Der er ingen gud undtaget Dig. Priset være Du og fri for enhver mangel. Jeg hører visselig til dem der har syndet.’” (21:87).

Profeten Jonas (saaws) drog bort i vrede over sit folk selvom han ikke havde fået tilladelse fra Allah (swt) til at forlade sin opgave. Jonas tænkte at Allah (swt) ikke ville ramme ham med en fastbestemmelse, dvs. han mente at Allah ikke ville gøre noget imod ham, men Allah (swt) fastlagde at Jonas skulle tabe lodtrækningen på skibet, således at han blev smidt i vandet, og Allah (swt) fastlagde at en stor hval skulle sluge ham. Inde fra hvalen kalder Jonas bagefter på Allah (swt).

Og Allah (swt) siger:

Sig: Visselig min Herre wayabsutu (skænker overflod) til den Han vil af Sine tjenere, wayaqdiru (og forudbestemmer) for ham. Og hvad som helst I giver ud, vil Han give igen, og Han er den bedste al-raaziqiina (forsørger).” (34:39).

Ved de ikke at Allah yabsutu (skænker overflod) til den Han vil wayaqdiru (og fastbestemmer)? Sandelig, i dette er der beviser for et folk der har iman.” (39:52).

Da åbnede Vi himlens porte med strømmende vand, og Vi kløvede jorden så kilder sprang frem, og vandet mødtes for en sag qudira (der var forudbestemt).” (54:11-12).

Det er Ham der skabte solen som en lyskilde og månen som en lysgiver, waqaddarahu (og som forudbestemte) dens faser, for at I skal kende årenes inddeling og regnskabet med tiden. Allah har ikke skabt dette undtagen i sandhed. Han gør tegnene tydelige for folk, der har viden.” (10:5).

Af en dråbe sæd skabte Han ham, faqaddarahu (så forudbestemte Han).” (80:19).

Personens køn blev forudbestemt, hudfarven, størrelsen, kroppens fysiske udformning, udseende og lyden af personens stemme, personens fysiske styrke og mentale egenskaber, hvilket land personen skal fødes i, familien, forholdene og miljøet som personen skal vokse op i, hvordan personen skal udvikle sig til en bestemt person, hvilke muligheder og midler der skal blive tilgængelig for personens overlevelse, eksistens og funktion, o.m.a. (Tafsir Sayyid Abul ala Maududi).

Og der findes ikke nogen ting undtagen at dets forråd er hos Os, og Vi sender det ikke ned undtagen biqadarin (efter en forudbestemmelse) der er velkendt.” (15:21).

Da din søster kom gående og sagde: ‘Skal jeg vise jer en, der kan tage vare på ham?’ Så lod vi dig vende tilbage til din mor så at hun ville blive tilfreds og ikke være i sorg. Og du dræbte et menneske, men Vi reddede dig fra denne bekymring og testede dig med en prøve. Og du blev nogle år blandt Midians folk. Derefter kom du til qadarin (den forudbestemte tid), O Moses.” (20:40).

Og hvis Allah havde forøget levebrødet for Sine tjenere, så ville de begå oprør på jorden, men Han giver biqadarin (et forudbestemt mål). Han kender og ser Sine tjenere.” (42:27).

Lynet borttager næsten deres syn. Hver gang det lyser for dem, så går de, men når det bliver mørkt om dem, så står de stille. Og hvis Allah havde villet, så havde Han visselig taget deres hørelse og deres syn fra dem. Sandelig, Allah er over alt ting qadirun (den der fastlægger).” (2:20).

Allah ved hvad enhver kvinde bærer, og hvad livmoderen taber, eller lader vokse. Og alle ting indahu bimiqdarin (fastlægges af Ham).” (13:8).

Sig: ‘Han al-qadirun (kan fastlægge) en straf over jer fra ovenover, eller fra under jeres fødder, eller forvirre jer så I bliver til sekter og så lade jer smage hinandens vold.’ Se, hvorledes Vi gør tegnene tydelige, for at de må forstå.” (6:65).

Hvis Allah havde ønsket det, kunne Han have givet dem magt over jer, og så ville de have bekæmpet jer.” (4:90).

Allah bringer Sine bestemmelser til udførelse. Allah har visselig for alle ting skabt qadran (en forudbestemmelse).” (65:3).

Ingen katastrofe rammer på jorden eller hos jer selv undtagen at det er nedskrevet før Vi bringer det til udførelse. Visselig er dette let for Allah. Dette sker så I ikke skal sørge over det som I ikke kunne opnå, og så I ikke skal prale over det som Han har givet jer. Allah elsker viselig ikke enhver selvbedragerisk pralende.” (57:22-23).

Ahadith om Al-Qadar

Hvad angår de ahadith der omtaler Al-Qadar, og som er klassificerede som hasan og sahih, så er de fleste af dem ahad beretninger, og disse ahadith er beretninger der ikke er uden risiko for fejl og misforståelser, hvorfor ingen af de gamle retslærde betragtede dem som en del af iman (sikker overbevisning), og disse ahadith kan derfor ikke udgøre grundlaget for vores aqidah (livsanskuelse).

De omtalte ahadith skal imidlertid ikke forkastes, men de skal accepteres som ahadith med mulighed for misforståelser og fejl.

For at sikre at disse ahadith forstås så korrekt som muligt skal de altid betragtes i lyset af det som Koranen lærer os. Dette bliver desværre glemt i mange af de engelske oversættelser af hadith bøgerne. Resultatet er at man kan finde ahadith om Al-Qadar, der i deres natur handler om Allahs Viden om fremtiden, blive oversat som værende omhandlende Allahs forudbestemmelser. På engelsk kommer disse ahadith til at lyde som om Allah har forudbestemt om mennesker skal i Helvede eller Paradis hvilket er i direkte modstrid til Koranens kerne.

Som eksempel kan nævnes hadithen i Sahih al-Bukhari bog nummer 8, afsnit 77, hadith nummer 602 berettet fra Ali (raa) der oversættes til engelsk sådan her:

While we were sitting with the Prophet, who had a stick with which he was scraping the earth, he lowered his head and said, ‘There is none of you but has his place assigned either in the Fire or in Paradise.’ Thereupon a man from the people said, ‘Shall we not depend upon this, O Allahs Apostle?’ The Prophet said, ’No, but carry on and do your deeds, for everybody finds it easy to do such deeds (as will lead him to his place).’”

Denne hadith taler imidlertid ikke om Allahs Al-Qadar i form af forudbestemmelse, og ordet qadar indgår slet ikke i beretningen.

Hadithen bør oversættes sådan her:

Vi sad med Profeten, der havde en pind, som han skrappede i jorden med, han sænkede sit hoved og sagde: ‘Der findes ikke en eneste af jer undtagen at han har sin destination nedskrevet.’ Som en reaktion på dette spurgte en mand fra folket: ‘Er vi bundet til dette O Allahs Sendebud?’ Profeten svarede: ’Nej, og fortsæt med at gøre jeres gerninger for enhver af jer vil finde at det er let at gøre sådanne gerninger.’”

Hele pointen med denne hadith er at manden der stiller spørgsmålet til Profeten (saaws), netop ønsker at få afklaret hvorvidt mennesket er tvunget til sin destination, altså om dette handler om Allahs (swt) fastbestemmelse eller om det handler om Allahs (swt) Viden. Profeten (saaws) forklarer ved at svare at vi ikke er bundet til dette, dvs. der er ikke tale om Allahs (swt) forudbestemmelse her, men derimod Allahs (swt) Viden.

På trods af dette oversættes disse ahadith forkert i de engelske bøger, og det er vigtigt altid at få kontrolleret indholdet på arabisk og at tjekke betydningen af ordene der bliver brugt i ahadith. Det kan selvfølgelig være lidt svært, men pointen er at man ikke tager disse oversættelser for gode vare uden verificering.

القدر Al-Qadar i en nøddeskal

Det er ikke kun på engelsk at nogle af disse ahadith giver problemer. Selv på arabisk bliver de desværre misforstået.

En af de største årsager til at det islamiske koncept om Al-Qadar er blevet så misforstået skyldes, at det er blevet blandet ind i diskussionen om “Al-Qadaa wa al-Qadar”, altså den filosofiske diskussion om hvorvidt mennesket har fri vilje eller ej.

Al-Qadar, der handler om de ting som Allahs (swt) forudbestemmelser og Hans viden, har absolut ingen relation til diskussionen om hvorvidt mennesket har fri vilje, og spørgsmålet om menneskets frie vilje er ikke en diskussion hvor svaret skal findes i Islam.

Menneskets frie vilje kan sanses direkte i realiteten!

Og når vi beskæftiger os med realiteten, så skal vi finde vores svar i realiteten. Det er også derfor Allah (swt) henleder vores opmærksomhed til realiteten, når Han omtaler de ting som Han har skabt, og som vi kan sanse. Allah (swt) siger:

Ser de ikke fuglene over dem der spreder deres vinger ud og folder dem sammen? Ingen anden holder dem oppe end den Barmhjertige. Sandelig, Han ser alle ting.” (67:19). Og: “Har de ikke set på himlen over dem hvorledes Vi har bygget den og udsmykket den, så der ikke er nogen fejl i den?” (50:6).

Som mennesker kan vi direkte sanse at vi har fri vilje. Vi kan bevæge vores kroppe hvis vi vil, og vi kan lade være når vi vil, og der er ingen der tvinger os. Vores handlefrihed er begrænset af vores fysiske rammer, herunder naturlovene og begivenheder der rammer os, som vi ikke har kontrol over. Dette er den frie vilje i en nøddeskal.

Problemet med den filosofiske diskussion var, at mennesker med forudfattede holdninger til emnet begyndte at lede efter svar på deres spørgsmål i Koranen og hadith, og når man gør det, så vil man unægtelig misforstå mange koncepter.

Koranen indeholder mange flertydige vers, hvis korrekte forståelse opnås igennem at studere konteksten af versene samt andre vers der taler om samme emne. Hvis man tilnærmer sig et flertydigt vers med en forudfattet mening om hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, så er det meget sandsynligt at man vil fortolke flertydigheden i lyset af dette forudfattede syn. Og det var præcis det der skete, og som stadigvæk sker den dag i dag.

F.eks. bruges denne del af et Koranvers af nogle mennesker til at påstå at mennesket ikke har nogen fri vilje:

Når Allah har skabt jer, og det I laver.” (37:96).

Hvis man læser dette vers ud af sammenhæng og med en forudfattet holdning om at mennesket ikke har fri vilje, så vil verset synes at bekræfte dette syn, og det er et af de Koranvers der oftest bruges til at argumentere for, at mennesket ikke har fri vilje.

Hvis vi derimod ser på verset i en objektiv kontekst så ser indholdet anderledes ud. Verset handler om Profeten Abraham (saaws) da han ødelagde folkets afguder.

Så vendte han sig mod deres afguder og sagde: ‘Spiser I ikke? Hvad er der i vejen med jer siden I ikke taler?’ Så vendte han sig imod dem og slog dem i stykker med slag fra sin højre hånd. Så kom folket hastigt til ham. Han sagde til dem: ‘Tilbeder I det som I selv har skåret ud, når Allah har skabt jer, og det tamaluuna (I bygger)?’” (37:91-96).

Der er således ikke tale om at Allah (swt) har skabt menneskets handlinger, men derimod at Allah (swt) har skabt mennesket, og de ting som vi producerer, dvs. materialerne.

På trods af ovenstående finder man islamiske bøger der siger, at menneskets handlinger er skabte. Andre siger at menneskets handlinger er skabte, men ikke i den forstand at de er påtvunget, derimod i den forstand, at når mennesket ønsker at foretage en handling, så skaber Allah (swt) handlingen i øjeblikket viljen indtræffer.

Det første argument modstrider realiteten tydeligt fordi vi kan sanse, at vi har fri vilje, og at ingen tvinger os.

Hvad angår det andet argument, så kan vi ikke sanse nogen skabelse i ordets bogstaveligste forstand. Det vi kan sanse er energi. Den samme energi der findes i alle levende væsner, og som sågar findes i himmellegemerne, i stjernerne, planeterne, og mange andre ting. Vi kan ikke sanse at noget bliver skabt, det vi kan sanse er energi, at der finder bevægelse sted. Uanset om vi vælger at kalde denne energi for skabelse, eller om vi blot kalder den energi, så er det energien vi kan sanse i realiteten.

Når det specifikt handler om menneskets handlinger, så er denne energi resultatet af en kemisk proces, den proces der finder sted når vi indtager føde, og vores kroppe deraf frembringer energi. Det er Allah (swt) der har skabt og fastlagt, hvordan de kemiske processer virker, men det er stadig forkert at sige at Allah (swt) påtvinger mennesket handlinger, og det er også helt forkert at sige at der finder skabelse sted.

Når Allah (swt) i Koranen taler om skabelse, så taler Han (swt) altid ene og alene om at skabe noget ud af intet. En sådan skabelse finder ikke sted når mennesket foretager en handling, og der således ikke er tale om skabelse i ordets bogstaveligste betydning.

Hvad angår de der mener, at menneskets handlinger er påtvunget, så kan det være at der findes eller fandtes nogle få mennesker, der reelt har misforstået disse ting, men generelt kan man ikke påstå dette uden at have til hensigt at synde for derefter at tillægge Allah (swt) ansvaret, wa audhubillah! Det var netop dette nogle af afgudsdyrkerne gjorde. Allah (swt) siger: “Og de sagde: ‘Hvis den Nådige havde villet det, så ville vi ikke have tilbedt dem.’ De har ingen viden om det. De gør ikke andet end at lyve. Har vi givet dem en bog før denne, så de holder fast i den?” (43:20-21).

Allah (swt) afviser det de siger som rent løgn og klargør, at hvis det skulle være sådan, at Han havde tvunget dem til at tilbede afguder, på hvilket grundlag kommer de så frem til den konklusion? Altså sagt med andre ord: “Hvilken bog er det I har fået fra Allah, der fortæller jer, at det I siger, er korrekt?”

De mange misforståelser omkring Al-Qadar er altså resultatet af at sammenblande diskussionen om menneskets frie vilje, benævnt som “Al-Qadaa wa al-Qadar”, ind i emnet om Allahs fastlæggelser og forudbestemmelser.

Konceptet Al-Qadar lærer os at der imellem årsag og resultatet findes en usanselig eksistens, og denne usanselige eksistens er Allahs (swt) forudbestemmelser og fastlæggelser.

Nogle fastlæggelser er ens og uforanderlige, hvilket betyder, at når årsagen eksisterer, så finder det samme resultatet altid sted. Dette gælder for de mekaniske naturlove, og de ophæves kun i forbindelse med at Allah (swt) sender profeter med mirakler. Når der ikke er tale om mirakler, så fungerer naturlovene altid på samme måde, og Allah (swt) gør ingen undtagelse her. Hvis Han (swt) fra tid til anden ophævede naturlovene uden nogen tilsyneladende grund, så ville vi ikke kunne eksistere på jorden.

Forberedelse, dygtighed, materialer og midler spiller altid en stor rolle for resultaterne indenfor de de mekaniske naturlove, og Allah (swt) befaler os at tage vores yderste forholdsregler overfor de mekaniske naturlove og altid være på vagt.

Der findes de mennesker der ingen overbevisning har, og som udelukkende stoler på resultatet af deres handlinger. Og der findes de mennesker der har overbevisning, men som ingen handlinger udfører. Hvis vi betragter Profeten (saaws), og han er den hvis eksempel der skal følges af enhver muslim, så ser vi at han (saaws) handlede, som om overbevisning ikke havde nogen rolle, samtidig med at han havde overbevisning som om handlinger var overflødige. Profeten (saaws) forenede begge dele, så intet blev forsømt. Med andre ord kan man sige at han (saaws) gik til ekstremerne i begge områder på samme tid.

Det eksempel med Profeten (saaws) der bedst illustrerer dette er, da han (saaws) sammen med Abu Bakr (raa) tog flugten fra Mekka til Medina. På vejen tog han (saaws) alle forholdsregler for at undgå at blive fanget, til den grad at han tog en kæmpe omvej. Dette til trods for at han (saaws) fuldt ud havde forstået, at det ene og alene er Allah (swt), der giver liv, og bringer død. Alligevel tog han disse forholdsregler. Senere søger han (saaws) tilflugt i den kendte hule, og bliver der sammen med Abu Bakr i tre dage. Da han (saaws) og Abu Bakr (raa) gemmer sig i hulen, alt imens forfølgerne står lige udenfor, ser man hvordan Profeten (saaws) havde overbevisning, som om at handlinger er ligegyldige. Således beroliger han (saaws) Abu Bakr (raa), da Abu Bakr siger: “Hvis de så ned på deres egne fødder, ville de få øje på os!”, Profeten (saaws) svarede: “Hvad mener du om de to hvor Allah er tilstede som den tredje?” (Bukhari 5-57: 5).

Og Allah (swt) roser Profeten (saaws) da Han senere åbenbarer følgende vers: “Hvis I ikke hjælper (Profeten), da er det uden betydning for Allah hjalp ham sandelig da benægterne havde drevet ham ud, dengang hvor han kun havde én følgesvend. De to var i hulen og han sagde til sin følgesvend: ‘Frygt ikke for Allah er med os!’, da nedsendte Allah Sin fred over ham og styrkede ham med sådanne hære I ikke kunne se, og Han ydmygede til dybder benægternes ord. Men Allahs ord er ophøjet til det højeste for Allah er Almægtig, Alviis.” (9:40).

Imam Jilani (rha) beskriver Allahs påvirkninger på mennesker i forskellige situationer således:

Hvis det er et spørgsmål om gæld, så vil Han påvirke kreditorens hjerte så han vender sig fra at presse hårdt, for at få gælden betalt, til at han bliver mild mod dig, så du får udskydelse indtil en tid, hvor det bliver let for dig at betale gælden. Eller Han vil påvirke ham med et humør der gør, at han helt eftergiver gælden eller reducerer den. (Futuh al-Ghaib).

En meget kendt beretning illustrerer den rette forståelse af konceptet omkring Al-Qadar på den bedste måde, nemlig at det er Allah (swt) der altid bestemmer resultatet. Beretningen findes både i Sahih al-Bukhari og i Sahih Muslim.

Det berettes fra Ibn Abbas (raa) at Umar bin al-Khattab (raa) på et tidspunkt tog på en ekspedition til Syrien. Da de nåede et område kaldet Sargh mødte Abu Ubaidah (raa) og et par andre ledere en karavane der fortalte dem, at der var udbrudt en epidemi i Syrien. Ibn Abbas (raa) fortæller at Umar (raa) beordrede ham til at samle Al-Muhajirun og Al-Ansar sådan at han kunne søge råd hos dem angående situationen. De var imidlertid uenige om hvad de skulle gøre. Nogle af dem mente at de var rejst af en grund, og at de skulle fortsætte mod deres mål, men andre mente at de havde efterladt mange mennesker derhjemme, inklusiv flere af Profetens Sahabah, og at der derfor ikke var nogen grund til at fortsætte rejsen. Umar (raa) spurgte efterfølgende andre til råds og besluttede til sidst at de skulle tage tilbage, uden at drage ind i Syrien.

Da Abu Ubaidah hørte Umars beslutning sagde han til Umar: “Flygter du fra Allahs fastbestemmelse?” Umar (raa) sagde til Abu Ubaidah (raa) at han ville ønske en anden person end han var kommet med den bemærkning, så sagde Umar: “Ja! Vi flygter fra Allahs fastbestemmelse til en anden fastbestemmelse af Allah.” Derefter sagde Umar: “Hør her! Hvis du har en kamel, og du tager den med dig til en dal, hvor der er et stykke frodigt og grønt jord ved siden af et andet stykke jord, der er tørt og dødt, ville det så ikke være sådan, at hvis du lader kamelen græsse på det grønne stykke jord, at så sker det med Allahs fastbestemmelse, og hvis du lader kamelen græsse på det tørre stykke jord, så sker det også med Allahs fastbestemmelse?” Imellemtiden kom Abdur Rahman bin Auf (raa), han havde været væk fra ekspeditionen, og han sagde: “Jeg har viden vedrørende dette emne. Jeg har hørt fra Allahs Profet (saaws) at han sagde: ‘Når I hører at der eksisterer en pest eller en epidemi i et givent land, så lad være med at rejse til det land! Og hvis den bryder ud i landet hvor I befinder jer, så lad være med at flygte fra landet.’

Umar bin al-Khattabs (raa) forståelse af Al-Qadar konceptet var knivskarpt og meget simpelt, nemlig den, at mennesket selv bestemmer hvor han vil lade kamelen græsse, men det er Allah der bestemmer resultatet!

I en beretning fortælles det hvordan Profeten (saaws) tog sine forholdsregler, da han gik forbi en bygning, der var tæt på at styrte sammen. Nogle af hans (saaws) Sahaba (raa) sagde: “Løber du fra Allahs fastbestemmelse?” Til hvilket han (saaws) svarede: “Det at jeg løber fra fastbestemmelsen, er en del af fastbestemmelsen.” (Ahmad).

Det berettes fra Abu Khujama fra hans fader at han sagde: “En dag spurgte jeg Allahs Sendebud (saaws): ‘O Allahs Sendebud, kan de bønner som vi beder, og den medicin som vi bruger til behandling, eller de forskellige måder som vi forsøger at beskytte os selv med i virkeligheden forhindre al-qadar?’ Profeten svarede: ‘Alle disse handlinger er også indeholdt i al-qadar.’” (Ahmad, Tirmidhi og Ibn Majah).

I en anden beretning sagde Profeten (saaws): “O Allahs tjenere, tag medicin eftersom Allah både har skabt sygdommen og dets kur.” Han (saaws) blev efterfølgende spurgt: “Kan medicinen annullere Allahs fastbestemmelse?” Han (saaws) svarede: “Det er også Allahs fastbestemmelse.

Allahs fastbestemmelser og forudbestemmelser bestemmer udfaldet på alt hvad vi gør, uanset hvad vi gør. Indenfor nogle områder er Allahs fastlæggelser altid de samme, som med de mekaniske naturlove, mens de indenfor andre områder ofte er de samme, men ikke altid, og igen inden for helt andre områder synes udfaldet at variere fra situation til situation og fra person til person.

Når to personer, der har den samme sygdom, tager medicin, og den ene person bliver rask, mens den anden person dør, så er det Allah (swt) der bestemmer dette udfald.

Allah (swt) siger: “Ingen katastrofe indtræffer uden Allahs tilladelse, og hvad angår den, som har iman på Allah, så vejleder Han hans hjerte, og Allah ved alle ting.” (64:11).

Alqama (rha) sagde i sin tafsir til verset:

Dette omhandler ulykke som rammer tjeneren, han ved den kommer fra Allah, og han accepterer den derfor, og føler sig tilfreds med det.

Abdul Wahid bin Zaid sagde:

At være tilfreds er den bedste dør til Allah, haven i dette liv, og et sted at finde hvile for tilbederne.

Allah (swt) er en aktiv del af dit liv

Menneskets frie vilje, handlekraft, og evner er altid underlagt Allahs (swt) Vilje og Forudbestemmelser, og ingen begivenhed i hele universet kan indtræffe undtagen efter at Allah har tilladt det. Allah (swt) siger: “Men I vil ikke kunne vælge noget, medmindre Allah, Herskeren over alle verdener, vil det.” (81:29).

Og Allah (swt) siger: “Allah er alle tings Skaber, og Han er Wakil (Herskeren, Vogteren, Værgen) over alt. Hans er himlenes og jordens nøgler, men de der forkaster Allahs beviser, er taberne.” (39:32-63).

Og Allah (swt) siger: “Sig: ‘Jeg har ikke magt over skade eller gavn for mig selv, undtagen hvad Allah vil.’” (10:49).

Og Allah (swt) siger: “Der indtræffer ikke nogen katastrofe på jorden eller i blandt jer selv, undtagen at det er optegnet i en tydelig bog, før Vi frembringer den. Sandelig, dette er let for Allah.” (57:22).

Og Allah (swt) siger: “Og der var i byen ni mænd, som handlede ondt i landet, og de ville ikke ændre sig. De sagde: ‘Tilsværg hinanden ved Allah, at vi visselig vil angribe ham (Profeten Salih) og hans familie ved nattetid, og at vi så derefter vil sige til hans nære slægtninge: Vi var ikke vidner til hans families undergang, og vi taler visselig sandt.’ Og de lagde en plan, men Vi lagde også en plan, uden at de vidste det. Se da, hvorledes enden blev på deres plan. Vi tilintetgjorde dem og hele deres nation tilhobe.” (27:48-51).

Og Allah (swt) siger: “Føler de, som har lagt listige planer sig i sikkerhed for, at Allah ikke vil lade dem synke i jorden, eller at straffen indhenter dem fra sider, som deres bevisthed ikke kan begribe? Eller at Han ikke vil tage fat i dem, mens de er optaget? De kan ikke stå i vejen for Allahs vilje. Eller at Han ikke vil straffe dem lidt efter lidt? Sandelig, jeres Herre er Overbærende, Barmhjertig.” (16:45-47).

Og Allah (swt) siger: “Hvis noget godt rammer dig, så bedrøver det dem, og hvis noget dårligt rammer dig, så vender de sig om, og siger: ‘Det var godt at vi tog vores forholdsregler.’ Sig: ‘Intet rammer os, undtagen hvad Allah har nedskrevet imod os. Allah er vor beskytter, og dem der har iman skal stole på Allah alene.’” (9:50-51).

I sin Tafsir skriver Sayyd Abul Ala Maududi:

I modsætning til en mand af verdenen, så udfører en mand af Gud alle sine handlinger for at opnå Hans tilfreds, og han stoler på Ham og ikke på sin egen magt eller på materielle ressourcer. Derfor er han aldrig pralende over den succes han har for Allahs skyld, ej heller bliver han pessimistisk ved fiasko, for han er overbevist om at disse ting er Guds vilje, uanset resultatet. Han bliver derfor ikke modløs når der sker katastrofer, og han bliver ikke fyldt med indbildskhed ved succes. Dette er fordi han er overbevist om at både medgang og modgang kommer fra Allah, og disse ting er udelukkende prøvelser fra Ham. Den eneste bekymring for ham består i at gøre sit bedste og i at bestå Hans prøver med succes.

Da han ikke er afhængig af materielle ressourcer, bliver han hverken bedrøvet hvis de er ugunstige, og han føler sig heller ikke jublende når de er gunstige. Hele hans tillid er til Gud, som er indehaver af alle ressourcer, derfor han går han efter at gøre sin pligt, selv under de mest ugunstige forhold med samme mod og udholdenhed, som de verdslige folk gør under gunstige forhold alene. Det var derfor Allah bad Profeten (saaws) sige til hyklerne: “Der er en grundlæggende forskel imellem jer og os hvad angår afviklingen af anliggender. Vi mener, at både godt og dårligt er fra Allah, derfor gør de tilsyneladende resultater os ikke glade eller triste. Derudover er vi afhængige af Allah i vores anliggender, mens I er afhængige af materielle ressourcer, så vi er tilfredse og glade under alle omstændigheder.”

Da modstanden imod det islamiske parti Hizb ut-Tahrir i 2012 blev intensiveret i Pakistan, og folk blev kidnappet og mishandlet, så skrev partiet følgende til Pakistans regering:

Hvad angår hvorvidt vi skulle blive bange for jeres brutale magt imod vores delegation, så er vi fuldt overbeviste om at intet dårligt kan ramme os udover hvad Allah (swt) har forudbestemt. Han siger: ‘Sig: ’Intet rammer os, undtagen hvad Allah har nedskrevet imod os. Allah er vores beskytter, og dem der har iman skal stole på Allah alene’.

Sayyid Qutb skriver følgende i sin tafsir til Koranverset brugt i ovenstående:

Gud har lovet muslimerne sejr i sidste ende. Derfor, uanset hvor vanskelig situationen er, hvor meget de lider, og hvor hård deres test synes at være, så bliver de forberedt til deres lovede sejr. De der har iman vil helt sikkert få deres sejr efter de har bestået deres prøve. Det kommer ved den hjælp som Gud har ordineret, så den behandles som en værdifuld og ikke en billig sejr. Således vil muslimerne forsvare deres æresposition, og være parate til at ofre for det. Det er Gud der giver hjælp og støtte og sejr: ‘Til Allah alene bør de der har iman sætte deres lid.

Det berettes i en hadith fra Abdullah bin Abbas (raa) at han sagde: “En dag jeg red bag profeten (saaws), sagde han til mig: O unge dreng, jeg vil lære dig nogle ord. Ihukom at Allah vogter over dig, og Han vil beskytte dig. Ihukom at Allah vogter, og du vil finde Ham med dig. Hvis du beder om noget, så bed fra Allah, og hvis du søger hjælp, så søg den fra Allah. Vid at hvis hele menneskeheden og Jinn skulle samarbejde for at gavne dig, så kan de ikke gavne dig med undtagelse af hvad Allah har nedskrevet til fordel dig. Hvis de samarbejder for at skade dig, så kan de ikke skade dig med undtagelse af hvad Allah har nedskrevet imod dig. Pennen er blevet løftet, og blækket er blevet tørt.” (Tirmidhi og Ahmad). Næsten samme hadith berettes også fra Anas (raa) via Tirmidhi.

Ibn al-Qayyim (rha) siger:

I denne fysiske verden er der ingen kraft der kan påvirke uafhængigt, og ikke kun det, der ikke er nogen kraft som har indflydelse af sig selv, medmindre en anden kraft er forbundet til denne, og alt det der begrænser dens virkning også er væk. Vi skal ikke forvente at nogen eller noget kan gavne os, og vi skal heller ikke frygte nogen eller noget, undtagen Allah. Sandelig, at være afhængig af andre eller at frygte dem er værdiløst. Hvis det antages, at der er en selvstændig kraft, der kan påvirke alene, så er der stadig en anden kraft fra noget andet end det. Den har ingen evne til at gøre noget af sig selv, for der er ingen magt eller styrke undtagen hos Allah. Han er den eneste der har hele magten og styrken, og hvad mennesker håber og frygter af magt og styrke som han ser i andre mennesker, er i virkeligheden ejet og kontrolleret af Allah alene. Så hvorfor skulle vi håbe eller frygte det der hverken besidder magt eller styrke for sig selv? (Al-Fawaid)

Ibn al-Qayyim (rha) skriver også:

At flygte fra Allah til Allah. Dette betyder at man anerkender, at hvad man end hader eller frygter eller forsøger at undgå, kun sker via Allahs vilje og tilladelse. Sandelig hvad end Allah (swt) ønsker, det sker, uden tvivl, og dets eksistens bliver obligatorisk igennem Allahs vilje, og det som Allah ikke ønsker skal ske, vil aldrig ske, og det er umuligt for det at eksistere. Dette betyder at når man flygter til Allah, så flygter man i virkeligheden til Allah fra en ting der skete igennem Hans vilje og fastbestemmelse. Med andre ord, man flygter fra Allah til Allah. Den som forstår dette rigtigt, forstår Profetens (saaws) ord: ‘Jeg søger tilflugt fra Dig i Dig’, og hans (saaws) ord: ‘Der er ingen beskyttelse eller tilflugt fra Dig, undtagen hos Dig.’ (Ar-risalat ut-Tabukiyyah).

Det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Ingen kvinde skal bede sin søster om skilsmisse fra (hendes mand) for derefter at tage hendes plads, men hun bør gifte sig med manden (uden at presse ham til skilsmisse fra den første kone), for hun vil ikke få andet end hvad Allah har nedskrevet til hende.” (Bukhari).

Det berettes også at Profeten (saaws) sagde: “Vid at det du ikke kunne opnå, det var ikke meningen at du skulle have det, og at det der har ramt dig, det var ikke meningen at du skulle undgå det.” (Tirmidhi).

Det berettes at Ibn Masud (raa) sagde:

En person kan ønske at opnå en eller anden handel, eller en position med magt, indtil det bliver gjort opnåeligt for ham. Så ser Allah på ham og siger til englen: “Afled det væk fra ham for hvis han opnår det, så vil det medføre at han kommer i Helvede.” Så Allah leder det væk fra ham, men han bliver ved med at sige: “En anden person kom mig i forkøbet”, “Personen ydmygede mig”, men det er ikke andet end en barmhjertighed fra Allah, Priset og Ophøjet være Han!

InshAllah (Om Allah vil)

Allah (swt) siger: “Og sig aldrig om noget: ‘Jeg vil gøre det i morgen’, undtagen at du tilføjer, ‘inshAllah’ (om Allah vil). Hvis du glemmer det, så tænk på Din Herre og sig: ‘Jeg beder at Min Herre vil retlede mig nærmere til det der er rigtigt.’” (18:23-24).

Sayyid Qutb skriver følgende i sin tafsir:

Enhver handling et menneske foretager eller udelader at foretage, ja selv enhver vejrtrækning, er underlagt Allahs vilje.

Således må et menneske aldrig sige at han med sikkerhed vil gøre et eller andet i morgen medmindre han sætter sin hensigt sammen med Allahs vilje. Dette skyldes at “i morgen” hører til den verden der ligger udenfor menneskets opfattelse. Det kendes kun af Allah. Derfor må vi ikke påstå noget om i morgen.

