Den islamiske mentalitet (Bog 1)

Naim al-Gharib (mail@naimsplace.com)

Version: 1.0.4
Oprettet: 18-05-2016
Sidst opdateret: 18-05-2017

Copyright

Copyright har ingen eksistensberettigelse i Islam. Denne bog kan frit citeres, kopieres, oversættes og trykkes uden tilladelse. I overensstemmelse med god islamisk skik vil en henvisning til forfatteren værdsættes såfremt materialet bruges.

Evt. Brugte forkortelser

Teksformattering

Tekst der står med fed, er Koranvers. Tekst der står med kursiv, er hadith.

Sol- og månebogstaver

På arabisk opdeles konsonanter i to grupper. Den ene gruppe kaldes “solbogstaver” og den anden gruppe kaldes “månebogstaver”.

Forskellen på de to grupper ligger i hvorvidt de gør bogstavet “l” stumt, når “l” kommer før et bogstav i bestemt artikel. Hvis bogstavet er et solbogstav, så bliver “l” stumt. På arabisk hedder “solen” “al-shams”, og det skrives med bogstaves “l”, men fordi bogstavet “shiin”, der her skrives som “s”, er et solbogstav, så udtales “l” ikke, men i stedet siger man “as-shams”. I denne bog har jeg valgt at hjælpe læseren til den korrekte udtale af ordene, hvorfor jeg har skrevet bogstaverne som de udtales.

Forord

(I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige) بسم الله الرحمن الرحيم

Al pris og taknemmelighed tilkommer alene Allah, vi priser Ham, og søger Hans hjælp og tilgivelse. Vi søger tilflugt hos Allah imod vores egen ondskab, og imod det onde fra vore handlinger. Den som Allah retleder, kan ingen vildlede, og den som Allah vildleder, kan ingen retlede. Jeg bærer vidnesbyrd om at ingen har ret til tilbedelse eller underkastelse foruden Allah, alene, og jeg bærer vidnesbyrd om at Muhammad (saaws) er Hans tjener og sidste sendebud.

“Den Islamiske Mentalitet” er den første bog i en serie på tre bøger. De to andre bøger er bøgerne “Den islamiske psyke” og “Den islamiske væremåde”.

Enhver form for oversættelse af Koranvers kan kun være meningsmæssig og tilnærmelsesvis. Koranen kan ikke oversættes til et andet sprog.

Hvis der er fejl i bogen så skyldes det udelukkende mine begrænsede egenskaber, og hvis der er sandhed og retledning i bogen, så skyldes det udelukkende Allahs (swt) Velsignelse og Nåde.

Jeg vil meget gerne modtage forslag til forbedringer, fejlrettelser og andet der kan forbedre indholdet i bogen - stort såvel som småt.

Tænkning og personlighed

Tænkning er en funktion i mennesket der er fælles for alle mennesker uafhængigt af tid og sted. Tænkning er den process hvor et menneske sanser en realitet, direkte eller indirekte, hvorefter hjernen sammenkobler denne sansning med informationer om realiteten for derefter at producere en bedømmelse. Denne bedømmelse er en tanke.

Tænkning er ikke blot sansning alene, men er derimod resultatet af sammenkoblingen imellem sansningen af realiteten og informationer opbevaret i hjernen.

Tænkning på denne måde er universel for mennesket på samme måde som det at spise, løbe, drikke og trække vejret er universelt for mennesket. Men da vi mennesker adopterer og tilegner os forskellige livsanskuelser, og da vore livsanskuelser tjener som en slags “filter” hvorpå vi bygger vore tanker, så tjener sådanne livsanskuelser som referencer hvorpå vi bygger alle vore andre tanker.

Dette betyder i praksis at den livsanskuelse du og jeg har adopteret, tjener som en ganske bestemt måde at tænke på.

Når en person bærer på en livsanskuelse der fortæller ham, at Gud har skabt alt, og at han skal stå til regnskab på Dommedagen, så vil denne livsanskuelse udgøre fundamentet for alle andre tanker som personen tænker.

Hvis en person bærer på en livsanskuelse der fortæller ham, at alt er opstået af sig selv ved et tilfælde, og at der ikke eksisterer noget overordet formål med livet, så vil denne livsanskuelse også udgøre et fundament for alle andre tanker som personen tænker, men der vil eksisterer en grundlæggende forskel på de to personer, deres tanker, deres følelser og deres adfærd.

Islam er en unik ideologi og levemåde der bygger på en unik måde at anskue livet på. Ud fra den unikke livsanskuelse udspringer der et komplet og fuldkomment system af regler og love til organisering af menneskets liv i harmoni med den natur mennesket er blevet skabt i.

Adoptering af den islamiske livsanskuelse på en korrekt intellektuel måde, hvor korrekt tænkning har fundet sted, og hvor Islam ikke er hverken arvet fra forældrene, baseret på blind tro, baseret på følelser eller gavn og nytte, vil uden tvivl medføre en fundamental og grundlæggende ændring i et menneske, der resulterer i en intellektuel og ideologisk person der tænker på en bestemt ophøjet måde. Denne ophøjede tænkning manifesterer sig i et bestemt mønster af handlinger og adfærd.

Modsat en korrekt adoptering af den islamiske livsanskuelse vil en Islam der er arvet fra forældrene, eller som er baseret på blind tro eller følelser, ikke resultere i nogen ophøjet tænkning, ej heller vil den resultere i tilstand der er hverken accepteret eller godkendt af Allah (swt). Derimod kan vi direkte se hvordan majoriteten af muslimerne, hvis tilhørsforhold til Islam netop er baseret på blind tro og arv, har resulteret i en ekstrem degraderet og elendig tilstand. En tilstand der er en hån imod Islam, og som udelukkende tjener at skubbe de ikke-muslimer der måtte have en interesse i Islam, væk fra Islam.

Det berettes fra Abdullah bin Umar (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Jeg søger beskyttelse hos Allah imod følgende: 1. Hvor som helst og når som helst at dårlige gerninger bliver udført åbent og offentligt. Så vil sådanne mennesker vil blive ramt af pest og nye former for sygdomme der ikke tidligere var kendt af deres ældre. 2. Når folk er uærlige i at veje og måle, så vil de lide under hungersnød, trængsler og tyranni fra regenterne. 3. Når folk holder op med at betale az-zakat, så får de kun lidt vand, og hvis der ikke havde været nogle dyr (som også har brug for at drikke), så ville de slet ikke modtage nogen regn overhovedet. 4. Når et folk bryder en pagt eller en aftale så indsætter Allah en fjende imod dem fra nogle andre folk, derefter tager de deres ejendele fra dem med magt.” (Ibn Majah).

Og det berettes fra Ibn Abbas (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Når underslæb og tillidsbrud viser sig i mennesker, så indsætter Allah angst i deres hjerter. Og når folk var uretfærdige, indsatte Allah en fjende imod dem.” (Imam Malik).

Og det berettes fra Abu Darda (raa) at Profeten (saaws) sagde: Allah siger: “Jeg er Ejeren og Mesteren over konger (og regenter). Deres hjerter er i Mine Hænder. Når Mine slaver tjener og adlyder Mig, så lægger Jeg venlighed og medfølelse i deres regents hjerte, men når Mine slaver er ulydige imod Mig, så lægger jeg vrede og tyranni i regentens hjerte.

Lad os prøve at overveje muslimernes tilstand i verden i dag i forhold til disse beretninger!

Mange filosoffer og tænkere har igennem historien forsøgt at definere og klarlægge hvad en personlighed består af. Hos de gamle grækere forsøgte Sokrates og hans student Plato at fastlægge hvad der udgør en personlighed. Platos student Aristoteles forsøgte det også, men fælles for deres ideer var at de var meget uklare og manglede præcision. De talte bl.a. om at personlighed indbefatter elementer som tøjstil, talemåde, smag, o.a.

Muslimske filosoffer fra bl.a. det 10. århundrede forsøgte også at definere personlighed og den kendte lærde Imam Ghazali (rha) var en af dem.

De kristne beskrev personlighed som den indre kamp imellem ånd og materie.

Med udviklingen af videnskaben i det 18. århundrede kom psykologien. Psykologien var bl.a. et resultat af de mange forfærdelige forsøg som man udførte på mennesker og dyr i et endeløst arbejde på bl.a. at prøve at klarlægge hvad en personlighed udgør.

Nutidens psykologer fortsætter i samme spor og selvom enkelte undersøgelser er brugbare, så er de fleste mere eller mindre vanvittige. Nogle undersøgelser er sågar ekstremt grusomme - her tænker jeg primært på de mange sindsyge dyreforsøg der aldrig nogensinde kan bidrage med noget fornuftigt hvad angår forsøget på at forstå menneskets natur.

Det handler om at forstå mennesket da det er menneskets personlighed vi ønsker at klarlægge. Dyreforsøg duer bare ikke da dyr er meget forskellige fra mennesker. Dyr kan bl.a. ikke tænke og udvikle ideer.

Problemet med dyreforsøg har rod i teorien om evolution hvor man tror, trods alle beviserne på det modsatte, at mennesket stammer fra aber. Man tror med andre ord at der er en vis fællesnævner i alle skabninger, og kernen her er evolutionsprocessen.

Når vi tager udgangspunkt i den realitet som vi ønsker at forstå, nemlig mennesket, så kan vi se at menneskets natur altid har været den samme igennem hele den skrevne historie. Mennesket har aldrig udviklet sig eller været underlagt nogen form for evolution. Mennesket har hele tiden haft de samme behov og har forsøgt at tilfredsstille disse behov på samme vis.

Det der udvikler sig er midler og ideer. Fx. kommunikationsmidler, transportmidler, og ideer til handel m.v., men mennesket er den samme med de samme behov.