Det betyder ikke at menneskets skal være fatalistisk, og at man ikke tænker på i morgen eller ikke planlægger for den. Han skal ikke leve i nuet helt afskåret fra fortiden eller fremtiden. Nej, det er ikke det der menes her. Derimod betyder det at mennesket skal gøre plads til det, som Allah måske vil gøre ved hans dag. Mennesket må forvente at gøre hvad han vil, altid søgende Allahs hjælp, med en følelse af at Hans vilje kontrollerer alting. Det kan meget vel være at Allah bestemmer noget helt andet end det han forventer. Hvis Allah skulle ønske at lade ham opnå det han vil, så er alt godt, men hvis Allahs Vilje bevæger sig i en anden retning, så skal han ikke blive ked af det eller fortvivlet. Alle ting tilhører Allah i sidste ende.

Allah (swt) siger: “Du ved det ikke, men Allah kan meget vel forårsage at noget nyt sker.” (65:1).

Hvad dette betyder i praksis er at enhver person skal tænke og planlægge som de ønsker, men de skal altid huske at gøre sig afhængige af Allahs hjælp og retledning.

Det er sådan Islam får sine tilhængere til at tænke. Således føler en muslim sig ikke alene når han planlægger eller tænker på fremtiden. Ej heller bliver han indbildsk eller arrogant når han opnår succes, og han bliver ikke ramt af depression og fortvivlelse når han fejler. I alle situationer husker han Allah, føler et stærkere behov for at stole på Ham, udtrykker taknemmelighed for succes, tilbagetrukket overfor hvad end Allahs Vilje fastlægger.

Shaikh Taqiudin an-Nabhani (rha) skriver følgende i sin bog Shaksiyah al-Islamiyyah:

Mennesket har ikke noget valg når det kommer til de ting, der rammer mennesket inden for den sfære der domminerer mennesket. Denne kan opdeles i to. De ting der sker på grund af naturlovene i universet, og de ting der sker, men som ikke direkte har relation til naturlove.

Hvad angår de ting der følger naturlovene, så underkaster mennesket sig, og mennesket er tvunget til at handle villigt eller uvilligt, fordi han eksisterer i universet og lever i henhold til et specifikt system der ikke ændrer sig. Derfor sker disse ting uden at mennesket har nogen indflydelse på det, han er tvunget, og har intet valg. Han blev født ind i dette liv uden selvbestemmelse, og han vil forlade dette liv uden selvbestemmelse, og han kan ikke flyve med sin krop uden hjælpemidler, og han kan ikke gå på vandet uden hjælpemidler, ej heller kan han fastlægge sin egen øjenfarve. Og han valgte ikke selv formen på sit hoved eller størrelse på sin krop. Det var Allah (swt) alene der forudbestemte alt dette, uden nogen indflydelse fra mennesket, for Allah (swt) skabte naturlovene i universet, og Han lod dem regulerer universet.

Hvad angår den anden kategori, så handler det om de begivenheder der indtræffer og som er ud over menneskets kontrol, og som mennesket ikke kan undgå, men de følger ikke som resultat af naturlovene. Disse ting sker for mennesket hvor menneskets selv er årsagen, men det er ikke med vilje (utilsigtet), eller de kan ske uden at mennesket selv har nogen indflydelse på det. For eksempel hvis en person falder ned, og lander på en anden person, så denne bliver dræbt, eller en person skyder efter en fugl, men rammer et menneske og ved en fejl dræber ham, eller at en bil, et tog eller et fly bliver involveret i en uundgåelig katastrofe der leder til passagernes død. Alle disse ting er begivenheder der rammer mennesket enten på grund af ham selv eller udefra, og selvom de ikke er bundet til universets naturlove (dvs. det var ikke disse naturlove der iværksatte dem), så skete det uafhængigt af menneskets magt og vilje, og alt dette lander indenfor den sfære der dominerer mennesket.

Alle sådanne ting klassificeres som værende qadaa fordi kun Allah (swt) alene har fastlagt dem, og fordi mennesket har ingen valgmuligheder når det kommer til disse ting. Man siger at det var forudbestemt at det skulle ske sådan. Mennesket skal være overbevist om denne forudbestemmelse som værende fastlagt af Allah (swt).

Vi tager vores forholdsregler

Vi kan ikke beskytte os selv imod det som Allah (swt) har forudbestemt, det er klart. Det Allah (swt) forudbestemmer og fastlægger vil altid indtræffe - uden undtagelse!

Det vi tager vores forholdsregler imod, er de mekaniske naturlove og de ting som Allah (swt) tillader at vi har indflydelse på.

F.eks. er det en naturlov at hvis en person kan se, dvs. hans syn er normalt, og der er dagslys, og du ønsker at gemme dig for ham, så går du ikke ud foran ham, men du tager dine forholdsregler, og du gemmer dig så han ikke skal se dig. Resultatet, dvs. hvor vidt han får øje på dig eller ej, det bestemmer Allah (swt). Ligesom i tilfældet med Profeten (saaws) hvor det var tydeligt, at afgudsdyrkerne blot skulle have kigget ned, så havde de fået øje på Profeten (saaws) og Abu Bakr (raa), men Allah (swt) forhindrede dem i at blive opdaget.

Det vil være umuligt for dig at gemme dig, hvis der overhovedet ikke er nogen gemmesteder. I sådan et tilfælde kan du ikke tage dine forholdsregler, og du må sætte din lid til at Allah (swt) bringer en udvej, og det er muligt at Allah (swt) lader en begivenhed indtræffe, så personens opmærksomhed bliver afledt fra dig, så han alligevel ikke opdager dig, på trods af at du mere eller mindre står lige foran ham. Dette kunne f.eks. ske ved at Allah (swt) lader ham falde, eller lader ham blive syg, eller lader ham blive ramt af noget andet, eller lader ham blive skræmt og føle frygt, eller lader hans opmærksomhed flytte sig fordi en anden person kalder på ham, eller lader hans opmærksomhed blive flyttet fordi en anden person forstyrrer ham, osv.

Det sharia kræver af dig er at du tager dine forholdsregler imod de mekaniske naturlove og de ting Allah (swt) lader dig have indflydelse på, så meget som du kan. Og det aqidah kræver af dig er at du stoler på Allah (swt) med en fuld overbevisning om, at det er Ham (swt) alene der bestemmer resultatet af alt hvad der sker.

Derfor gør vi vores yderste for at opnå det vi ønsker, og for at forhindre det vi ikke bryder os om, samtidig med at vi sætter vores fulde lid til at Allah (swt) hjælper os, hvis vi har iman og at-taqwa.

Håb i Allah kontra håb i midlerne

Hvis man befinder sig i en svær situation, kan man forledes til at finde håb i andre mennesker og i den hjælp som de kan bidrage med. Det er imidlertid forkert at vi lægger vores håb i mennesker, midler og omstændigheder, for disse er udelukkende værktøjer i Allahs hænder.

Samtidig er det vigtigt at vi skelner imellem håb og glæde. For mens vi udelukkende må lægge håb i Allah (swt), så må vi samtidig godt glædes over den hjælp som Han (swt) skænker os igennem mennesker, midler og omstændigheder.

Vi kan bruge et eksempel fra gamle dage til bedre at kunne forstå situationen. En mand sidder i fængsel, og søger kongen om benådning. Kongen sender sin budbringer med en ordre til fængselslederen om at slippe manden fri. Fængselslederen giver ordren videre til sin fangevogter. Det ville være idioti hvis manden i fængslet havde håb i fangevogteren, selvom han er den der slipper ham ud. Håbet ville være placeret forkert idet magten til at benåde og befri manden lå hos kongen. Men det ville være i orden at møde fangevogteren med glæde når han åbner cellen, og det ville også være i orden at udtrykke denne glæde når han åbner døren til cellen.

På denne måde forstår vi bedre Koranverset i surah Al-Fatiha, “Dig alene anråber vi om hjælp.

Det berettes også at Profeten (saaws) sagde: “Den der ikke takker mennesker, takker ikke Allah.” (Tirmidhi).

Der findes mange beretninger hvor Profeten (saaws) udtrykte glæde og håb, men Han (saaws) udtrykte aldrig håb i nogen anden end Allah (swt). Som et godt eksempel kan nævnes situationen hvor han beder Allah (swt) styrke Islam med enten Umar bin Al-Khattab (raa) eller Abu Jahl bin Hisham. Efterfølgende blev han (saaws) meget glad da Umar konverterede til Islam, men håbet lå udelukkende i Allah (swt).

Det berettes fra Ibn Umar (raa) at Profeten (saaws) sagde: “O Allah! Styrk Islam med den der er mest elsket af Dig af disse to: Umar bin al-Khattab eller Abu Jahl bin Hisham.” (Tirmidhi). Den samme beretning er også fortalt af At-Tabarani fra Ibn Masud (raa) og Anas (raa).

Det berettes også fra Ibn Abbas (raa) at han sagde: “Da Umar accepterede Islam kom Jibril (Gabriel) ned og sagde: ‘Muhammad, indbyggerne i himlen glæder sig over Umars accept af Islam.” (Ibn Majah og Al-Hakim).

Og det berettes fra Ibn Abbas (raa) at da Umar konverterede til Islam, så åbenbarede Allah (swt) Koranverset: “O Profet! Allah er tilstrækkelig for dig, og for dem der følger dig af al-muminina.” (8:64).

Så Umar (raa) var midlet, og muslimerne og indbyggerne i himlen var glade over Umars konvertering, men Allah (swt) var årsagen til Umars konvertering fordi Allah (swt) sagde: “O Profet! Allah er tilstrækkelig for dig, og for dem der følger dig af al-muminina.” om Umars retledning og Umars hjælp til Islam.

Så Allah (swt) var den der retledte Umar (raa) til Sandheden, og Allah (swt) var den der igennem det helbred som Han (swt) havde skænket Umar, og igennem det mod, den styrke og de midler som Han (swt) havde skænket Umar, styrkede Islam og skænkede Profeten (saaws) sin bøn.

At søge hjælp hos andre end Allah er shirk

Dette emne bliver tit misforstået og hvis du finder emnet beskrevet i nogle af de gamle ulamas bøger, så skal det forstås sådan her:

Allahs område er f.eks. liv og død, rizq (levebrød) og ajal (levetid) osv. Ingen anden end Allah (swt) har indflydelse på disse ting og enhver søgen rettet mod noget andet end Allah, omend det er et menneske, en amulet, en sten, en statue, Koranen, Englene (saaws), Profeterne (saaws), eller andre, er shirk (afgudsdyrkelse).

Menneskers område er de områder hvor Allah (swt) har givet mennesket handlefrihed over midler. Indenfor dette område er det tilladt at bede en anden person om hjælp, og det kan i nogle tilfælde være en pligt. F.eks. er det tilladt at bede en anden person om lån af penge, om beskyttelse, om medicin, osv. Sålænge man tillægger Allah (swt) resultatet er der ikke noget synd i det, og det er tilladt at blive glad og takke en person for hans hjælp, men man tillægger altid udelukkende Allah (swt) resultatet.

Allah (swt) siger: “Men I vil ikke kunne vælge noget, medmindre Allah, Herskeren over alle verdener, vil det.” (81:29).

Vi finder mange eksempler på at Profeten (saaws) søgte støtte og hjælp hos andre mennesker, f.eks. i hans søgen efter støtte til oprettelse af Den Islamiske Stat, men han (saaws) lagde aldrig håb i andet eller andre end Allah (swt).

Hvorfor lader Allah onde ting ske?

Nogle mennesker benægter Guds eksistens fordi de ikke kan acceptere, at hvis Gud findes, hvorfor lader Han (swt) så dårlige ting ske?

Andre mennesker siger at når onde ting sker, så sker det i henhold til Allahs viden, men ikke i henhold til Allahs Vilje og dette begrunder de med, at man ikke kan tilskrive ondskab til Allah (swt).

Det er korrekt at man ikke kan tilskrive ondskab til Allah (swt), men det er forkert at sige at onde ting ikke sker i henhold til Allahs (swt) vilje, alt sker i henhold til Allahs (swt) vilje, og intet kan ske førend Han (swt) har tilladt det.

Allah (swt) siger: “Men I vil ikke kunne vælge noget, medmindre Allah, Herskeren over alle verdener, vil det.” (81:29).

Ligeledes hadithen, som tidligere nævnt, der siger: “Vid at hvis hele menneskeheden og Jinn skulle samarbejde for at gavne dig, så kan de ikke gavne dig med undtagelse af hvad Allah har nedskrevet til fordel dig. Hvis de samarbejder for at skade dig, så kan de ikke skade dig med undtagelse af hvad Allah har nedskrevet imod dig.

Allahs vilje er at mennesket har valgfrihed angående handlinger. Denne valgfrihed eksisterer for at stille mennesket på prøve, men Allahs vilje begrænser også valgfriheden, dels via de mekaniske naturlove og dels via begivenheder der indtræffer som Al-Qadar.

Ondskab tilskrives ikke til Allah (swt). Allah (swt) er Vis, Nådig, Barmhjertig, Retfærdig, Kærlig og Medfølende og har ingen onde attributter. Ondskab tilskrives skabningen og ikke Skaberen!

I nogle tilfælde forklarer Allah (swt) hvorfor Han lader en ond gerning ske. En sådan forklaring finder vi f.eks. i historien med Al-Khidr (saaws) og Moses (saaws), hvor Al-Khidr bl.a. ødelægger en båd og slår en dreng ihjel.

Historien strækker sig fra vers 60 til og med vers 82 i surah Al-Kahf.

Allah (swt) siger: “Så fandt de (Moses og hans følgesvend) en af Vore tjenere, en som Vi havde skænket Vor Barmhjertighed, og som Vi havde skænket viden fra Os Selv. Moses sagde til ham: ‘Må jeg følge dig på betingelse af, at du lærer mig af den retledning, som er blevet skænket dig?’ Al-Khidr svarede: ‘Du kan ikke være tålmodig overfor mit selskab. Og hvordan skal du kunne have tålmodighed med ting, som du ikke forstår fuldt ud?’” (18:65-68).

Så drog de begge (Moses og Al-Khidr) afsted, indtil de gik ombord i en båd, som (Allahs tjener Al-Khidr) borede et hul i. (Moses) sagde: ‘Har du boret hul i den for at drukne dens besætning? Du har visselig gjort en tåbelig ting!’ (Al-Khidr) sagde: ‘Sagde jeg ikke at du ikke kunne holde ud sammen med mig i tålmodighed?’ (Moses) svarede: ‘Vær ikke vred på mig fordi jeg forglemte mig, og overvæld mig ikke med bebrejdelser så du dermed bringer mig vanskeligheder i denne min sag.’ Så drog de videre, indtil de mødte en dreng, som (tjeneren Al-Khidr) dræbte. (Moses) sagde: ‘Har du dræbt en uskyldig person uden (han har dræbt) nogen anden person? Du har visselig gjort noget afskyeligt!’ (Al-Khidr) svarede: ‘Sagde jeg ikke at du ikke kunne holde ud sammen med mig i tålmodighed?’ (Moses) sagde: ‘Hvis jeg spørger dig om noget herefter, så skal du ikke (længere) tåle mit selskab. Du har visselig fået den sidste undskyldning fra mig!’ Så drog de videre indtil de kom til indbyggerne i en by, de bad dem om føde, men de afslog at beværte dem. De fandt en mur i byen der var lige ved at bryde sammen, tjeneren (Al-Khidr) satte den i stand. (Moses) sagde: ‘Om du havde villet, kunne du visselig have taget en belønning for det!’” (18:71-77).

(Al-Khidr) sagde: ’Dette (betyder) vores afsked med hinanden. Jeg vil nu fortælle dig meningen med det, du ikke formåede at bære med tålmodighed. Hvad båden angik, så tilhørte den nogle fattige som arbejdede på havet, og jeg ønskede at beskadige den fordi der var en konge efter dem, som tog enhver båd med magt. Og hvad angår drengen, så var hans forældre overbeviste (om Gud), og vi frygtede at han skulle overvælde dem med overtrædelser og benægtelse. Og vi ønskede at deres Herre skulle give dem (et barn), som var bedre end ham i renhed og nærmere i barmhjertighed. Og hvad muren angik, så tilhørte den to forældreløse drenge i byen, og under den var en skat som tilhørte dem begge. Og deres fader havde været en retfærdig mand. Derfor ønskede din Herre at de skulle nå deres modne alder og bringe deres skat for dagen, (som) en barmhjertighed fra din Herre. Og jeg gjorde det ikke på egen foranledning. Dette er forklaringen på hvad du ikke kunne udholde sammen med mig i tålmodighed.’” (18:72-82).

Pointen med historien er at bag enhver tilsyneladende ond og uretfærdig begivenhed som Allah (swt) lader ske, ligger der en visdom og viden, som vi aldrig vil kunne forstå medmindre Allah forklarer os årsagen. Denne visdom ligger til grund for alle begivenheder Allah (swt) tillader sker.

Det som vi mennesker betragter som ondskab, og hvor vi måske tænker, “Hvorfor griber Gud ikke ind og stopper det?”, kan have langtrækkende fordele som vi ikke forstår. F.eks. når et barn dræbes, uden tvivl en ondskabsfuld handling i henhold til Islam hvad angår gerningsmanden, men hvad angår Allahs (swt) fastbestemmelse over barnet, at det skulle dø på denne måde, så kender vi ikke den visdom der ligger bag. Barnet er måske blevet reddet fra at vokse op og udvikle sig til en meget ondskabsfuld person. Det kan også være at Allah (swt) ønskede at kompensere barnet med en speciel høj rang og status i Paradis, en rang som personen ellers ikke kunne nå. Ligeledes at barnet på Dommedagen får retten til at tage begge sine forældre med ind i Paradis.

En anden vigtig ting er også at hvis Allah (swt) skulle gribe ind hver eneste gang et menneske ønsker at begå en overtrædelse imod et andet menneske eller et dyr, hvordan skulle mennesket så blive prøvet? Hvordan skulle mennesket have en chance for at angre, fortryde og forbedre sig? Og hvilken betydning ville dette have for valgfriheden? Hvordan skulle vi da blive stillet på prøve?

Heraf siger Allah (swt): “Hvis Allah skulle straffe mennesker (omgående), for hvad de har gjort, ville Han ikke efterlade et eneste levende væsen på jordens overflade. Men Han giver udsættelse til en fastlagt tid, og når deres tid så kommer, sandelig så er Allah Den, der ser alle Sine slaver.” (36:45).

Og Allah (swt) siger: “Hvis Allah havde ønsket det, så kunne Han have gjort jer til en forenet nation, men Han ønsker at teste jer i det som Han har skænket jer. Så stræb med hinanden i at gøre gode gerninger.” (5:48).

Det berettes fra Jabir bin Abdullah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “På Dommedagen, når mennesker der har gennemgået lidelser får deres belønning, så vil de der havde det godt ønske, at deres hud var blevet klippet af med sakse, dengang de levede på Jorden.” (Tirmidhi 1570). Dvs. fordi de ser hvor stor en belønning Allah (swt) giver som kompensation, så vil de selv ønske at de havde gennemgået frygtelige lidelser for at få det samme.

Ligeledes findes der ahadith der fortæller, at når de mennesker der har levet i lidelse på jorden får deres kompensation af Allah (swt), så er de tilfredse med det som de gennemlevede.

I og med at vi alle deler den samme planet, og i og med at vi alle deltager i den samme prøvelse, så bliver nogle mennesker undertrygt af andre. Allah (swt) tillader dette som en del af prøven. Allah (swt) siger: “Og Vi gør nogle af jer til en prøvelse for andre. Vil I da have as-sabr (tålmodighed)? Og Allah ser visselig alt.” (25:20).

Og Allah (swt) siger: “Som skabte døden og livet for at prøve jer, hvem af jer, der handler bedst, og Han er den Almægtige, den Tilgivende.” (67:2).

Ulykke som konsekvens af synder

I surah Al-Imran siger Allah (swt): “Og Allah opfyldte visselig Sit løfte (om hjælp) til jer, da I slog dem med Hans tilladelse, indtil det tidspunkt, da I vaklede og diskutterede om befalingen og blev ulydige, efter at Han havde vist jer, hvad I elskede. Blandt jer er der nogle, der ønsker denne verden, og blandt jer er der nogle, som ønsker den kommende. Så lod Han jer flygte fra dem for at prøve jer, men Han har visselig tilgivet jer. Og Allah er rig på nåde mod de der har iman. Da I løb bort og end ikke så jer tilbage, medens Sendebudet kaldte jer tilbage, da gengældte Vi jer med sorg for sorg, for at I ikke skulle sørge over det, der var undsluppet jer, og ikke over det, som ramte jer. Og Allah er vidende om, hvad I gør! Derefter sendte Han sikkerhed ned over jer efter trængslerne, en døsighed der overvældede nogle af jer, medens andre var bekymrede for sig selv, de tænkte urette tanker om Allah. De sagde: ‘Mon vi har nogen indflydelse på hvordan tingene sker?’ Sig: ‘Magten over begivenheders udfald er ene og alene Allahs!’ De skjuler for dig det som de virkelig mener. De siger: ‘Hvis vi havde nogen andel i ledelsen, da ville vi ikke være blevet dræbt her.’ Sig: ‘Selv hvis I var blevet i jeres huse da ville de, for hvem det var blevet forudbestemt at de skulle dø, have draget ud af egen foranledning til deres dødslejer.’ Sandelig, de af jer som vendte ryggen, den dag da de to hære mødtes, dem var det Satan fik til at snuble, kun på grund af noget som de selv havde gjort (af synd). Men Allah har visselig tilgivet dem, thi Allah er Tilgivende, Mild.” (3:152-155).

Dette Koranvers handler om “kampen ved Uhud”. Det var den anden kamp imod afgudsdyrkerne fra Makkah, efter Profeten (saaws) havde oprettet den islamiske stat. Profeten (saaws) havde givet nogle muslimske bueskytter befaling om at vogte bjergpasset ved Uhud, sådan at fjenden ikke kunne falde muslimerne i baghold, og han (saaws) havde givet bueskytterne befaling om ikke at forlade deres post. Da nogle af bueskytterne så at muslimerne var ved at vinde kampen, ville de have fingrene i det krigsbytte som afgudsdyrkerne efterlod sig på slagmarken og ved deres lejr, og de valgte derfor at være ulydige imod Profeten (saaws). Resultatet var at muslimerne blev angrebet via et bagholdsangreb, og 70 af Profetens (saaws) Sahabah (raa) blev slået ihjel den dag.

Men ikke kun bueskytterne var ulydige, mange af muslimerne blev grebet af begær efter denne verdens ting da de begyndte at rage voldsomt til sig af krigsbyttet. Det er derfor Allah (swt) siger, “efter at Han havde vist jer, hvad I elskede.”, af denne verdens rigdom og ting.

Resultatet var at Allah (swt) gav overhånden til afgudsdyrkerne, så de nu begyndte at slå muslimerne, og Allah (swt) fik muslimerne til at flygte som resultat af deres synd og ulydighed, “Så lod Han jer flygte fra dem..”.

De fleste muslimer tog flugten uden overhovedet at se sig tilbage. Nogle løb op på bjerget Uhud mens andre løb mod Medina. Profeten (saaws) kalder så muslimerne tilbage til kampen, og Allah (swt) lod en voldsom sorg springe frem i muslimernes hjerter. Denne sorg var gengæld for den sorg de havde følt over at skulle miste krigsbytte. Som resultat lod Allah (swt) muslimerne føle sorg over at de nu blev slået, og over rygtet om at Profeten Muhammad (saaws) var blevet dræbt. Så sorg blev til gengæld for sorg.

Til de muslimer der var forblevet trofaste, og som der var forblevet standhaftige, skænkede Allah (swt) dem en kraftig følelse af fred og sikkerhed. Denne følelse var så kraftige at den fremkaldte døsighed. Her berettes det fra Abu Talhah (raa) at han sagde: “Jeg var blandt dem der blev ramt af døsighed ved kampen ved Uhud. Mit sværd faldt fra min hånd flere gange, og jeg ville samle det op, men så faldt det igen, og jeg måtte samle det op igen.” (Bukhari). I en anden beretning fra Abu Talhah (raa) sagde han: “På Uhud dagen løftede jeg mit hoved og så mig omkring, og jeg så folk tabe hovedet på grund af døsighed.” (Tirmidhi).

De andre der tænkte urette tanker om Allah (swt), var hyklerne og nogle af de almindelige muslimer der var tilstede ved kampen. Profetens Sahaba (raa) bar ikke på sådanne tanker, men de almindelige muslimer kunne ikke forstå hvordan de kunne lide sådan et nederlag, når Profeten (saaws) kæmpede sammen med dem, og når Allah (swt) havde lovet muslimerne sejr og beskyttelse. Da de - modsat deres forventninger - derfor blev mødt med den ulykke der ramte dem, til og med via afgudsdyrkernes hænder, så begyndte de at stille spørgsmål som, “Hvorfor har denne ulykke dog ramt os, når vi nu har kæmpet for Allahs sag, og enddog imod dem der ønsker at udryde Islam?”

Men Allah (swt) forsikrer dem, at det alene er Allah (swt) der bestemmer udfaldet på begivenhederne, og ingen person kan undgå det forudbestemte dødstidspunkt. Samtidig forklarer Han (swt) at årsagen til ulykken der ramte muslimerne, lå i muslimernes ulydighed til Profeten (saaws) samt i deres kærlighed til denne verden.

Ibn Kathir (rha) siger:

Englene hjalp ikke muslimerne ved Uhud fordi Allah havde gjort englenes hjælp betinget: ‘Men hvis I har as-sabr, og er retskafne.’ (3:125). Muslimerne havde ikke as-sabr ved Uhud, og de var ulydige imod Profeten (saaws). Faktisk løb de væk og som en konsekvens deraf modtog de ikke hjælp fra så meget som en eneste engel.

Efterfølgende siger Allah (swt): “Hvordan kan det være at når der træffer jer en ulykke - og I har selv tilføjet det dobbelte deraf - så siger I: ‘Hvorfra kommer dette?’ Sig: ‘Det kommer fra jer selv!’ Thi Allah har magt over alle ting. Og hvad der ramte jer på den dag, da de to hære mødtes, (det skete) med Allahs tilladelse, for at Han kunne gøre det klart hvem der havde iman. Og for at Han kunne gøre det klart, hvem der hyklede. Og der blev sagt til dem: ‘Kom og kæmp for Allahs sag eller for at beskytte!’ De sagde: ‘Hvis vi havde kendt til kamp, ville vi visselig have fulgt jer.’ De var på den dag nærmere kufr end iman. De siger med deres munde, hvad der ikke er i deres hjerter. Og Allah ved bedst, hvad de skjuler,” (3:165-167).

Ibn Kathir skriver:

Det berettes fra Ibn Abi Hatim at Umar bin al-Khattab sagde: ‘Da Uhudkampen fandt sted, et år efter Badr, da blev muslimerne straffet fordi de havde krævet løsesum fra kuffar ved Badr’, mod tilgengæld at slippe afgudsdyrkerne fri, som de havde taget til fange i den kamp, ‘Så de led tabet af 70 mænd og Allahs Sendebuds Sahaba tog flugten og forlod ham. Sendebudet fik flækket sin tand, hans hjelm blev knust på hans hoved, og blodet flød ned i hans ansigt. Så åbenbarede Allah,’Hvordan kan det være at når der træffer jer en ulykke - og I har selv tilføjet det dobbelte deraf - så siger I: ’Hvorfra kommer dette?‘, fordi I afkrævede løsesummen.’

Derudover siger Muhammad bin Ishaq, Ibn Jurayj, Ar-Rabi bin Anas og As-Suddi at verset, “Sig: ‘Det kommer fra jer selv!’”, betyder, fordi I, bueskytterne, var ulydige imod Sendebuddets befaling om ikke at forlade jeres poster.

Thi Allah har magt over alle ting.”, og Han gør hvad der passer Ham, og Han bestemmer hvad Han ønsker, og der er ingen der kan undgå Hans befaling.

Og hvad der ramte jer på den dag, da de to hære mødtes, (det skete) med Allahs tilladelse,”, da I flygtede fra fjenden, der dræbte mange af jer, og skadede mange andre, alt dette skete med Allahs tilladelse og fastlæggelse i overenstemmelse med Hans perfekte Visdom."

Vi må ikke stille Allah til regnskab!

Når Allah (swt) ikke Selv fortæller os hvorfor en given begivenhed indtræffer, så er det forbudt at vi beskæftiger os med det. Allah (swt) siger: “Han kan ikke stilles til regnskab for hvad Han gør, men de skal stilles til regnskab!” (21:23).

Ibn Kathir (rha) skriver i sin tafsir til verset:

Han kan ikke blive spurgt om hvad Han gør på grund af Hans Mægtighed, Stolthed, overvældende Kraft, Visdom og Retfærdighed, men alle Hans skabninger skal udspørges om hvad de gjorde. Allah (swt) sværger ved Sig Selv og siger: “Ved din Herre! Vi skal sandelig stille dem til regnskab for alt hvad de plejede at gøre!” (15:92)

Vi kan aldrig finde ud af hvad årsagen er, og vi har ikke ret til at stille Allah (swt) til regnskab, og det er haram (forbudt) at stille Allah til regnskab.

Hvorfor Allah beslutter, det som Han beslutter, er al-ghaib. På samme måde som vi ikke kan sanse Allah, og dermed ikke kan beskæftige os med Hans essens, på samme måde kan vi aldrig kende årsagerne bag Allahs beslutninger, og det er haram for os at beskæftige os med det.

Spørgsmål som, “Hvorfor lider dyr i naturen?”, eller, “Hvorfor lod Allah barnet blive udsat for vold?”, eller, “Hvorfor lod Allah den og den blive mishandlet?”, eller, “Hvorfor tillod Allah at kvinden blev voldtaget?” Alle sådanne spørgsmål hører under al-ghaib, og det er ikke noget vi har evnerne til at beskæftige os med, og det er ikke vores ret at forstå det nu. På Dommedagen vil Allah (swt) gøre disse ting klare for os, hvis Han vil.

Det eneste vi skal sige, er det som Allah (swt) byder os: “Og Vi vil visselig prøve jer med en vis del frygt, sult, tab af ejendom, tab af liv og levebrød, men forkynd glædeligt budskab til as-sabirun. Som, når de er ramt af en katastrofe, siger: ‘Vi tilhører Allah, og vi skal sandelig tilbage til Ham.’ Deres Herre vil skænke dem store velsignelser og barmhjertighed. Sådanne er de retledte.” (2:155-157).

Og Allah (swt) siger som nævnt: “Og Vi gør nogle af jer til en prøvelse for andre. Vil I da have as-sabr (tålmodighed)? Og Allah ser visselig alt.” (25:20).

Det berettes fra Abu Hurairah (raa) at han sagde: “Allahs Sendebud (saaws) kom til os mens vi indbyrdes diskuterede om Al-Qadar. Han blev så vred at hans ansigt blev så rødt som hvis nogen havde tværet granatæbler ud i ansigtet på ham. Han sagde: ’Er det det som I er blevet befalet at gøre? Er det det som jeg er blevet sendt med til jer? Dem der er gået bort før jer blev udslettet fordi de plejede at diskutere om det. Jeg advarer jer! Jeg advarer jer imod at falde ind i diskussioner om det!

En mand kom engang hen til Ali bin Abu Talib (raa) og spurgte ham ind til Allahs Al-Qadar. Ali sagde: “Det er en mørk vej, lad være med at følge den.” Manden spurgte igen og sagde: “Fortæl mig om Al-Qadar.” Ali svarede: “Et dybt ocean, lad være med at dykke ned i det.” Manden spurgte igen, og Ali svarede: “Det er Allahs hemmelighed, lad være med at beskæftige dig med det!” (Tafsir al-Aziz al-Hamid og al-Aqaaid al-Islamiyyah).

Imam at-Tahawi (rha) sagde:

Naturen af Al-Qadar holder Allah hemmelig for Sin skabning. Ingen engel og ingen Profet er blevet givet viden om det. Når man dykker ned i emnet, og tænker for meget over det, så leder det til ødelæggelse, tab, og oprør. Så vær ekstrem forsigtig med at tænke over dette emne, og over at lade tvivl om emnet angribe dig. For Allah har holdt viden om Al-Qadar væk fra mennesker, og har forbudt dem at beskæftige sig med det, således siger Han (swt) i Sin bog: ‘Han kan ikke stilles til regnskab for hvad Han gør, men de skal stilles til regnskab!’ (21:23).

Det berettes fra Ibn ad-Daylami (rha) at han sagde:

Jeg tog over til Ubay bin Kaab og sagde til ham, “En tanke om Al-Qadar har ramt mig, fortæl mig noget så Allah måske vil lade det gå væk.” Ubay sagde: “Hvis Allah (swt) straffer mennesker i Himlen og på jorden, så straffer Han dem retfærdigt, og hvis Han viser dem Barmhjertighed, så er Hans Barmhjertighed bedre for dem end deres egne gode gerninger, og hvis du skulle bruge vægten af Uhud bjerget i guld til at give ud for Allah sag, så vil Han ikke modtage det fra dig førend du har iman på Al-Qadar, og du skal vide at uanset hvad der rammer dig, så kunne du ikke have undgået det, og hvis du ikke har iman på dette, så kommer du i Helvede.”

Ibn ad-Daylami sagde videre:

Jeg stillede det samme spørgsmål til Ibn Masud, og han gav mig det samme svar. Jeg stillede også det samme spørgsmål til Hudayfah, og han gav mig samme svar. Så tog jeg over til Zaid bin Thabit og han fortalte mig en hadith fra Profeten (saaws) der sagde det samme. (Sharh al-Aqidah at-Tahawiyyah).

Ibn Taymiyyah (rha) sagde følgende til emnet:

Baseret på dette så ved vi at alt hvad Han gør, det gør Han med en visdom bag. Det er tilstrækkeligt for os at kende til disse ting generelt, også selvom vi ikke forstår detaljerne. Vores mangel på viden om Hans Visdom er som vores mangel på viden om Hans essens. Blot fordi vi ikke forstår visdommen bag nogle fastlæggelser og emner, så skal det ikke underminere det grundlæggende princip om de ting som vi ved om Hans Visdom.

Man kan blive syg af at tænke på alt den nød der foregår ude i verden, men man kan også vælge at foretage sig et bevidst valg om udelukkende at beskæftige sig med det som man reelt har indflydelse på, og ikke lægge vægt på de ting som man ikke kan påvirke.

Det betyder ikke at man er ligegyldig, men det betyder at man foretager et realistisk valg, og så overlader begivenhedernes udfald til Allah (swt), mens man sætter sin fulde fortrøstning til at Han (swt) nok skal sikre at retfærdigheden sker fyldest - enten her eller på Dommedagen.

Når Al-Qadar indtræffer, rammer den alle

Allahs fastlæggelse har aldrig noget at gøre med menneskets frie vilje, da mennesket altid har fri vilje til at handle som han eller hun ønsker, men Allahs fastlæggelser har altid noget at gøre med resultatet.

Et eksempel kan være en person der har til hensigt at begå en forbrydelse imod et andet menneske. Mens forbryderen er på vej ned af trappen indtræffer Allahs al-qadar og Allah (swt) gør at personen mister fodfæstet, glider, og brækker halsen.

Et andet eksempel kan være en person der ønsker at begå selvmord. Personen går op i et 12-etagers højhus og vil kaste sig selv ud, men Allahs al-qadar indtræffer og personen falder ned og rammer et højt træ, derefter en el-mast, og til sidst nogle buske på jorden. Personen kom til skade, men døde ikke. Dette er efterhånden set mange gange, folk overlever sådanne forsøg på selvmord på nærmest mirakuløs vis.

I et andet eksempel lader Allah et andet menneske få en stærk følelse af at han eller hun skal gå op i toppen af huset. Personen følger sin intuition og opdager personen der er ved at begå selvmord. Det lykkedes at få overtalt personen til at komme ned.

I et andet eksempel er der to tyve der har til hensigt at røve en mand. Mens tyvene går hen mod manden, lader Allah (swt) en person i en bil blive inspireret til at køre ned af den vej hvor tyvene og manden befinder sig. Resultatet bliver at tyvene bliver afskåret fra manden, og han slipper væk.

Allah (swt) bestemmer altid udfaldet på enhver begivenhed! Det er ikke chance, lykke, eller tilfældigheder, det er Allahs (swt) direkte kontrol - hver eneste gang, uden undtagelse!

Vi skal yde vores bedste og ikke bedømme al-ghaib

Hvis man er i tvivl om, hvilken handling man skal vælge i en given situation, så er det forkert at tænke: “Det kan være at der er en mening med dit eller dat”, sådan at man tænker, at Allah (swt) måske har en plan med et bestemt udfald.

Vi ved at Allah (swt) bestemmer udfaldet på alle begivenheder: “Allah bringer Sine bestemmelser til udførelse. Allah har visselig for alle ting skabt qadran (en fastbestemmelse).” (65:3). Vores opgave er ikke at prøve at gætte eller forstå hvad Allahs (swt) plan er. Vores opgave er at stræbe efter det der højst sandsynligt vil gavne os ud fra en rationel bedømmelse.

Realiteten viser os at det er vores opgave at yde vores bedste. Som ordsproget siger: “Lykken tilsmiler den modige.”

Det berettes at Ibn Taymiyyah (rha) sagde:

Mennesket er ikke befalet at henvise til konceptet om al-qadar når det kommer til de handlinger, han er pålagt, derimod skal han henvise til konceptet om al-qadar når det kommer til katastrofer, som han ikke har muligheder for at undgå. Hvad der end rammer dig som resultatet af andre menneskers handlinger eller andet, så hav as-sabr, accepter det, og underkast dig. Allah (swt) siger: “Ingen katastrofe indtræffer uden Allahs tilladelse, og hvad angår den som har iman på Allah, så vejleder Han hans hjerte, og Allah ved alle ting.” Og en af salaf, enten Ibn Masud eller Alqamah, sagde: “Dette omhandler ulykke som rammer tjeneren, han ved den kommer fra Allah, og han accepterer den derfor, og føler sig tilfreds med det.” (Majmu al-Fatawa).

Det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Stræb efter det der vil gavne jer og søg Allahs hjælp og vær ikke håbløse. Hvis noget træffer jer, så sig ikke: ‘Hvis bare jeg havde gjort sådan og sådan, så ville det ikke være sket.’, men sig i stedet, ‘Allah bestemmer og hvad Han vil, det gør Han’, for ordene ‘hvis bare’ åbner døren for Satan.” (Muslim).

At døren bliver åbnet for Satan betyder, at det bliver muligt for ham at hviske dårlige tanker ind i os. Om fremtiden hvisker han ting der skal gøre, at vi mister modet og håbet. Og om fortiden hvisker han ting der skal gøre, at vi fortryder og ærgrer os. Og disse ting kan udvikle sig til alvorlige onde cirkler af selvbebrejdelse.

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

Denne hadith indeholder flere vigtige punkter angående iman, bl.a. følgende: At en persons lykke ligger i at søge efter det, der vil gavne ham i dette liv og i det næste, og at denne søgen betyder, at man stræber og yder en indsats, og at man gør sit yderste. Eftersom et menneskes handlinger og stræben udelukkende kan ske med hjælp fra Allah, og igennem Hans vilje og støtte, så har Han befalet at søge Hans hjælp, sådan at han vil handle i overensstemmelse med verset, Dig alene tilbeder vi, og Dig alene anråber vi om hjælp. (1:5). Hans stræben efter det der vil gavne ham, er en tilbedelse til Allah der ikke kan udføres undtagen via hjælp fra Ham, så Han befalede ham at tilbede Ham og at søge Hans hjælp.

og vær ikke håbløse”, for at føle sig håbløs er modstridende til at stræbe efter det der vil gavne ham, og det er modstridende til at søge Allahs hjælp. Den der stræber efter det, der vil gavne ham, og som søger Allahs hjælp, er modsat den der føler sig hjælpeløs. Så dette fortæller ham, før det der er fastlagt sker, at den bedste måde at opnå målet på er at stræbe efter det, samtidig med at søge hjælp fra Den i Hvis hånd kontrol over alting ligger.

Hvis han ikke opnår det, der ikke var forudbestemt for ham, så kan han føle en ud af to ting. Håbløshed, hvilket åbner døren for Satan, så hans følelse af håbløshed får ham til at sige, ‘hvis bare (jeg ikke havde gjort dit eller dat)’, men der er ikke noget godt i at sige ‘hvis bare’ fordi det åbner døren til bebrejdelse, panik, utilfredshed, ærgrelse og sorg, hvilket altsammen er Satans værk. Derfor forbød Profeten (saaws) os at åbne denne dør til Satans værk på denne måde, og han fortalte os at vi skal adoptere den anden mulighed, hvilket er at studere og tænke over det forudbestemte, for hvis det var forudbestemt for ham, så kunne han aldrig have undgået det, og ingen kunne have forhindret ham i at opnå det. Derfor sagde han, ‘Hvis noget træffer jer, så sig ikke, ’hvis bare jeg havde gjort sådan og sådan, så ville det ikke være sket.’, men sig i stedet, ’Allah bestemmer og hvad Han vil, det gør Han’’, og han lærte ham det der vil gavne ham i begge tilfælde, uanset om at han får det han ønsker eller ej.

Således er denne hadith en sådan som en person ikke kan undvære. Den indeholder en bekræftelse af al-qadar, bekræftelse af menneskets indsats og virkelig underkastelse til Allah (al-ubudiyyah). Shaykh al-Islam Ibn Taymiyyah (rha) sagde angående betydningen af denne hadith, “Lad være med at blive hjælpeløs i at udføre det forpligtede, og undgå at gå i panik hvad angår det forudbestemte.” (Shifa al-Alil).

Det berettes at Profeten(saaws) sagde: “Allah elsker, når en af jer gør en ting, at han gør det godt.

Et markant eksempel på Allahs Al-Qadar i naturen

Et meget markant eksempel på Allahs forudbestemmelse var under Tsunamien i Indonesien i 2004 hvor flere byer blev fuldstændig tilintetgjort.

Fælles for flere af disse byer var det at moskéerne i byerne stod uberørt! Det selvom flodbølgen havde skyllet alt omkring dem væk. Dette fænomen forekom i flere forskellige byer.

Her er et billede af den første moské.

Her er et billede af en anden moské et andet sted.

Her er et billede af den første moské, men fra et andet perspektiv.

Ting der påvirker Allahs forudbestemmelser

Uanset om man betragter Al-Qadar, som de ting Allah (swt) fastlagde, 50.000 år før Han skabte Sine skabninger (sådan som én hadith siger), eller om man blot betragter Al-Qadar som Allahs fastbestemmelser, uden at tage i betragtning hvornår Han fastlægger ting, så er der ting som vi kan gøre, der påvirker Allahs fastbestemmelser.

I følge ulama findes det nedskrevne og forudbestemte i to slags. Den ene slags kan ikke ændres, og det er det som Allah (swt) har skrevet i Al-Lawh Al-Mahfudh (forudbestemmelsernes bog). Den anden slags er det som englene nedskriver, dette kan ændres, og resultatet nedskrives i sidste ende i Al-Lawh Al-Mahfudh. Beviset på dette ligger i følgende Koranvers: “Allah udsletter hvad Han vil, og bekræfter (hvad Han vil). Og hos Ham er bogens moder (Al-Lawh Al-Mahfudh).” (13:39).

Det er derfor Umar bin al-Khattab (raa) plejede at sige:

O Allah! Hvis du har fastlagt at jeg er fordømt, så slet det og fastlæg at jeg hører til dem, der er velsignet, fordi Du udsletter hvad du vil, og Du bekræfter hvad Du vil.

Og det berettes fra Salman Farsi (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Intet kan ændre det forudbestemte undtagen bønnen.” (Tirmidhi).

Forventninger og tanker

I Islam lærer vi at tanker og forventninger har en stor påvirkning på det, som Allah (swt) vælger at bestemme over os.

Det berettes af Wathilah bin al-Aqsa (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Allah, den Almægtige, den Ophøjede sagde: Jeg er som Min tjener tænker om Mig, hvis han tænker godt, får han det, og hvis han tænker dårligt, får han det.” (Ahmad og Ibn Hibban).

Nogle af de retslærde har kommenteret den ovenstående hadith således:

Jeg behandler Min tjener udfra det han tænker om Mig. Jeg handler mod ham sådan som han forventer, hvad angår godt eller det modsatte.

Fra Abu Hurairah (raa) berettes det at Profeten (saaws) sagde (forkortet): “Allah sagde: Jeg er i Min tjeners nærhed når han tænker på Mig, og Jeg handler mod ham sådan som han tænker.” (Bukhari, Muslim, Tirmidhi og Ibn Majah).

Det berettes også at Profeten (saaws) sagde: “Allah den Almægtige sagde: ’Jeg er som Min tjener tænker om Mig, lad ham tænke om Mig det som han ønsker. Hvis han tænker godt om Mig, så vil han få det, og hvis han tænker dårligt om Mig, så vil han få det.” (Ibn Majah).

Ibn Hajar (rha) sagde:

Det betyder: “Jeg er i stand til at gøre hvad han end forventer at Jeg gør.” (Fath al-Bari).

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

De fleste mennesker, faktisk næsten alle - undtagen dem der er beskyttet af Allah - forventer andet end sandheden, og de forventer det værste. De fleste mennesker forventer at de vil få frataget deres rettigheder, at de vil få ulykker, at de fortjener mere end det Allah har givet dem, og det er som om de siger: “Min Herre har været uretfærdig imod mig, og har frataget mig det jeg fortjener”, og hans sjæl bærer vidne om dette, mens hans tunge benægter det, og han nægter at sige dette højt.

Den der graver ind til sin sjæl, og som kommer til at kende den, vil finde dette derinde som en ild fra en eksplosion. Og hvis du graver ind til en anden persons sjæl, så vil du se at han bebrejder forudbestemmelserne, og at han hellere vil have at noget andet skal ske, og at ting skal være på en anden måde!

Så grav ind til din egen sjæl! Er du fri fra dette? Hvis du er fri fra det, så er du blevet beskyttet imod noget stort, men ellers ser jeg ikke at du er blevet beskyttet! (Zad ul-Ma’ad).

Ibn al-Qayyim (rha) sagde også:

Jo mere du har positive forventninger til din Herre, og jo mere du lægger håb i Ham, desto mere vil du være afhængig af Ham og stole på Ham. Dette er årsagen til at nogle forklarede sand stolen på Allah som værende gode forventninger om Allah. Faktisk forholder det sig sådan at det at have gode forventninger til Ham leder til at stole på Ham, og det er utænkeligt at en person kan stole på en anden, som han forventer noget dårligt fra! Og Allah ved bedst! (Tahdhib Madarij as-Salikin).

Ibn al-Qayyim (rha) sagde også:

Den der håber på noget fra Allah skal altid være optimistisk, forsigtig, og håbefuld om Allahs Nåde. Og han skal forvente det bedste fra Ham. (Tahdhib Madarij as-Salikin).

Sayyid Qutb (rha) sagde:

Den overbevistes hjerte antager det bedste om sin Herre, og forventer altid det bedste fra Ham. Han forventer godt fra Ham i tider med lethed og i tider med besværligheder, og han tænker at Allah ønsker godt for ham i begge situationer. Hemmeligheden bag dette er at hans hjerte er forbundet til Allah, og strømmen af godt fra Allah aldrig bliver afskåret. Så når hjertet er forbundet til Ham, så berører det denne grundlæggende virkelighed og oplever det på en direkte og sød måde. (Fi Dhilal al-Quran).

Abdullah bin Masud (raa) sagde:

Ved Ham, udover hvem ingen fortjener tilbedelse, den overbeviste får ikke noget bedre end at han forventer godt fra Allah, og ved Ham, udover hvem ingen fortjener tilbedelse, ingen tjener af Allah forventer godt fra Ham undtagen at Allah giver ham det, han forventer, eftersom alt godt er i Hans Hænder. (Husn adh-Dhann bi Allah).

Shaykh Aa’id Abdullah al-Qarnee listede som nummer 20 i sin liste med 30 tegn på hykleri:

Frygt for ubehagelige forudbestemmelser, begivenheder og hændelser.

Ahmad bin Naqib al-Misri nævner i sin bog Umdat As-Salik fra Ibn Ataillah:

At tænke det bedste om Allah! Hvor enormt er det ikke for den, som Allah har velsignet med det. Den som har det mangler aldrig noget godt, og den som mangler det, vil aldrig finde noget (godt). Du vil aldrig have en bedre undskyldning overfor Allah, ej heller en mere indbringende. Ej heller noget der bedre leder dig til Allah, eller som er mere vejledningsgivende. Den informerer om hvad Allah vil gøre en til, og bringer godt nyt som intet øje har set ej heller nogen tunge har udtalt (inspiration fra Allah). Dette er fundet i profetens (saaws) ord: “Jeg (Allah) er som Min tjener tænker om Mig.

Det berettes at Profeten (saaws) besøgte en syg person og sagde: “I hvilken tilstand finder denne sygdom dig?” Manden svarede: “Jeg har håb i Allah, og jeg frygter mine synder.” Profeten (saaws) sagde: “Disse to ting finder aldrig sammen i hjertet på en tjener undtagen at Allah skænker ham det, som han håber, og redder ham fra det, som han frygter.” (Tirmidhi, Ibn Majah og Nasai).

Det berettes fra Jabir (raa) at han sagde: “Tre dage før Profeten (saaws) gik bort, sagde han til sine Sahabah: ‘Lad ingen af jer dø undtagen at I håber på det bedste fra Allah, Den Mægtige, Den Lovpriste.’” (Muslim).

Abu Hurairah (raa) beretter at Profeten (saaws) sagde: “At være i besiddelse af gode tanker er en del af fremragende tilbedelse,” (Abu Dawud).

Det berettes fra Abu Darda (raa) at han sagde: “Jeg hørte Profeten (saaws) sige: Der findes ikke noget der vil blive placeret på Vægten, og som vil veje tungere end en god forventning. Den der har en god forventning, vil modtage en status svarende til den der faster meget og beder meget.” (at-Tirmidhi).

Det er vigtigt at forstå at enhver tanke der udtrykker et ønske eller en beklagelse, enhver tanke der er en positiv eller negativ reflektion over ens liv, enhver tanke der er en positiv eller negativ reflektion over begivenheder i ens liv, enhver form for utilfredshed, enhver form for tilfredshed, enhver optimisme, ethvert håb, ethvert ønske om ændring, enhver pessimisme, er altsammen - i sin natur - tanker henvendt direkte til Allah (swt).

Sådanne tanker er enten tanker af tilfredshed eller tanker af utilfredshed med Allahs (swt) bestemmelser.

Så når mennesket udtrykker tilfredshed med noget, så er denne tilfredshed en tanke der er henvendt direkte til Gud. Og hvis mennesket udtrykker taknemmelighed til en afgud, en statue, eller til lykke, så bliver dette automatisk til en tanke af utaknemmelighed og forkastelse af Gud, Den Almægtige. Og der findes ikke en eneste tanke undtagen at Allah kender den. Allah (swt) siger: “Vi har visselig skabt mennesket, og Vi ved, hvad dets inderste tilhvisker det, og Vi er nærmere ved det end dets halspulsåre.” (50:16).

Hvis du forventer et dårligt resultat i en given situation, så kan din forventning være årsagen til at Allah (swt) bestemmer et dårligt resultat til dig! Overvej dit tankemønster og de tanker der til daglig præger dig og dit liv!

En muslimsk lærd har engang sagt:

Dit liv vil følge dit spor af dine tanker. Hvis dine tanker omhandler ting, der vil bringe dig gavn i dine åndelige og materielle affære, så vil dit liv være godt og lykkeligt. Ellers vil det være det modsatte.

Ibn Taymiyyah (rha) sagde:

Den der sætter håb og lid til sin styrke, sine evner, sine handlinger, sine venner, sine slægtninge, sine lærere, osv., og ikke tager Allah i betragtning, han har sat en form for lid og håb til disse ting. Og den der sætter håb i en ting der er skabt, vil i sidste ende blive skuffet for han udfører shirk. På samme måde som afgudsdyrkerne frygter noget af det skabte, og sætter håb i dem, og derfor lever i en tilstand af rædsel, sådan som Allah (swt) siger: ‘Vi vil kaste rædsel i hjerterne på benægterne, fordi de gav Allah partnere, overfor hvilke Han ikke havde nedsendt nogen fuldmagt.’ (3:151). ‘De som har iman, og som ikke sammenblander deres iman med dhulm (uretskafne handlinger), det er dem, der er sikre, det er dem, der er retledte.’ (6:82). Profeten (saaws) forklarede hvad “uretskafne handlinger” i verset betyder. Det berettes fra Ibn Masud (raa) at dette vers tog meget hård på Sahabah og de spurgte: ‘Hvem af os har ikke handlet uretskaffent?’ Profeten (saaws) sagde: ‘Dette henviser til shirk! Har I ikke hørt udtalelsen fra den retskafne tjener (Luqman): At give Allah partnere er en forfærdelig uretskaffen gerning.’ (31:13).

Allah (swt) siger: “Satan يَعِدُكُمُ (yaidukumu) {lover jer, truer jer med} الْفَقْرَ (al-faqra) {fattigdom, nød, katastrofe, behov} og påbyder jer skændighed, men Allah يَعِدُكُمْ (ya’idukum) {lover jer} tilgivelse وَفَضْلًا (wafadlan) {og overlevelse, overskud, overflod, gavn}. Og Allah er Gavmild og Alvidende.” (2:268).

Ordet يَعِدُكُمْ (ya’idukum) kommer fra roden وعد (waw ayn dal) der betyder “at give løfte om”, “at give ord på” og “at true”.

Så på den ene side har vi pop-up tanker, dvs. waswas, fra Satan om fattigdom, nød, katastrofer og forskellige ting som vi frygter, og disse tanker indeholder også spørgsmål med tvivl som f.eks. “men hvordan?”, “men hvorfra?”, “men se på din situation, det kan ikke blive bedre!”, “det er altid sådan for dig!” osv., men på den anden side har vi Allahs (swt) løfte i Koranen om overlevelse og overflod: “Allah يَعِدُكُمْ (ya’idukum) {lover jer} tilgivelse وَفَضْلًا (wafadlan) {og overlevelse, overskud, overflod, gavn}”.

Ud fra disse to modpoler bestemmer vi hvad vi lader dominere vore tanker, følelser og forventninger. Og hvis vi er i tvivl om hvilke der styrer vores dagligdag, så skal vi blot observere vores følelser. Hvis vi føler angst og bekymring til daglig, så forventer vi negative ting, og så har vi ladet Satans trusler dominere over Allahs (swt) løfter.

Greegg Braden, der er en nutidig Amerikansk forfatter og filosof siger:

Sagen er den at vi er blevet opdraget til at føle de ting vi ikke ønsker i livet, ting som vi er bange for. Hvor lærer vi at føle de ting vi ikke ønsker, i stedet for de ting vi gerne vil have?

Svaret på Greeggs spørgsmål ligger i Koranen: “Satan يَعِدُكُمُ (yaidukumu) {lover jer, truer jer med} الْفَقْرَ (al-faqra) {fattigdom, nød, katastrofe, behov} og påbyder jer skændighed..

Satan truer os fordi han ønsker at vi skal miste håbet i Allah (swt). Han ønsker at vi skal forvente dårlige ting fra Allah (swt), dels så Allah (swt) giver os det dårlige vi forventer, og dels fordi han håber, at vi som resultat skal handle syndigt, “..og påbyder jer skændighed..”.

Men hvorfra og hvordan?

Tanker som, “men hvorfra skal jeg dog få det jeg ønsker?”, eller, “men hvordan skal det dog kunne blive bedre?”, er tanker som vi ikke skal tænke.

Allah (swt) giver os endnu et løfte, et løfte der fortæller os, at tanker som “hvorfra” og “hvordan” ikke er noget vi skal bekymre os om, det er ikke noget vi kan forestille os. “Hvorfra” og “hvordan” skal vi overlade helt og holdent til Allah (swt), det er udelukkende Hans (swt) domæne.

Allah (swt) siger: “Og den der yat-taqi Allaha (er from overfor Allah), Allah vil åbne en vej for ham, og vil forsyne ham fra et sted han end ikke kunne forestille sig, og den der ya-tawakkul ala Allah (stoler på Allah), Han vil være nok for ham. Allah bringer Sine bestemmelser til udførelse. Allah har visselig for alle ting skabt qadran (en forudbestemmelse).” (65:2-3).

Denne del af verset: “Og den der yat-taqi Allaha (er from overfor Allah)”, så er det det samme som at sige: “den der adlyder Allah”, eller som at sige: “den der undersøger sharia og forholder sig til den”.

Og denne del af verset: “og den der ya-tawakkul ala Allah (stoler på Allah), Han vil være nok for ham”. Det betyder at vi ikke har brug for nogen eller noget andet end Allah (swt) - hvis vi vel og mærke stoler på Hans (swt) løfter.

Samtidig kan vi vende betydningen af verset og sige at den der ikke stoler på Allah (swt), så vil Allah (swt) ikke hjælpe ham. Så jo mere vi stoler på Allah (swt), på trods af at alt måske ser håbløst ud, desto mere hjælper Han (swt) os.

Til dette emne sagde Ibn al-Qayyim (rha):

Virkeligheden er den at det at man frygter noget af det skabte, eller håber på noget fra det, er selve årsagen til skade for personen, der gør dette. Det sker i henhold til den grad at du frygter noget andet end Allah, eftersom du vil være under dets indflydelse. Og du vil også miste ting i henhold til den grad at du håber på noget fra andre end Allah. Dette gælder for alle mennesker uafhængigt af deres niveau af kundskaber og status. Det som Allah fastlægger sker altid, og det som Han ikke fastlægger, kan aldrig ske, også selvom alle skabninger er enige om at det skal ske. (Al-Fawaid).

Når vi ikke stoler på Allah (swt), men derimod forventer at det Satan truer os med indtræffer, så skal vi huske hadithen: “Jeg er som Min tjener tænker om Mig, lad ham tænke om Mig det som han ønsker. Hvis han tænker godt om Mig, så vil han få det, og hvis han tænker dårligt om Mig, så vil han få det.

Det berettes fra Anas (raa) at han sagde: “På Hunayn dagen var der en mand der sagde: ‘Vi vil aldrig lide tab i dag på grund af vore store antal!’ Dette bekymrede Profeten (saaws) og så blev vi slået.

Denne hadith fortæller om begivenhederne på Hunayn dagen hvor nogle muslimer forventede en let sejr, men deres forventninger var ikke baseret på Allahs (swt) løfter, derimod var de baseret på hærens antal af soldater. De stolede ikke på Allah (swt), men de stolede på dem selv og deres antal og magt. Resultatet var at Allah (swt) først lod dem smage tabets bitterhed inden Han (swt) tilgav dem og skænkede dem sejr.

Det berettes fra Talq at en mand kom til Abu ad-Darda (raa) og sagde: “O Abu ad-Darda, dit hus er brændt ned!” Abu ad-Darda (raa) svarede: “Det kan ikke være brændt ned!”. En anden person kom med den samme nyhed, og igen svarede Abu ad-Darda (raa) med sikkerhed i stemmen: “Det kan ikke være brændt ned!”. En tredje person kom til ham og sagde: “O Abu ad-Darda! En brænd rasede, men den gik ud så snart den nåede dit hus!” Abu ad-Darda (raa) sagde “Jeg vidste at Allah aldrig ville lade mit hus brænde ned.” Nogle mennesker der havde hørt Abu ad-Dardas udtalelser sagde: “O Abu ad-Darda! Vi ved ikke hvilke af dine ord der er mest forundrende. Om det er ‘det kan ikke være brændt ned’ eller ‘jeg vidste, at Allah aldrig ville lade mit hus brænde ned.’ Abu ad-Darda (raa) sagde:”Det skyldes nogle ord som jeg har hørt fra Allahs Sendebud. Den der fremsiger dem om morgenen, vil ikke lide under en katastrofe indtil om aftenen." Abu ad-Darda (raa) berettede derefter bønnen: “O Allah! Du er min Herre! Der er ingen der fortjener tilbedelse undtagen Dig. Jeg stoler på Dig, og Du er Herren over den mægtige trone. Hvad som helst som Allah ønsker skal ske, det sker, og det som Han ikke ønsker skal ske, kan aldrig ske. Der findes ingen magt og ingen styrke undtagen hos den Høje og Majestætiske Allah. Jeg ved at Allah har magten over alting, og at Han ved alting. O Allah! Jeg søger din beskyttelse fra det onde i mig, og fra det onde fra enhver skabning som du har magt over. Sandelig, min Herre er på den rette vej. (Den der retleder til den rette vej).

Det berettes fra Anas (raa) at Ar-Rabi, an-Nadrs datter, slog hendes tjenestepige så hendes tand flækkede. Familien til pigen krævede gengældelse. Familien til Ar-Rabi bad pigens familie om tilgivelse og spurgte om de ikke ville acceptere erstatning i stedet for gengældelse, men det nægtede de og fastholdte kravet om gengældelse. Anas bin an-Nadr, der var Ar-Rabis bror, gik til Profeten (saaws) og spurgte ham: “O Allahs Sendebud! Vil Ar-Rabis tand blive flækket som gengæld?” Profeten (saaws) svarede: “O Anas! Allahs lov er gengældelse!” Anas (raa) sagde: “Nej! Ved Ham der har sendt dig med sandheden, hendes tand vil ikke blive flækket!” Præcis da Anas havde udtalt denne ed kom pigens far ind af døren. Han accepterede erstatning og tilgav Ar-Rabi. Profeten (saaws) smilede og sagde: “Sandelig, der er nogle af Allahs tjenere der når de sværger ved Allah, så skænker Allah dem det de ønsker!” (Bukhari og Ibn Majah).

Denne beretning betyder ikke at Anas (raa) var ulydig overfor Allahs (swt) lov, eller at han ikke ville acceptere Profetens (saaws) dom. Anas kunne ikke udholde tanken om at Ar-Rabi skulle have flækket sin tand som straf, derfor bad han til Allah (swt) ved at sværge med fuld og fast besluttende overbevisning om at Allah (swt) ville forhindre det. Og ganske rigtigt påvirkede Allah (swt) An-Nadr (raa) så han og familien valgte at tilgive Ar-Rabi.

Om at tænke godt om sig selv

At tænke godt om sig selv er tæt forbundet med at tænke godt om Allah (swt). Du kan nemlig ikke undgå at forvente dårlige ting fra Allah (swt), hvis du hader dig selv.

En dag da Umar (raa) gik en tur med Profeten (saaws), tog Profeten (saaws) Umars hånd, og Umar (raa) sagde: “Ved Allah, Jeg elsker dig O Allahs Profet!” Profeten (saaws) spurgte ham: “Mere end dine børn, O Umar?” Umar (raa) svarede: “Ja, O Allahs Profet,” Profeten (saaws) spurgte ham: “Mere end din familie, O Umar?” Umar (raa) svarede: “Ja, O Allahs Profet,” Profeten (saaws) spurgte ham: “Mere end dine penge, O Umar?” Umar (raa) svarede: “Ja, O Allahs Profet,” Profeten (saaws) spurgte ham så: “Mere end dig selv, O Umar?” Umar (raa) svarede: “Nej, O Allahs Profet.” Profeten (saaws) sagde: “O Umar, din iman vil aldrig være fuldendt førend du elsker mig mere end dig selv.

Umar (raa) gik bort og blev for sig selv lidt tid, hvorefter han kom tilbage og stillede sig midt i moskéen, hvor han højt råbte: “O Allahs Profet! Nu elsker jeg dig mere end mig selv!” Profeten (saaws) svarede ham: “Nu (er din iman fuldendt), O Umar. Nu (er din iman fuldendt), O Umar.

Umars (raa) søn spurgte senere sin far om hvorfor han skiftede mening. Umar (raa) svarede, “Jeg gik ud og jeg spurgte mig selv hvem jeg havde mere brug for, mig selv eller Allahs Profet? Jeg indså at jeg havde mere brug for Profeten. Jeg vil ikke kunne gå i forbøn for mig selv på Dommedagen, men det vil Allahs Profet. Mine gerninger vil ikke placere mig i de højeste range (i Paradis), men det vil min kærlighed til Profeten. Jeg bragte ikke mig selv fra mørket ind i lyset, men Allahs Profet gjorde det. Således steg kærligheden til Profeten, som jeg havde i mit hjerte, højere end kærligheden til mig selv.” (Bukhari).

Man skal bemærke at Profeten (saaws) ikke irettesatte Umar (raa), fordi han elskede sig selv. Han (saaws) irettesatte derimod Umar (raa) fordi han elskede sig selv højere end Profeten (saaws), hvilket er haram (forbudt).

Dua (bøn)

Allah (swt) siger: “Påkald Mig og Jeg vil svare jer.” (40:60).

Og Allah (swt) siger: “Sig: ‘Påkald Allah, eller påkald Den Nådige. Uanset hvilket navn i påkalder Ham med, så tilhører de Skønneste Navne Ham.’” (17:110).

Og Allah (swt) siger: “Og hvis Mine tjenere spørger dig om Mig: Jeg er sandelig nær! Jeg hører og svarer bønnen af enhver ydmyg bedende, når han påkalder Mig. Lad dem også godvilligt lytte til Mit kald, og være overbeviste om Mig, sådan at de må vandre på den rette vej.” (2:186).

Verset “Og hvis Mine tjenere spørger dig om Mig: Jeg er sandelig nær!”, er et specielt vers. Først og fremmest henvender verset sig til alle mennesker og ikke kun til muslimer. Det skyldes at Allah (swt) tiltaler mennesker som Sine tjenere, og alle mennesker er Allahs tjenere, uanset om de adlyder Ham (swt) eller ej. Dernæst giver verset et direkte svar fra Allah. Allah (swt) beder ikke Profeten (saaws) om at svare på Sine vegne, men vælger derimod Selv at give svaret direkte: “Jeg er sandelig nær!”.

Og Allah (swt) siger: “Og Han svarer dem der har iman, og som handler retskaffent, og forøger Hans Nåde for dem. Og til kafiruna (benægterne) vil der være en streng straf.” (42:26).

Og det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Bed til Allah med overbevisning om at Han vil svare den.” (Tirmidhi).

Fra Abu Hurairah (raa) berettes det også at Profeten (saaws) sagde: “Tjenerens bøn bliver skænket såfremt han ikke beder om synd eller om noget ødelæggende for slægtskabet, og hvis han ikke er hastig. Det blev spurgt: O Allahs sendebud, hvad vil det sige at være hastig? Han (saaws) svarede: At være hastig er at en person siger: Jeg har bedt meget, for meget, men jeg ser at min bøn ikke er svaret. Sådan at han bliver træt af det og opgiver.” (Muslim).