Et slående problem med evolutionsteorien er at den såkaldte evolution for længst er gået i stå.

Her prøver vestlige tænkere at forstå hvorfor mennesket tilsyneladende stadig fungerer identisk med mennesket fra stenalderen, når vi nu trods alt lever under nogle helt andre vilkår og samfund. Hvorfor har der ikke været yderligere evolution? Svaret de giver er at der nødvendigvis må have fundet en indre evolution sted omend vi ikke direkte kan sanse den.

De mener altså at når der ikke har fundet en fysisk evolution sted i mange tusinde år, så beviser dette ikke at evolution er noget vrøvl. Derimod beviser det at evolutionen nu er vendt imod det indre fremfor det ydre.

Disse teorier tager ikke udgangspunkt i noget sanseligt, men er derimod intet andet end fantasi og formodning. Når vi tager udgangspunkt i realiteten som vi lever i så falder teorien om evolution til jorden med et brag. At der ikke har fundet nogen yderligere evolution sted i mange tusinder af år er blot et af de mange beviser på at teorien om evolution er ubrugelig.

Hvad udgør så et menneskets personlighed? Er det tøjstilen og de bøger vedkommende interesserer sig for? Eller er det rettere de ideer og tanker som mennesket bærer på og som ligger til grund for de valg som han eller hun foretager sig?

Det er menneskets tanker og væremåde der udgør personligheden og ikke andet. Det er med disse tanker et menneske bedømmer om noget er godt eller dårligt, rigtigt eller forkert. Og det er med disse tanker at et menneske bestemmer hvordan han eller hun skal tilfredsstille sine behov - altså opføre sig.

Islam giver os et omfattende grundlag som vi kan bygge vores personlighed på.

I koranen nævner Allah (swt) i flere forskellige vers de egenskaber som en islamisk personlighed skal karakteriseres som, og blandt de mange vers finder vi bl.a. vers 63-76 i Surah Al-Furqan: “Den Nådiges tjenere er dem, der vandrer i ydmyghed på jorden, og når de uvidende taler til dem, svarer de: ‘Fred!’ Det er dem der tilbringer natten i tilbedelse af deres Herre, idet de kaster sig ned og står op. De siger: ‘Vor Herre, afværg fra os Helvedes straf thi dens straf er voldsom. Sandelig, ondt er det som opholdssted og som bolig.’ Og de, som når de giver ud, ikke er ekstravagante og ikke er nærige, men iagttager en vej midt imellem disse to. Og de, som ikke påkalder andre guder sammen med Allah og som ikke dræber det menneske, som Allah har forbudt, undtagen for en retfærdig sag (dvs. hvor loven kræver det), og som ikke begår zina (hor udenfor gyldigt ægteskab). Og den, som gør dette, skal møde straffen for sin synd. Straffen skal fordobles for ham på Dommedagen, og han skal forblive i den i skændsel. Undtagen dem der angrer og har iman (overbevisning) og handler retskaffent, for sådanne vil Allah forandre deres onde gerninger til gode gerninger, og Allah er Tilgivende og Barmhjertig. Og den, der angrer og handler retskaffent, han vender sig virkelig til Allah i anger. Og de, som ikke vidner med falskhed, og som, når de bliver mødt med tom snak (eller noget dårligt), så går de værdigt forbi (og undgår det). Og de, som når de bliver påmindet med deres Herres beviser, ikke falder over dem som var de døve og blinde. Og de, som siger: ‘Vor Herre, skænk os fra vore hustruer og vore børn vore øjnes fryd, og gør os til forbilleder for de retskafne.’ Sådanne vil blive belønnet med det højeste sted fordi de havde udholdenhed (sabr), og de vil blive modtaget med en hilsen og fred.” (25:63-76).

Blandt muslimer hersker der en del misforståelser hvad angår den islamiske personlighed.

Nogle tror at hvis en person har et langt skæg, bærer en islamisk klædedragt, og har en bedehat på, så har man en islamisk personlighed. Andre tror at det er umuligt at opnå en islamisk personlighed fordi vi ikke kan være som engle.

For dem som mener at kun engle kan have islamiske personligheder, er skaden som de gør i samfundet stor. De leder efter englelignende egenskaber blandt mennesker og taber håbet fordi de ingen finder. Sådanne skadelige tanker er med til at sprede tanken om at Islam er utopi og umulig at implementere. Som resultatet af dette vender nogle mennesker sig helt væk fra Islam og lever et liv lammet for handling.

Islam blev ikke åbenbaret til engle, men til mennesker og mennesker er ikke fejlfri, og Islam anerkender således at mennesker fejler fra tid til anden.

Abu Ayub Ansari (raa) berettede at Profeten (saaws) sagde: “Hvis I ikke begik synder, ville Allah have udryddet jer, og ville have erstattet jer med et andet folk der ville begå synder og derefter bede Allah om tilgivelse, og Han ville have skænket dem tilgivelse.” (Muslim).

En muslim kan begå fejl, men dette betyder ikke at Islam ikke er praktisabel, tværtimod. Islam er realistisk og behandler de problemstillinger vi som mennesker støder på.

Når Islam taler om den retskafne muslim, så nævner den denne i lyset af den ideelle islamiske personlighed, men de som ikke opnår dette niveau bliver ikke uislamiske. Den almindelige muslim der således er under dette niveau, men som forholder sig til Islam, eller de muslimer der udelukkende forholder sig til deres forpligtelser, men som ikke gør noget mustahab (ekstra friviligt) ud over dette er også islamiske personligheder.

Allah (swt) siger: “Og taqqu Allaha (vær fromme overfor Allah) så meget som I kan.” (64:16). Og det er berettet at Allahs Sendebud (saaws) sagde: “Hvis jeg befaler jer noget, så gør det så meget som I kan.” (Enighed om den).

En person der har skæg, og som bærer en islamisk klædedragt, og som generelt bliver betragtet som en god person, behøver ikke være en islamisk personlighed. Det samme gør sig gældende for en muslimsk kvinde der bærer den islamiske påklædning for kvinder, hvor der bag “sløret” kan gemme sig en uretskaffen person.

Årsagen til disse ting er det faktum at skæg og tøj ikke udgør en personlighed, og det har intet med det at gøre. Det der bestemmer om en person har en islamisk personlighed er hvorvidt personen har adopteret det islamiske livssyn (aqidah) som sit grundlag for sine tanker og følelser.

En person kan således have meget lidt viden om Islam, men stadig være en islamisk personlighed.

På samme måde kan man finde en person, der har en masse gode egenskaber og handlinger, men personen har ikke en islamisk personlighed fordi personen refererer ikke sine handlinger eller tanker til islam.

Mange muslimer udfører handlinger der er helt uforenelige med Islam.

Man kan måske have en tilbøjelighed til at tro at sådanne handlinger og en sådan opførsel helt klart fjerner en person fra Islam, og således gør ham eller hende til en ikke-muslim, men det er ikke korrekt.

En person forlader ikke Islam så længe han eller hun ikke forlader det islamiske livssyn (aqidah) enten igennem tale eller handling.

Hvis en person derimod ofte modstrider Islam vil det bringe tvivl om hvad personen baserer sine tanker på.

I den situation hvor en person vedholdent modsiger Islam så er det bevis på, at personen ikke baserer sine tanker på Islam.

I den situation hvor der sker en afvigelse, hvilket sædvanligvis kommer til syne igennem nogle enkelte uoverensstemmelser, så beviser dette en svaghed, men det betyder ikke at personen ikke har en islamisk personlighed.

Vi skal huske på at det at sammenkoble tanker med handlinger ikke er en mekanisk proces der altid fungerer i overensstemmelse med ens livssyn (aqidah). En muslim vil således fra tid til anden være ulydig og overtræde Allahs (swt) grænser, og det kan ske af mange forskellige årsager. Fx.:

En overtrædelse af en af Allahs (swt) regler smider af sig selv ikke en person ud af Islam. En ulydig person eller en person der åbent og vedholdent begår synd bliver ikke betragtet som en frafalden muslim (murtad), men bliver betragtet som en ulydig i den handling som han var ulydig i. En person vedbliver med at være muslim så længe han adopterer det islamiske livssyn.

Selv enkelte af sahaba (raa) var fra tid til anden involveret i en synd, hvor en person overtrådte en ordre eller et forbud. Sådanne overtrædelser medførte aldrig at de blev smidt ud af Islam eller at de mistede deres islamiske personligheder. Dette skyldes at de var mennesker og ikke engle.

Som eksempel kan nævnes da Hatib ibn Abi Balta’ah (raa) afslørede Profetens (saaws) planer til Quraish om at invadere Mekka selvom Profeten (saaws) tydeligt havde gjort meget for at holde invasionen hemmelig.

Ligeledes kan det nævnes hvordan Profeten (saaws) drejede Al-Fadl ibn Al-Abbas (raa) hoved væk fordi han stirrede på en kvinde med lyst og begær.

Og Ansar påstod at Profeten (saaws) havde forladt dem da han erobrede Mekka selvom han (saaws) havde lovet dem, at han aldrig ville forlade dem.

Og ved Hunain flygtede nogle af de ældste Sahaba (raa) og efterlod Profeten (saaws) tilbage alene med nogle få til at hjælpe ham.

Dette er blot nogle få eksempler hvor Profeten (saaws) aldrig betragtede disse handlinger som underminerende for Islam ej heller bragte de tvivl om Sahaba (raa) eller deres personligheder.

Lejlighedsvis ulydighed betyder altså ikke at man mister sin islamiske personlighed.

Den islamiske metode for tilegnelse af viden

Den metode vi som mennesker bruger til at tilegne os viden har en kritisk og afgørende effekt på hvordan denne viden påvirker os i livet. Hvis metoden er korrekt, baseret på korrekt undersøgelse, analyse og tænkning, sådan som Allah (swt) befaler os som muslimer at tilegne os viden, så vil denne metode producere effektive resultater, og vi vil udvikle os til ideologiske personer der tænker på en bestemt ophøjet måde.

Allah (swt) befaler mennesker at tænke dybt over de mange forskellige aspekter af Hans Skabelse således at dette kan resultere i korrekte bedømmelser.

Allah (swt) siger f.eks.: “Sandelig! I himlenes og jordens skabelse og i skiften imellem dag og nat er der sandelig beviser for mennesker der bruger forstanden!” (3:190).

Overvejer de ikke Koranen forsigtigt? Havde den været fra nogen anden end Allah så ville de Visselig have fundet mange modsigelser i den!” (4:82).

Fortæl mig! Vandet som I drikker, er det jer der har fået det til at strømme ned fra regnskyerne, eller er det Os der har fået det til at komme ned?” (56:68-69).

Ser de ikke hvorledes kamelerne er skabte? Og hvordan himlen er oprejst? Og bjergene hvordan de er grundigt forankrede? Og hvordan jorden er udstrakt?” (88:17-20).

I alle disse vers henleder Allah (swt) os til at tænke på og overveje realiteten for at opbygge den islamiske livsanskuelse i os baseret på en absolut overbevisning - ikke tro!

Således udgør den islamiske metode for tilegnelse af viden en metode der bygger på dyb tænkning, undersøgelse og analyse. Den bygger ikke på hverken blind tro, følelsesmæssig tro eller underkastelse uden spørgsmål. Sådanne metoder vil ikke producere en korrekt overbevisning ej heller kan de fungere som et fundament for et livssyn eller et fundament hvorpå andre tanker bygges.

En person der opbygger sin islamiske livsanskuelse på tro eller arv vil forblive et gidsel for hvad end han eller hun ellers er påvirket af, og der vil ikke finde en ophøjnelse sted i personen. En sådan person vil løbende gå på kompromis med Islam, og vil opfinde undskyldninger og ritualer der modstrider Islam.

En person der opbygger sin islamiske livsanskuelse på en følelsesmæssig påvirkning, f.eks. i forbindelse med at en person dør eller bliver syg, eller på at personen selv bliver syg, vil opleve en midlertid optagethed af Islam for derefter at “brænde ud” og vende tilbage til hvad der kom før.

Hvordan muslimer studerer Islam i dag

Når vi undersøger de gængse metoder til at studere Islam, der er udbredt blandt muslimer, så finder vi tre metoder.

Den akademiske metode

Denne metode leveres på de forskellige såkaldte islamiske universiteter hvor man leverer Islam som et “pensum” i et akademisk format. I dette format er informationer i fokus fremfor koncepter eller tanker.

Metoden bygger på forholdet imellem underviseren og eleven hvor eleven modtager instruktioner af læreren.

Hvis eleven færdiguddannes vil han være at sammenligne med en bog eller en søgemaskine. Han spytter informationer ud som de er dikteret til ham, og det er alt hvad han har at byde på.

Sådan en person bestiller ikke andet end at gentage tidligere lærdes udtalelser uden selv at have den mindste form for kritisk tænkning eller tilgang. Han bedømmer ikke beviser eller argumentationer for det har han ikke lært. Hans evner begrænser sig til at levere informationer som en database man søger i.

Det er den slags personer flertallet af muslimske lærde består af i dag, og den skade de forårsager for Islam er stor!

De udgiver sig som værende islamiske lærde med titler som “shaikh”, “alim” eller “mufti”, men når generelle muslimer stiller spørgsmål til dem formår de ikke at besvare disse spørgsmål korrekt. De har hverken forstået realiteten som de fleste spørgsmål omhandler, og de har heller ikke forstået de relevante islamiske tekster korrekt. Det eneste de gør er at vildlede folk med deres mange citater.

At studere Islam på denne forkerte måde producerer ikke en islamisk tænker ej heller producerer det “mujtahidin” (folk der kan udlede korrekte islamiske love og regler).

Denne forkerte metode er udelukkende anvendelig når det kommer til emner som historie eller geografi. Den kan ikke tjene til en metode for at studere Islam.

Derimod skal Islam tilegnes og studeres på en korrekt intellektuel måde hvor man mestrer både at forstå realiteten ned i detaljerne samt den intellektuelle og dynamiske proces hvorigennem de relevante islamiske tekster gør sig gældende for realiteten.

Den følelsesmæssige metode

Essensen i denne metode bygger på at fortælle islamiske historier, og på at fortæller om islamiske personligheder.

Metoden er afhængig af en følelsesmæssig tilgang til Islam og ikke en intellektuel metode baseret på tænkning.

Da realiseringen af denne metode kan frembringe situationer der løber løbsk, er den afhængig af at individerne “programmeres” i en bestemt retning. Denne retning bygger på total lydighed til ens “shaikh”.

Metoden er relativ ny fordi den var påvirket af den psykologiske videnskab fra den vestlige verden. Metoden betragter ikke mennesket, livet eller universet som objektet for tænkning og analyse, men placerer istedet individets psyke og dets udvikling som det ultimative mål. Tænkning og analyse er begrænset til individets psyke igennem at frembringe dets positive aspekter samt at behandle dets negative aspekter. Ligeledes forbinder den eleven følelsesmæssigt med sin “shaikh” som en person normalt forbindes til sin far eller til sin terapeut.

Resultatet er at de personer der tilegner sig Islam på denne måde bliver forbundne til bestemte personer, som de betragter som “hellige”, og som de følger uden selv at tænke.

Denne metode kan på ingen måde producere tænkere eller mujtahidin, ej heller påstås det at den kan dette. Metoden kan benyttes til små børn eller til personer der ikke er i stand til at tænke dybt. Den kan benyttes til at binde folk sammen for at nyde sociale aktiviteter så som venskaber, besøg af hinanden, rejser, m.v.

Den sufistiske metode

Denne metode tager udgangspunkt i det syn at mennesket består af to dele, den åndelige del og den fysiske del, og at disse to dele er indbyrdes modsigende eller fjendtlige overfor hinanden.

Mennesket har således et åndeligt potentiale der må højnes, og den eneste måde dette kan opnås på er igennem at undertrykke kroppens fysiske behov. Denne proces fortsætter indtil personen opnår en tilstand hvor han betragter sig selv om forenet med Gud (wa audhubillah).

I denne metode bliver Islam og dens regler til retningslinjer på vejen til Gud hvorefter de ophæves som irrelevante for den der har nået dette stadie. Værdien i reglerne ligger i at forstå “skjulte” meninger, det som sufisterne kalder “haqiqah”. Denne såkaldte “haqiqah” er forskellig fra det som tekster normalt forstås som, hvilket så bruges til at formulere Islam.

Sufister opretholder ideen om fatalisme i hvilket alt er forudbestemt, og mennesket ikke har nogen fri vilje. Derfor påstår sufisterne at en person skal overgive sig til sin tilstand, og at han eller hun ikke kan ændre den. Derudover opfordrer sufismen mennesket til at leve isoleret, og til at fortolke realiteten med metafysiske fortolkninger.

De fysiske behov betragtes som værende nødvendige ud fra den vinkel at det giver mennesket mulighed for at undertrykke disse og derigennem overgive sig til Gud.

Metoden formår ikke andet end at give en person en undskyldning for at trække sig tilbage fra resten af verdenen for at leve et relativt isoleret liv i tilfredshed.

Det er en farlig metode da den producerer passivitet overfor status quo, og den dræber enhver form for korrekt tænkning.

Tilstanden i dag

Islam bliver i dag primært tilegnet og studeret igennem disse ovenstående metoder, men ingen af disse tilbagestående metoder kan på nogen måde kan frembringe korrekt islamisk tænkning, ej heller er de forenelige med Islam. Tværtimod er de direkte modstridende til den korrekte islamiske fremgangsmåde til tilegnelse af Islam, den metode som Profeten (saaws) underviste menneskeheden i, og som muslimerne dengang brugte til at tilegne Islam.

Resultatet af disse falske og forkerte metoder er at muslimerne er stagnerede! Tænkning er gået helt i stå, og kun overfladisk tænkning og følelser dominerer muslimers liv på trods af de enorme mængder af muslimer der studerer Islam på universiteter, i moskeer og i forskellige institutter og organisationer.

Problemet er at Islam ikke længere betragtes som en ideologi der indeholder en livsanskuelse hvorfra et komplet og fuldkomment system udspringer. Derimod betragtes Islam som en åndelig religion, som noget stift eller statisk eller historier der skal påvirke følelserne.

Niveauet i tænkning i dag

Et menneskes niveau i tænkning kan kategoriseres i tre niveauer.

Vi vil i dette afsnit se på niveauet af tænkning i den muslimske nation der er opstået som resultat af at tilegne Islam via disse helt forkerte metoder.

Overfladisk tænkning

Overfladisk tænkning er resultatet af manglende dybt og grundigt studie af den situation eller realitet man beskæftiger sig med.

Den person der stiller sig tilfreds med overfladisk tænkning accepterer blot en påstand, tanke eller formodning som værende korrekt uden at stille spørgsmål og uden at foretage undersøgelse.