Og det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Når en af jer beder til Allah, så skal han bede med beslutsomhed, og han skal ikke sige: ‘O Allah skænk mig hvis Du vil’, for der er ingen der kan tvinge Allah.” (Muslim).

Og det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Når en af jer beder en bøn, så skal han ikke sige: ‘O Allah, tilgiv mig hvis du vil’, han skal bede sin Herre med beslutsomhed og fuld hengivenhed, for der er ikke noget der er så stort i Allahs øjne, at Han ikke kan skænke det.” (Muslim).

På den ene side kan man sige at det fastlagte ikke er noget, som Allah har bundet Sig Selv med. Skabningerne har ingen magt til at ændre noget som Allah (swt) har fastlagt, men Allah (swt) kan ændre hvad Han vil, når Han hører den bedendes bøn. Det berettes fra Salman Farsi (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Intet kan ændre al-qadar undtagen bønnen.” (Tirmidhi).

Selv hvis man siger, at bønnen ikke kan ændre Allahs fastbestemmelser, så skal man vide at Allah har fastlagt Sine forudbestemmelser på baggrund af Sin Alvidenhed, og da Allah fastlagde og forudbestemte, før Han skabte mennesket, så vidste Han alt om fremtiden, og Han vidste, at der i fremtiden ville være mennesker, der ville bede Ham om forskellige ting, og Han kunne dermed fastlægge sine forudbestemmelser efter hvad Han bliver bedt om. Så Han (swt) vidste hvad mennesker i fremtiden ville bede Ham om.

Allah (swt) er Den Skabende kraft og Magt bag alt. Og det er Ham (swt) der skænker mennesker, det som de beder om, og det som de tænker på. Det er uden betydning om mennesket i sine bønner retter henvendelse til Skaberen, Gud, Allah, Den Almægtige, eller Den Nådige, for alle disse egenskaber tilhører Allah (swt), og alle disse navne retter henvendelse til Allah.

Og Allah (swt) ved bedst!

الرزق - Ar-Rizq (Levebrødet)

Den sproglige betydning af الرزق - Ar-Rizq (Levebrødet)

Termen الرزق - Ar-Rizq kommer fra roden رزق razaqa der sprogligt betyder “levebrød”, “forsyning”, “at give midler til underhold”, “at skænke”, “at velsigne”, “det daglige brød”, m.m.

Den shariamæssige betydning af الرزق - Ar-Rizq (Levebrødet)

Den shariamæssige betydning af الرزق - Ar-Rizq handler om at modtage sit levebrød og sine midler til underhold og overlevelse. Alle aspekter af en persons eksistens hører under begrebet “ar-rizq”. I nogle Koranvers omtaler Allah (swt) regn og frugter som rizq, og dette viser os at rizq er noget mere generelt end bare penge. Rizq omfatter enhver form for forsyning og enhver form for levebrød.

En af Allahs (swt) attributter er Ar-Razzaq hvilket betyder, at Allah alene er Den, der skaber, og skænker levebrød og forsyning, og alt andet der er behov for.

Det største problem forbundet med konceptet om rizq ligger i at det er forbundet til al-ghaib (det usanselige). Vi kan ikke se eller sanse hvordan Allah (swt) giver rizq. Det eneste vi kan se er, at rizq kommer til os af naturlige veje, og at det ofte hænger sammen med vores arbejde og stræben efter levebrød.

Det er selve måden som Allah (swt) giver rizq på, der er ghaib (usanselig), og dette gør at man kan have en tilbøjelighed til at misforstå de forskellige Koranvers der taler om, at Allah alene er den, der giver rizq.

Følgende er nogle af årsagerne til at der opstår misforståelse vedrørende konceptet:

Disse misforståelser frembringer en mentalitet og psyke der er modstridende til Islam, og de giver anledning til en psykisk stress, hvor erhvervelse af indtægt og ejendom direkte er forbundet til mængden af arbejde og viden.

Rizq kommer udelukkende fra Allah (swt)

Når det kommer til konceptet omkring rizq, så forholder det sig sådan at de fleste vers i Koranen er entydige i betydning, de efterlader ikke mulighed for nogen tro på at rizq kommer fra nogen anden end Allah (swt). Ikke nok med det, det forholder sig sådan at Allah (swt) er Ar-Razzaq, dvs. den der aktivt skænker rizq i enhver form, og rizq kan ikke komme noget andet sted fra.

Allah (swt) siger: “Og der findes ikke et eneste levende væsen på Jordens overflade undtagen at rizquha (dets levebrød) påhviler Allah. Han kender dets opholdssted og dets gemmested. Alt er i en tydelig bog.” (11:6). Og: “Vi beder dig ikke om rizqan (levebrød). Vi narzuquka (giver dig levebrød). Og den lykkelige afslutning vil tilkomme den fromme.” (20:132:).

Og Allah (swt) siger: “Er det dem der uddeler af din Herres Barmhjertighed? Det er Os der uddeler deres levebrød til dem i livet i denne verden, og vi hæver nogle af dem i rang over andre, så nogle af dem ser ned på andre. Men din Herres Barmhjertighed er bedre end det de samler sammen.” (43:32).

Verset kan også oversættes som: “..og vi hæver nogle af dem i rang over andre, så nogle af dem tvinger andre til tjeneste.

Her er ordet “uddeler” oversat fra قَسَمْنَا (qasamnaa) der bl.a. betyder “disponere”, “adskille”, “uddele”, “distribuere” og “fordele”. Og ordet “levebrød” er oversat fra مَعِيشَتَهُمْ (maishatahum) der bl.a. betyder “at søge forsyning eller levebrød”, “at leve på en bestemt måde (dvs. livsstil forårsaget af velstand eller fattigdom)”, “levebrød”, “tiden der bruges på at søge levebrød”, “midlerne til at opnår det der skal bruges for at overleve”, m.v.

Dette Koranvers efterlader ikke nogen mulighed for misforståelse eller tvivl idet betydningen af verset både er omfattende og udelukkende på samme tid.

Betydningen af verset er bogstavligt at Allah (swt) er den der aktivt forudbestemmer, alt hvad et menneske skal eje ned til mindste atom. Alt hvad der opnås igennem de handlinger som mennesket udfører, i sin stræben efter tilegnelse af materielle ting, fastlægges af Allah (swt) ned til mindste detalje. Intet kan opnås undtagen det som Allah (swt) bestemmer en person skal have, og intet kan undgås af det som Allah (swt) fastlægger skal komme til en person. Men verset begrænser sig ikke kun til denne betydning. Verset indbefatter alle de egenskaber og forhold og midler en person er i besiddelse af. Det betyder at en persons udseende, styrke, svaghed, helbred, familie, levevilkår, viden osv. alt sammen er fastlagt og fordelt af Allah (swt) og alt sammen er afhængig af denne fordeling.

I surah Al-Kahf finder vi historien om manden der havde fået skænket to store haver, som han praler med. Allah (swt) siger: “Og fortæl dem lignelsen om de to mænd. Vi gav den ene af de to to haver med druer, og omgav dem med daddelpalmer, og mellem de to lagde Vi en kornmark. Hver af de to haver gav sit udbytte, og svigtede ikke det mindste heri. Og mellem dem lod Vi en flod strømme frem. Og han havde frugter, og i en samtale sagde han til sin kammerat: ‘Jeg har større rigdom end du har, og jeg er mægtigere i følgeskab.’ Og han trådte ind i sin have idet han handlede uret imod sig selv. Han sagde: ‘Jeg tror ikke dette nogensinde skal forgå. Og jeg tror ikke at timen skal komme, og selvom jeg også blev sendt tilbage til min Herre, så ville jeg visselig finde et bedre sted end dette.’ Hans kammerat sagde til ham, idet han strædes med ham: ‘Fornægter du Ham der skabte dig af støv, derpå af en sæddråbe, og som formede dig til en mand? Hvad mig angår, så er jeg overbevist om at Allah er min Herre, og jeg sætter ikke en eneste ved siden af min Herre. Og hvorfor sagde du ikke, da du trådte ind i din have: Kun det Allah vil! Der er ikke nogen magt undtagen i Allah. Hvis du ser mig ringere end dig på rigdom og følgeskab, så vil min Herre måske give mig noget bedre end din have, og vil sende en storm over den fra himlen, så den skal blive til ufrugtbar glat jord. Eller dens vand vil synke så du ikke kan få fat i det.’ Og hans frugter blev omfattet (af ødelæggelse), og han begyndte at vride sine hænder (i ærgelse) over det han havde brugt på haven, nu da den lå sammenstyrtet på sine stilladser. Og han sagde: ‘O gid jeg ikke havde stillet nogen ved siden af min Herre!’’” (18:32-42).

Efter manden har prallet med sin rigdom siger hans kammeret til ham: “Og hvorfor sagde du ikke, da du trådte ind i din have: Kun det Allah vil!”, sagt med andre ord: “Kun det Allah vil er blevet mig skænket!”, det var det manden skulle have sagt. Men i stedet fornægtede han Allah (swt) og tilskrev sin rigdom til andre ting.

Allah (swt) siger også: “Allah er Gavmild mod Sine tjenere. Yarzuqu (Han giver levebrød) til hvem Han vil, og Han er Stærk, Den Mægtige.” (42:19).

Og Allah (swt) siger: “Og Allah yarzuqu (giver levebrød) uden regnskab til hvem Han vil.” (24:38). Dvs. nogle mennesker får sågar levebrød, ejendom og rigdom af Allah (swt) uden at de bliver stillet til regnskab for det.

Og Allah (swt) siger: “Og hvor mange dyr findes der ikke, der ikke bærer på rizqaha (dets levebrød)! Allah yarzuquha (giver levebrød) til dem wa-iyyakum (og til jer!) Og Han er den Althørende, den Altvidende.” (29:60). “..der ikke bærer på..” betyder at mange af disse dyr ikke har forråd, men Allah (swt) giver dem det daglige levebrød.

Og Allah (swt) siger: “Sig: Visselig min Herre wayabsutu (skænker overflod) til den Han vil af Sine tjenere, wayaqdiru (og fastlægger, forudbestemmer) for ham. Og hvad som helst I giver ud, vil Han give igen, og Han er den bedste ar-raaziqiina (Forsørger).” (34:39).

Og Allah (swt) siger: “Og de, som havde begæret hans position dagen i forvejen, sagde, ‘Ve os, Allah forøger og wayaqdiru (og fastlægger, forudbestemmer) ar-rizqa (levebrødet) til hvem Han vil af Sine tjenere. Hvis Allah ikke havde været os nådig, ville Han have ladet den (jorden) sluge os. Ve os, kuffar har ikke succes.’” (28:82).

Og Allah (swt) siger: “Allah forøger ar-rizqa (levebrødet) for hvem Han vil af Sine tjenere og wayaqdiru (og fastlægger, forudbestemmer) for ham. Sandelig, Allah ved alle ting.” (29:62).

Og Allah (swt) siger: “Ser de ikke at Allah forøger ar-rizqa (levebrødet) og wayaqdiru (og fastlægger, forudbestemmer) for hvem Han vil? Sandelig, heri er der visselig beviser for folk der har iman.” (30:37).

Og Allah (swt) siger: “Sig: ‘Min Herre forøger og wayaqdiru (og fastlægger, forudbestemmer) ar-rizqa (levebrødet) for hvem Han vil, men de fleste mennesker ved det ikke.’” (34:36).

Og Allah (swt) siger: “Og den der yat-taqi Allaha (er from overfor Allah), Allah vil åbne en vej for ham, wayarzuqhu (og vil forsyne ham) fra et sted han end ikke kunne forestille sig, og den der ya-tawakkul ala Allah (stoler på Allah), Han vil være nok for ham. Allah bringer Sine bestemmelser til udførelse. Allah har visselig for alle ting skabt qadran (en forudbestemmelse).” (65:2-3).

I sammenhæng med ovenstående vers berettes det fra Imran bin Husain (raa) at Profeten (saaws) sagde: “For den person der stoler på Allah, så vil Allah være tilstrækkelig til at tage sig af alle personens behov. Rizq vil blive modtaget fra sådanne kilder som personen end ikke kan forestille sig. Den person der stoler på den materielle verden, Allah overlader en sådan person til verdenen.

Og Allah (swt) siger: “Og dræb ikke jeres børn på grund af fattigdom, Vi vil narzuqukum (skænke levebrød) til jer og til dem.” (6:151).

Og Allah (swt) siger: “Hvis Allah havde forøget ar-rizqa (levebrødet) til Sine tjenere, så ville de visselig have begået oprør på jorden, men Han sender hvad Han vil i overensstemmelse med biqadarin (et forudbestemt mål). Han kender og ser Sine tjenere.” (42:27).

Og Allah (swt) siger: “Lad den rige give ud af sin rigdom, og den qudira alayhi rizquhu (der er begrænset i levebrødet på grund af forudbestemmelse), lad ham give ud af det Allah har givet ham. Allah bebyrder ingen ud over evne. Allah vil skænke lettelse efter besværligheder.” (65:7).

Og Allah (swt) siger: “Men når Han prøver ham og indskrænker hans rizqahu (levebrød), så siger han, ‘Min Herre har ydmyget mig.’” (89:16).

Disse Koranvers er entydige i deres betydning af at Allah (swt) er Ar-Razzaq. Han er Den der giver levebrød, rigdom og forsyning. Han giver til hvem Han (swt) vil, og Han forøger for hvem Han vil, og indskrænker for hvem Han (swt) vil. I samtlige af disse vers bliver enhver form for rizq udelukkende tilskrevet Allah (swt) via forudbestemmelse og fastlæggelse, og der findes ingen ud over Allah (swt) der skænker rizq. Disse vers indbefatter både skabelsen af rizq, og selve det at modtage rizq. I alle disse Koranvers kommer rizq udelukkende fra Allah (swt), og det er Ham der direkte forøger og indskrænker rizq, og ingen anden skabning har indflydelse på dette. Rizq oprinder direkte fra Allah (swt).

Hvad angår følgende Koranvers: “Og giv ikke de svagtbegavede jeres ejendom, som Allah har skænket jer til deres underhold, wa-urzuquhum (men giv dem levebrød) dermed og klæd dem og tal til dem med gode ord.” (4:5). Så siger dette vers ikke at levebrødet kom fra mennesket, dvs. det oprinder ikke hos mennesket, således at et menneske giver et andet menneske levebrød. Derimod siger verset at levebrødet, det der her skal gives videre, oprindeligt er skænket af Allah.

Og hvad angår Koranverset: “Og når slægtninge, forældreløse og fattige er tilstede ved arvedelingen, fa-urzuquhum (så forsyn dem) deraf og tal et passende ord til dem.” (4:8). Så taler dette vers heller ikke om at levebrødet kommer fra mennesket, verset taler derimod om at give andre af den rizq, som man selv har modtaget af Allah (swt) - i dette tilfælde via arv.

Det er derfor obligatorisk at have iman på og være hundrede procent overbevist om, at rizq udelukkende kommer fra Allah (swt), og at Han (swt) skænker rizq til alle Sine skabninger. Hvis man ikke er overbevist om dette, kan man ikke være muslim fordi det er benægtelse af al-dalil al-qatai (entydige og absolutte beviser).

Det berettes i en hadith fra Anas (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Enhver af jer bør bede Allah om sine behov, selv hvis stroppen på sandalen knækker, for hvis Allah ikke frembringer det, så vil det aldrig være muligt.” (Tirmidhi).

Det berettes i en hadith fra Jabir (raa) at Profeten (saaws) sagde: “O mennesker! At-taqu Allaha (vær fromme overfor Allah) og søg jeres forsyning på moderat vis for ingen vil dø førend han har opbrugt sin forsyning, selv hvis den kommer langsomt. Så at-taqu Allaha (vær fromme overfor Allah) og søg jeres forsyning på moderat vis og tag kun det der er lovligt, og forlad det der er ulovligt.” (Ibn Majah).

Rizq hører til al-ghaib (det usanselige)

På samme måde som at vi ikke kan sanse Allah, så kan vi heller ikke sanse måden hvorpå Allah (swt) giver rizq, og det er bl.a. derfor mange misforstår emnet, men resultatet kan derimod sanses, og det utrolige ved dette emne er, at folk faktisk godt er klar over det, når de tænker dybere over det. Hvor ofte har vi ikke set en person, der dårligt kan lægge to og to sammen, tjene mange penge uden at det overhovedet giver mening, mens andre personer der har både kvalifikationer, viden og evner, ikke tjener noget?

Derfor ser vi også folk strømme til foredrag med rige mennesker i håbet om at få et glimt af “hemmeligheden” bag succesen, og mange rige mennesker tror selv at den rigdom de har erhvervet sig, har de erhvervet på grund af den viden og erfaring som de besidder, men det er helt forkert! Deres viden og erfaring har intet med det at gøre!

Korah, der var en mand der levede på Moses (asws) tid, og som Allah (swt) havde skænket voldsom stor rigdom, betragtede hans rigdom som værende noget han havde erhverset sig på grund af den viden han var i besiddelse af. Allah (swt) siger: “visselig, Qarun (Korah) var fra Moses folk, men han undertrygte dem. Og Vi gav ham sådanne skatte at selv nøglerne dertil var en stor byrde for en stor gruppe meget stærke mænd. Da hans folk sagde til ham: ‘Pral ikke! visselig, Allah elsker ikke den der praler! Men søg via det Allah har skænket dig, den Kommende Verdens hjem, og glem heller ikke din del i denne verden. Og handel godt, ligesom Allah har været god mod dig. Og søg ikke efter korruption på jorden. visselig, Allah elsker ikke de korrupte.’ Han sagde: ‘visselig, disse ting er kun skænket mig på grund af den viden jeg er i besiddelse af.’ Vidste han ikke at Allah visselig har tilintetgjort generationer før ham, der var stærkere end ham i styrke, og større end ham i ridgom? Og de kriminelle vil ikke blive udspurgte om deres synder! Så gik han ud til sit folk i pomp og pragt. Og de der begærede livet i denne verden sagde: ‘O gid vi dog var blevet skænket det samme, som det der er blevet skænket til Qarun (Korah). visselig, han ejer en stor formue!’” (28:76-79)

Men da Korah kom ud til folket pralende lod Allah (swt) jorden opsluge ham og hans hus.

Allah (swt) siger: “Så lod Vi jorden sluge ham og hans hjem! Og der var ingen gruppe der kunne hjælpe ham foruden Allah, og han hørte ikke til dem der kunne forsvarer sig selv! Og de, som havde begæret hans position dagen i forvejen, sagde, ‘Ve os, Allah forøger og wayaqdiru (og fastlægger, forudbestemmer) ar-rizqa (levebrødet) til hvem Han vil af Sine tjenere. Hvis Allah ikke havde været os nådig, ville Han have ladet den (jorden) sluge os. Ve os, kuffar har ikke succes.’” (28:81-82).

Korah benægtede at hans rigdom kom til ham fra Allah (swt), og han tilskrev rigdommen sin egen viden og kompetence, ligesom de fleste af de rige mennesker gør i dag, og derfor blev han en kafir som Allah (swt) lod jorden sluge.

Vi kan som mennesker godt se at der findes noget, der giver nogle mennesker succes og rigdom, mens andre aldrig får succes eller rigdom, på trods af at det til tider faktisk burde være helt omvendt. Folk tror at det handler om at kende en “særlig” viden, eller om at være i besiddelse af særlige gode forretningsegenskaber, men til tider kan vi direkte sanse Allahs indgriben, dog kan vi ikke sanse hvordan denne indgriben finder sted, og ofte bliver sådanne begivenheder tilskrevet “tilfældighed”, “lykke”, “ulykke” osv.

Fælles for alle disse ting er, at vi har iman på at rizq kommer fra Allah (swt), uden undtagelse, og at det er ghaib (usanseligt), hvordan Han giver rizq.

Vores indsats og stræben er aldrig årsagen til rizq

Hvis det forholdt sig sådan at andre mennesker, midler, metoder, reklamer, salg og marketing, omstændigheder og vilkår skulle være årsagen til rizq, så ville de samme omstændigheder også give de samme resultater, men det er tydeligt at dette ikke er tilfældet.

Som eksempel kan nævnes en person der er veluddannet, og som foretager alle de nødvendige handlinger, men alligevel sker der ingenting. Ikke nok med det, der sker det at personen ender op med at miste ejendom, selv om handlingerne burde have resulteret i rizq. På den anden side kan vi også opleve at en uuddannet, arbejdsløs, talentløs og fattig person pludselig blive millionær på en enkelt dag f.eks. ved at vinde en konkurrence eller ved at arve penge.

Mængden af rizq ligger altså udenfor vores kontrol. Hvis det ikke gjorde det, ville vi kunne gøre os selv til millionærer når vi kendte “hemmeligheden”.

Når det nu er fastlagt at rizq udelukkende kommer fra Allah (swt), så er det relevant at spørge: Hvad skal vi stille op når vi mangler rizq? Hvorfor skal vi så overhovedet søge efter den?

Der er uenighed i blandt de retslærde om hvorvidt det er en pligt at søge efter rizq. Nogle mener at det er en pligt, og de siger at følgende Koranvers beviser dette: “Han er Den der underkastede jer jorden. Gå derfor omkring på den og spis af rizqihi (levebrødet). Og til Ham er Opstandelsen.” (67:15). Og: “Og når bønnen er afsluttet så spred jer i landet og søg efter Allahs fadli (Nåde) og ihukom Allah meget, for at I må få succes.” (62:10).

Men de ovenstående vers kan forstås på flere måder, og de indeholder ikke en direkte befaling, derimod indeholder de en tilladelse til at søge efter rizq, men uanset om man betragter versene som en pligt eller som noget frivilligt, så indeholder de den shariamæssige “metode” til at anskaffe den rizq som Allah (swt) fastlægger og skænker. Dvs. de fortæller hvad vi skal gøre, hvis vi mangler rizq, og det er, at vi skal “søge” efter den.

Således er det Allah (swt) der er Ar-Razzaq, dvs. den der skænker forsyning, til den der “søger”, hvis Han (swt) vil.

Der findes en meget kendt hadith berettet af Anas bin Malik (raa) der lyder: “En mand spurgte Allahs Sendebud (saaws): ‘O Allahs Sendebud! Skal jeg binde kamelen og derefter lave at-tawakkul (stole på Allah), eller skal jeg lade den gå frit rundt og så lave at-tawakkul?’ Han (saaws) svarede, ’Bind den og lav at-tawakkul.’” (Tirmidhi).

Denne hadith er grundlæggende i at forstå hvad vi skal gøre, når vi ønsker bestemte resultater. “At binde kamelen” hentyder til at vi handler i overensstemmelse med sharia, naturlovene og at vi tager alle vores forholdsregler i forhold til naturlovene. “At stole på Allah” hentyder til at vi er sikre på at resultatet bestemmes af Allah (swt).

Så du planter frøet, passer og plejer jorden, og søger dermed efter forsyning, men det er Allah (swt) der fastlægger hvorvidt din bestræbelse skal bære frugt.

Imam As-Shafi’i skriver følgende i et af sine digte:

Din rizq vil ikke formindskes, selvom den måske kommer sent, og den vil ikke stige, selvom du måske slider og slæber!

Det berettes at Profeten (saaws) sagde, at Allah (swt) sagde: “O søn af Adam! Giv ud (af dine midler) og Jeg vil opretholde dig.” (Muslim).

Spørgsmål relateret til rizq

Spørgsmål: “En person indsamler rizq på en haram (forbudt) måde, som f.eks. ved at sælge narkotika eller alkohol, men hvis han i stedet stræbte efter sin rizq på en halal (tilladt) måde, ville han så få den samme mængde rizq?”

Svar: Svaret på spørgsmålet er at vi ikke kan vide om personen ville få det samme eller ej. Årsagen er at dette hører under al-ghaib (det usanselige). Rizq afhænger altid af hvad Allah (swt) bestemmer, så vi ved ikke om det Allah (swt) ville have bestemt, hvis personen handlede anderledes, ville have været anderledes.

Det vi kan sanse i realiteten er at en person kan skifte fra halal til haram og opleve en nedgang i sin rizq, og det modsatte kan også gøre sig gældende.

I nogle tilfælde prøver Allah (swt) en person netop med dette. Personen beslutter sig for at lade være med at sælge forbudte ting, og begynder i stedet at sælge tilladte ting. Som resultat bestemmer Allah (swt) at personen får en mindre rizq, sådan at Han (swt) kan se, om personen begynder at betvivle sin aqidah, og dermed vender tilbage til det forbudte.

Spørgsmål: “En måned skulle jeg have haft løn fra mit arbejde, men arbejdsgiveren snød mig og udbetalte ikke min løn. Kort efter ringede en ven til mig og sagde at han havde fået nogle ekstra penge, og hvis jeg manglede noget, skulle jeg bare sige til. Hvordan fik Allah (swt) dette til at ske?”

Svar: Som nævnt er det ghaib (usanseligt) hvordan Allah (swt) giver rizq, og vi kan derfor heller ikke beskæftige os med emnet ud fra realiteten, men vi får nogle hint og eksempler fra Allah (swt) i Koranen, og det er det eneste vi kan forholde os til. Allah (swt) siger: “Sig: ‘Han al-qadirun (kan fastlægge) en straf over jer fra ovenover, eller fra under jeres fødder, eller forvirre jer så I bliver til sekter og så lade jer smage hinandens vold.’ Se, hvorledes Vi gør tegnene tydelige, for at de må forstå.” (6:65).

Resultatet af den trussel som Allah giver i ovenstående vers, er direkte sanselig i vores samfund i dag hvor der eksisterer mange forskellige grupper og sekter, der begår vold og overgreb imod hinanden. Hvordan Allah (swt) lader denne forvirring og vold opstå hører under al-ghaib (det usanselige), men resultatet er derimod sanseligt. Dvs. vi kan ikke se hvordan Allah gør det, kun at det sker.

Allah (swt) giver os et andet eksempel fra historien om “Hulens folk”. I dette eksempel tager de unge mennesker fra hulen alle deres forholdsregler for ikke at blive opdaget af beboerne i storbyen, men Allah (swt) lod dem blive opdaget således at beboerne vidste præcis hvem de var. Allah (swt) siger: “De sagde: ‘Jeres Herre ved bedst hvor længe I har opholdt jer her. Send derfor en af jer til byen med jeres mønter og lad ham se, hvilken føde er renest, og bringe jer forråd derfra. Og lad ham være venlig og mild og ikke fortælle nogen om jer. Hvis de skulle opdage jer, ville de stene jer eller tvinge jer tilbage til deres religion, og så ville I aldrig få succes.’ Således lod Vi dem blive opdaget så de kunne vide at Allahs løfte er sandt og at der ikke eksisterer tvivl om Timens komme.” (18:19-21).

Jeg skulle en gang mødes med en bror. Inden mødet lavede jeg as-salah, og da jeg var færdig med min as-salah fik jeg pludselig en stærk lyst til at tage nogle penge med til ham. Broderen sad lidt hårdt i det på daværende tidspunkt, og jeg havde selv fået lidt ekstra penge den måned, så jeg besluttede at “følge lysten” og tage et bestemt beløb med til ham. Da jeg mødte broderen, og overrakte ham pengene, blev han mærkelig i ansigtet. Han sagde til mig: “Inden jeg gik hjemmefra lavede jeg en dua til Allah om at en eller anden person skulle give mig præcis det beløb du kommer med nu!. Jeg kunne ikke forestille mig hvordan Allah skulle opfylde min dua! Hvem skulle dog give mig penge? Men så kommer du, og giver mig pengene subhanAllah!”

Allah (swt) påvirker mennesker på forskellig vis, uden at tvinge dem, til at foretage bestemte handlinger og beslutninger. Handlinger og beslutninger der har en konsekvens - positiv eller negativ - for andre mennesker.

Spørgsmål: “Jeg synes ikke rigtigt at dette klargør forholdet imellem handlinger og resultater. Der må helt tydeligt eksistere et forhold af en slags?”

Svar: Fakta er at en persons indsats ikke har noget at gøre med årsagen til rizq overhovedet. Det er sandt at sharia kræver, at vi søger efter vores rizq, men resultatet af vores indsats ligger i Allahs Hænder, Han er Ar-Razzaq. Der findes, som nævnt, masser af eksempler på dette i realiteten. En dygtig forretningsmand kan stræbe efter overskud, men handlen giver underskud. I dette eksempel var der stræben og søgen, men der var ikke nogen rizq. På den anden side kan en person modtage en pludselig arv og således få rizq, uden overhovedet at have søgt eller stræbt efter den.

Spørgsmål: “Hvis Allah (swt) er Den der giver rizq, hvorfor er det så tilladt at stjæle når man lider nød? Eller tilsvarende at spise f.eks. svinekød?”

Svar: Spørgsmålet bygger på en misforståelse af konceptet omkring rizq. Alt hvad der kommer til dig, uanset om det kommer via tilladte eller forbudte midler, eller om det kommer via midler der normalt er forbudte, men i en given situation bliver tilladte, eller via midler der normalt er tilladte, men i en andet situation bliver forbudte, er alt sammen en del af din rizq.

En person der stjæler, uanset om det er tilladt for ham at stjæle eller ej, så er det han opnår, hans rizq. Og personen der spiser svinekød, uanset om det er tilladt eller forbudt i hans tilfælde, så er svinekødet hans rizq.

Ting der påvirker rizq

Der findes forskellige ting der kan påvirke Allahs (swt) forudbestemmelse af vores rizq.

Synder

Ibn al-Qayyim (rha) sagde angående en muslims rizq:

Synder fungerer som en blokering for rizq. En person kan sandelig få frataget sin rizq ved at begå synd. (Al-Fawa’id).

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “En person bliver forhindret i at modtage rizq på grund af en synd.” (Ibn Majah, Ahmad, al-Hakim og Ibn Hibban fra Thauban).

Allah citerer Profeten Hud (saaws) i Koranen: “O mit folk, bed jeres Herre om tilgivelse, og vend jer angrende til Ham, så vil Han sende vand i strømme ned over jer fra himlen, og Han vil føje styrke til jeres styrke. Og vend jer ikke bort som syndere.” (11:52).

Ibn Kathir (rha) gav følgende kommentar til verset:

Hvis I angrer til Allah, beder Ham om tilgivelse og adlyder Hans befalinger, så vil Han forøge jeres levebrød, nedsende velsignelser fra himlen, frembringe planter fra jorden, forøge dyrenes produktion af mælk, skænke jer rigdom og børn, og Han vil skænke jer haver, igennem hvilke floder strømmer, og som vil indeholder forskellige former for frugter.

Og Allah (swt) siger: “Og bed jeres Herre om tilgivelse og vend jer angrende til Ham. Så vil Han lade jer nyde en god forsyning for en bestemt tid. Og Han vil skænke nåde til enhver som Han har behag i. Og hvis I vender jer bort, så frygter jeg visselig en forfærdelig dags straf for jer.” (11:3).

Disse vers viser os at en muslims forsyning kan hænge sammen med lydighed til Allah (swt), og at søgen efter Hans tilgivelse kan bringe forøget forsyning.

Dette gælder imidlertid ikke ubetinget, da en god muslim også kan få indskrænket sin rizq som en prøvelse fra Allah (swt). På samme måde er rigdom ikke automatisk et tegn på at Allah (swt) er tilfreds med en person. Rigdom er også en prøve og i nogle tilfælde en straf for en kaffir.

At stole på Allah

Imam Jilani (rha) sagde:

Intet afholder dig fra at modtage Allahs favorisering og Hans direkte velsignelse undtagen ved at du sætter din lid til mennesker, midler, metoder og arbejde!

Dette betyder faktisk, at når vi i stedet for at sætte vores lid til Allah (swt), sætter vores lid til venner, bekendte, offentlige ydelser, arbejde, salg og marketing, og andre ting, så kan denne handling forårsage at Allah (swt) bestemmer en mindre rizq til os! Men ikke nok med det, vi kan risikere at komme til at begå shirk, wa audhubillah!

Dette hænger sammen med at Allah (swt) befaler os: “Wa tawakkal ala Allahi (Og stol på Allah)! Wa kafaa bi-llahi wakilan (Allah er tilstrækkelig som Værge).” (33:3).

Og Allah (swt) siger: “Og den der yat-taqi Allaha (er from overfor Allah), Allah vil åbne en vej for ham, wayarzuqhu (og vil forsyne ham) fra et sted han end ikke kunne forestille sig, og den der ya-tawakkul ala Allah (stoler på Allah), Han vil være nok for ham. Allah bringer Sine bestemmelser til udførelse. Allah har visselig for alle ting skabt qadran (en forudbestemmelse).” (65:2-3).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Hvis I alle havde stolet på Allah, som Han bør stoles på, så ville Han give jer levebrød som Han giver levebrød til fuglene. De står op sultne om morgenen, men kommer hjem mætte om aftenen.” (Bukhari).

Som en kommentar til denne hadith sagde Ibn Rajab (rha):

Denne hadith er fundamental når det kommer til konceptet om at stole på Allah, og den er en af de bedste midler til at få rizq. Nogle af Salaf sagde, “Hvis du virkeligt stoler på Allah vil rizq komme til dig uden nogen indsats fra din side.”

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den der er ramt af fattigdom, og som henviser den til mennesker, så vil personens fattigdom ikke blive bragt til ophør, men den der henviser sin fattigdom til Allah, så vil Allah skænke personen levebrød før eller senere.” (Tirmidhi og Abu Dawud).