Dette niveau er grundlæggende udbredt i muslimernes politiske bevidsthed. Når muslimer betragter de nuværende stater i den muslimske verden, så tror de at disse stater er uafhængige og selvstændige stater blot fordi at disse stater har deres egne flag, grænser, konstitutioner, og medlemsskaber af forskellige internationale institutioner. Men hvis den samme person der bærer på sådan en opfattelse ville tilbringe lidt tid i at studere realiteten af disse stater, hvordan de er kommet til, samt deres forhold til den vestlige verden, så vil han eller hun hurtigt komme frem til at disse stater på ingen måde er selvstændige.

Et andet eksempel på overfladisk tænkning hos muslimer er påstanden om at demokrati er det samme som det, der hedder “shura” i Islam, og på det at Islam opfordrer til gensidig konsultation, og at muslimer har retten til at vælge, hvem der skal være “Khalif”.

Hvis man derimod studerer det ideologisk grundlag for demokrati finder man ud af at demokrati bygger på et speficikt system, der igen bygger på en specifik filosofisk ide om at mennesket har retten til selv at lovgive, og at mennesket ligeledes har retten til selv at bestemme hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Denne filosofiske ide er grundlæggende fuldstændig modstridende til det islamiske system der dikterer, at kun Allah (swt) - Skaberen af mennesket, livet og universet - har retten til at lovgive, og til at definerer hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Menneskets pligt ligger i at forsøge at forstå og implementere disse love og regler.

Derudover modstrider de demokratiske processer, igennem hvilke regler og love udledes, fra de islamiske processer.

I et korrekt demokrati bygger de demokratiske processer, til at forme love og regler, udelukkende på samfundets interesser. I den virkelige verden bygger de primært på økonomiske interesse hos statslederne samt de virksomheder og institutioner som de hver især støttes af. I begge tilfælde er disse processer grundlæggende modstridende til Islam.

I Islam er det processen kaldet “ijtihad” der benyttes til at udlede love og regler. “Ijtihad” er en meget specifik proces der er dikteret af det arabiske sprog og dets grammatik samt styrken af beviser fra de islamiske tekster. Derudover er den islamiske proces kaldet “shura”, der bygger på konsultation, helt anderledes og meget forskellige fra såkaldt demokrati.

Et andet eksempel på den dominerende overfladiske tænkning hos muslimer ses i den bedømmelse der foretages af forskellige individer, grupper og organisationer. Disse betragtes udelukkende igennem deres ydre fremtoninger uden at man forsøger at undersøge nærmere hvad de egentligt kalder til, hvordan de tænker, hvordan de blev etableret, hvem der står bag, og andre lignende faktorer.

En person kan ikke være et godt menneske blot fordi han har et langt skæg, eller fordi han bærer en titel som “shaikh” eller “mufti”, eller fordi han er medlem af en bestemt gruppe eller organisation. På samme måde kan en organisation ikke karakteriseres som værende islamisk blot fordi den bærer et islamisk navn eller fordi den grundlæggere er eller var muslimer. Begge situationer kræver undersøgelse af omstændigheder der trænger dybere ned end de overfladiske karakteristika.

Fordi dette niveau, altså overfladisk tænkning, kræver en meget lille indsats er det det dominerende niveau i tænkning hos de fleste mennesker, muslimer såvel som ikke-muslimer. Efterhånden som tiden går, bliver dette niveau en rodfæstet vane som folk er tilfredse med.

Dette niveau i tænkning skal bekæmpes på grund af den manglende produktivitet det resulterer i både hvad angår det enkelte menneske og for samfundet generelt.

Dette niveau i tænkning er den primære årsag til at statsledere og korrupte politikere verden over kan vildlede masserne!

Dyb tænkning

Modsat overfladisk tænkning er den dybe tænkning baseret på at mennesket undersøger realiteten dybt kombineret med analyse og grundig overvejelse af informationer relateret til realiteten eller situationen.

En dybere tænkende person er en person der, som begrebet siger, går i dybden. Han eller hun accepterer ikke blot en given nyhed eller information for at være korrekt uden først at undersøge denne nyhed eller information i dybden. Personen vil her foretage alle de nødvendige undersøgelser relateret til alle oplysninger for at forsøge at finde ud af om de er korrekte eller ej.

I forbindelse med begivenheden i USA den 11. september 2001 vil en dyb tænkende person opsøge oplysninger i forbindelse med USA’s luftrum, militæret og de forskellige overvågningsposter der findes på de forskellige lufthave. Han vil ligeledes erhverve sig oplysninger om de forskellige tidspunkter hvor flyene lettede og hvornår de ramte bygningerne. Han vil undersøge hvordan mulighederne er for at en person kan flyve sådan en maskine og ramme en bygning. Han vil undersøge de forskellige satellitters position over USA for at se om det er muligt, at nogen har holdt øje med hvad der skete. Han vil undersøge hvorvidt det er muligt, at bygninger konstrueret til netop at modstå en ulykke hvor et fly skulle ramme bygningen ved et uheld, rent faktisk kan styrte sammen på den måde som de gjorde, og han vil undersøge alle de forskellige oplysninger og vidneudsagn inden han kommer til en mulig konklusion. En dyb tænkende person vil aldrig acceptere en bedømmelse foretaget på basis af manglende oplysninger og indicier, men vil altid kræve den nødvendige mængde af beviser inden der opnås en konklusion.

Niveauet af dyb tænkning er tilstrækkeligt indenfor emner som f.eks. fysik og kemi. Dette skyldes at dyb tænkning ikke kræver at personen bevæger sig ud over materialerne der studeres på et laboratorium.

Oplyst tænkning

Den højeste form for tænkning kan vi kalde for “oplyst tænkning” eller “omfattende tænkning”.

Niveauet af oplyst tænkning er nødvendig i emner der kræver at man bevæger sig ud over det emne der direkte studeres for at lede efter forbindelser til andre emner.

Politiske analyser og jura kræver oplyst tænkning, her er dyb tænkning ikke tilstrækkeligt.

Indenfor jura er det nødvendigt at en person gør brug af ophøjet tænkning til at overveje situationen, foretage reference tilbage til de juridiske tekster der behandler emnet, forstå og analyserer teksterne i forhold til en specifik metode, for derefter at implementerer denne forståelse over den relevante realitet.

I forbindelse med begivenheden i USA den 11. september 2001 vil en person der er oplyst tænkende ikke kun gøre som den dybe person, men han vil også bevæge sig ud over den enkelte realitet for at betragte andre realiteter der kan have en indflydelse, og han vil søge alle de nødvendige oplysninger som han skal bruge om de nye realiteter. Han vil kigge på andre lande som f.eks. England, Frankrig, Israel, Kina og Rusland for at vurdere om de kan have en indflydelse på begivenheden. Han tager betragtning til historien og de forskellige landes indbyrdes forhold. Han bevæger sig med andre ord ud over selve begivenheden eller realiteten for at undersøge forbindelser til andre relevante realiteter.

Flere eksempler på de tre niveauer i tænkning

For bedre at illustrere forskellen imellem de tre forskellige niveauer i tænkning gøres her brug af nogle eksempler.

Ideen om at etablerer en selvstændig palæstinensisk stat udgør overfladisk tænkning. En overfladisk tænkende person vil kun opfatte den overfladiske værdi af denne ide, og vil betragte de personer der kalder til ideen som værende helte og frelsere. En dyb tænkende person vil derimod tænke dybt over muligheden for eksistensen af sådan en stat. Han vil vurderer statens ressourcer og interne situation hvilket vil lede ham til at konkludere, at det er helt umuligt at sådan en stat kan oprettes og opretholde sig selv. Og en oplyst tænkende person vil ikke alene granske ideen om en palæstinensisk stat, men vil forbindelse situationen i området til de planer som USA, England, Frankrig, Rusland og andre har i regionen samt deres forbindelser til de forskellige grupperinger og partier i mellemøsten. Baseret på en sådan grundig undersøgelse vil en oplyst tænkende person konkludere at ikke alene er dette umuligt, men det hører til fantasiens verden.

Ud fra denne kontekst er emnet om en selvstændig palæstinensisk stat betragtet som en del af en større plan der handler om at etablere en “buffer-zone” eller om at etablere forbindelse imellem Israel og dens naboer i området, hvor den person der kalder til denne ide blot er en “brik” i puslespillet.

Et andet eksempel er den missionærer invasion af den islamiske stat der begyndte i det syttende århundrede. En overfladisk tænkende person vil betragte begivenheden som værende at en gruppe mennesker kom til den islamiske stat og åbnede forskellige missionær organisationer, instituter og skoler for at prædike Kristendommen. Den dybere tænkende person vil undersøge disse såkaldte missionære bevægelser, og vil undersøge forholdende omkring deres organisationer og deres ideer. Baseret på et dybt studie ville en person konkludere at disse missionær organisationer i realiteten kaldte til nationalisme, vestlig kultur, og andre korrupte ideer der havde til formål at trænge dybt ind i muslimernes tanker for derefter at skabe splittelse. Og den oplyst tænkende person ville derudover bevæge sig ud over disse organisationer og undersøge deres forbindelser til forskellige vestlige lande og deres interesser. En sådan undersøgelse ville konkludere at disse missionær organisationer i virkeligheden var en planlagt strategi fra vesten til det formål at aflede muslimerne væk fra deres egen ideologi med det formål at nedlægge den islamiske stat - Khalifatet - og koloniserer den islamiske verden.

Forskellige former for tænkning

Tænkning baseret på imitation

Når niveauet af tænkning falder bliver individet ude af stand til at foretage nogen original undersøgelse selv. I denne situation adopterer individet en allerede eksisterende ide etableret af andre når han eller hun bliver konfronteret med en situation der kræver selvstændig tænkning eller undersøgelse.

Uanset om der er tale om jura, politik eller andre emner, så vil en sådan person vende sig til andre personer for at få svar. Når han har fået svar vil personen forsvare og retfærdiggøre denne holdning som om det var sin egen, uden at undersøge de relevante beviser. Personen bygger udelukkende på den tillid der eksisterer til den der har etableret holdningen.

Denne form for tænkning er meget udspredt bland muslimer på trods af deres høje antal af mennesker. Derimod er antallet af originale tænkere næsten ikke-eksisterende i dag!

En sådan “imitation” er tilladt i Islam når der kommer til at forstå den islamiske jura for de mennesker der er ude af stand til selv at blive jurister, og ikke alle kan være jurister, men denne type af tænkning er strengt forbud når det kommer til den islamiske livsanskuelse (aqidah).

At imiterer andre mennesker indenfor emner der har relation til overbevisning om Allahs (swt) eksistens, Koranens mirakel og bevis, og andre emner indenfor den islamiske livsanskuelse er forbudt, og det var netop denne form for “arv” af overbevisning som Islam med det samme begyndte at udrydde.

Begrebet الإيمان “al-iman” bliver oversat til “tro” i samtlige Koranoversættelser, men dette er direkte forkert.

Begrebet “iman” - i henhold til Islam - er “den absolutte overbevisning der stemmer overens med realiteten, og som er baseret på bevis”. Det er derfor direkte forkert at oversætte “iman” til “tro” idet “tro” indbefatter tvivl og formodning.

Imitation eller arv kan derfor ikke forme ens “iman” (overbevisning) da det er krævet af Islam, at denne bygger på tænkning der tager udgangspunkt i rationelle beviser der er absolutte.

Det er derfor direkte forkert for en person at sige: “Jeg tror på Allah og Islam” fordi hans eller hendes far, mor, eller familie er muslimer! Og dette gør ikke en person til muslim.

Når det kommer til politik og intellektuelle emner, så er imitation den dominerende metode, og det er en stærk indikation på muslimernes generelle degraderede tilstand. Muslimer kan ikke skifte formålsløst fra den ene mening til den anden uden selv at have nogen form for original og selvstændig tænkning.

Vi er som muslimer forpligtet til at basere vores tænkning på original undersøgelse og studie.

Resultatet af imitation i tænkning har medført at en ide eller tanke i dag ikke modtager nogen form for anerkendelse eller accept medmindre den er forbundet til en veletableret eller højtstående personlighed. Og enhver eksisterede undersøgelse indenfor området vil bygge på fokus på personen og ikke på indholdet i tankerne.

En person kan fremstille en ide eller en tanke, men denne bliver ikke accepteret hvis ikke en bestemt titel eller forbindelse til en højtstående organisation kan etableres. Dette er en degraderet og meget farlig tilstand! Ideer og tanker skal bedømmes på deres beviser og indhold ikke på hvem der har udtænkt eller udtalt dem!

Og når en person modsiger en holdning etableret af en kendt person, så bliver en sådan person angrebet hårdt, og mudderkastning vil dominere debatten.

Denne tilstand beviser at muslimerne ikke længere tænker. Da muslimerne havde et højt niveau i tænkning ville de bedømme personer på de ideer som de bar og ikke på deres titler m.v.

Det berettes at Ali (raa) plejede at sige:

Genkend sandheden først! Derefter kan du genkende de mennesker der følger sandheden!

Enhver ide eller diskussion skal bygge på emnet, ideerne og beviserne, og aldrig på personen. Personen er kun en reference, ikke andet.

Flokfår mentalitet

Flokfår mentaliteten bygger på social accept, og det er en degraderet måde at tænke på.

Grundlæggende set kan vi som mennesker godt lide at andre mennesker kan lide os, og vi har derfor en instinktiv tendens til at handle indenfor rammerne af det der er accepteret rent socialt i familien, på arbejdet og i samfundet osv.

Som muslimer er det udelukkende det der gør Allah (swt) tilfreds, der skal være vores målestok.

Desværre kan vi se muslimer i dag der på groveste vis kritiserer andre muslimer fordi de handler anderledes end det, der er normen i samfundet.

Hvis en muslim f.eks. vælger at hjemmeundervise sine børn, ikke dele sit liv på Facebook, ikke have en smartphone, gå op i sundhed og købe biodynamisk varer (som egentligt er noget alle muslimer skal gøre), så bliver denne person kritiseret, og hånet for disse valg med forskellige irrelevante argumenter der overhovedet ikke bygger på studie, forståelse og analyse.

Mange muslimer kan ikke lide at se i øjnene at det som de selv gør ikke er accepteret af Islam, men i stedet for at arbejde på at forbedre deres liv, så vælger de at kritisere andre der gør det.

Flokfår mentaliteten er farlig fordi den forhindrer folk i at tænke, foretage studie og analyse. I stedet gør man det der er socialt mest udbredt og mest accepteret, og kritiserer eventuelt andre der adskiller sig fra normen.

På YouTube findes der en video med et godt eksempel på et eksperiment med “flokfår mentaliteten”:

https://www.youtube.com/watch?v=o8BkzvP19v4

Emner der ikke kræver tænkning

I hverdagen eksisterer der emner der ikke kræver dyb eller oplyst tænkning. Det er f.eks. ikke nødvendigt at iværksætte dyb tænkning eller lange eksperimenter for at konkludere at vand tilfredsstiller en tørstig persons behov.

Sådanne emner er indlysende fra den daglige erfaring, og de kræver ikke dyb eller oplyst tænkning.

Muslimer har mistet overblikket over hvilke situationer der kræver tænkning og analyse fra de situationer hvor det ikke er nødvendigt.

Det er muligt i dag at finde tykke bøger med omfattende analyse der diskuterer hvorvidt en muslimsk mand skal have skæg, hvor langt det skal være, om det må farves og i så fald med hvilken farve. Ligeledes kan vi finde utallige diskussioner om hvorvidt man skal bevæger fingeren under tashahud, om den skal løftes eller vrikkes fra side til side, om den blot skal være lige eller lidt bøjet osv.

Men når det kommer til de kritiske emner som f.eks. naturens råstoffer og deres udvinding, industrialisering, statens infrastruktur osv., så findes der ingen seriøs eller relevant information.

Denne katastrofale tankegang eksisterer på trods af at Islam meget klart lærer muslimer hvordan emner skal prioriteres.

Sahaba (raa) plejede at kritisere muslimer der prioriterede emner på denne måde. Som eksempel kan nævnes en episode hvor det berettes at en mand der havde fundet en daddel, sprugte Umar (raa) hvorvidt han måtte spise den. Manden henviste sagen til den islamiske regel om at den der finder en genstand, skal vente en tidsperiode for at se om ejeren dukker op og leder efter den, og hvis ingen kommer for at lede efter den, så skal der betales 20 % i zakat af dens værdi. Umar (raa) svarede manden: “Spis den! O du modbydelig person!”

I en anden beretning kommer en mand til Abdullah ibn Umar (raa) efter at Husayn ibn Ali (raa) var blevet slået ihjel. Manden spørger hvorvidt det er tilladt for ham at dræbe en myg mens han er i en tilstand af ihram. Da Abdullah ibn Umar (raa) hører at manden kommer fra Irak området, hvor Husayn blev dræbt, siger han: “Se på disse folk! De har dræbt Profetens (saaws) barnebarn, og nu spørger han om han må dræbe en myg!”

Overtro

Tænkning kan ikke finde sted medmindre den tager udgangspunkt i den sansede realitet.

Realiteten, dvs. den sansede virkelighed, skal være udgangspunktet for vores tænkning og bedømmelse. Denne realitet kan så være en realitet der sanses direkte, eller en realitet der ikke sanses direkte på stedet, men som i sig selv har efterladt sanselige fysiske spor.

Hvis jeg, for at bruge et simpelt eksempel, tager en kasse, lægger nogle ting ind i den, og lukker kassen, og derefter kalder på dig og beder dig fortælle mig, hvad der er inde i kassen, så kan du aldrig nogensinde bedømme det, og hvis du alligevel forsøger, så er resultatet af din bedømmelse ikke tænkning, det er derimod fantasi og gætteri.

Fantasi og gætteri har ikke noget med tænkning at gøre.

Hvis jeg åbner kassen for dig, og lader dig sanse indholdet, men du ikke er i besiddelse af nogen som helst oplysninger om det, der ligger inde i kassen, dvs. du har aldrig set det før, og du har aldrig nogen sinde hørt om det før, og det ligner ikke noget du har set eller hørt om før, så kan du heller ikke foretage en bedømmelse af hvad indholdet i kassen er.

Din bedømmelse vil stadig resultere i fantasi og gætteri.

Ud over at vi skal kunne sanse det vi beskæftiger os med, når vi foretager bedømmelse via forstanden, og udover at vi skal være i besiddelse af korrekte oplysninger relateret til den sansede realitet, så skal vores hjerne også fungere korrekt således at de sanseindtryk, som vores sanser producerer, når frem til hjernen, så den kan sammenkoble sansningen med oplysningerne.

Når vi sanser realiteten, behøver vi ikke sanse realiteten direkte, hvis blot realiteten normalt kan sanses. Hvis vi ser spor af vand på omgivelserne omkring os, så kan vi godt bedømme med en absolut bedømmelse at det har regnet, selvom vi ikke direkte har sanset at det har regnet.

Denne proces, altså at sanserne fører sanseindtryk til hjernen, og at den sammenkobler med tidligere oplysninger og foretager bedømmelse, er tænkning. Mere præcist kaldes det “Den Rationelle Tænkningsmetode” eller “Den Intellektuelle tænkningsmetode”.

Den rationelle tækningsmetode er menneskets naturlige måde at tænke på. Den er samtidig også Koranens metode og heraf Islams metode til korrekt tænkning og bedømmelse.