Pleje af familierelationerne

Det berettes fra Ali Ibn Abu Talib (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Den der ønsker at få skænket mere rizq, at hans liv skal forlænges, og at Allah skal beskytte ham imod en ondskabsfuld død, skal frygte Allahs straf og sørge for at opretholde gode relationer til sin familie.” (Ahmad).

Vær gavmild og giv ud for Allahs skyld

Allah (swt) siger: “Sig: Visselig min Herre wayabsutu (skænker overflod) til den Han vil af Sine tjenere, wayaqdiru (og fastlægger, forudbestemmer) for ham. Og hvad som helst I giver ud, vil Han give igen, og Han er den bedste ar-raaziqiina (Forsørger).” (34:39).

Ibn Kathir (rha) sagde i sin tafsir til verset:

Dette betyder at uanset hvad du giver ud, indenfor de områder som Allah har befalet, eller indenfor de områder som Han har tilladt, så vil det blive erstattet i dette liv og belønnet i det Kommende Liv.

Ibn Abbas (raa) sagde:

To ting er fra Allah og to ting er fra Satan. Satan siger: “Lad være med at give ud af din rigdom og hold fast i den for du har selv brug for den!”, derefter befaler han dig at handle ondt. Allah lover at tilgive dig dine synder og at skænke dig mere velsignelse i dine forsyninger. Allah skjuler Sin slaves synder i dette liv og i det Kommende, og Han forøger hans forsyning i dette liv, og skænker ham velsignelser i det Kommende.

At hellige sit liv til tilbedelse

Det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Allah den Ophøjede sagde: O søn af Adam! Hellig dig til Min tilbedelse. Jeg vil fylde dit hjerte med tilfredshed og vil gøre dig rig! Hvis du ikke gør det, så vil Jeg gøre dit liv kaotisk, og vil gøre dig fattig.” (Tirmidhi og Ibn Majah).

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

Når en person tilbringer hele sin dag med sin opmærksomhed på Allah alene, så vil Allah (swt) tage sig af alle hans behov og tage sig af alt hvad der måtte bekymre ham, Han vil tømme hans hjerte så det kun vil blive fyldt med kærlighed til Ham, befri hans tunge, så den kun taler til ihukommelse af Ham, og forårsage at alle hans evner bliver brugt udelukkende på arbejde i lydighed til Ham.

Men hvis en person tilbringer hele sin dag med sin opmærksomhed på denne verden, så vil Allah lade ham bære dens nød, angst og smerte, Han vil forlade ham så han selv må rode sig ud af sine problemer, og Han vil forårsage at hans hjerte bliver distraheret væk fra kærlighed til Allah og mod kærlighed til andre skabninger. Han vil få hans tunge til kun at tale om andre mennesker i stedet for at tale om Allah, og Han vil få ham til at bruge sine talenter og sin energi på at adlyde og tjene dem. Så han vil stræbe hårdt og arbejde som et dyr for at tjene andet end Allah. Enhver der vender sig bort fra at være en sand slave af Allah, og fra at adlyde Ham og elske Ham, vil blive belastet med slaveri, kærlighed og lydighed til andre skabninger. Allah siger: ‘Og den der vender sig bort fra den Nådiges ihukommelse, så tildeler Vi ham en satan der vil være en intim partner til ham.’ (43:36).

Imam al-Tustari (rha) sagde følgende i sin tafsir til verset som Ibn al-Qayyim nævner:

Allah har bestemt at enhver tjener der vender sig bort fra Hans ihukommelse, hvilket betyder at han ser noget andet end Ham i sit hjerte, og han har affundet sig med den ting, så vil denne person ikke gøre dette uden at Allah giver en satan magt over ham, sådan at denne satan leder ham bort fra sandhedens vej, og gør ham til et offer for fristelser.

Dette vers taler ikke om besættelse eller tvang sådan som nogle uvidende mennesker påstår! Dette vers taler derimod om almindelig waswas (tilhviskelse), og det er som verset hvor Allah (swt) siger: “Og Vi har udpeget intime venner til dem, som får deres handlinger til at forekomme gode for dem, både hvad angår det der var før dem, og det der var efter dem.” (41:25).

Disse sataner, der både kan være mennesker og Jinn, afleder personens opmærksomhed væk fra sandheden, og de lokker personen til at begå synd. Samtidig retfærdiggør de overfor personen de handlinger, som han eller hun foretager, så personen ser på handlingerne som værende gode handlinger, eller i det mindste at der er en god grund til at han eller hun handler sådan. Og dette er resulatet af at vende sig bort fra Allahs (swt) ihukommelse, hvilket betyder, at man vender sig bort fra Koranen.

Sayyid Abul Ala Maududi (rha) skriver i sin tafsir:

“Den Nådiges ihukommelse”, dvs. ihukommelse af Ham såvel som Hans formaning og Koranen.

Fattigdom

Fattigdom er en af de katastrofer som Allah (swt) har bestemt skal eksistere i denne verden, og fattigdom kan ramme et individ, en familie eller et helt samfund.

Fattigdom har en negativ effekt på folks overbevisning og adfærd, og mange kristne missionærer har ofte forsøgt at udnytte fattigdom til at sprede kristendommen. Ligeledes bliver amoralske handlinger ofte udspredt på grund af fattigdom, handlinger som tyveri, mord, prostitution og salg af forbudte ting som alkohol og narkotika.

På Profetens (saaws) tid, før Islam, levede der folk der dræbte deres børn på grund af fattigdom eller frygt for fattigdom. Allah (swt) siger: “Dræb ikke jeres børn på grund af fattigdom, Vi vil forsyne dem og jer.” (6:151). Og Allah (swt) siger: “Og dræb ikke jeres børn på grund af frygt for fattigdom, Vi vil forsyne dem såvel som jer. visselig, at dræbe dem er en stor synd!” (17:31).

Profeten (saaws) plejede at bede Allah (swt) om beskyttelse imod fattigdom. Det berettes fra Muslim bin Abi Bakrah at hans far (raa) sagde, at Profeten (saaws) plejede at sige følgende bøn: “O Allah! Jeg sørger tilflugt hos Dig imod kufr, fattigdom, og imod straffen i graven.” (An-Nasai).

Og det berettes fra Aisha (raa) at Profeten (saaws) plejede at sige dette i sin bøn: “O Allah! Jeg søger tilflugt hos dig imod synd og stor gæld!” En person sagde til ham (saaws): “Det er ret tit du søger beskyttelse imod stor gæld.” Profeten (saaws) sagde: “Når en person kommer i gæld, begynder han at lyve, og han giver løfter, men bryder dem.” (Bukhari 832 og Muslim 589).

Og det berettes også at Profeten (saaws) sagde: “Fattigdom er næsten kufr.” Meningen med hadithen er at en person i en meget presset situation med fattigdom kan komme til at begå kufr (benægtelse) på grund af trængslerne. Personen mister med andre ord sin overbevisning om at det udelukkende er Allah (swt), der skænker rizq, og han mister tilliden til Allahs løfte, og han begynder måske sågar at søge hjælp i afgudsdyrkelse af den ene eller anden form.

Det berettes fra al-Miqdaam (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Ingen spiser bedre mad end den han selv har tjent med sine to hænder. Selv Profeten David (saaws) plejede at spise det han selv tjente med sine egne hænder.” (Bukhari).

Og det berettes fra Al-Zubayr bin al-Awwaam (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Hvis en af jer skulle tage et reb og bære brænde på sin ryg for at sælge det, og således bevarer sin værdighed, så vil det være bedre for ham end at spørge folk om at give ham (penge, mad, osv.), folk som måske giver eller måske ikke giver.” (Bukhari).

Islam er den eneste ideologi der har de rigtige og effektive løsninger på alle fattigdomsproblemer på verdensplan. Dog er de praktiske løsninger som Islam præsenterer alt for omfattende til at blive gennemgået i denne bog, men følgende engelske bøger kan downloades i PDF format, og de kan varmt anbefales til den der ønsker et dybt indblik i det islamiske økonomiske system - et system, der dengang det var iværksat (hvilket det ikke er noget sted i verdenen i dag), på meget kort tid fik udryddet al fattigdom i hele den muslimske verden.

الاجل - Al-Ajal (Levetiden)

Den sproglige betydning af الاجل - Al-Ajal (Levetiden)

Begrebet al-Ajal betyder sprogligt “en fastlagt tid”, “et specificeret tidsforløb”, “en periode”, “Dommedagen”, “tidsforløbet imellem skabelsen af liv og død”, “perioden imellem døden og opstandelsen”, “den tid man har til rådighed i denne verden”, o.l.

Den shariamæssige betydning af الاجل - Al-Ajal (Levetiden)

Shariamæssigt bruges termen om dødstidspunktet eller den levetid man har fået stillet til rådighed af Allah (swt).

På samme måde som med rizq ligger det største problem med dette koncept i at det er forbundet til Al-Ghaib (det usanselige). Vi kan ikke se hvordan Allah (swt) forårsager død. Det eneste vi kan se er, at døden kommer til os og at det ofte, men ikke altid, hænger sammen med en eller anden begivenhed som f.eks. sygdom, drab, osv.

Det er selve måden som Allah (swt) tager livet på, der er usanselig, og dette gør at man kan have en tilbøjelighed til at misforstå de forskellige Koranvers, der taler om, at Allah alene er den, der forårsager død.

Følgende er nogle af årsagerne til at der opstår misforståelse vedrørende konceptet:

Døden og dødstidspunktet er forudbestemt og fastlagt af Allah (swt)

Når det kommer til al-ajal, så er det ikke kun sådan at Allah vidste hvornår en person skulle dø, og derfor skrev det ned, det er derimod sådan at Allah (swt) er Al-Mumit (Den der aktivt Bringer død).

Allah (swt) siger:

Ingen sjæl kan dø undtagen efter Allahs tilladelse, og dødstidspunktet er forudbestemt.” (3:145).

Allah tager sjælen når tiden til at dø er kommet, og også fra dem der ikke dør når de sover. Så beholder han den for hvem Han har qadaa (forudbestemt) døden, og giver slip på de andre indtil ajalin musamman (den forudbestemte tidsperiode). Sandelig i dette er der beviser for folk der tænker sig om.” (39:42).

O I som har iman! Opfør jer ikke som kuffar der når deres brødre er på rejse eller deltager i krig, siger: ‘Hvis de var blevet tilbage sammen med os, så ville de ikke være døde ej heller være blevet dræbte.’ Allah gør dette til en kilde til sorg og smerte i deres hjerter, for sandelig Allah forudbestemmer både liv og død, og Allah ser alt det I gør.” (3:156).

Hans er kongedømmet over himlene og Jorden. Han giver liv og forårsager død, og Han har magt over alle ting.” (57:2).

Så forårsager Han døden, og giver ham en grav.” (80:21)

Hans er magten over himlene og jorden. Han giver liv, og forårsager død, og Han har magt over alle ting.” (57:2).

Og Han forvolder døden, og giver liv.” (53:44).

Det er Os der giver liv, og som forvolder død, og til Os er rejsemålet.” (50:43).

Sig: ‘Det er Allah der skænker jer liv, og derefter forårsager jeres død. Derefter vil Han samle jer til opstandelsens dag, hvorom der ikke er tvivl, men de fleste mennesker ved det ikke.’” (45:26).

Der findes ingen gud undtagen Ham. Han giver liv, og forårsager død. Han er jeres Herre og Herren over jeres forfædre.” (44:8).

Han er den der skænker liv, og den der forårsager død, og når Han qadaa (forudbestemmer) en sag, så siger Han kun ‘bliv’, og den er!” (40:68).

Allah er den som skabte jer, derpå gav Han jer levebrød, derefter forvolder Han døden, og giver jer så liv på ny. Er der mon nogen af jeres såkaldte afguder, der kan gøre noget af dette? Lovpriset er Han og højt ophøjet over det, de sætter ved siden af Ham.” (30:40).

Og det er Ham der giver liv, og som forårsager død, og det er Ham der har magten over natten og dagens skiften. Vil I da ikke forstå?” (23:80).

Og det er visselig Os som giver liv, og som forvolder død, og Vi arver (alle ting).” (15:23).

Sandelig, Allah tilhører herredømmet i himlene og på jorden. Han giver liv, og forårsager død. Og I har ingen ved siden af Allah der kan beskytte eller hjælpe jer.” (9:116).

Hvordan kan I fornægte Allah? I var uden liv, og Han gav jer liv, derpå vil Han forårsage jeres død, og så vil Han bringe jer tilbage til livet, og så vender I tilbage til Ham.” (2:28).

Derefter sendte Han sikkerhed ned over jer efter trængslerne, en døsighed der overvældede nogle af jer, medens andre var bekymrede for sig selv, de tænkte urette tanker om Allah. De sagde: ‘Mon vi har nogen indflydelse på hvordan tingene sker?’ Sig: ‘Magten over begivenheders udfald er ene og alene Allahs!’ De skjuler for dig det som de virkelig mener. De siger: ‘Hvis vi havde nogen andel i ledelsen, da ville vi ikke være blevet dræbt her.’ Sig: ‘Selv hvis I var blevet i jeres huse da ville de, for hvem det var blevet forudbestemt at de skulle dø, have draget ud af egen foranledning til deres dødslejer.’” (3:154).

Disse Koranvers, der både er absolutte i bevis og entydige i mening, klargør, uden skyggen af tvivl, at Allah (swt) er den som giver liv, og som forårsager død. Disse vers er ikke billedsprog.

Det er derfor obligatorisk at være overbevist om at en person ikke kan dø, førend hans ajal (levetid) er afsluttet, og at den som giver liv, og som forårsager død, er Allah (swt). Hvis man ikke er overbevist om dette, bliver man til en kafir fordi det er benægtelse af ad-dalil al-qatai (entydige og absolutte beviser).

Begivenheder hvor døden indtræffer

Hvad angår begivenheder og situationer hvor døden indtræffer, så er disse blot begivenheder og situationer, men de er ikke selve årsagen til døden.

Hvis vi betragter begivenhederne hvor død ofte indtræffer, så kan vi se, at døden ikke altid indtræffer, selvom den samme begivenhed og de samme forhold gør sig gældende. Samtidig kan vi også se at døden ofte indtræffer uden nogen fornuftig grund.

Døden kan forekomme i forbindelse med en begivenhed, eller den kan forekomme helt uden nogen begivenhed. I begge tilfælde er det Allah (swt) som bestemmer, om personen skal overleve, eller om personen skal dø.

Selvmord er heller ikke en årsag til døden. Selvmord er et forsøg på at frembringe årsagen til døden, men hvorvidt det lykkes afhænger af Allahs (swt) forudbestemmelse. Hvis Allah (swt) tillader det, så dør personen, hvis ikke, så sker der noget som gør at personen overlever. Under alle omstændigheder skal personen stå til regnskab for hensigten om at begå selvmord.

Af andre ekstreme eksempler kan nævnes jordskælvsofre der har overlevet i meget langt tid, mens de ligger begravet under jorden, og hvor personen burde være død, men alligevel har personen “mirakuløst” overlevet.

Hvis situationerne var årsagen til døden, så skulle døden indtræffe hver eneste gang den samme situation gør sig gældende, men meget forskellige resultater eksisterer i identiske situationer.

Årsagen til døden kan ikke sanses direkte i realiteten. Det vi kan sanse, er, at den samme situation og de samme omstændigheder ikke altid medfører det samme resultat, men vi kan ikke sanse årsagen til døden.

På samme måde som at vi ikke kan sanse Allah, så kan vi heller ikke sanse måden hvorpå Allah (swt) forårsager døden, og det hører under al-ghaib (det usanselige).

Naturlovene

Man kunne sige at det at en person får hugget hovedet af er årsagen til døden, og at det er indiskutabelt at døden indtræffer hver eneste gang, en person får hugget hovedet af, men faktum er at Allah (swt) har fastlagt naturlovene og at menneskets liv er afhængigt af forskellige naturlove. Således kan livet ikke eksistere i kroppen hvis kroppen ikke har et hoved. På samme måde som at liv ikke kan eksistere i kroppen, hvis kroppen ikke kan få ilt, eller hvis kroppen er udsat for andre ting der modstrider naturlovene relateret til menneskets krop. At en person får hugget hovedet af er ikke årsagen til døden, årsagen til døden er at det modstrider naturloven, at liv skulle eksistere i en krop uden et hoved, og det er Allah (swt) der har fastlagt denne naturlov.

Hvis en person har til hensigt at slå en anden person ihjel ved at hugge personens hoved af, så er det Allah (swt) der bestemmer hvorvidt døden for lov til at indtræffe, eller hvorvidt Han (swt) forhindre det i at ske.

Allah (swt) siger: “Og der var i byen ni mænd, som handlede ondt i landet, og de ville ikke ændre sig. De sagde: ‘Tilsværg hinanden ved Allah, at vi visselig vil angribe ham (Profeten Salih) og hans familie ved nattetid, og at vi så derefter vil sige til hans nære slægtninge: Vi var ikke vidner til hans families undergang, og vi taler visselig sandt.’ Og de lagde en plan, men Vi lagde også en plan, uden at de vidste det. Se da, hvorledes enden blev på deres plan. Vi tilintetgjorde dem og hele deres nation tilhobe.” (27:48-51).

Så når en person har til hensigt at tage sit eget liv eller en anden persons liv ved at påvirke kroppen i henhold til naturloven, så er det Allah (swt) der bestemmer hvorvidt personen får lov til at gennemføre en sådan handling. Hvis personen får lov til at gennemføre handlingen er handlingen ikke årsagen til døden, men årsagen til døden er Allahs (swt) fastlæggelse i forbindelse med naturloven og Allahs tilladelse af handlingen.

Fælles for begivenheder og naturlove hvor døden kan indtræffe, så er vi forpligtede af Shariah til at forsøge at afholde os fra dem. Dette betyder ikke at vi er bange for døden, eller at vi forsøger at undgå døden, for vi kan aldrig undgå døden, men det betyder at vi underkaster os Allahs (swt) befalinger i hvilket Han (swt) lærer os, at vi skal beregne på naturlovene, og gøre alt hvad vi kan for at sikre os imod dem.

Hvis vi af en eller anden fornuftig grund skal bestige et bjerg, så tager vi alle vores forholdsregler imod at falde ned ved at anskaffe os alle de nødvendige midler og den nødvendige ekspertise. Hvis vi skal bygge et hus, så anskaffer vi os også de nødvendige midler og den nødvendige ekspertise for at sikre, at huset ikke styrter sammen efter at det er blevet bygget.

التوكل - At-Tawakkul (Tilliden)

Den sproglige betydning af التوكل at-tawakkul

Ordet التوكل (at-tawakkul) kommer fra roden وكل wakala der betyder “at betro”, “at give fuldmagt til en anden”, “at udpege en stedfortræder”, “at uddelegere til en anden” og “at udpege ens værge”.

Kort sagt betyder at-tawakkul sprogligt at man overlader sine affærer til en anden person, som man stoler helt på, og som man har fuld tillid til, at han eller hun vil varetage alle ens affære med fuld kompetence og beføjelse.

Den shariamæssige betydning af التوكل at-tawakkul

At-Tawakkul, som et islamisk begreb, er dybt forbundet til de foregående koncepter Al-Qadar, Ar-Rizq og Al-Ajal og man kan godt sige at At-Tawakkul udspringer herfra. At-Tawakkul betyder at man overlader sit liv til Allah, stoler på Hans forudbestemmelser, fastlæggelser og løfter.

Shaykh Abdul Qadir Jillani (rha) sagde:

Den rigtige betydning af at-tawakkul er at man uddelegerer alle ens affærer til Allah (swt), og at man foretager en flugt fra det personlige valg og selvforvaltning. Det personlige valg og selvforvaltning skal betragtes som et dystert og skummelt mørke. Derefter tager man hen til det sted hvor det fastlagte og forudbestemte bliver erfaret direkte.

Tjeneren må være overbevist om at der ikke er nogen mulighed for at ændre det fastlagte, hvilket betyder, at hvad der end har ramt ham ikke kunne være blevet undgået, og at han aldrig kan få fat i det der ikke var fastbestemt til ham. Hans hjerte vil derefter finde fred i dette, og han vil føle sig sikker i at stole på det løfte som hans Herre har givet ham. (Al-Ghunya li-Talibin).

Allah (swt) siger: “Men I vil ikke kunne vælge noget, medmindre Allah vil det. Allah er Alvidende og Alvis.” (76:29-30). Og Han (swt) siger det samme andetsteds: “Men I vil ikke kunne vælge noget, medmindre Allah, Herskeren over alle verdener, vil det.” (81:29).

Ibn Taymiyyah (rha) kommenterede disse vers med at sige:

Hvis en person håber på noget, fra det der er skabt (dvs. andre mennesker), så er det hans hjerte der ønsker noget fra det skabte, men det der er skabt, kan ikke skænke det som han ønsker. Derudover er denne handling shirk (at tillægge Allah en partner), noget som Allah ikke vil tilgive.

Ibn Ata’illah sagde:

Befri dig selv fra bekymring efter du har lagt dine planer. Lad være med at bekymre dig om hvad Allah vil foretage Sig på dine vegne.

Det berettes at Ali bin Abu Talib (rha) sagde:

Tjeneren skal ikke have håb i nogen anden end sin Herre, og han skal ikke frygte andet end sine egne synder.

Det at have at-tawakkul er en pligt for enhver muslim i enhver situation. Allah (swt) siger: “Når du da har truffet din beslutning, fatawakkal ’ala l-lahi (så stol på Allah). Sandelig, Allah elsker al-mutawakilina (dem der stoler på Ham).” (3:159).

At kende Allah (swt)

Vi skal kende Allah (swt) på Hans egenskaber og attributter. Som f.eks. at Han (swt) er Al-Malik (Den suveræne Herre), Al-Jabbar (Fremtvingeren), Al-Aziz (Den Almægtige), Al-Muhaymin (Beskytteren), As-Salam (Kilden til fred), Ar-Razzaq (Den der giver forsyning), Al-Qahhar (Den der gennemtvinger), Al-Mujib (Den der svarer), Al-Muhyi (Den der skaber liv), Al-Mumit (den der bringer død) og Al-Wali (Herskeren).

Jo mere vi ved om Allah og Hans egenskaber, desto mere kan vi, med god overbevisning, sætte vores lid til Ham (swt) og stole på Ham.

Man skal handle for at opnå et mål

Hvis man tror, at man skal sætte sig tilbage og vente på Allahs forudbestemmelser, med undskyldningen om at man skal stole på Allah, så tager man fejl. En sådan attitude er uislamisk, og den har ikke rod i Islam. Den har derimod rod i en grundlæggende misforståelse der bunder i en filosofisk tilgang til Islam der er helt forkert.

Vi har som mennesker valgfrihed til at handle som vi finder passende, og denne handlefrihed er skænket os af Allah (swt). Resultatet af vore handlinger bestemmes af Allah (swt).

I og med at vi ikke ved hvad Allah (swt) forudbestemmer, så kan vi heller ikke kende resultatet på forhånd. Derfor skal vi stræbe af alle kræfter efter det vi bedømmer er det bedste, og så overlade resultatet til Allah (swt). Uanset hvad der sker, så ved vi, at Allah (swt) forudbestemmer. Hvis resultatet er godt og gør os glade, så takker vi Allah (swt), hvis resultatet er “dårligt” og gør os kede af det, så skal vi bestragte det som en prøvelse hvori vi skal have as-sabr.

Det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Den stærke mumin er bedre og mere elsket af Allah end den svage mumin, selvom de begge er gode. Stræb efter det der vil gavne jer og søg Allahs hjælp og vær ikke håbløse. Hvis noget træffer jer så sig ikke: ‘Hvis bare jeg havde gjort sådan og sådan, så ville det ikke være sket’, men sig i stedet: ‘Allah fastlægger, og hvad Han vil, det gør Han’, for ordene ‘hvis bare’ åbner døren for Satan.” (Muslim).

Så vi stræber alt hvad vi kan, efter det vi bedømmer er godt. Dernæst ved vi at Allah (swt) har bestemmer resultatet idet Han (swt) siger: “Og den der yat-taqi Allaha (er from overfor Allah), Allah vil åbne en vej for ham, og vil forsyne ham fra et sted han end ikke kunne forestille sig, og den der ya-tawakkul ala Allah (stoler på Allah), Han vil være nok for ham. Allah bringer Sine bestemmelser til udførelse. Allah har visselig for alle ting skabt qadran (en bestemmelse).” (65:2-3).

Vi kan således aldrig vide på forhånd hvad resultatet af vores stræben bliver, og skal derfor heller ikke sætte vores lid til gæt, ideer eller tanker om den slags. Derimod skal vi handle efter bedste evne, virkeligt stræbe, og samtidigi med at vi altid sætter vores fulde lid til Allah (swt).

Og Allah (swt) siger: “Du ved det ikke, men Allah kan meget vel forårsage at noget nyt sker.” (65:1).

Og Allah (swt) siger: “… og søg efter det Allah har كَتَبَ (kataba) {nedskrevet} for jer.” (2:187).

Hvis du foretager handling A kan det være at Allah (swt) har bestemt resultat B for dig, men hvis du fortager handling C, kan det være at Allah (swt) har bestemt resultat D for dig. Da du ikke på forhånd ved hvad Han (swt) har bestemt, er du tvunget til at handle og søge efter det du ønsker at opnå, og ikke på nogen som helst måde lægge midler i det forudbestemte, men udelukkende i handlinger, planlægning og stræben. Derimod lader du dit hjerte finde fuldstændig ro i din overbevisning om at resultatet, det har Allah (swt) bestemt, og Han (swt) ved bedst!

At stole på Allah er obligatorisk

Vi skal stole på Allah (swt) fuldstændigt. Det må ikke være halvhjertet. Vi må ikke føle os nervøse eller ængstlige når vi kan se, at midlerne til at opnå det som vi ønsker ikke findes.

Nogle mennesker stoler på Allah (swt) så længe de kan se, at midlerne er til stede, men når midlerne indskrænkes, eller forsvinder, så holder de op med at stole på Allah (swt).

Det er obligatorisk at stole på Allah (swt) både før, efter og imens du handler. Allah (swt) siger: “Hvis Allah hjælper jer, er der ingen der kan få magt over jer, men hvis Han forlader jer, hvem skal da hjælpe jer efter Ham? Og lad de der har iman اللَّهِ فَلْيَتَوَكَّلِ (Allahi falyatawakkali) {stole på Allah}.” (3:160).

Og Allah (swt) siger: “Så når du har truffet en beslutning, sæt da din lid til Allah. For Allah elsker dem der stoler (på Ham).” (3:159), “Allah, der findes ingen anden gud end Ham! Så lad de der har iman stole på Allah!” (64:51), “Sig: Allah er tilstrækkelig for mig. På Ham stoler de, der sætter deres lid.” (39:38), “Men hvis en person stoler på Allah, viselig er Allah Almægtig, Vis.” (8:49), “Sandelig, de overbeviste er de der når Allah nævnes, så føler de en rystelse i deres hjerter, og når de hører Hans Åbenbaringer reciteret, så finder de deres overbevisning styrket, og de stoler på deres Herre.” (8:2).

Disse vers og mange andre vers i Koranen er entydige, og de betyder at det er altid obligatorisk for en muslim at stole på Allah (swt), både før, efter og imens man handler.

Sayyid Qutb (rha) nævner Allahs (swt) tale hvor Han (swt) siger: “..og de stoler på deres Herre.” (8:2), derefter siger han:

Den måde denne udtalelse er formuleret, lægger vægt på at de stoler på Allah alene, de giver Ham ikke partnere når de søger hjælp. Ibn Kathir forklarer denne udtalelse komplet når han siger: “De lægger ikke håb i andet end Ham, de vender sig ikke til andre end Ham, de søger ingen andens beskyttelse end Hans, de henvender deres appel til Ham udelukkende, og de søger ikke hjælp fra andre end Ham. De ved at uanset hvad Han ønsker, så vil det ske, og det Han ikke ønsker, kan aldrig ske. De ved også at Han alene har fuldkommen kontrol over universet uden noget behov for at få godkendt, ratificeret eller bekræftet Hans dom. Han er også hurtig til at gøre regnskab. Af denne grund sagde Said bin Jubayr: ‘Sand tillid til Allah er summen af Iman.’”

Dette er den praktiske betydning af bekræftelse af Allahs enhed, at man henvender al tilbedelse fuldstændigt og udelukkende til Ham alene. Det er ikke muligt at have sand overbevisning om Allah som universets Herre og samtidig stole på nogen ved siden af Ham. De der finder, at de stoler på andre end Allah, må først og fremmest søge i deres hjerter for at se hvorvidt de virkelig er overbeviste om Allah.

At stole på Allah forhindrer ikke nogen i at handle eller i at tage forholdsregler. En mumin tager sine forholdsregler imod enhver mulig begivenhed, som et tegn på overbevisning om Allahs eksistens, og som en adlydelse til Ham, idet Han har befalet os at handle sådan. Men en sand mumin betragter ikke sine handlinger og forholdsregler som værende den eneste årsag til de resultater de producerer, sådan at han udelukkende stoler på disse handlinger og forholdsregler. Det der frembringer resultater, og som virkelig frembringer årsagerne, er Allahs Vilje.

Hjælp fra Allah afhænger af hvor meget vi stoler på Ham

Når man udpeger et andet menneske til at være ens værge i en eller anden sag, så kan man med god grund være i tvivl om hvorvidt personen dels har den nødvendige kunnen, og dels har de nødvendige ressourcer, men når man udpeger Allah (swt) som Værge, så kan man ikke være i tvivl. Vi skal derfor have fuld tillid til Allah (swt). Jo større vores tillid er, desto mere hjælper Allah os.

Med at-tawakkul er vores opgave at planlægge at bruge de rette midler efter bedste evne og at arbejde hårdt, men i vores hjerter har vi ikke længere nogen bekymring om udfaldet på det vi gør. Allah (swt) fastlægger det bedste resultat for os, også selvom vi ikke selv forstår det.

Hvis du er syg, søger du efter den bedste læge og den bedste behandling. Hvis du skal til eksamen, forbereder du dig ved at studere hårdt. Hvis du arbejder, yder du den bedste indsats. Og efter at du har gjort alt dette, så skal du føle en indre fred og ro i dit hjerte fordi Allah er Al-Wakil! Han er den der tager sig af dine affærer, og Han efterlader dig aldrig til dig selv, og Han forlader dig aldrig sålænge du holder fast i Ham (swt).

Allah (swt) har kaldt sig selv for Al-Wakil, hvilket betyder, “Værgen”. Dette navn har Han valgt og lært os. Når vi derfor vælger Allah som vores Værge, så er Han den bedste Værge, Den Mægtigste Værge, Den Værge der ikke kan svigte eller fejle. Så selv når det ikke går som vi havde håbet, så ved vi med sikkerhed, at vores Værge ikke har svigtet os, men Han (swt) har handlet i vores bedste interesse.

Hvordan bevarer vi optimismen?

Optimisme opnås bedst ved at huske Allahs ord: “Og den der yat-taqi Allaha (er from overfor Allah), Allah vil åbne en vej for ham, og vil forsyne ham fra et sted han end ikke kunne forestille sig, og den der ya-tawakkul ala Allah (stoler på Allah), Han vil være nok for ham. Allah bringer Sine bestemmelser til udførelse. Allah har visselig for alle ting skabt qadran (en forudbestemmelse).” (65:2-3).

Og Allah (swt) siger: “Og søg hjælp i as-sabr og i as-Salat (den islamiske bøn)…” (2:45).

Alle former for bekymringer oprinder hos Satan. Det er ham der hvisker bekymringer så vi skal fortvivle om Gud, og så vi skal tænke dårligt om Gud, at så vi holder op med at handle fordi vi bliver håbløse, eller endnu værre, så vi handler i modstrid til det der gør Gud tilfreds.

Allah (swt) siger: “Satan يَعِدُكُمُ (yaidukumu) {lover jer, truer jer med} الْفَقْرَ (al-faqra) {fattigdom, nød, katastrofe, behov} og påbyder jer skændighed, men Allah يَعِدُكُمْ (ya’idukum) {lover jer} tilgivelse وَفَضْلًا (wafadlan) {og overlevelse, overskud, overflod, gavn}. Og Allah er Gavmild og Alvidende.” (2:268).

Og Allah (swt) siger: “إِنَّمَا ذَٰلِكُمُ الشَّيْطَانُ (Innama dhalikumu al-shaitanu) {Det er kun Satan der} يُخَوِّفُ (yukhawwifu) {skræmmer jer} أَوْلِيَاءَهُ (awliyaahu) {med sine venner} فَلَا (falaa) {så lad være med} تَخَافُوهُمْ (takhafuhum) {at frygte dem} وَخَافُونِ (wakhafuni) {frygt Mig} إِن (in) {hvis} كُنتُم (kuntum) {I er} مُّؤْمِنِينَ (muminina) {overbeviste}” (3:175).

Og Allah (swt) siger: “De til hvem mennesker sagde: ‘Se! Mennesker (en hær) har samlet sig mod jer, frygt dem derfor!’ Men det øgede bare deres overbevisning, og de sagde: ‘Allah er tilstrækkelig for os og en herlig Beskytter!’” (3:173).

Og Allah (swt) siger: “Satan giver dem løfter og skaber i dem falske lyster, men Satans løfter er ikke andet end bedrag.” (4:120).