Shaikh Taqiuddin an-Nabhani (rha) skriver i sin bog At-Tafkir (Tænkningen):

Når det kommer til studiet af, hvad der er korrekt at tænke på, og hvad der ikke er korrekt at tænke på (selvom dette er selvindlysende), så er dette et stort problem, og mange mennesker - herunder mange tænkere - har begået fejl. At det er selvindlysende, skyldes at den absolutte definition på forstanden intuitivt antager, at tænkning kun virker indenfor realiteten, eller indenfor det der har en realitet. Det er forkert at tænkning finder sted indenfor andet end den sanselige realitet. Dette skyldes at tænkningsmetoden er overlevering af realiteten, via sanserne, til hjernen. Hvis der ikke er nogen sanselig realitet, så kan tænkning ikke finde sted.

Når sansning af realiteten ikke kan finde sted, så kan tænkning heller ikke finde sted, og det annullerer muligheden for tænkning. Studiet af dette emne udgør det store problem fordi mange tænkere diskuterede andre ting end realiteten. Al græsk filosofi er ikke andet end studiet af det der ikke har en realitet.

Ligeledes forholder det sig sådan når det kommer til de muslimske lærde og deres studie af Allahs attributter, samt forholdene omkring Paradis, Helvede, Englene og studiet af de usanselige ting (som Jinn).

Tænkning i andet end realiteten, eller i det der ikke kan sanses, dominerer generelt folk når det kommer til de tanker de bærer på. Og det dominerer deres tænkning indenfor mange områder.

Således kan det siges at al græsk filosofi ikke er tanker, og at den rationelle bedømmelse ikke fandt sted. Det er forkert at betragte disse (altså græsk filosofi) som værende resultatet af tænkning, for der fandt ingen tænkning sted, og den rationelle metode fandt heller ikke sted. Det er kun fantasi og formodning!

Når det kommer til Allahs attributter, og når det kommer til etablering af rationelle beviser om Allahs attributter, så er alt dette heller ikke tænkning da, der ikke har fundet nogen rationel proces sted, da mennesket kan ikke sanse dem.

Således er mange såkaldte tanker, uanset om de er nedskrevet i bøger eller om de bliver diskuteret verbalt, ikke at betragte som værende produktet af forstanden, ej heller fandt der nogen tænkning sted, heraf er det ikke tanker.

Når det kommer til andre uanselige ting, som Engle, Jinn, Paradis og Helvede, så kan vi heller ikke beskæftige os med deres essens, fordi vi ikke kan sanse dem, men vi kan bekræfte deres eksistens via Koranen fordi Koranen kan sanses, og dens kilde og indhold er absolut bekræftet via sansning. Sansningen af Koranen som kilde til oplysningerne er absolut på grund af Koranens mirakel. Miraklet bekræfter at Koranen kommer fra Skaberen af universet, Allah (swt).

Fordi Koranen fortæller os om eksistensen af Engle, Jinn, Paradis og Helvede, så kan vi bekræfte deres eksistens med absoluthed og sikker viden, men vi kan ikke tænke over deres essens, dvs. deres udseende, deres evner, deres begrænsninger, deres påvirkning, deres levemåde, deres forhold, osv.

Vi kan kun bekræfte de oplysninger og detaljer som Allah (swt) giver os, men kan ikke foretage en bedømmelse på disse oplysninger.

På trods af dette er muslimer dybt optaget af overtro og metafysisk.

Fejlen i at forstå tænkningens rolle og dens begrænsninger har medført at muslimer diskuterer emner indenfor det usanselige. Emner omkring Jinn optager mange muslimer og nogle er sågar gået så vidt som til at påstå at de kan kommunikere med Jinn.

Et andet emne der har skabt enorm splittelse i den muslimske nation er emnet om Allahs (swt) attributter, hvorvidt Han (swt) har hænder eller ikke har hænder, om Han (swt) virkelig sidder på en trone eller om det er billedsprog.

Problemet med disse emner er at vi ikke kan beskæftige os med dem. Vi kan ikke sanse disse ting og kan derfor ikke iværksætte tænkning indenfor disse områder. Når vi beskæftiger os med disse emner begår vi ikke alene noget forbudt, men resultatet er fantasi og forestilling, ikke tænkning.

Desværre eksisterer der en politisk interesse i at holde den muslimske nation optaget af disse irrelevante ting.

Realiteten er desværre den at der findes mange korrupte “såkaldte” ulama (lærde) i verden i dag, mennesker der udadtil repræsenterer Islam igennem deres uddannelser, og de findes både i den muslimske verden og i Vesten.

Regenterne i den muslimske verden, og orientalisterne i den vestlige verden, har en direkte ideologisk, strategisk og økonomisk interesse i at holde muslimerne dybt beskæftiget med overtro. Og det ser ud som om at en bestemt gruppe af lærde arbejder meget ihærdigt og bevidst for dette mål!

Når en persons liv er domineret af overtro, uanset religiøs eller ideologisk tilhørsforhold, kan denne person sjældent føre et normalt og produktivt liv. Derfor ser vi også at de korrupte lærde, dem der er i lommen på regenterne og den vestlige verden, ikke holder sig tilbage for at forsøge at trække muslimerne endnu længere ned i degradering igennem løgn, manipulation, fordrejning og vildledning.

Som et eksempel kan nævnes bogforlaget Darussalam der har hovedkvarter i Riyadh i Saudi Arabien. Bogforlaget er økonomisk styret af kongen af Saudi Arabien, og dets primære opgave er at udgive nye bøger på arabisk og at oversætte arabisk islamisk litteratur til sprogene engelsk, urdu, spansk, fransk, hindi, persisk, malaysisk, tyrkisk, indonesisk, russisk, o.a.

I bøgerne fra Darussalam gøres der flittigt brug af falske ahadith, manipulerede referencer (hvor tingene tages ud af sammenhæng), manipulerede citater (hvor citatet tages ud af sammenhæng), og sidst, men absolut ikke mindst, fordrejninger og manipulation af betydningen af ord når de oversættes fra arabisk til andre sprog.

Den muslimske nation kan ikke vågne op fra sin elendige dvaletilstand og gøre sig fortjent til Allahs hjælp og tilfredshed så længe den befinder sig i et mørke af overtro og forvirring. Og det er virkelig sørgeligt at se hvordan muslimske lærde, lærde som f.eks. Dr. Abu Ameenah Bilal Philips, Shaikh Abdul Aziz bin Abdullah bin Baz, og mange mange andre, har skrevet flere bøger baseret på falske ahadith, fordrejninger af tekster, løgn og vrøvl.

Hos disse lærde er det som om at forståelsen af Islam er blevet til noget, hvor forstanden er sat ud af spil, og hvor de bygger deres beviser på følelser, falske beretninger og idioti, og hvor de blindt tager imod hvad andre tidligere lærde allerede har skrevet uden hensyntagen til sandheden, og uden den mindste kritiske fornuft.

Det var præcis det der skete med de kristne da de begyndte at tildigte Allah (swt) en søn. Eller da nogle af dem opdigtede treenigheden. Forstanden blev sat ud af spil, fantasien tog over, og Allah (swt) blev vred på dem!

Den uvidne muslim har en undskyldning, og de gamle lærde, de der levede for flere århundrede siden i den meget turbulente tid, lærde som f.eks. Ibn Tyamiyyah (rha), blev påvirket af filosofi, og de blev påvirket af det miljø hvori de levede, også de har måske en undskyldning, men hvilken undskyldning har hvor tids lærde? Hvor tids lærde kan på ingen måde undgå at være bevidste om den vildledning de spreder hos muslimerne og andre interesserede i Islam!

Når et menneske er degraderet betyder det, at menneskets evne til at bruge sin forstand, på rationel og korrekt vis, bliver sat ud af drift. I stedet drives mennesket af følelser, og der er ikke længere tale om rationel brug af forstanden, resultatet bliver fantasi, formodninger og eventyr.

Og der hersker desværre i dag en ekstrem degradering i den muslimske befolkning, og jo mere degraderet en befolkningsgruppe er, desto mere overtroisk bliver den.

Dertil skal lægges at degradering også ofte medfører, at mennesket mister sin objektivitet, og hurtigt bliver meget påvirket af dominerende personligheder, skrøner, overtro, myter, film og folkehistorier. Derfor ser man bl.a. ofte også at blind tro går hånd i hånd med degradering.

Allah (swt) giver os flere lysende eksempler i Koranen på hvordan vi ikke skal beskæftige os med den slags ting. F.eks. i Surah Al-Kahf hvor Han (swt) nævner folks diskussioner om hvor mange mennesker der udgjorde “Hulens folk”.

Allah (swt) siger: “De siger: ‘De var tre med deres hund som den fjerde.’ Og de siger: ‘De var fem med deres hund som den sjette.’ De gætter om det usanselige! Og de siger: ‘De var syv med deres hund som den ottende.’ Sig til dem: ‘Min Herre kender deres antal, ingen kender dem undtagen få. Så diskuter ikke om dem undtagen med et argument der er indlysende, og spørg ikke nogen som helst om dem.’” (18:22).

Et andet eksempel finder vi i Surah Al-Zukhruf hvor Allah (swt) forbyder os at beskæftige os med englene.

Allah (swt) siger: “Og de anser englene, som er Den Nådiges tjenere, for at være kvindelige væsener. Har de været vidner til deres skabelse? Så skal deres vidnesbyrd skrives op, og de skal forhøres.” (43:19).

Forsømmelse af årsag og resultat

Et andet stort problem der eksisterer i den muslimske nation, og som helt modstrider Islam, er at fokus er flyttet væk fra årsag og resultat til metafysik.

Så f.eks. når en person bliver syg så søger man ikke efter løsningen i realiteten, men begynder derimod at fantasere om Jinn og magi og overtro.

Dette er på trods af at Profeten (saaws) og Sahaba (raa) på intet tidspunkt beskæftigede sig med disse ting, men derimod altid ene og alene søgte efter løsninger i den sanselige realitet. Dette er uanset om det drejede sig om sygdom, mord eller andre katastrofer.

En af årsagerne til disse problemer ligger i det problem vi tidligere har beskæftiget os med, hvor man tillægger meget stor tillid og værdi til bøger skrevet af personer med en titel.

I dag finder vi muslimer og muslimske grupper der hårdnakket påstår at hadith samlingen “Sahih al-Bukhari” er uden fejl, og at den er den vigtigste bog efter Koranen. Påpeger man fejl risikerer man liv og lemmer, hån og spot, fordi disse mennesker - så tilbagestående som de er - overhovedet ikke har forstået realiteten af det de snakker om.

Fakta er at mange lærde har kritiseret både Sahih al-Bukhari og Sahih al-Muslim, og kun en uviden person vil påstå at alt hvad der står i disse værker er autentiske.

Jeg vil gå så langt som til at påstå at majoriteten af muslimer er totalt stagnerede i deres forståelse af hadith. Det er som en sygdom der har ramt vores nation, og det er en meget beklagelig og kedelig tilstand vi befinder os i.

For det første påstod hverken Bukhari (rha) eller Muslim (rha) at alle beretninger i deres samlinger var autentiske, og de arbejdede løbende og indtil deres sidste dage med at revidere deres udgivelse indtil Allah (swt) tog deres sjæle.

For det andet er det meget nemt at bevise at ikke alle ahadith i disse værker er autentiske, hvilket heller ikke giver mening på nogen som helst måde. Et hvilket som helst værk, en hvilken som helst bog, af bare en moderat størrelse, skrevet af et almindeligt menneske, vil altid indeholde fejl - ubetinget.

Alligevel finder vi udtalelser som denne:

Hvad angår de to sahih samlinger (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim), så er de hadith lærde alle enige om at enhver hadith der berettes, og som har en fortsat beretningskæde, der lander ved Profeten (saaws), og som direkte citerer ham, så er en sådan absolut autentisk. De lærde er også enige om at disse to samlinger nyder graden af mutawatir op til de to lærde der samlede og producerede dem. Enhver der forklejner dem, er en afviger der følger en anden retning end de sande troende. (Shaikh Ahmad ibn Abd al-Rahim al-Dehlawi (1176 AH) i bogen Hujjat Allah al-Balighah).

Et stort problem der f.eks. viser sig i Sahih al-Bukhari er at han i mindst 17 tilfælde henviser en hadith til Imam Abu Hanifah, der var afvist af Abu Hanifah selv.

Op igennem historien har der hele tiden eksisteret en kontrast imellem de lærde indenfor hadith og de lærde indenfor jura, hvilket skyldes at de lærde indenfor jura har en meget dybere indsigt i Islam og derfor kan se, at mange af de ahadith der bliver accepteret af de lærde indenfor hadith, modstrider Islams fundamenter.

Det er bl.a. også derfor Shaikh Muhammad al-Ghazali skrev bogen “السنة النبوية بين أهل الفقه وأهل الحديث” (Folket af Fiqh versus folket af Hadith), hvor han kommer ind på mange af de problemstillinger der skyldes de lærde indenfor ahadith manglende indsigt i Islam indenfor andre emner end hadith.

Mange ahadith i Sahih al-Bukhari opfylder ikke engang Bukharis egne krav, men de bliver alligevel brugt som “forstærkende” beviser til “hoved-hadithen” i det pågældende kapitel. Derfor så Bukhari det ikke nødvendigt at underkaste disse mange ahadith for de samme kriterier som hoved ahadith i hans samling.

Mange ahadith i Sahih al-Bukhari, der kan klassificeres som værende “sahih” i henhold til Imam Shafi’s kriterier, er slet ikke almindelige ahadith, men faktisk kun ahadith der bruges til at definere indholdet af et kapitel.

Nogle lærde siger derfor at kun en trejdedel af samtlige ahadith i Sahih al-Bukhari opfylder hans egne krav, mens andre siger det er endnu mindre (Shihabuddin Abul-Fadl Ahmad bin Ali bin Muhammad (Ibn Hajar al-Asqalani al-Shafi), Fath ul-Bari fi Sharh Sahih al-Bukhari). Dette bliver forklaret løbende igennem Ibn Hajars værk, hvor han siger at hovedhadithen (dvs. den hadith der bruges til at definere kapitlet) er autentisk, resten er supplementer der ikke overholder samme standard.

Denne proces med at identificere de supplerende ahadith kaldes “Mutaba’at”.

Den tredjedel af hadith der betragtes som værende sahih rejser i sig selv nogle spørgsmål idet at hvis man implementerer Imam Shafis kriterier til validering af hadith, så opstår der nogle problemer.

I henhold til Al-Daraqutni findes der over 100 af disse ahadith der end ikke opnår Imam Shafis kriterier.

Ibn Hajar forsøgte at forsvare mange af disse ahadith ved at spore kæden på dem, men der lykkedes ikke for over 70 af dem.

Historien viser desværre at det gik meget galt senere omkring det fjortende århundrede hvor, bl.a. på grund af Ibn Hajars massive indsats for at få gjort Sahih al-Bukhari værk ophøjet, han fik formået at give det den status det har i dag, og det blev senere optaget af andre skoler og lærde.

Så Sahih al-Bukhari er ikke slet ikke så autentisk som vi bliver forledt til at tro.

Vi kan som muslimer ikke blot tage vore hjerner ud af vore hoveder, og så stole blindt på hvad folk før os har sagt eller skrevet - uanset hvilken lærd person det er. Mange af de mennesker der levede før os kunne aldrig have forestillet sig mange af de ting, vi oplever i dag.

Mange af Sahaba (raa) afviste ahadith fra andre af Sahaba (raa) alene fordi de mente, at der var noget galt med indholdet, og ikke fordi de ikke stolede på deres brødre.

Problemet oprinder i at folk misforstår det arbejde som muhaddithin (dem der indsamlede ahadith) bestod i. Og problemet oprinder i at mange lærde blev bange da man begyndte at angribe grundlaget for Sunnahs autenticitet. De gik til modangreb og forsøgte at forsvare hadith-samlingerne uden at indse at de forværrede problemet.

Opgaven som muhaddithin stod overfor, og som der først blev befalet iværksat af Khalif Umar bin Abdul Aziz (raa), bestod i at indsamle og sortere ahadith på basis af hvem der var troværdig, og hvem der ikke var troværdig.

Fuqaha (juristerne) er de mennesker der besidder evnerne til at bedømme hvornår en hadith modstrider et vers i Koranen, eller hvornår indholdet i en bestemt hadith er blevet ophævet af indholdet i en anden hadith, osv.

Derfor finder vi mange af juristerne kalde hadithfolk for “apotekere”, mens hadithfolk kalder juristerne for læger.

Fordi kun lægen ved hvordan og hvornår medicinen skal bruges, alt imens apotekerens arbejde er begrænset til at vide hvordan medicinen skal udleveres.

Nogle enkelte jurister var samtidig hadithfolk. Dvs. både læge og apoteker på samme tid. Dette gælder f.eks. Imam Abu Hanifa (raa), hvilket er grunden til at vi finder beretninger som denne:

Abu Hanifa var sammen med A’mash der blev stillet et juridisk spørgsmål. A’mash sagde til Abu Hanifa, ‘Hvad mener du angående dette emne?’ Abu Hanifa gav sit svar, hvortil A’mash sagde: ‘Hvorfra har du fået dette?’ Abu Hanifa svarede, ‘Fra ahadith jeg har berettet fra dig.’ Dernæst berettede han en mængde af ahadith sammen med deres beretningskæder. A’mash sagde, ‘Det er nok. Hvad jeg har fortalt til dig på hundrede dage, har du fortalt mig på en time. Jeg vidste ikke du handlede på disse ahadith. O samfund af jurister! I er lægerne og vi er apotekerne. Og dig kollega, du er begge dele!’” (Tadhkirat al-Huffaz af Imam Hafiz Shams al-Din Muhammad al-Dhahabi).

Op igennem tiden har vi set enkelte muhaddithin “forsøge” at beskæftige sig med fiqh (jura), hvilket stort set altid har giver problemer i form af enten meget svage eller direkte forkerte meninger.

Det var fuqaha (juristerne) der udviklede de forskellige kriterier for korrekt evaluering af indholdet i hadith på andet end selve beretningskæden, og som eksempel kan nævnes Ibn al-Qayyims (rha) berømte kriterier i bogen Al-Manar al-Munif fi al-Sahih wa al-Daif:

Men lang tid før ham udviklede Imam Abu Hanifah (rha), som en af de første, nogle af de stærkeste og allervigtigste kriterier for bedømmelse af ahadith. Disse kriterier burde studeres af enhver der har til hensigt at sætte sig blot en lille smule ind i hadithlitteraturen.

Samtlige af disse 8 kriterier har så en masse underpunkter og yderligere detaljer.

Imam Abu Hanifah (rha) levede netop på den tid hvor løgn og opdigtning af falske ahadith eksploderede, og han levede samtidig i et af de områder der var værst ramt.

Den videnskabelige metode

Den intellektuelle eller rationelle måde at tænke på er den naturlige måde for mennesket at tænke på. Som nævnt i starten kræver den intellektuelle måde at tænke på en sanselig realitet, en velfungerende forstand, sanser der kan viderebringe realiteten til forstanden som en sansning, og korrekte oplysninger og informationer om den sansede realitet. Dette vil medføre at forstanden foretager en sammenkobling hvorefter en bedømmelse finder sted.