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

Tilstanden hos den der stoler på Allah er som tilstanden på den der modtager en dirham fra en konge. Så bliver den stjålet fra ham, men kongen siger, “Jeg har meget mere end det, så du skal ikke bekymre dig! Når du kommer til mig, vil jeg give dig endnu mere end dette fra mine skatte.” Hvis denne person kender til troværdigheden i kongens udtalelse, og stoler på ham, og ved at hans skatte er fyldte med penge, så vil det han mistede ikke bedrøve ham. (Madaarij us-Salikin).

Når vi betragter vores egne begrænsede midler, muligheder og resourcer, så har vi en tilbøjelighed til at begrænse vores aktiviteter i henhold til disse midler, muligheder og resourcer, men når vi tager at-tawakkul i betragtning, og dermed forstår at Allah (swt) hjælper den der sætter sin lid til Ham (swt), så ser realiteten helt anderledes ud. Pludselig står vi ikke alene, og vi har adgang til Allahs (swt) hjælp og magt.

Med Allahs (swt) hjælp og magt rykkes grænserne for hvad der er muligt.

Selv de mennesker der ikke tror på Allah (swt) sætter ofte deres lid til en “højere magt”, omend de kalder det “universet” eller “naturen” eller noget andet. Dette gør dem i stand til at yde deres alleryderste for at nå de mål de sætter sig.

Hvad så med en muslim der sætter sin lid til Allah (swt) på basis af absolutte beviser? Ikke alene kan en sådan person opnå det yderste på basis af sine bestræbelser, men Allahs (swt) hjælp gør ham eller hende i stand til at opnå ting som ingen anden kan opnå.

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “I skal visselig erobre Konstantinopel (Istanbul). Hvilken fantastisk leder han vil være, og hvilken fantastisk hær det vil være!” (Ahmad og Al-Hakim).

Da Sultan Mehmet II fik magten i 1451 (855 AH) satte han sig for at være den person Profeten (saaws) omtalte i den ovenstående hadith. Den 1. april 1453 ankom Mehmet II med sin hær på 100.000 soldater ved Konstantinopel, og synet der mødte dem var rystende. Den indre bymur var over 5 meter tyk og 12 meter høj. 20 meter væk fra den indre bymur var der en ydre bymur der var 2 meter tyk og 8.5 meter høj.

Ingen havde tidligere været i stand til at erobre Konstantinopel og de mange forsøg der tidligere havde fundet sted, var et vidne på dette. Og ud over den enorme bymur havde byzantinerne bygget en kæmpe jernkæde ved Det Gyldne Horn, nord for byen, den lå der for at forhindre en flåde i at sejle ind til byen og angribe den fra den nordlige kyst. Samtidig modtog byzantinerne forstærkninger fra Italien.

Mehmet II tilbød byzantinerne muligheden for at overgive sig samtidig med at de ville beholde deres ejendele, liv og familier i fred, men dette tilbud blev afvist af den byzantiske kejser.

Mehmet II påbegyndte angrebet på Konstantinopel den 6. april, men på trods af en enorm indsats og et voldsomt bombardement af bymuren, med verdens dengang største kanoner, så holdt byen stand i ugevis. Da Mehmet II kunne se at byen ikke kunne belejres på normal vis, udtænkte han en plan vis lige verdenen ikke tidligere havde set. Den muslimske flådes skibe skulle bæres over land!

På kun én nat bar muslimerne 72 skibe over land, og søsatte dem igen ved Det Gyldne Horn. Konstantinopel blev efterfølgende erobret.

Mehmet II slog ikke indbyggerne i Konstantinopel ihjel, men opfordrede befolkningen til at blive boende samtidig med at han befriede dem fra skattebetaling. Han insisterede ligeledes på at den græske patriark blev i byen, og herskede over de kristne på hans vegne. Mehmet II fulgte de islamiske love og regler vedrørende håndteringen af ikke-muslimer under krig, og han gav fuld religiøs frihed til de kristne i Konstantinopel. Som resultat fik han navnet “Al-Fatih” (Eroberen).

البلو والصبر - Al-Balaa wa As-Sabr (Prøvelserne og Tålmodigheden)

Den sproglige betydning af البلو al-balaa

Sprogligt betyder ordet بلو (balaa) “at teste”, “at undersøge”, “at afprøve”, “at udsætte for voldsomme prøvelser”, “at forårsage lidelse eller sorg”, “at være grebet af sorg og frygt”, o.l.

Den shariamæssige betydning af البلو al-balaa

Som et islamisk begreb dækker det over alle de begivenheder der indtræffer, hvor Allah (swt) afprøver os.

Denne verden er skabt som et “testområde”, et testområde hvor vi som mennesker skal testes og prøves, og livet byder på tests og prøvelser hver eneste dag uden pause. Nogle tests forudbestemmes af Allah (swt), og kommer direkte fra Ham (swt), som f.eks. forudbestemt sygdom, rigdom, fatigdom eller ulykker som naturkatastrofer. Andre prøvelser indtræffer med Allahs (swt) tilladelse igennem andre menneskers handlinger og opførelse.

Vi bliver prøvet med både godt og ondt.

Allah (swt) siger: “Sig: Intet rammer os, undtagen hvad Allah har nedskrevet imod os. Allah er vores beskytter, og dem der har iman skal stole på Allah alene.” (9:51).

Dette betyder at ingenting kan ramme os undtagen det som Allah (swt) enten direkte forudbestemmer imod os eller som Han (swt) tillader andre mennesker at gøre imod os.

Og Vi gør nogle af jer til en prøvelse for andre. Vil I da have as-sabr? Og Allah ser visselig alt.” (25:20).

Tror mennesker, at de vil blive ladt i fred, fordi de siger: ‘Vi har iman (overbevisning)’, uden at de først skal prøves? Og Vi prøvede visselig dem, der var før jer. Og Allah vil sandelig gøre det klart, hvem af jer der taler sandt, og hvem af jer der lyver.” (29:2-3).

Og vid at jeres ejendom og jeres børn ikke er andet end en prøve, og at der hos Allah sandelig er en stor belønning.” (8:22).

Og Vi vil visselig prøve jer med en vis del frygt, sult, tab af ejendom, tab af liv og fortjeneste men forkynd glædeligt budskab til as-sabirun (dem der har as-sabr). Som, når de er ramt af en katastrofe, siger: ‘Vi tilhører Allah, og vi skal sandelig tilbage til Ham.’ Deres Herre vil skænke dem store velsignelser og barmhjertighed. Sådanne er de retledte.” (2:155-157).

At sige “Vi tilhører Allah”, betyder at vi ved, at Allah (swt) har skabt os, og det er Ham (swt) der ejer os. Han bestemmer hvad Han (swt) vil gøre med Sin ejendom. Og at sige “vi skal sandelig tilbage til Ham”, er det samme som at sige, at uanset hvad der sker i dette liv af dårligt, så betyder det ikke noget for vi skal ikke blive her, vi skal leve evigt hos Allah (swt), og vi skal belønnes for vores sabr. Og en dag hos Allah (swt) er som sammenligning tusind år af dem vi regner med. Allah (swt) siger: “De beder dig fremskynd straffen, men Allah vil aldrig fejle i Sit løfte. Og sandelig, en dag hos Allah er som tusind dage af dem I regner med.” (22:47).

Og Allah (swt) siger: “Det som er på jorden, har Vi (Allah) ikke gjort til andet end et glitrende show, sådan at Vi kan prøve dem, så Vi kan se hvem af dem, der handler bedst.” (18:7).

Den sproglige betydning af الصبر as-sabr

Ordet الصبر as-sabr kommer fra roden صبر (sabara) der sprogligt betyder “at binde fast”, “at være tålmodig”, “at stå fast ved fornuft”, “at afholde sig fra hvad fornuften og loven forbyder” og “at afholde sig fra at udvise sorg, irritation og utålmodighed”.

Den shariamæssige betydning af الصبر as-sabr

As-Sabr er et kerneelement i den islamiske aqidah (livsanskuelse), og det er tæt forbundet med det at være muslim. As-Sabr er et meget omfattende begreb, og det er et begreb der dækker over mange forskellige tilstande.

Ibn al-Qayyim al-Jawziyyah (rha) giver en god beskrivelse af begrebet i sin bog om as-sabr:

Abu Muhammad al-Hariri sagde: “As-Sabr er at opfatte modgang og medgang ens og at være tilfreds til alle tider.” Jeg (Ibn al-Qayyim) siger: Dette er alt for svært, og vi er ikke blevet befalet at være sådan. Allah har skabt os på en sådan måde at vi føler forskel på medgang og modgang, og alt hvad vi kan gøre, er at afstå fra panik i hårde situationer. As-Sabr betyder ikke at føle det samme i modgang som i medgang. Dette er ikke muligt, og det er vores natur modstridende. At have medgang er bedre end at have modgang!

As-Sabr har mange navne afhængig af situationen. Hvis as-sabr hænger sammen med at begrænse lysten til sex, så kaldes den ære, og det modsatte er hor. Hvis det handler om at kontrollere ens mave, så hedder det selvkontrol, og det modsatte er grådighed. Hvis det handler om at være tavs om det, der ikke må fortælles, så kaldes det diskretion, det modsatte er afsløring af hemmeligheder og bagtalelse. Hvis det handler om at være tilfreds med det der er tilstrækkeligt, så hedder det afholdenhed, det modsatte hedder overdrivelse. Hvis det handler om at kontrollere sin vrede, så kaldes det overbærenhed, og det modsatte er impulsiv og forhastet reaktion. Hvis det handler om at afholde sig fra hastværk, så hedder det yndefuld og stabilitet, og det modsatte er opfarende. Hvis det handler om ikke at løbe væk, så kaldes det mod, og det modsatte er fejhed. Hvis det handler om at afholde sig fra at tage hævn, så hedder det tilgivelse, og det modsatte er hævngerrig. Hvis det handler om at undgå at være nærig, så hedder det gavmildhed, og det modsatte er nærighed. Hvis det handler om at undgå at være doven og håbløs, så kaldes det dynamisk og initiativrig.

As-Sabr kan have forskellige navne i forskellige situationer, men alle er indbefattet af ideen om as-sabr. Dette viser at Islam, i dets helhed, er baseret på as-sabr.

En person kan stræbe efter at kontrollere sin seksuelle drivkraft, og han kan træne sig til at sænke sit blik indtil det bliver vane. Det samme gælder alle andre ønskede egenskaber så som stedfasthed, gavmildhed og mod.

As-Sabr er en islamisk forpligtelse.

Allah (swt) siger: “Wa-is’biru (Og hav as-sabr), visselig Allah er med dem der har as-sabr.” (8:46).

شكوى (At beklage) sig går imod As-Sabr

Ibn al-Qayyim al-Jawziyyah (rha) forklarer:

Der findes to former for beklagelse. Den første form indbefatter at man beklager sig til Allah. Dette er ikke i modstrid til at have as-sabr. Dette har flere profeter vist os. Som eksempel kan nævnes Jakobs (saaws) tale da han sagde: “Jeg klager kun min kummer og min sorg til Allah” (12:86), og inden da havde han sagt: “Så sabr er smuk.” Koranen omtaler også Job (saaws): “Og (også) Job, da han råbte til sin Herre: Jeg er blevet ramt af fortræd.” (21:83). Den anden form for beklagelse involverer beklagelse til mennesker, enten direkte igennem ord eller indirekte igennem vores udseende og opførsel, dette er i modstrid med as-sabr.

I praksis betyder dette at hvis man beklager sig over sit liv til andre mennesker, direkte eller indirekte, så handler man imod as-sabr, og det er haram (forbudt).

Fra Abdullah bin Umar (raa) berettes det at Sad bin Ubadah (raa) var blevet syg. Allahs Sendebud (saaws) besøgte ham (raa) sammen med Abdur Rahman bin Auf (raa), Sad bin Abi Waqqas (raa) og Abdullah bin Masud (raa). Da han (saaws) kom ind i huset til ham, spurgte han folkene i huset om Sad var afgået ved døden. De svarede: “Nej, O Allahs Sendebud.” Allahs Sendebud (saaws) begyndte at græde og da folk så, at han (saaws) græd, begyndte de også at græde. Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Hører I ikke? Allah straffer ikke for øjets tårer, og heller ikke for hjertets sorg, men Han straffer for denne (og så pegede han på sin tunge) eller viser barmhjertighed.” (Bukhari og Muslim).

As-Sabr i relation til prøvelser, lidelser og deres belønning

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den der prøver at have as-sabr, Allah vil hjælpe ham med at have as-sabr.

Og det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Hvis Allah ønsker at gøre godt mod en person, så rammer Han ham med lidelser.” (Bukhari).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Forvent godt fordi Allah (swt) gør en mumins sygdom til en soning og en periode med hvile. Hvad angår når en kafir bliver syg, så er han som en kamel hvis ejer binder den, og derefter slipper den løs. Den forstår ikke hvorfor den blev bundet, ej heller hvorfor den blev sluppet fri.” (Bukhari i al-Adab ul-Mufrad - 493).

Og det berettes fra Aisha (raa) at hun sagde: “Jeg så aldrig nogen lide så meget under sygdom som Allahs profet.” (Bukhari).

Og det berettes fra Abdullah (raa) at han sagde: “Jeg besøgte Profeten mens han var syg, og han led under høj feber. Jeg sagde: ‘Du har høj feber. Er det fordi du vil få en dobbelt belønning for den?’ Han svarede: ’Ja, for ingen muslim bliver ramt af nogen lidelse undtagen at Allah vil slette hans synder, på samme måde som bladene falder af fra et træ.’” (Bukhari).

Og det berettes fra Musa (raa) at Profeten (saaws) sagde, at Allah (swt) sagde: “Visselig, jeg driver Mine venner væk fra denne verdens glæder og nydelser på samme måde som den medfølende hyrde driver sine kameler bort fra de farlige græsgange. Og visselig får jeg dem til at undgå denne verdens fred og levebrød på samme måde som den medfølende hyrde får sine kameler til at undgå de hvilesteder, hvor de ville være et let bytte. Det er ikke fordi at Jeg er ligeglad med dem, men det er så de kan fuldende deres del i Min Godhed i sikkerhed og velstand. Så denne verdens nydelser ikke vil tiltrække ham, og så lyster ikke skal overmande ham.” (Imam Ahmad).

Og det berettes fra Abu Said al-Khudri (raa) og fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Ingen træthed, ej heller sygdom, ej heller sorg, ej heller tristhed, ej heller skade, ej heller nød rammer en muslim, selv hvis det er et stik han får fra en torn, undtagen at Allah sletter nogle af hans synder for det.” (Bukhari).

Og det berettes fra Aisha (raa) at Allahs Sendebud (saaws) sagde: “En mumin modtager ikke noget problem med at blive stukket af en torn eller noget større end dette, undtagen at Allah ophøjer ham i rang, eller sletter noget af hans synd dermed.” (Muslim). Mange forskellige ahadith beretter det samme fra forskellige Sahabah.

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Sandelig, lidelser bliver intensiveret for de retskafne. Når en mumin rammes af en besværlighed, det være sig en torn eller mere, så er en synd slettet fra ham, og han ophøjes en grad (i Paradis).” (Ahmad og al-Hakim).

Og det berettes fra Al-Aswad bin Yazid (raa) at han sagde: “Nogle unge mænd fra Quraish besøgte Aisha da hun var i Mina, og de ankom grinende. Hun spurgte dem: ‘Hvad griner I af?’ De svarede: ‘En person snublede i noget reb fra et telt og han var lige ved at brække halsen eller miste sine øjne.’ Hun sagde: ‘Lad være med at grine! Jeg har hørt Allahs Sendebud (saaws) sige: Hvis en muslim bliver stukket af en torn eller bliver ramt af noget værre end det, så er der garanteret for ham højere rang, og hans synder er udslettet.’” (Muslim 6237).

Hvis man har as-sabr, vil man modtage Paradiset uden at blive stillet til regnskab på Dommedagen inshAllah. Allah (swt) siger: “Kun as-Sabirun skal modtage deres belønning fuldt ud uden regnskab.” (39:10).

As-Sabr på godt og ondt

Allah (swt) siger: “Der er (blandt mennesker) en mand som tjener Allah, så at sige på grænsen, hvis godt rammer ham, så er han tilfreds med det, men hvis en prøvelse rammer ham, vender han ryggen til. Han er taberen både i denne verden og den kommende, og det er et åbenbart tab!” (22:11).

Og Allah siger: “Og sandelig, når Vi lader mennesket smage barmhjertighed fra Os, glædes han, men når noget dårligt rammer dem, for hvad deres egne hænder har sendt i forvejen (af ondt), sandelig så bliver mennesket utaknemmeligt!” (42:48).

Og Allah siger: “Og når noget skade rammer mennesket, så græder han til sin Herre, vendende sig til Ham alene i anger. Men når Han (Allah) skænker noget godt til ham fra Sig Selv, så glemmer han hvad han før græd for, og giver Allah partnere, så han kan vildlede andre fra Hans vej.” (39:8).

Og Allah (swt) siger: “Når nød rammer mennesket, påkalder han Os, når Vi (Allah) så har fjernet trængslen, og ændret den til en barmhjertighed fra Os, siger han (mennesket): ‘Jeg har kun opnået det på grund af min viden!’ Nej, det er kun en prøvelse, men de fleste af dem ved det ikke.” (39:49).

Når gode ting træffer os, skal vi være taknemmelige, og vi må ikke lade de gode ting aflede vores opmærksomhed væk fra tilbedelse og adlydelse af Allah. Når onde ting træffer os, skal vi afstå fra panik, og fra at beklage os til mennesker, og fra at beklage os over Allahs (swt) forudbestemmelser.

Men selv de dårlige ting der rammer os, kommer ikke uden grund. Allah (swt) siger: “Og hvad der rammer jer af ondt, så er det på grund af, hvad jeres hænder har fortjent sig, men Han tilgiver meget.” (42:30).

Ibn Kathir siger i sin tafsir til verset:

Hvad som helst der rammer jer af ondt, O mennesker, skyldes de synder som I har udført i fortiden.

Dette betyder at mange af de onde ting der rammer os, i virkeligheden rammer os på grund af vore egne synder, men det gælder ikke ubetinget.

Allah (swt) siger: “Hvorfor skulle Allah straffe jer, hvis I er taknemmelige og har iman? Og Allah er den der belønner taknemmelighed, den Alvidende.” (4:147).

Og Han (swt) siger: “Hvad der rammer dig af godt, er fra Allah, og hvad der rammer dig af dårligt, er fra dig selv.” (4:78).

Ibn Kathir (rha) siger i sin tafsir til verset:

Qatadah sagde: “Det betyder at man rammes af straf for synder man har begået. Abu Salih sagde det samme.”

Det berettes i en hadith qudsi at Profeten (saaws) sagde, at Allah (swt) sagde: “De som ihukommer Mig, sidder i mit selskab. De som er taknemmelige, besøger Mig. De som adlyder Mig, skal have Min gavmildhed. Men selv de der er ulydige, efterlader Jeg ikke uden min Barmhjertighed. Hvis de angrer, så er Jeg deres kærlige Ven, for Jeg elsker dem der angrer, og Jeg elsker dem der renser sig. Hvis de ikke angrer, er Jeg deres læge der vil ramme dem med prøvelser for at slette deres synder.

Og det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Den der har iman fortsætter med at blive ramt af besværligheder, i hans eller hendes krop, ejendom eller børn, indtil han eller hun møder Allah fuldstændig fri for synd.” (Ahmad og Tirmidhi).

Og Allah (swt) har gjort lederskabet i Islam afhængigt af as-sabr. Allah (swt) siger: “Og Vi (Allah) udvalgte ledere i blandt dem, som styrede med Vores befalinger, så længe de havde as-sabr, og havde fast iman (overbevisning).” (32:24).

Allah (swt) lover også dem der har as-sabr, at fjendens intriger ikke vil forårsage Hans trofaste tjenere nogen skade. Allah (swt) siger: “Og hvis tasbiru (I har sabr) watattaqu (og er fromme), så vil deres planer ikke kunne skade jer overhovedet, sandelig Allah omfatter hvad de end gør.” (3:120).

Ligeledes er muslimernes succes afhængig af as-sabr. Allah (swt) siger: “O I som har iman (overbevisning), isbiru (stå fast) wasabiru (og hav sabr), og hold godt sammen og taqu-Allah (vær fromme overfor Allah), således at I må opnå succes.” (3:200).

Og Allah (swt) siger: “Og hvor magen en profet (har der ikke været), med hvem mange fromme kæmpede, og de svækkedes ikke på grund af det, der ramte dem for Allahs sag, og de blev ikke svage, og de gav ikke efter. Og Allah elsker al-sabirina (de der har as-sabr).” (3:146).

I andre vers taler Allah (swt) om at ramme folk med trængsler og nød, for at de skal vende tilbage til Ham og ihukomme Ham. De skal huske Hvem der har skabt dem, og hvad deres formål er. De skal ydmyge sig for deres Herre og ihukomme, at alt det som de ejer, kommer fra Allah, inklusiv deres helbred.

Allah (swt) siger: “Vi straffede visselig Faraos folk med år med tørke og mangel på frugter, så de måske ville ihukomme.” (7:130).

Og Allah (swt) siger: “Og Vi greb dem sandelig med straffen, men de ydmygede sig ikke for deres Herre, og de påkaldte ikke (Allah) i underdanighed mod Ham.” (23:76).

Og Allah (swt) siger: “Og Vi vil sandelig lade dem smage af straffen (i denne verden) før den mægtige straf (i den kommende verden), så at de må angre og vende tilbage.” (32:21).

Tilfredshed med Allahs fastbestemmelser

Andre menneskers handlinger imod os, specielt når vi er sårbare, udgør en prøve for disse mennesker og for os. Prøven finder kun sted på grund af Allahs (swt) tilladelse, og hvis Han (swt) havde givet os midlerne, så kunne vi have ændret på situationen. Når vi ikke kan ændre sitationen, kræver den as-sabr, men vi skal forstå, at det udelukkende finder sted på grund af Allahs (swt) tilladelse, og hvis Han (swt) vil, så kan Han (swt) give os midlerne så vi kan ændre situationen med Hans (swt) hjælp.

Når vi rammes af trængsler, kan det være en meget stor barmhjertighed fra Allah (swt). Udover at synder slettes, og gode gerninger optegnes, så kan det være at vi har været optaget af denne verden, og at vi har forsømt Allah. Situationen tvinger os tilbage til Allah (swt) og til at indse at vi er helt og aldeles afhængige af Allah (swt), og at ingen og intet kan hjælpe os undtagen Allah (swt). Vi mindes døden, og vi stiller os selv til regnskab som aldrig før, vi forbedrer os, og bliver derefter bedre muslimer inshAllah.

Vi kan befinde os i en ud af tre tilstande når vi bliver ramt af noget, som vi ikke kan lide:

  1. As-Sabr. Dette er fard (forpligtet).
  2. Tilfredshed. Dette er mandub (opfordret).
  3. Utilfredshed og beklagelse. Dette er haram (forbudt).

As-Sabr er en pligt for enhver muslim, og det består i at vi accepterer prøvelserne uden at beklage os til andre end Allah (swt), men tilfredshed er endnu højere.

At være tilfreds er en opfordret tilstand der er større end as-sabr, og tilfredshed med Allahs (swt) bestemmelser giver den største belønning.

Når vi er tilfredse, udviser vi tilfredshed med prøvelserne fordi vi ved at de kommer fra Allah (swt) af en god grund. Man føler lettelse i at acceptere Allahs fastbestemmelser, og man spekulerer ikke på hvornår besværlighederne ophører.

En muslim kan opnå en sådan tilstand tilfredshed, at han eller hun er absolut overbevist om, at det som Allah (swt) i Sin Visdom har bestemt, er det bedste, og at intet han eller hun selv ønsker, kunne være bedre end det som Allah (swt) har bestemt. Og denne tilstand kan vokse til sådan en grad at enhver form for ubehag bliver omdannet til velbehag.

Det berettes af Anas bin Malik (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Når Allah elsker en person, så prøver Han ham. Hvad den angår der er tilfreds, så vil Allah være tilfreds med ham. Hvad angår den der er utilfreds, så vil Allah være utilfreds med ham.” (Tirmidhi).

Og Allah (swt) siger: “Ingen katastrofe indtræffer uden Allahs tilladelse. Hvad da angår den der har iman på Allah, så vejleder Han hans hjerte, og Allah ved alle ting.” (64:11).

Alqama (rha) forklarede verset med følgende:

Dette omhandler ondt som rammer tjeneren, han ved det kommer fra Allah, og han accepterer den derfor, og føler sig tilfreds med det.

Ali bin Abu Talib (raa) mødte på et tidspunkt Adiyy bin Hatim, og Adiyy så meget trist ud. Ali spurgte ham: “Hvorfor så trist, O Adiyy?” Adiyy svarede: “Hvordan kan jeg undgå at være i sådan en tilstand når begge mine sønner er blevet slået ihjel, og mit ene øje er blevet stukket ud?” Ali sagde: “O Adiyy, den der er tilfreds med Allahs fastbestemmelser vil opleve dem, og vil blive belønnet for dem. Og den der er utilfreds med Allahs fastbestemmelser vil også opleve dem, men Allah vil gøre hans handlinger værdiløse.”

Umar bin Abdul-Aziz (raa) sagde:

Jeg har ikke andet der giver mig glæde, undtagen når det som Allah har fastlagt indtræffer.

Han blev på et tidspunkt spurgt: “Hvad ønsker du?” Han svarede:

Det som Allah, Mægtig og Lovpriset være Han, fastlægger.

Umar bin al-Khattab (raa) sagde:

Jeg er ligeglad med om jeg står op om morgenen som fattig eller rig eftersom jeg ikke ved, hvilket der er bedst for mig. (Ihya Ulum Al-Din).

Som mennesker ønsker vi kun gode ting i vores liv, men det at være Allahs slave betyder noget andet. At være tilfreds med det forudbestemte drejer sig ikke kun om de ting som vi kan lide, det virkelige formål med at være tilfreds drejer sig især om de ting som vi ikke kan lide.

Det er ikke vores opgave at diktere forudbestemmelserne. Vi kan være tilfredse eller utilfredse, det har i princippet ingen betydning, men ved at være utilfredse er vi syndige. Derfor sagde Profeten (saaws) også: “Dine fastbestemmelser vedrørende mig vil ramme mig, og Du er retfærdig overfor mig i Dine bestemmelser.

I en anden hadith sagde han (saaws): “Hvis du er i stand til at udvise tilfredshed med iman, så gør det. Hvis ikke, så er der sandelig meget godt i as-sabr overfor det som man hader.” (Tirmidhi).

Og i en anden beretning sagde han (saaws): “Hjertet er trist, øjet løber over med tårer, men alligevel siger vi ikke andet end det der gør vor Herre tilfreds.

For at opnå denne tilstand er det overordentlig vigtigt at et specielt forhold eksisterer imellem slaven og Herren. Et forhold der gør, at slaven føler sig så tæt på sin Herre, at han eller hun ikke har brug for nogen anden.

Ibn al-Qayyim (rha) sagde:

Tre ting vil lette byrden: 1. At være total sikker på at alt sker i overenstemmelse med Allahs visdom, og at Han (swt) bedst ved hvad der er godt for Sine slaver. Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Enhver sag som Allah bestemmer over Sin slave er bedre for ham.”. 2. At være opmærksom på den enorme belønning og kompensation som Allah (swt) har lovet til Sine tjenere, når de bliver ramt af noget, og når de udviser as-sabr. 3. At acceptere at det er Allah (swt) der forudbestemmer, mens det er slavens opgave at underkaste sig.

Det der forudbestemmes over tjeneren er altid en velsignelse selv når det drejer sig om at blive forhindret i at opnå noget, og det er en velsignelse selv når det ligner en prøvelse. Og en sygdom der rammer er i virkeligheden en helbredelse, selv når det ligner sygdom! Desværre, på grund af tilbederens uvidenhed, og på grund af hans overtrædelser, så betragter han ikke noget for at være en gave, en velsignelse eller en helbredelse medmindre han kan nyde den omgående, og medmindre det stemmer overens med det han ønsker. Hvis han dog blot besad en lille smule fornuft, så ville han betragte det at blive forhindret som værende en velsignelse, og sygdom som en barmhjertighed, og han ville nyde bekymringerne der rammer ham, mere end han nyder sine gode tider, og han ville nyde fattigdom mere end han nyder rigdom, og han ville være mere taknemmelig når han er velsignet med lidt, end når han er velsignet med meget. (Al-Fawaid).

Livet i denne verden er så ubetydeligt for en muslim at han ikke kan lade sig bekymre over hvad han har mistet i den. Ejheller være frygtsom overfor hvad der eventuelt vil ske ham i fremtiden.

Dette skal kombineres med hans fulde tilfredshed med Allahs (swt) fastbestemmelser. Det er sådan en mumin opnår ære og glæde, men at tage disse ideer og tanker indenbords kræver at han konstant genopfrisker dem, konstant fortæller dem til sig selv, læser og studerer bøger der påminder om dette, og overvejer Koranvers og ahadith der er direkte relevante, indtil dette slår rod i hjertet, og det bliver helt naturligt.

Den grundlæggende tilstand skal være fyldt med Allah (swt)! Uden en stærk følelse af nærhed til Allah (swt) er livet tomt, meningsløst og uden virkelig indhold. Og alle ting forandres med Allah (swt) i livet.

En af Satans mål er at gøre en mumin depressiv og ked af det. Det skyldes at depression er lammende. Når man er glad, har man energi, og man bliver optaget af godt arbejde, men når man er ked af det, håbløs og fyldt med sorg, så har man ingen energi, man kan ikke komme ud af sengen og livet fyldes med fantasi. Man har lyst til at lægge sig ned og give op. Han gør dette ved at gøre dig utilfreds med det liv Allah (swt) har givet dig, ved at gøre dig ked af de prøvelser Allah (swt) udsætter dig for, ved at gøre dig ked af ensomhed, sygdom, økonomiske problemer, osv. Hans hvisken bliver således til en test og prøvelse.

Det berettes at Umar bin al-Khattab (raa) sagde:

Mit mål er nu at finde nydelse i de forskellige ting der er blevet fastbestemt over mig.

Og det berettes at Ali bin Abi Talib (raa) sagde:

Et tegn på godt ligger ikke i at du har rigdom og mange børn. Sand godt er når dine gode gerninger er mange, og når du har en god forståelse og overbærenhed, og når du konkurrerer for at tilbede din Herre. Hvis du handler godt, så priser du Allah og takker Ham, og hvis du synder, så bønfalder du om Allahs tilgivelse. Der findes ikke noget godt i denne verden undtagen for to typer mænd. En mand der synder, men så retter på sig selv igennem fortrydelse og anger, og en mand der stræber og skynder sig efter at opnår det Kommende.

At beklage sig til andre mennesker, eller at omtale Allahs prøvelse på en negativ måde, svarer til at vi påstår, at vores visdom og fornuft er bedre end Allahs fordi alt, godt såvel som ondt, fastlægges af Allah (swt). Som muslimer skal vi stole på at Allah (swt) har en god grund til, at fastlægge det der sker, uanset om vi kan sanse og forstå det gode eller ej.

Allah (swt) siger: “Men det kan være at I hader noget, skønt det er godt for jer, og det kan være at I elsker noget, selv om det er dårligt for jer, og Allah ved, men I ved ikke.” (2:216).

Og Allah (swt) siger: “Og Allah er Alvidende og Alvis.” (4:170).

Det berettes at Ibn Taymiyyah (rha) sagde:

Allah fuldender Sine velsignelser over Sine overbeviste tjenere ved at ramme dem med besværligheder og prøvelser, sådan at de vender tilbage til Ham, og kalder på Ham alene. De gør deres levemåde oprigtig overfor Ham, de lægger deres håb i Ham, og deres hjerter bliver afhængige af Ham alene. Dette fører til at de stoler på Ham på en absolut måde, at de smager imans sødme, og at de afskærer dem selv fra shirk. Alle disse velsignelser er større end velsignelser af godt helbred, sikkerhed og luksus, for alle disse ting er kun kropslige velsignelser, som både muminin og kuffar oplever.

Hvad angår velsignelserne der opnås af dem der lever i overenstemmelse med tauhid (Allahs enhed), så er de ud over beskrivelse, og en enhver mumin har en del af dette i forhold til sin iman. Det er derfor at nogle af Salaf sagde: “Søn af Adam. Du er sandelig blevet velsignet når det tit er nødvendigt for dig at banke på din Herres dør for at få opfyldt et behov!”

En af de retslærde sagde: “Jeg har et behov for Allah, så jeg påkalder Ham, og Han skænker mig nydelsen i at kende Ham, og sødmen i at tale til Ham. Dette får mig til at ønske at min bøn ikke bliver besvaret hurtigt, fordi jeg frygter, at min sjæl vil blive afledt på grund af det.”

Hvad vi her har nævnt, er nogle af de åndelige oplevelser der ikke helt kan forstås undtagen for dem der selv har oplevet det.

Imam Jilani (rha) sagde:

Dette er et afskedsråd fra mig til dig, uanset om du er ven eller fjende, at du ikke skal bebrejde din Herre for det Han gør imod dig, eller for de besværligheder Han rammer dig med. Derimod burde du offentliggøre alle de gode ting der rammer dig og være taknemmelig for dem. At du fortæller en løgn ved at udvise taknemmelighed, selvom der ikke er nogen velsignelse, er bedre for dig end at du udtrykker utilfredshed med sandheden offentligt. Findes der nogen der er helt uden velsignelse fra Gud? Gud den Mægtige og Prisværdige siger: “Og hvis I skulle opregne Allahs gunst mod jer, ville I aldrig kunne opregne den.” (13:34).

Når mennesket bevæger sit hjerte i søgen efter noget ud af lyst og nydelse, og hjertet adlyder denne lyst uden befaling fra Gud og uden Hans tilladelse, så er resultatet heraf shirk, synd, og at man glemmer Gud. Gud griber forstanden og hjertet med problemer og katastrofer, og med underkastelse til mennesker. Og med skade, angst, smerte og sygdom.

Ved du ikke at Han er Én, og at den Éne elsker enhed i kærlighed, og Han elsker en der kun elsker Ham? Hvis Han trækker dig nær Sine velsignelser igennem andre, så bliver din kærlighed til Ham defekt, og den vil blive spredt, fordi ofte så opstår der i dit sind en tilknytning til en person på grund af noget godt du har fået (af ham eller hende). Som resultat lider din kærlighed til Gud i dit hjerte skade. Og Han, den Mægtige og Prisværdige, er jaloux og elsker ikke en partner. Så Han begrænser menneskers hænder fra at nå dig med hjælp, og fra at mennesker skulle tale godt om dig, og fra at mennesker skulle komme til dig så de ikke kan aflede din opmærksomhed væk fra Ham. Har du ikke hørt Profetens (saaws) tale: “Hjerter er lavet sådan at man ikke kan undgå at elske en person, der har gjort en en tjeneste, og man må være frastødt af en der har forårsaget en skade.

Så Han afholder, på alle mulige måder, mennesker fra at gøre gode gerninger mod dig indtil du opfatter Hans enhed, og elsker Ham, og indtil du, ene og alene, kun er Hans, udadtil og indadtil, i alle dine handlinger og i alle dine tilstande, så meget at du ikke kan se noget godt undtagen at det kommer fra Ham, og du bliver helt fjernet fra enhver skabning, og fra dig selv, og fra dine lyster, og fra dit formål, og fra dine ønsker, og fra alt andet undtagen Gud. Først der bliver hænder gjort åbne overfor dig, gavmildhed og gaver og tunger bliver løsnet med prisning af dig. (Futuh al-Ghaib).

Og det berettes at Said bin Jubair (rha) sagde:

As-sabr er tjenerens accept af den katastrofe som Allah har bestemt til ham. Det er hans forståelse af at Allah har taget det med i regnskabet, og hans håb at Allah vil belønne ham for det. Tjeneren kan indadtil være i en tilstand af frygt og panik, men ved at udøve selvkontrol, så kan man ikke opfatte andet end as-sabr på hans fremtoning.

Beklagelse til Allah

At det er tilladt for os at beklage os til Allah (swt), betyder ikke at vi jamre til Allah (swt) eller at vi bebrejder Ham (swt), og siger ting som: “Hvorfor skal dette ramme mig?”

Beklagelse til Allah (swt) betyder ikke at vi stiller Allah (swt) til regnskab, for ingen kan stille Allah (swt) til regnskab. Allah (swt) siger: “Han kan ikke stilles til regnskab for hvad Han gør, men de skal stilles til regnskab!” (21:23).

Beklagelse til Allah (swt) betyder derimod at vi beder Ham (swt) om hjælp til at klare prøven, og at vi beder Ham (swt) fjerne det som vi ikke kan lide. Og det er bl.a. en af de bønner Allah (swt) lærer os, og som vi siger mange gange om dagen: “Dig alene tilbeder vi, og dig alene anråber vi om hjælp!” (1:5).

Så hvis vi er syge, kan vi bede Allah (swt) om helbredelse, og hvis vi er fattige, kan vi bede Allah (swt) om velstand, og hvis vi er undertrykte, kan vi bede Allah (swt) om hjælp til at blive frie.

Og alt dette skal kombineres med de handlinger som Shariah kræver af os i de pågældende situationer.

Taknemmelighed

Ibn al-Qayyim (rha) skriver i “Al-Wabil al-Sayyib min al-Kamil al-Tayyib”:

Der er ingen styrke eller magt undtagen i Allah Den Almægtige. Det er Allah vi beder - og hvis svar vi venter - at vogte over dig i denne verden og i den kommende, at overøse dig med Sin Nåde, både udadtil og indadtil, og at gøre dig blandt dem, der når de velsignes (med godt), er taknemmelige, og når de bliver prøvet, har as-sabr, og når de synder, beder om tilgivelse. For disse tre betingelser er ingredienserne i tjenerens lykke, og tegnene på hans succes i denne verden og den kommende. Ingen tjener er uden dem, men skifter altid fra den ene til den anden. Den første betingelse er de velsignelser der kommer til tjeneren fra Allah den Højeste, den ene efter den anden. Det der sikrer dem, er taknemmelighed. Taknemmelighed er baseret på tre grundpiller: 1. At man indadtil erkender disse velsignelser. 2. At man udadtil nævner dem, og takker (Gud) for dem. 3. At man bruger dem på en måde, der gør Den (Allah), der ejer dem, og som i sandhed har skænket dem, tilfreds.

Taknemmelighed giver sig til udtryk i hjertet, med tungen og med kroppen. Med hjertet menes viden og kærlighed til Ham, med tungen menes at takke Ham og prise Ham, og med kroppen menes at adlyde Ham.

Allah har gjort taknemmelighed til en del af iman. Allah (swt) siger: “Hvorfor skulle Allah straffe jer, hvis I er taknemmelige, og har iman? Og Allah værdsætter altid godt, og er Alvidende.” (4:147).

Mange tror at taknemmelighed kun ligger i ord, men taknemmelighed ligger i særdeleshed i lydighed, og i at bruge de ting man har fået skænket på en tilladt måde, uanset om det er ens helbred, ens tale, eller ens ejendom.

Den der går på kompromis med Allah den Almægtige, vil altid finde - uden undtagelse - at det giver bagslag. Og det som personen ønsker, og som samtidig er imod Allahs befaling, vil blive til en kilde til sorg og smerte. Og Allah (swt) siger: “Og kun få af Mine tjenere er taknemmelige.” (34:13).

Det berettes fra Muaadh (raa) at Profeten (saaws) sagde til ham: “Ved Allah, du er mig kær! Så glem ikke at sige i afslutningen af hver bøn: O Allah, hjælp mig i at ihukomme Dig, i at være Dig taknemmelig og i at tjene Dig vel.” (Ahmad).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Allah elsker at se tegnene fra Sine velsignelser på Sin slave.” (Tirmidhi). Det betyder at man udtrykker glæde over de velsignelser, som Allah (swt) har skænket.

Imam Jilani (rha) sagde følgende om taknemmelighed:

Taknemmelighed kan være via tungen, via hjertet og via organerne i kroppen. Taknemmelighed med tungen består i erkendelse af at velsignelserne er fra Allah, og i at undgå at tilskrive dem til mennesker, eller til dig selv, eller til din magt, eller til dine handlinger, eller til din indsats, eller til noget eller nogen udover dig, fordi du og de (andre mennesker) er kun midler og instrumenter. Den der virkelig skænker, udfører og skaber, og Selve aktøren i sagen, er Allah, den Mægtige, den Glorværdige. Den Skænkende Gud, den Handlende Gud, og den Skabene Gud. Så Han fortjener mere tak end alle andre. (Futuh al-Ghaib).

Sorg er ikke i modstrid til as-sabr

Sorg er i sig selv en naturlig reaktion, og det betyder ikke at man ikke har as-sabr. Det betyder heller ikke at man ikke har det rette forhold til f.eks. døden. Når en muslim sørger, må sorgen ikke være over Allahs (swt) fastbestemmelser og heller ikke over døden i sig selv, men det er naturligt at sørge når man savner nogen.

Ibn al-Qayyim (rha) skriver følgende:

Det er tilladt at græde stille før døden, ved dødstidspunktet og efter døden. I følge Iman Ash-Shafi er det imidlertid makruh (uopfordret) at gøre det efter døden, men tilladt før personen er bortgået. Den korrekte mening er at det er tilladt både før og efter døden. Beviset for dette er hadithen berettet af Jabir bin Abdullah (raa) i hvilken han sagde: “Min far døde ved Uhud kampen, og jeg begyndte at græde. Folk sagde at jeg skulle holde op, men Allahs Sendebud (saaws) sagde aldrig at jeg skulle holde op. Derefter begyndte min tante Fatima at græde og Profeten (saaws) sagde: Det betyder ikke noget om I græder eller ej, englene blev ved med at tildække ham indtil de steg op med hans sjæl.” (Bukhari og Muslim).

Ibn Abbas (raa) beretter at da Profetens (saaws) datter Ruqayyah (raa) døde, så begyndte kvinderne at græde og Umar (raa) begyndte at slå dem for at få dem til at holde op. Profeten (saaws) sagde: “O Umar! Lad dem være i fred og lad dem græde!” Til kvinderne sagde han: “Græd I bare, men undgå Satans gråd. Det der kommer fra jeres øjne, og fra jeres hjerter er fra Allah, og det er et tegn på barmhjertighed, men det der kommer fra jeres hænder og tunger, er fra Satan.” (Ahmad).

Der er en del sande ahadith der fortæller om nogle af de gange hvor Profeten (saaws) græd. Når Profeten (saaws) besøgte sin mors grav, græd han, og det fik også andre til at græde. Da han (saaws) begravede martyren Uthman bin Madhun (raa) efter Uhud, kyssede han ham og Profetens tårer faldt ned på Uthmans ansigt. Da han gav nyheden om Jafar (raa) og hans følgesvendes død i kampen imod Romerne ved Mutah, talte han mens tårerne strømmede ned ad hans ansigt.

Det forbudte ligger ikke i sorg og gråd, men derimod i at man handler forkert på basis af denne sorg.

Det berettes fra Abdullah bin Masud (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Den der slår på sine kinder, ødelægger sit tøj, og opfører sig som folk af Jahiliyyah (uvidenhed), er ikke en af os!” (Bukhari og Muslim).

Det er tilladt at sige nogle få ord når man græder over en bortgået person, så længe at disse ord er sande, og ikke er efterfulgt af hysteri og utilfredshed med Allahs fastbestemmelser. Sådanne ord er ikke i modstrid til as-sabr, og de er ikke haram. Da Profetens (saaws) søn Ibrahim døde, sagde Profeten (saaws): “Vi er meget kede af din død O Ibrahim!

Det berettes fra Anas (raa) at Profeten (saaws) blev meget syg. Fatima (raa) sagde: “Hvor stor er min fars lidelse ikke!” Profeten (saaws) sagde: “Der vil ikke være mere lidelse for din far efter i dag.”. Da han (saaws) var gået bort sagde hun: “O min far, som svarede kaldet fra sin Herre! O min far, hvis destination er Paradis! O min far, Gabriel vil berette nyheden om din død!” Og efter han (saaws) var blevet begravet sagde hun: “O Anas! Hvordan kunne du bære at begrave Profeten og tildække ham med jord?” (Bukhari).

Hjertet skal udtømmes på Allah (swt) alene

Det berettes fra Anas bin Malik (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Når Allah elsker en person, så prøver Han ham.” (Tirmidhi).

Og man kunne forledes til at spørge: “Hvorfor udsætter Allah en person som Han elsker for trængsler?”

Når Allah (swt) udsætter en tjener for trængsler, hvem skal tjeneren så vende sig til foruden Allah (swt)? Findes der nogen anden der kan skænke lettelse efter Allah (swt), undtagen Allah Selv? Når Allah (swt) derfor udsætter tjeneren for trængsler, kan man sige at Allah (swt) skubber tjeneren ind til Sig Selv.

Uvidende og utaknemmelige mennesker forstår ikke dette, og de beklager sig til andre mennesker over hvor elendigt de synes deres liv er. De jamrer ved enhver lejlighed, og klager over Allah (swt) enten direkte eller indirekte.

Men den person der har iman begynder at overveje sine egne synder, og begynder at fordybe sig i en mere intens bøn end normalt. Personen skræmmes af situationen og gransker sin sjæl og sit hjerte. Og selv hvis personen ikke opfatter sine egne synder, så ligger personen på sine knæ og græder til Allah (swt) søgende Hans hjælp. Hele personens hjerte udtømmes på Allah (swt) alene, og han eller hun føler, at der ikke findes andet i universet end personen selv og Allah (swt).

Allah (swt) skubber personen ind til Sig Selv. Ikke fordi Allah (swt) har behov for det, men fordi tjeneren har behov for det! Resultatet af denne intense fokus på Allah (swt) og søgen efter Hans Barmhjertighed er en gave fra Allah!

Men hvad gør vi mennesker ofte når Allah (swt) så har hjulpet os? Hvor mange af os har ikke kaldt inderligt på Allah (swt) for derefter igen at blive optaget af denne verden?

Allah siger: “Og når noget skade rammer mennesket, så græder han til sin Herre, vendende sig til Ham alene i anger. Men når Han skænker noget godt til ham fra Sig Selv, så glemmer han hvad han før græd for.” (39:8).

Allahs hjælp er nær dem der har as-sabr

Prøvelser skal altid ses i lyset af at de kommer fra Allah (swt), og at Hans hjælp altid er nær. Prøvelser skal sammenbindes med Allahs hjælp og tilstedeværelse.

En muslim bliver ikke prøvet uden at Allahs hjælp er tæt på. Man bliver ikke prøvet alene. Allah (swt) siger: “Og hav as-sabr! Visselig Allah er med dem, der har as-sabr.” (8:46).

Der opstår en ubalance i vores hjerter når vi kun fokuserer på prøverne, og glemmer at tage hjælpen i betragtning.

Ikke et eneste vers i Koranen taler om at Allah (swt) prøver Profeterne (saaws), undtagen at Hans hjælp indtræder. “Men vi sagde: ‘O ild vær kølig overfor Abraham!’

For Moses (saaws) og hans folk åbnede Allah (swt) havet og druknede Farao og hans soldater. Allah (swt) siger: “Og da de to grupper kom indenfor hinandens synsvidde, sagde Moses fæller: ‘Vi vil sandelig blive overmandet.’ (Moses) svarede dem: ‘Visselig nej, for min Herre er med mig, Han vil lede mig.’ Da åbenbarede vi til Moses: ‘Slå havet med din stav!’ Og havet skiltes, så at hver del så ud som et mægtigt bjerg. Og Vi bragte de andre nær dertil. Og vi reddede Moses og dem, der var med ham, alle til hope. Derpå lod vi de andre drukne.” (26:61-66).

Og for Profeten Noah (saaws) sendte Allah (swt) syndfloden: “Og byg arken for Vore Øjne og efter Vor åbenbaring, men påkald Mig ikke vedrørende dem der er uretskafne, for de skal sandelig druknes. Og han byggede skibet, og hver gang hans folks anførere gik forbi, spottede de ham. Han sagde: ‘Hvis I spotter os, så vil vi spotte jer, ligesom I nu spotter os. Så skal I snart erfare, til hvem der vil komme en straf, der vil beskæmme ham, og på hvem en varig straf vil stige ned.’ (Sådan var det) indtil Vi, da Vor befaling udgik, og (jordens) strømme brød frem, sagde: ‘Bring ombord i det to af alle, et par, og din familie - undtagen dem mod hvem ordet allerede er udgået - og dem, der er overbeviste.’ Og der var kun få der var overbeviste sammen med ham.” (11:37-40).

Og der blev sagt: ‘O Jord, slug dit vand’, og ‘O himmel, ophør (med at regne)’, og vandet begyndte at synke, og sagen var afsluttet. Og (arken) stod fast på (bjerget) al-Judi, og der blev sagt: ‘Bort med det uretfærdige folk.’” (11:45).

Og til Midian sendte Allah (swt) Shuaib, og Han (swt) straffede de uretskafne med et jordskælv. Allah (swt) siger: “Og jordskælvet tog dem, og om morgenen lå de sammenkrøbne i deres huse.” (7:91).

Og Allah (swt) siger: “Sandelig vil Vi hjælpe Vores Sendebude og dem der har iman i livet i denne verden og på den Dag, da vidnerne skal stå frem.” (40:51).

Og Allah (swt) siger: “Sendebud er visselig blevet forkastet før dig, men de havde as-sabr, selvom de blev forkastet og forfulgt, indtil Vor hjælp kom til dem.” (6:34).

Og Allah (swt) siger: “Sandelig, Allah beskytter dem der har Iman.” (22:38).

Shaikh Sayyid Abul Ala Maududi skriver bl.a. følgende i sin tafsir:

Allah har forsikret de overbeviste (altså muslimerne) om at Han vil beskytte dem imod fjenden hver eneste gang der eksisterer en konflikt imellem Islam og kufr. Dette er for at opfordre de overbeviste om at de ikke vil blive efterladt alene i deres beskyttelse, men Allah Selv vil være med dem, og vil hjælpe dem til at ødelægge fjendens snedige planer, og til at forhindre deres angreb. Faktisk er dette vers en stor opmuntring for de overbeviste, for det gennemsyrer deres hjerter med ånd og styrke, som intet andet kan.

Ibn Kathir skriver følgende i sin tafsir:

Her fortæller Allah os at Han vil beskytte de af Sine tjenere der stoler på Ham, og som vender sig til Ham i anger. Han beskytter dem fra de værste onde mennesker og fra syndernes planer. Han beskytter dem, vogter over dem og støtter dem, og Han fortæller os andetsteds: “Er Allah ikke tilstrækkelig for Sin tjener?” (39:36) Og: “Og den der yat-taqi Allaha (er from overfor Allah), Allah vil åbne en vej for ham, og vil forsyne ham fra et sted han end ikke kunne forestille sig, og den der ya-tawakkul ala Allah (stoler på Allah), Han vil være nok for ham. Allah bringer Sine bestemmelser til udførelse. Allah har visselig for alle ting skabt qadran (en forudbestemmelse).” (65:2-3)"

Og Allah (swt) siger: “Det var Ham der drev kuffar fra Bogens folk ud af deres huse ved den første forsamling. I troede ikke at de ville drage ud, og de troede at deres borge ville beskytte dem imod Allah. Men Allah kom over dem fra et sted de ikke havde regnet med, og Han kastede rædsel i deres hjerter, så de ødelagde deres huse med deres egne hænder og med de overbevistes hænder. Drag da lære deraf, I der har øjne at se med!” (59:2).

Shaikh Sayyid Abul Ala Maududi skriver i sin tafsir til verset:

Ødelæggelsen fandt sted på to måder. Udefra havde muslimerne belejret dem og begyndte at ødelægge deres borge, og indefra ved at de ødelagde deres huse så de kunne bruge materialerne til at blokere muslimerne fra at komme igennem. Da de så blev klar over, at de var tvunget til at forlade området, så begyndte de at rive deres huse ned for at gøre dem ubrugelig for muslimerne senere. Da de stiftede fred med Profeten (saaws), på betingelse af at deres liv blev sparet, men mod at de måtte tage alt det med som de kunne bære, undtagen våben og ammunition, så begyndte de at fjerne dørrammer og vinduesrammer, selv sømmene, til den grad at nogle folk fjernede bærestolper og deres hustage som de læssede på deres kameler, og så forlod de stedet.

Amir bin at-Tufayl planlagde at dræbe Profeten (saaws). Profeten (saaws) lavede en dua (bøn) imod ham hvorefter Amir blev ramt af en lidelse med en forstørret kirtel, og efter en time med skrig og vridelse i smerte døde han en meget smertefuld død. Arbad bin Qays havde lignende planer imod Profeten (saaws). Profeten (saaws) lavede også dua imod ham hvorefter Allah lod lynet slå ned i Arbad, så han døde.

Kort før Al-Hajjaj henrettede Said bin Jubayr (raa), lavede Said dua imod ham og sagde: “O Allah! Tillad ikke at han får magt over nogen efter mig.” Al-Hajjaj blev efterfølgende ramt af en betændelse i sin hånd. Betændelsen spredte sig derefter hurtigt til resten af hans krop. Han havde så stærke smerter at det berettes at han klynkede, og begyndte at sige lyde som en ko indtil han endeligt døde i en elendig tilstand.

Sufyan ath-Thawri gemte sig i en periode på grund af trusler fra Abu Jafar al-Mansoor. Abu Jafar var på vej til Kabaen i Makkah mens Sufyan allerede befandt sig der. Sufyan bad inderligt til Allah om ikke at tillade Abu Jafar at træde ind i Hans hus. Abu Jafar døde lige før han nåede ydergrænsen til Mekka.

Ahmad bin Abi Duaad al-Qadi al-Mutazili deltog i påførelsen af skade på Ahmad bin Hanbal. Imam Ahmad lavede en dua imod ham, og Allah (swt) straffede Ibn Abi Duaad ved at gøre ham lam i den ene side af kroppen. Det berettes senere at han sagde: “Hvad angår den ene halvdel af min krop, hvis en flue lander på den, så føler jeg at Dommedagen er begyndt. Hvad angår den anden halvdel, hvis den var hakket i stykker med en saks, så ville jeg ikke kunne mærke det.”

I en beretning, der findes i Sahih Muslim og andre samlinger, fortælles om en kvinde der engang beskyldte Said bin Zaid (raa) for at stjæle. Da de trådte frem for dommeren lavede Said en dua og sagde: “O Allah! Hvis Du ved at hun lyver så gør hende blind, og gør hendes hus til hendes gravplads.” Manden der fortæller beretningen sagde: “Jeg så hende senere værende blind. Hun kom rundt ved at støtte sig til husene og hun sagde: ‘Saids dua har ramt mig!’ En dag da hun gik forbi brønden i sit hus, faldt hun ned i den, og den blev til hendes grav.”

Vejen til Paradis og vejen til Helvede

Det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Da Allah skabte Paradiset kaldte Han på Gabriel og sagde: ‘Se på det og på nydelserne som Jeg har forberedt dets indbyggere.’ Gabriel tog over til Paradis og så på de ting som Allah havde forberedt dets indbyggere. Han tog derefter tilbage til Allah og sagde: ‘Jeg sværger ved Din Storhed! Der findes ikke en eneste person der vil høre om det, undtagen han vil komme ind i det (ved at stræbe efter nydelserne).’ Derefter befalede Allah at Paradis skulle omringes med modgang, ulykker og afskyelige ting, derefter sagde Han til Gabriel: ‘Tag tilbage og se på det og på hvad jeg har forberedt til dets indbyggere.’ Gabriel tog tilbage til Paradis og så at det var blevet omringet af modgang, ulykker og afskyelige ting, så vendte han tilbage til Allah og sagde: ‘Jeg sværger ved Din Storhed! Jeg frygter at ikke en eneste person vil komme ind.’ Så sagde Allah til Gabriel: ‘Tag over til Helvede og se på det og på den straf jeg har forberedt for dets indbyggere.’ Gabriel så på Helvede og fandt det ekstremt forfærdeligt, han sagde til Allah: ‘Jeg sværger ved Din Storhed! Ikke en eneste person vil høre om det, undtagen at han vil undgå at komme ind i det.’ Så befalede Allah at Helvede skulle være omringet af lyster og luksus, og Han sagde til Gabriel: ‘Tag tilbage til det.’ Gabriel vendte tilbage til Helvede og sagde: ‘Jeg sværger ved Din Storhed! Ikke en eneste person vil være i stand til at undgå det!’” (Tirmidhi).

En af de lærde sagde følgende til ovenstående hadith:

En indikation på hvorvidt dit liv leder dig mod Paradis eller Helvede er at overveje hvordan dine forhold i dit liv er. Hvis du tilbeder Allah og dit liv er fyldt med besværligheder og ubehagelige ting, så er dette et positivt tegn. Hvilke ting finder en person ubehageligt? Frygt, sult, fattigdom, tørst, mangel på sikkerhed, mangel på husly, fængsling, dødsfald, at være afskåret fra dem man elsker, ensomhed, tvivl, osv., for blot at nævne nogle få. Men disse ting er også nogle af de ting som Paradiset er omringet af. Det er disse ting der viser hvorvidt en mumin er på vejen til Paradis.

Overvej derefter de ting som en person elsker i livet. Rigdom, børn, store boliger, sikkerhed, masser af mad og drikke, dyrt tøj, at være sammen med dem man elsker, osv., blot for at nævne nogle få ting. Men disse ting er også de ting som Helvede er omringet af. Disse ting viser hvorvidt en mumin er på vej mod sin endelige ødelæggelse.

Det var af denne grund at mange af de rige Sahabah plejede at græde fuldstændig ukontrolleret mens de gentog verset i Surah Al-Ahqaf: “Og den dag da kuffar skal udsættes for Ilden, vil det blive sagt til dem: ‘I opbrugte alle jeres goder i det nærværende liv, og I nød dem, så denne Dag skal I da belønnes med den ekstreme ydmygende straf fordi I var arrogante på Jorden uden nogen ret, og fordi I plejede at være ekstrem ulydige.’” (46:20).

Umar bin Al-Khattab, Abdur-Rahman bin Awf og andre, må Allah være tilfreds med dem, plejede ofte at nævne dette vers når de oplevede nydelser, selv en lille ting som et sundt måltid mad.

Hvis du følger dine lyster så leder de dig til Helvede. Det er derfor mange af salaf plejede at sige: “Hvis du ønsker at adlyde Allah, så vær ulydig overfor dine lyster.” Ligeledes berettes det at Imam Shafi skrev i et digt: “Det bedste for din sjæl er at du er ulydig imod den.”

Man skal dog være opmærksom på at rigdom og velstand ikke automatisk betyder at man er på vej mod Helvede. Ligeledes at problemer og besværligheder heller ikke per automatik betyder at man er på vej mod Paradis. Det der er afgørende, er hvorvidt man har underkastet sig Allah (swt), og hvorvidt man adlyder Ham (swt) i sit daglige liv.

Allah (swt) kan også belønne lydighed med velstand og nydelse i denne verden. Allah (swt) siger: “Og Vi sendte ham (Jonas) til hundredetusinde eller flere, og de fik iman, så Vi skænkede dem nydelse for en tid.” (37:147-148).

Og Allah (swt) siger: “Hvorfor har der da ikke været en eneste by der har valgt iman, sådan at deres iman kunne have gavnet dem undtagen Jonas folk? Da de valgte iman, så fjernede vi den fornedrende straf i denne verden, og skænkede dem nydelse for en tid.” (10:98).

Og Allah (swt) citerer Profeten Noahs (saaws) ord i Koranen: “Og jeg sagde: Bed jeres Herre om tilgivelse. Han er sandelig den Alttilgivende. Han vil sende regn over jer i strømme og vil lade jer tiltage i rigdomme og børn, og Han vil skænke jer haver og skænke jer floder.” (71:10-12).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Der er ingen skade i rigdom for den der har taqwa for Allah, den Store og Mægtige, men for den der har at-taqwa for Allah er et godt helbred bedre end rigdom, og en lykkelig sindstilstand er en af Allahs favoriseringer.” (Tirmidhi).

Pointen er at hvis du lever i ulydighed til Allah (swt), men samtidig har et godt liv, så er det et meget dårligt tegn!

Det berettes at Al-Izz bin Abdus-Salam (rha) sagde:

En tilstand med trængsler og nød driver mennesket tættere på Allah den Almægtige, hvorimod godt helbred og velsignelser driver mennesket væk fra Allah, ligesom Han siger i Koranen: “Og når en ulykke rammer mennesket, så påkalder det Os hvad enten det ligger på sin side, eller det sidder eller står. Men når Vi har fjernet dets ulykke fra det, så går det videre, som om det ikke havde påkaldt Os til at fjerne ulykken, der havde ramt det. Således er de handlinger de gør blevet forskønnet for overtræderne.” (10:12).

Og det berettes at Hasan Al-Basri (rha) sagde:

Lad være med at hade de dårlige ting der rammer dig, for det som du hader kan være årsagen til din frelse, og det som du godt kan lide, kan være årsagen til din ødelæggelse.

Og det berettes at Ali bin Abu Talib (raa) sagde:

O søn af Adam! Vær ikke glad for rigdom og bliv ikke modløs af fattigdom. Føl ikke sorg under trængsler, og vær ikke glad over fremgang, for ligesom at guld bliver renset af ild, således bliver de retskafne renset af prøvelser. Du vil ikke opnå det du ønsker, undtagen ved at opgive det du begærer, og du vil ikke opnå det du ønsker, undtagen ved at have as-sabr overfor det du hader, og ved at stræbe efter at implementere det der er blevet gjort obligatorisk for dig.

Når Allah sender englene som hjælp

Allah (swt) siger: “Og Allah havde allerede skænket jer sejr ved Badr, da I var en lille og svag gruppe. Så hav at-Taqwa at I må være taknemmelige. Da du sagde til de overbeviste: ‘Er det ikke nok for jer, at jeres Herre vil hjælpe jer med tretusinde nedsendte engle?’ Men hvis I har as-Sabr, og er retskafne, og hvis fjenden kommer styrtende imod jer, så vil jeres Herre hjælpe jer med fem tusinde engle, der har særlige kendetegn.” (3:123-125).

Al-Hasan Al-Basri, Amr Ash-Shabi, Ar-Rabi bin Anas, Ibn Jarir, Ibn Abi Hatim, Abbad bin Mansur sagde alle at ovenstående vers var relateret til Badr kampen.

Allahs Sendebud (saaws) bønfaldte Allah (swt) om sejr og da kampen nærmede sig sagde han: “O Allah! Skulle denne gruppe (af muslimer) blive besejret i dag, så vil Du ikke længere blive tilbedt.” Han (saaws) strakte sine hænder frem, og påkaldte Allah indtil hans kåbe faldt ned fra hans skuldre. Abu Bakr (raa) kom op til ham, samlede hans (saaws) kåbe op, og sagde til ham: “O Allahs Profet! Du har påkaldt din Herre nok. Han vil sandelig opfylde Sit løfte til dig!” (Bukhari og Nasai).

Allah (swt) sagde: “Da du søgte din Herres hjælp, og Han svarede dig: ‘Jeg vil hjælpe jer med tusinde engle i følge.’” (8:9). Allahs Sendebud (saaws) rejste da sit hoved og sagde: “O Abu Bakr! Glædeligt nyt er der til dig! Allahs sejr er kommet nær! Ved Allah! Jeg kan se Gabriel med sand på sine skuldre.” Derefter reciterede han verset: “Deres mængde skal slås på flugt, og de skal vende deres rygge til i flugt” (54:45).

Det berettes i Sahih Muslim at Ibn Abbas (raa) sagde: “På den dag jagtede en muslim fra Ansar en ikke-muslim, og han hørte piskesmæld over ham og stemmen fra en rytter der sagde: ‘Forsæt Haizum.’ Han kiggede på ikke-muslimen der var faldet på jorden på sin ryg. Manden kom til Allahs Sendebud (saaws) og fortalte ham om begivenheden hvorefter Allahs Sendebud (saaws) sagde: ‘Du har fortalt sandheden. Dette var hjælp fra den tredje himmel.’

I en anden beretning fortælles det at en anden mand fra Ansar fangede Abbas Ibn Abdul Mutalib. Abbas Ibn Abdul Mutalib sagde: “O Allahs Sendebud! Denne mand fangede mig ikke. Jeg blev fanget af en mand der var skaldet, og som havde det smukkeste ansigt, og som red på en hest. Jeg kan ikke se ham her i blandt folkene! Manden fra Ansar sagde: Jeg fangede ham, O Allahs Sendebud! Allahs Sendebud (saaws) sagde: Ti stille! Allah den Almægtige styrkede dig med hjælp fra en nobel engel!

Allah (swt) siger: “Ihukom da din Herre åbenbarede til englene: ‘Jeg er med jer! Styrk de der har iman. Jeg vil indgyde frygt i hjerterne på benægterne. Så hug deres hoveder af og hug dem over fingerspidserne.’” (8:12). Dette var Allahs befaling til Sine engle.

Ibn Kathir (rha) skriver i sin tafsir:

Ar-Rabi bin Anas sagde: I kølvandet på Badr kampen kunne folket kende dem der var blevet dræbt af engle på grund af deres sår over deres nakker, fingre og tær. Disse kropsdele havde mærker som om de var blevet brændt med ild.

Sayyid Abul Ala Maududi skriver i sin tafsir:

Fra det vi har lært om de grundlæggende principper i Koranen, så er vi af den mening af englene ikke direkte tog del i kampen og i drabene, men de blev nok brugt til at hjælpe muslimerne i at gøre deres slag hårde og effektive, men den sande viden er hos Allah.

Sayyid Qutb (rha) skriver følgende i sine kommentarer til begivenheden med englene:

Sejren som muslimerne fik ved Badr havde et anstrøg af mirakel over den. Der var i hvert tilfælde ikke noget almindelig fornuft bag den, særligt når man tager i betragtning af de to sider ikke var lige i mængde. Allah meddeler efterfølgende det faktum at alt sker som resultatet af Hans vilje og visdom. Allah er magten bag alle begivenheder. Englene blev udsendt for at hjælpe muslimerne, give dem moralsk såvel som fysisk støtte. Sejr fastlægges af Allah den Almægtige, og den er resultatet af Hans vilje - uden den mindste indblanding fra nogen som helst person, magt eller noget som helst middel. Koranen lægger meget stor vægt på dette faktum for ikke at lade den mindste tvivl eksistere i muslimernes sind. Alt sker via Allahs absolutte ubegrænsede, effektive og direkte vilje. Resultat og årsag ophører med at have effekt, og bliver simple værktøjer i hænderne på Allah, der iværksætter dem i overensstemmelse med Hans vilje og befaling.

Hvad angår Uhud kampen siger Ibn Kathir:

Englene hjalp ikke muslimerne ved Uhud fordi Allah havde gjort englenes hjælp betinget: “Men hvis I har as-sabr, og er retskafne.” (3:125). Muslimerne havde ikke as-sabr ved Uhud, og de var ulydige imod Profeten (saaws). Faktisk løb de væk og som en konsekvens deraf modtog de ikke hjælp fra så meget som en eneste engel.

Og Allah (swt) siger: “Men hvis det havde været Allahs vilje, så ville Han sandelig Selv have straffet dem, men Han lader jer kæmpe for at afprøve nogle af jer via andre. Men de der dræbes på Allahs vej, Han vil aldrig lade deres gerninger gå tabte. Han vil retlede dem og gøre deres tilstand retfærdig. Og lade dem indgå i Paradiset som Han har gjort kendt for dem.” (47:4).

Om at hade denne verden og være træt af livet

Der findes mange grunde til at hade denne verden. Nogle mennesker hader denne verden fordi de ønsker den Kommende verden, og fordi de længes efter det der er hos Allah (swt) af belønning.

Derfor sagde nogle af salaf:

En mumins gave er døden.

Fordi han afskyr denne verden og hans hjerte er forbundet til den næste verden, men på trods af at han ikke kan lide denne verden, så udfører han alle sine forpligtelser, og han stræber så meget som han kan, og så godt som han kan.

Der findes også de mennesker der hader denne verden, ikke fordi de længes efter den Kommende verden, men fordi de synes at deres del i denne verden, er meget lille, at andre har det bedre end dem. Dette had er ikke tilladt, og det betragtes som utilfredshed med Allahs vilje og fastlæggelser!

Allah (swt) siger: “Og hvis Allah skulle forøge Sine slavers levebrød, så ville de sandelig begå oprør på jorden, men Han nedsender, i henhold til et bestemt mål, det som Han ønsker. Sandelig, Han ved alt og ser alt om Sine slaver.” (42:27).

Ibn Kathir (rha) siger følgende i sin tafsir til verset:

Det betyder: “Hvis Vi gav dem mere forsyning end de har brug for, så ville de gøre oprør og begå overtrædelser imod hinanden på en arrogant og uforskammet måde.” Han giver dem forsyning i henhold til det som er i deres bedste interesse, og det ved Han bedst hvad er. Så Han gør den person rig, der fortjener at blive rig, og Han gør den person fattig, der fortjener at være fattig.

Og Allah (swt) siger: “Og hvis ikke det var fordi, at hele menneskeheden ville blive til ét eneste samfund, så ville Vi have skænket dem der benægter Den Mest Gavmilde (Allah), sølvtage på deres huse, og trapper (af sølv) som de kunne stige op ad. Og døre (af sølv) i deres huse, og troner (af sølv), som de kunne læne sig tilbage i. Og smykker af guld. Men alt dette ville ikke være andet end en nydelse af dette liv, mens det Kommende (liv) hos din Herre (udelukkende) er for al-mutaqina (dem der har at-taqwa).” (43:33-35).

Er du fattig, og bliver din fattigdom udnyttet af staten du bor i, eller de mennesker der bor omkring dig, sådan at de undertrykker dig? Så skal du vide at din fattigdom er bestemt af Allah (swt), og hvis Han (swt) vil gøre dig rig og uafhængig, så befrier Han (swt) dig, og midler og muligheder kommer strømmende til dig fra alle sider som en hjælp fra Ham (swt).

Her må dette ikke misforstås sådan at man tror, at man er forpligtet til at vende den anden kind til når ens ret bliver krænket, eller at man ikke forsøger at afværge det, som man ikke kan lide, det er ikke det Islam kræver af os. Det Islam kræver er at vi forstår, at begivenhederne, uanset om de kommer direkte fra Allah (swt) Selv, eller om de kommer via andre menneskers undertrykkelse, som Allah (swt) tillader som en prøve for dem og os, så er det en forpligtelse at have as-sabr, og det sker alt sammen udelukkende på grund af den situation Allah (swt) har fastlagt. Hvis Allah (swt) havde skænket dig de nødvendige midler, så havde du aldrig befundet dig i situationen!

Allah (swt) siger: “Og Vi gør nogle af jer til en prøvelse for andre. Vil I da have as-sabr (tålmodighed)? Og Allah ser visselig alt.” (25:20).

Og Allah (swt) siger: “Sig: Intet rammer os, undtagen hvad Allah har nedskrevet imod os. Allah er vores beskytter, og dem der har iman skal stole på Allah alene.” (9:51).

Dette betyder at selv den undertrykkelse som du oplever fra andre mennesker, eller fra den stat du bor i, den rammer dig udelukkende på grund af det Allah (swt) har bestemt over dig. Han (swt) har givet disse mennesker livet, og Han (swt) brødføder og opretholder dem, og det er Ham (swt) der giver dem den fysiske magt, som de besidder, men det er ikke Ham (swt) der tvinger dem til at undertrykke dig, det bestemmer de selv, og det er her de fejler deres prøve, og det er her de gør sig fortjente til straffen i Helvede, medmindre de angre og forbedre sig, og Allah (swt) tilgiver dem.

Svære prøvelser fra familie, venner og andre mennesker

Ofte kan vi opleve at vor familie og vore såkaldte venner er nogle af de mennesker, der behandler os dårligst. Og muslimske konvertitter er ofte ofre for hån og spot fra familie og tidligere venner.

Det gør særlig ondt når det er vore nærmeste, der begår den slags, men som muslimer ved vi at Allah (swt) vil kompensere de lidelser, vi gennemgår, og at Han (swt) vil slette vores synder og hæve vores rang. Vi skal derfor prøve at finde glæde i Allahs (swt) løfte og ikke miste modet.

Dårlig behandling fra familiemedlemmer skal ikke få os til at bryde familiebåndet hvis vi kan undgå det. Vi skal ikke, på grund af deres ugerninger, selv blive syndige.

I dag er mange muslimer, brødre såvel som søstre, dybt optaget af deres rettigheder over andre mennesker, og når disse rettigheder krænkes er de hurtige til at bære nag, sprede rygter, og til at kræve gengæld. Nogle bærer nag overfor deres brødre og søstre i årevis. Alligevel ønsker de selv og håber at Allah (swt) ikke skal bære nag imod dem, men at Han (swt) skal tilgive dem hurtigt.

På samme måde som en fejl udgør en mulighed for selvforbedring, således udgør andre mennesker fejl eller dårlige gerninger en mulighed for at vise medfølelse og tilgivelse, og for at opnå en højere rang hos Allah (swt).

Allah (swt) siger: “Og lad ikke dem i blandt jer med velsignelse og velstand sværge imod at give til deres slægtninge, de fattige, og dem der har udvandret for Allahs sag. Lad dem tilgive og være overbærende. Vil I da ikke gerne have at Allah skal tilgive jer? Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.” (24:22).

Ibn Kathir (rha) siger følgende til verset:

Dette vers blev åbenbaret om As-Siddiq (dvs. Abu Bakr (raa)) da han svor, at han ikke ville hjælpe Mistah bin Uthathah efter han sagde, det han sagde om Aisha.

Vil I da ikke gerne have at Allah skal tilgive jer?”, viser at belønningen passer til handlingen, og at “hvis I tilgiver andre, så vil I også blive tilgivet.” Heraf sagde As-Siddiq (raa), “Selvfølgelig! Ved Allah, vi elsker, O Vor Herre, at Du skal tilgive os!” Derefter hjalp han igen Mistah og sværgede, “Ved Allah! Jeg vil aldrig ophøre med at hjælpe ham.”

Dette viser at Allah (swt) ikke vil tilgive os, hvis vi ikke tilgiver andre mennesker!

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den der lider under en skade og som tilgiver, Allah vil ophøje hans status til en højere rang og vil fjerne en af hans synder.” (Tirmidhi).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Allah har befalet mig at opretholde forbindelsen til dem der bryder den med mig, og at give til dem der nægter at give til mig, og at tilgive dem der undertrykker mig.

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den der ikke viser barmhjertighed, vil heller ikke blive vist barmhjertighed.

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den bedste handling hos Allah er at tilgive en person der har handlet uret imod dig, at vise hengivenhed mod familiemedlemmer der har brudt båndet til dig, og at handle gavmildt mod en person der har nærrig mod dig.” Derefter reciterede han (saaws) verset: “Vend jer tilgivende og påbyd det gode og vend jer bort fra den ignorante.” (7:199).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Skulle du få lyst til at nævne en andens fejl, så kom i tanke om dine egne.

Og det berettes fra Abu Hurairah (raa) at en mand sagde til Profeten (saaws): “O Allahs Sendebud! Jeg har familiemedlemmer som jeg prøver at holde kontakt til, men de bryder kontakten til mig. Jeg behandler dem godt, men de begår overgreb imod mig. Jeg har as-sabr og er rar mod dem, men de fornærmer mig.” Profeten (saaws) sagde: “Hvis du er, som du fortæller, så er det som om du putter aske i deres munde. Allah vil fortsætte med at hjælpe dig sålænge du fortsætter med det.” (Muslim).

Og Allah (swt) siger: “Den gode handling og den onde handling er ikke lige. Gengæld (det onde) med det der er bedre. Så vil du finde at personen, hvor der var fjendskab imellem ham og dig, vil blive som en varmhjertet ven. Men kun den der har as-sabr, og der har fået skænket stor fremgang, kan gøre det. Og hvis en ond hvisken fra Satan prøver at få dig væk (fra godt), så søg tilflugt hos Allah. Sandelig, Han er den Althørende, den Altvidende.” (41:34-36).

Abd ar-Rahman bin Nasir as-Sadi (rha) skriver følgende i sin tafsir:

Gode gerninger og handlinger af lydighed der udføres for Allahs skyld, og onde gerninger og handlinger af ulydighed der gør Ham vred, og der ikke behager Ham, er ikke lige. Godhed og ondskab mod andre er ikke lige, uanset om det drejer sig om handlingerne i sig selv eller om deres konsekvenser. “Findes der nogen anden belønning for godt end godt?” (55:60).

Derefter påbød Han en specifik type af godhed, en godhed af høj status, nemlig godhed mod den der behandler dig dårligt. Og Han sagde: “Gengæld (det onde) med det der er bedre.” Dvs. hvis nogen behandler dig dårligt, særligt hvis han har en ret over dig, sådan som et familiemedlem eller en ven der handler ondt i tale eller i handling, så gengæld det med godhed. Så hvis han bryder kontakten til dig, så oprethold kontakten til ham. Hvis han handler forkert imod dig, så tilgiv ham. Hvis han taler om dig, uanset om du er tilstede eller fraværende, så svar ham ikke, men tilgiv ham og tal pænt til ham. Hvis han forlader dig, og ikke taler med dig, så tal godt til ham og hils ham med As-Salam. Hvis du gengælder hans dårlige behandling med godt, så vil det forårsage meget godt: “Så vil du finde at personen, hvor der var fjendskab imellem ham og dig, vil blive som en varmhjertet ven.

Men kun”, betyder at ingen kan opnå en sådan prisværdig adfærd undtagen, “den der har as-sabr”, i at udholde de ting som de ikke kan lide, og som tvinger sig selv til at gøre det Allah elsker. Mennesker har lyst til at gengælde ondskab med det samme, og man har ikke lyst til at tilgive, men hvad så når man skal svare på en god måde? Hvis en person tvinger sig selv til at være tålmodig, og adlyder sin Herres befaling, og forstår den store belønning det vil give, og forstår at det at svare dårligt med dårligt ikke vil forårsage andet end at gøre fjendskaben større, og at god opførsel ikke vil sænke ens status, derimod vil den der er ydmyg for Allahs skyld blive ophøjet i status, og sagen vil blive let for ham, og han vil gøre dette med glæde og nydelse.

og der har fået skænket stor fremgang”, fordi det er sådanne karaktertræk de bedste mennesker har, og det er det der gør, at en person kan opnå en stor status i denne verden og i den kommende, og det er en af de bedste kvaliteter og gode manerer.

Ibn Kathir (rha) skriver i sin tafsir at det berettes fra Sufyan bin Uyaynah, at da Allah (swt) åbenbarede verset “Vend jer tilgivende og påbyd det gode og vend jer bort fra den ignorante.” (7:199) så spurgte Profeten (saaws) Garbriel (saaws) om betydningen. Gabriel (saaws) sagde: “O Muhammad! Visselig, Allah befaler dig at tilgive dem der har handlet dårligt imod dig, at give dem der har nægtet at give dig, og at opretholde forbindelsen til dem der bryder forbindelsen til dig.

Og det berettes fra Uqbah bin Amir (raa) at han sagde: “Vi mødte Allahs Sendebud og jeg sagde: ‘O Allahs Sendebud! Fortæl mig om de retskafne gerninger.’ Allahs Sendebud (saaws) sagde: ‘O Uqbah, skab fred med dem der bryder forbindelsen til dig, giv til dem der fratager dig, og ignorer den der handler dårligt imod dig.’” (Ahmad).

Allah (swt) siger: “Og søg hjælp i as-Sabr og as-Salat og sandelig er det meget svært undtagen for al-Khashiun.” (2:45). Al-Khashiun er dem der virkelig har iman, dvs. er helt sikre i deres overbevisning, og som adlyder Allah med fuld underkastelse, og som frygter Hans straf meget.

Se på det positive i en person

Måske er en ægtefælle, en bror, eller en ven dårlig på nogle punkter, men overskygger personens andre gode sider de dårlige? Måske er personen meget gavmild, god til at holde familien sammen, god til at lave god mad, god til at tage sig af andre, god til at stabiliserer dagligdagen, god til at være der.

Det du holder fokus på vokser! Og måske er det negative ikke så negativt at det ikke kan overskygges at det gode?

Livet i denne verden

Nogle mennesker tror at fordi livet i denne verden generelt kritiseres i Islam, så er det ikke tilladt at nyde dette liv eller at være glad. Dette er forkert, og en sådan overbevisning er resultatet af en disharmonisk forståelse af Islam.

Allah (swt) siger: “Livet i denne verden er ikke andet end spil og afledning. Hjemmet i den Kommende Verden dette er det sande liv om de blot vidste det!” (29:63-64).

Og det berettes fra Jabir (raa) at Profeten (saaws) en dag gik igennem markedspladsen med folk omkring ham. Han (saaws) kom forbi et dødt får der havde en vanskabt krop. Han (saaws) tog fat i dets øre og sagde: “Hvem af jer vil købe denne for en dirham?” Folk sagde: “Vi vil ikke købe den for noget, hvad skulle vi dog med den?” Han (saaws) sagde: “Vil I ikke have den?” De svarede: “Ved Allah! Selv hvis den var i live, så ville den være ødelagt fordi den er vanskabt, og nu er den død.” Profeten (saaws) sagde: “Ved Allah! Denne verden har mindre værdi hos Allah end dette døde får har hos jer!” (Muslim).

Og det berettes fra Sahl bin As-Saidi at Profeten (saaws) sagde: “Hvis denne verden, i Allahs øjne, havde haft værdien af blot en mygs vinge, så ville ingen ikke-muslim have fået så meget som en tår vand fra den.” (Tirmidhi).

Og det berettes fra Abdullah bin Masud (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Lad være med at blive ejere af ejendomme (dvs. jord) ellers vil I finde jer selv søgende efter denne verden.” (Tirmidhi).

Og det berettes fra Kab bin Malik (raa) at Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Ethvert samfund har sine prøvelser, og prøvelsen for mit samfund er rigdom.” (Tirmidhi).

Og det berettes fra Kab bin Malik (raa) at Allahs Sendebud (saaws) sagde: “To sultne ulve sluppet løs imellem nogle får forårsager ikke så meget skade som den skade der bliver påført en mands diin (levemåde, dvs. Islam) på grund af hans grådighed efter penge og rygte.” (Tirmidhi).

Og det berettes fra Abdullah bin Masud (raa) at Profeten (saaws) havde sovet på en måtte af strå, og da han (saaws) stod op var der mærker på hans krop. Folk spurgte ham (saaws) om de ikke skulle lave et tæppe til ham hvorefter han (saaws) svarede: “Hvad har jeg at gøre med denne verden? I er kun i denne verden som en rytter der søger skygge under et træ, og som derefter rider videre.” (Tirmidhi).

Når Islam kritiserer dette liv, så sker det altid når dette liv sammenlignes med det Kommende liv, og der er tale om kritik rettet imod de mennesker der foretrækker dette liv fremfor det Kommende, de mennesker der vælger at adlyde deres lyster fremfor at underkaste sig Allah (swt).

Men der skal være harmoni og Allah (swt) taler udførligt om at nyde dette liv flere steder i Koranen.

Allah (swt) siger: “O Adams børn! Iklæd jer jeres smukke klæder på ethvert tidspunkt og sted for tilbedelse. Spis og drik, men overdriv ikke thi Allah elsker ikke de umådeholdne. Sig: Hvem har forbudt Allahs smukke gaver som Han har frembragt til Sine tjenere, og de gode ting som Han har skænket som forsyning? Sig: Disse ting er til dem der har iman i dette liv, og udelukkende deres på opstandelsens dag. Således forklarer Vi på detaljeret vis versene for dem der har viden.” (7:31).

Og Allah (swt) siger: “O I der har iman! Lad være med at forbyde de gode ting som Allah har gjort tilladte for jer, men overskrid ikke grænserne for Allah kan ikke lide overtræderne. Spis af de ting Allah har skænket jer, tilladte og gode, og vær fromme overfor Allah, på Hvem I har iman.” (5:87-88).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Der er ingen skade i rigdom for den der har taqwa for Allah, den Store og Mægtige, men for den der har at-taqwa for Allah er et godt helbred bedre end rigdom, og en lykkelig sindstilstand er en af Allahs favoriseringer.” (Tirmidhi).

Profeten (saaws) tilbad Allah (swt) og var mere optaget af tilbedelse end nogen anden, men han nød også de gode og tilladte ting, og han smilede og lavede sjov. Faktisk plejede Profeten (saaws) at bede Allah (swt) om de gode ting i denne verden. Og Allah (swt) lærer os bl.a. følgende dua: “Vor Herre! Skænk os af det gode i denne verden og det gode i den Kommende Verden og frels os fra Ildens straf.” (2:201).

Det berettes at Ali bin Abu Talib (raa) sagde:

Sindet bliver træt, og det gør kroppen også, så helbred dem med humor.

Og han (raa) sagde:

Genopfrisk sindet fra tid til anden for et træt sind bliver blindt.

Og det berettes at Abu Darda (raa) sagde:

Jeg optager mit hjerte med noget trivielt for at gøre det stærkere i tjenesten af sandheden.

Og Profeten (saaws) gav sine Sahaba følgende befaling da han (saaws) sendte Muaadh (raa) til Yemen: “Gør de religiøse ting lette for folk, og gør dem ikke besværlige. Adlyd hinanden og bliv ikke splittede.” (Bukhari og Muslim).

Og ved en anden lejlighed sagde han (saaws): “Lad folk være glade over at være muslimer og ikke løbe væk fra det!

Og i en anden beretning sagde han (saaws): “Vær moderate i jeres handlinger! Og vid at ingen kan komme ind i Paradis på grund af sine handlinger alene.” Folk spurgte: “Allahs Sendbud, end ikke dig?” Han (saaws) svarede: “End ikke jeg, medmindre Allah omfavner mig i Sin Barmhjertighed.” (Muslim)

Og det berettes at han (saaws) sagde: “Udfør de handlinger I kan gøre med lethed idet Allah ikke bliver træt (af at give belønning), medmindre I keder jer, og bliver trætte, og den mest elskede handling hos Allah er den der gøres vedvarende, selvom den er lille.” (Bukhari).

Og det berettes at Ibn Jaz (raa) sagde:

Jeg har ikke set nogen smile mere end Allahs Sendebud!

Og det samme berettes fra mange andre af Sahaba (raa).

Det berettes af Abu Dardas mor sagde:

Abu Darda plejede altid at smile når han talte, så jeg sagde til ham at han skulle holde op, af frygt for at folk ville tænke, at han var dum. Men Abu Darda sagde: “Jeg har aldrig set eller hørt Profeten (saaws) tale undtagen at han smilede!”

Og det berettes at Umar bin al-Khattab (raa) sagde:

En mand bør være som en ung dreng med sin familie, men når der er brug for ham som en mand, så skal han være en mand.

Og det berettes fra Abu Darda (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Lad ingen af jer tænke at noget godt er for lidt. Hvis han ikke har noget, så lad ham møde sin bror med et smilende ansigt. Hvis I køber noget, eller koger noget i en gryde, så forøg dets mængde og giv noget til jeres nabo.

Og det berettes at han (saaws) sagde: “Dit smil til en bror er en almisse, at påbyde det gode og forbyde det onde er en almisse, at du viser vejen, til en der ikke kan finde vej, er en almisse. At du ser for en, der har dårligt syn, er en almisse for dig. At du fjerner en sten, en torn eller et ben fra vejen er en almisse for dig. At du hælder det, der er tilbage i spanden ned i din brors spand, er en almisse for dig.

Mennesker skal dømmes på deres fromhed

Det er ikke ualmindeligt at vi i dag ser folk dømme andre på deres udseende, tøjstil, arbejde, bil, hus eller formue. Hvis en person f.eks. ikke har noget arbejde, eller hvis han er evighedsstuderende, eller hvis han eller hun på anden vis ikke lever op til “samfundets normer”, så bliver personen stemplet og kritiseret.

I nogle såkaldte muslimske miljøer er det så slemt, at en person der tjener sine penge ved at sælge hash, og som dermed kan købe en dyr bil til sin mor, bliver betragtet som en bedre person, end en muslim der forholder sig til Islam, men som er arbejdsløs eller fattig.

En sådan bedømmelse modstrider Islam og det er ikke acceptabelt!

Allah (swt) har udelukkende skabt mennesket for at tilbede Ham (swt). Han (swt) siger: “Jeg har udelukkende skabt Jinn og mennesker for at de skal tilbede Mig.” (51:56).

Tilbedelse, som vi allerede har været inde på, betyder i dens essens underkastelse til Allahs (swt) love og regler. Så den person der udfører sine forpligtelser, og som afholder sig fra det der er forbudt, en sådan person tilbeder Allah (swt), og en sådan person er den bedste person.

Og Allah (swt) siger: “Hvem er bedre i levemåde end den der underkaster sig selv til Allah, imens han handler godt, og følger Abraham, den oprigtiges, levemåde? Og Allah tog Abraham som en intim ven.” (41:33).

I en hadith berettes det at Profeten (saaws) sagde: “Den bedste i blandt jer er den der lærer den Hellige Koran, og så derefter underviser andre i den.” Og i en anden hadith berettes det at Profeten (saaws) sagde: “Den bedste person i blandt jer er den der behandler sine familiemedlemmer godt. Og jeg er den bedste person for min familie.” (Ibn Majah fra Abdullah bin Abbas).

Alligevel kan man høre udtalelser som f.eks.: “En rigtig mand er en mand der går ud og knokler, og kommer hjem beskidt!” Og når man bliver præsenteret for en person man ikke har mødt før, så er det ikke ualmindeligt at det første man bliver spurgt om, er hvad man arbejder med.

Men ingen af disse ting er islamiske! Og ingen af disse målestokke, holdninger og bedømmelser er relevante.

Hvis en person forholder sig til Islam, så er det irrelevant hvad han beskæftiger sig med for at søge sit levebrød, sålænge denne beskæftigelse er halal.

Allah (swt) siger: “Visselig, den mest noble af jer i Allahs øjne er den har den største at-taqwa i blandt jer. Sandelig Allah er Alvidende, Bevidst om alt.” (49:13).

Og Allah (swt) ved bedst!

Vær glad!

At være glad gavner dig selv og dem omkring dig. Du kan ikke gøre noget for nogen hvis du ikke selv har det godt. Og din glæde og dine smil, selv i det dybeste mørke, er en gavn for din krop og din sundhed, og det er en sadaqa for alle dem omkring dig.

Det berettes at Abdullaah bin Harith (raa) sagde: “Jeg har aldrig mødt en person der smilede så meget som Profeten Muhammad. Profeten Muhammad (saaws) betragtede det at smile til en bror som en almisse”.

Så hver gavmild med dine smil! Spred glæde og lykke selv under fattigdom og elendighed.

Lev i nuet

Du lever kun i nuet! Der er kun nu, dette øjeblik, ikke i morgen og ikke i går.

Er du stresset og har travlt med at nå fremtiden sådan at det nuværende øjeblik, det virkelige liv reduceres til et middel til at nå frem? Stress forårsages af at være “her”, men at ønske at være “der”. At leve sådan er vanvittigt. Du kan løbe og du kan skynde dig, men lev i det øjeblik hvor du er tilstede. Arbejd, løb, men nyd strømmen af energi i det pågældende øjeblik. Lad være med at vente på fremtiden, du lever nu!

Og fortiden, optager den tit dit sind? Tænker du meget på den, positivt eller negativt? Referer kun til den når det er absolut nødvendigt.

Der er ikke noget galt i at planlægge og stræbe, det ved vi også jf. hadithen om at stræbe efter det der gavner, men det bliver et problem når det går ud over nuet, livet i sig selv, som kun kan være lige nu. Folk venter på rigdom, på ferie, på et eller andet der lige skal ske, så vil de leve, men de går glip af livet netop nu som resultat.

Lev i nuet som et nysgerrigt barn gør det, der undersøger alle de små detaljer i realiteten og glædes over enhver lille detalje som sæbeboblen imod huden, grus under fødderne, himlen, fuglene, osv. Børn tænker ikke på fortiden og bekymre sig ikke om fremtiden. De små ting holder kun op med at give glæde fordi vi tager dem for givet. Lad være med at tage dem for givet, men hold din fokus på hvor meget alle de små ting virkeligt betyder, som efter man har oplevet en katastrofe, og der ser helt klart og tydeligt hvad der virkeligt har værdi. Lad denne glæde komme frem. Dyrk den og udvis den største taknemmelighed til Allah (swt)!

Når du har en kraftig modstand eller aversion mod noget, så kommer det du har modstand imod til at fylde for meget i dit liv. Den mentale energi du bruger, er direkte proportional med frygtens omfang. Og det er der du bruger det meste af din mentale energi. Jo mere modstand du har imod noget, eller jo mere du ønsker noget, desto mere fjernes din opmærksomhed væk fra nuet.

Du bestemmer selv hvad du vil tænke. Du bestemmer selv hvor meget en negativ tanke må fylde i dit liv og din hverdag.

Tænk på de mennesker der dagligt lever i krig og nød, der hver eneste dag bliver bombet af fly fra himlen. Tænk på de mennesker der lever på gaden. Tænk på de mennesker der sidder i en kørestol og ikke selv kan gå, stå, sove, gå på toilet, på de der er lammede, på de der lever i en seng. Hvordan ser dit liv ud med deres øjne?!

Så afværg det du kan, ændre det du kan, men det du ikke kan ændre, det ændrer du din indstilling til.

Så du har problemer med din kone? I det mindste har du en kone! Så du har lidt helbredsproblemer? I det mindste har du en krop du kan bevæge! Så du har ingen venner? I det mindste lever du ikke på flugt eller i en kælder i et fængsel!

Det betyder ikke at vi skal acceptere at blive trådt og trampet på, det er ikke det Islam kræver af os. Men vi skal ikke selv blive til dårlige mennesker på grund af andre menneskers dårlige opførelse. Sådanne mennesker skal blot fjernes fra ens omgangskreds, og de skal ikke have lov til at sprede sorg og elendighed. Og vi skal ikke lade disse ting fylde vores liv, hjerte og sjæl med negativitet. Den slags tjener kun Satans formål, at gøre dig sorgfuld.

Al negativitet forårsages af fornægtelse af nuet, ubehag, angst, bekymring, stress, spænding, alle former for frygt forårsages af for meget “fremtid”, og skyldfølelser, ærgrelser, vrede, beklagelser, tristhed, bitterhed og mangel på tilgivelse forårsages af for meget “fortid”.

Livet er ikke kun forpligtelser og alvorlige stunder. Der skal også være plads til leg, morskab, hygge, passion, hobby og afslapning. Det er der man lader op, der man finder forfriskning. Det er der man kobler hjernen fra.

Nyhedsmedier og vold

Undersøgelser viser at jo mere en person ser TV og nyheder, desto mere bedømmer han eller hun verdenen til at være et voldeligt sted. Og det er klart, man ser stort set aldrig andet end vold derigennem. Man kommer til at overvurderer graden og mængden af vold. Den bliver overrepræsenteret.

Vold som underholdning er heller ikke godt, hverken som film eller som spil. Forskning viser, at i samme grad, som du forbruger voldelig underholdning, forøger du din risiko for selv at blive voldelig, både i stort og i småt. Du vil sandsynligvis i højere grad såre andre, være mistænksom overfor andre og synes, at vold er en acceptabel løsning på problemer i forholdet til mennesker. Vold i medierne angriber din indlevelse og din venlighed.

Undgå vrede

Som muslimer skal vi helt forsøge at undgå at blive vrede medmindre det er for Allahs (swt) skyld.

Allah (swt) siger: “Og skynd jer i at opnå tilgivelse fra jeres Herre og en have, hvis vidde er som himlene og jorden, beredt for de fromme. De som giver ud i gode og dårlige tider, og de som undertrykker deres vrede og tilgiver mennesker, og Allah elsker dem der handler godt.” (3:133-134).

Dette vers betyder, at når der ikke er tale om vrede for Allahs (swt) skyld, men derimod af personlige årsager, så er det fard (obligatorisk) at undertrykke vreden.

Når vrede eksisterer i kroppen ophobes toksiske mængder af neurokemikalier i hjernen. Neuronerne forsøger jævnligt at skubbe disse toksiner under kroppens afgiftningscyklus, hvilket kan manifestere sig som symptomer på nervøsitet og ængstelighed.

Vrede og frustration bør kun eksisterer når årsagen til vreden eksisterer, og når det er tilladt, relevant og nødvendigt at ændre det der er dårligt.

Tanker eller nyheder om uretfærdighed og undertrykkelse forårsager vrede, men når intet kan stilles op tjener det ikke andet end en dyb følelse af håbløshed, hvilket er en ubrugelig følelse og tilstand.

Vrede er nødvendig for Allahs (swt) skyld alene, og hvor Sharia kræver det, men i sådan en situation er det til for at fjerne eller forhindre munkar (det onde). Vrede for Allahs (swt) skyld er altid en praktisk vrede.

Vrede, som ikke er for Allahs (swt) skyld, kan forårsage sygdom i kroppen. Sygdom som f.eks. trombose, forhøjet blodtryk, uregelmæssig hjerterytme, hyperventilation, hjerteanfald, diabetes, o.a.

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den der kan undertrykke sin vrede, når han har mulighed for at hande på den, så vil Allah fylde hans hjerte med sikkerhed i iman (overbevisning)

Og det blev berettet fra Abu Hurairah (raa) at en mand sagde til Profeten (saaws): “Giv mig et råd!” He (saaws) sagde: “Bliv ikke vred!.” Han gentog forespørgslen flere gange, hvor Profeten (saaws) vedblev med at svare: “Bliv ikke vred!

Og det berettes at Abu Dharr (raa) sagde at Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Hvis en af jer bliver vred mens han står op, så lad ham sætte sig ned, og hvis det ikke tager vreden bort, så lad ham lægge sig ned.

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Hvis en person bliver vred og siger, ’Jeg søger tilflugt hos Allah, så vil hans vrede gå væk.

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Hvis en af jer bliver vrede, så lad ham forblive tavs!

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den person der kontrollerer sin vrede, når han har muligheden for at handle på den, så vil Allah kalde ham frem på Dommedagen, og han vil lade ham vælge frit fra Hur al-Iyn.

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Den stærkeste mand er den der stadig kan kontrollere sig selv, når han bliver vred, og hans ansigt bliver rødt, og hans ‘børster rejser sig’.

Og det berettes fra Anas (raa) at Profeten (saaws) kom forbi nogle folk der brød med hinanden. Han (saaws) spurgte, “Hvad foregår der?” De svarede, “Den og den person er den stærkeste, han kan klare alle.” Profeten (saaws) sagde, “Skal jeg ikke fortælle jer hvem der er endnu stærkere end ham? Det er den mand der når han bliver dårligt behandlet af en anden, kontrollerer sin vrede. Han har besejret sin egen satan, og han har besejret den persons satan der gjorde ham vred.

Det berettes fra Ibn Abbas (raa) at en mand søgte tilladelse til at tale med Umar bin al-Khattab (raa). Manden sagde, “O søn af al-Khattab! Du er nærig, og du dømmer ikke retfærdigt imellem os!” Umar (raa) blev så vred at han skulle til at angribe manden, men Al-Hurr bin Qays (raa), der var tilstede sagde, “O Amir al-Muminin! Allah sagde til Sin Profeten (saaws): ‘Vær tilgivende, påbyd det gode og undgå de uvidende (dumme)’ (7:199) Denne mand er en af de dumme.”

Lad være med at blive vred over ligegyldige ting som f.eks. når noget elektronik eller noget andet ikke virker, eller hvis du sidder fast i trafikken. Det bidrager ikke med andet end i uharmonisk biokemi i din krop.