Den videnskabelige metode bygger på at foretage kontrollerede eksperimenter for derefter at danne en konklusion baseret på de indsamlede data.

Den videnskabelige metode er en gren af den rationelle metode, og kræver derfor en sanselige realitet, men forskellen i selve metoden ligger i typen af realitet som metoden kan beskæftige sig med. Den videnskabelige metode kan ikke gøre sig gældende indenfor alle områder da ikke alle realiteter kan udsættes for kontrollerede eksperimenter.

Når forskere beskæftiger sig med ting der skete for mange tusinde eller millioner af år siden, eller når de beskæftiger sig med ting der ligger fjernt fra vores planet, så bygger intet af dette på videnskabelige undersøgelser, men er derimod fantasi og forestilling.

Det samme gør sig gældende med utroligt mange af de undersøgelser der foretages på både mennesker og dyr. Selvom de konklusioner der opnås bygger på eksperimenter, så er det ikke muligt fysisk at kontrollere alle de forhold der rent faktisk har en indflydelse på resultatet, hvorfor konklusionerne der opnås ofte ikke er andet end gætteri og formodning.

Nogle af disse undersøgelser er faktisk så lave i deres niveau at det er til grin.

Når man vil undersøge et eller andet tager man typisk en gruppe mennesker, og deler dem op i to grupper. Den ene gruppe bliver udsat for noget bestemt som den anden gruppe ikke udsættes for (ofte uden at vide det) hvorefter man ser på forskellen i et ellet andet bagefter. F.eks. kan man finde på at se på hvor mange der er døde i hver gruppe, eller hvor mange der har udviklet en eller anden specific sygdom, eller hvor mange der har oplevet en forbedring af et eller andet.

Ingen af disse undersøgelser er anvendelige fordi den videnskabelige metode simpelthen ikke kan anvendes indenfor disse områder. Alt for mange forskellige andre faktorer spiller ind på resultatet, f.eks. ting som hvor den enkelte person lever, hvor meget forurening personen udsættes for, hvordan personen har det psykisk, og mange hundredvis af andre forhold der er helt umulige at bringe under kontrol.

Alligevel bliver den videnskabelige metode nærmest helliggjort grundet den enorme effekt den oprindeligt havde på udviklingen i den vestlige verden. Problemet ligger i at metoden bruges udenfor det område hvor den reelt kan anvendes korrekt.

Et andet problem med den videnskabelige metode er at den aldrig etablerer absolutte resultater. Resultaterne af en videnskabelig analyse er altid relativ grundet de relative forhold som den beskæftiger sig med.

At påstå f.eks. at kviksølv er et meget tæt materiale er relativt fordi tæthed i materialer måles i relativ forhold til tæthed i vand.

Den rationelle metode kommer derimod frem til absolutte resultater fordi den tager udgangspunkt i den sanselige realitet som den er, uden at sammenligne den med andre ting.

Mange muslimer blev betagede af den videnskabelige metode på grund af den voldsomme påvirkning den bl.a. havde på den vestlige industrialisering, og diskussionen om hvad der kan eller ikke kan bevises videnskabeligt blev adopteret af mange. Således begyndte nogle muslimer at diskutere “Koranens videnskabelige mirakler” selvom Koranen slet ikke handler om videnskab, men derimod er en bog der skelner imellem sandt og falskt samt bl.a. implementerer et fuldkomment samfundssystem for mennesket.

Alligevel finder vi et utal af lærde der skriver stribevis af bøger med titler som videnskabelig dit og videnskabelig dat. De vrøvler løs om Jordens form og rotation, om fosteret i moderens mave, om atomet og dets struktur og mange andre videnskabelige emner som de baserer på Koranvers og ahadith.

Ligeledes er mange muslimer dybt optaget af at finde en kur til både cancer og diabetes i Koranen og ahadith fremfor at foretage de nødvendige undersøgelser i et laboratorium.

Mens Europa oplevede den mørke middelalder har den muslimske nation aldrig undergået en sådan tilstand fordi de klart og tydeligt forstod forskellen imellem videnskabelig tænkning og de islamiske tekster. Disse ting blev aldrig blandet sammen. Derudover forstod muslimerne klart formålet med Koranen og Profetens (saaws) Sunnah, hvilket er til for at styre mennesket liv, og ikke til for at blive underlagt forsøg i et laboratorium.

Tænkning baseret på følelser

Denne type af såkaldt “tænkning” kan opdeles i to områder.

Ønsketænkning

Når en person følelsesmæssigt ønsker at opnå et bestemt resultat, så ønsker han at alle begivenheder skal føre til det han gerne vil have. Resultatet er ofte at han begynder at fortolke alting i lyset af dette specifikke ønske. Fremfor at forholde sig objektivt bliver intellektet i stedet brugt til at retfærdiggøre det der ønskes, og han forsøger at bevise dens gyldighed.

F.eks. oplever vi i Danmark at man har en følelsesmæssig loyalitet imod det demokratiske system selvom man tydeligt kan se de mange fatale konsekvenser af systemet. Fremfor at konkludere at systemet ikke virker, og at det ødelægger den verden vi bor i, så retfærdiggør man systemet og regeringen og dens handlinger, og man går sågar så vidt som til åbenlyst at benægte klare og tydelige fakta.

Denne type af tænkning er meget udbredt, og den er bl.a. årsag til at mange ondskabsfulde regimer kan slippe af sted med “falske flag” operationer, hvor de rammer deres egen befolkning med f.eks. et bombeangreb for derefter at give andre skylden. Folk kan ikke følelsesmæssigt håndtere at se i øjnene at deres egen regering kan finde på noget så afskyeligt, hvorfor de accepterer den offentlige udlægning af begivenheden, selvom alle beviser peger på det stik modsatte.

I Islam er denne type tænkning forbudt, og en dommer må f.eks. ikke dømme i en tilstand af vrede eller glæde for ikke at komme til at påvirke resultatet af dommen.

Følelsesmæssige taler

Normalt er det tilstrækkeligt at tiltale folk med de fakta en sag indeholder uden at være særligt opmærksom på retorik og elegance da fakta er det primære i enhver begivenhed.

Men vi kender alle til taler der direkte er skræddersyede til at påvirke følelserne fremfor intellektet, og når det sker mister vi vores objektivitet og forbindelse til realiteten. Følelserne tager over.

Denne metode benyttes også af ondskabsfulde regimer der efter at de selv har stået bag en “falsk flag” operation, der forårsager stor sorg, frygt og håbløshed i befolkningen, benytter metoden til at svække den kritiske tanke sådan at de kan trække rundt med folk i den retning de selv ønsker.

Hvis man undersøger den islamiske litteratur som f.eks. Tafsir (Koranfortolkning), Fiqh (jura) og historie fra det fjerde århundrede og tidligere, så er det meget tydeligt at disse værker blev skrevet af personer i et meget højt rationelt niveau, og at det var det rationelle der var i fokus. Efter denne æra, da tegnene på degradering begyndte at vise sig, skiftede stilen til en følelsesmæssig stil, hvor der blev lagt overdrevet meget fokus på retorik fremfor at fremvise ideerne på en klar og tydelig måde. Man gik så langt som til at begynde at skrive juridiske bøger i poesi.

Et andet sted hvor dette er blevet meget udbredt er i moskeerne til fredagsbøn. Fremfor at fremføre emnet der tales om rationelt, så himler og råber man op i en retorik der er designet til at påvirke følelserne, og muslimerne er blevet vante til denne fremgangsmåde.

Resultatet er at der aldrig vækkes tænkning i folk, men udelukkende følelser. Ofte følelser af håbløshed over situationen i den muslimske verden. Løsninger, korrekte politiske analyser, emner baseret på rationelle beviser, de er sjældne.

Poetisk stil og retorik har intet at gøre i alvorlige og vigtige emner der kræver en høj intellektuel standard!

Snævertsynethed

At være snæversynet betyder at man ikke er i stand til at foretage omfattende undersøgelser indenfor forskellige områder. Det kan forårsages af f.eks. en situation hvor man er følelsesmæssigt bundet til en bestemt opfattelse eller til status quo, eller det kan forårsages af manglende informationer og viden.

Resultatet af at være snæversynet er altid isolation, og det kan sammenlignes med at være overfladisk tænkende, eller det kan sågar være den direkte årsag til at en person er overfladisk i sin tænkning.

Der er forskel på specialiseret tænkning, hvor en person lægger sin fokus på et bestemt område for at nå ned i dybden, og så på at være snæversynet. Specialiseret tænkning er ikke snævertsynethed, men er derimod et spørgsmål om fokus. Derimod er en snæversynet person en person der ikke formår at udvide sin tænkning til andet end de mest almindelige emner f.eks. hans overlevelse, hans ægteskab og familieforhold, osv.

F.eks. kan en snæversynet person der er restauratør (eller et hvilket som helst andet fag) kende alle sine faste kunder og deres spisevaner, bopæl, oprindelsesland og beskæftigelse, men han er snæversynet i sin tænkning og undgår enhver form for intellektuel diskussion. Hvis han alligevel deltager i en sådan diskussion så er han overfladisk, og han har ikke noget reelt at bidrage med.

Nogle lande benytter sig af lovgivning til at holde befolkningen snæversynet ved at forbyde intellektuelle, politiske og økonomiske diskussioner, og af denne grund finder vi mange konferencer i den muslimske verden fuldstændig udtømte for disse emner.

En sådan politik kan medføre at hele befolkningen på lang sigt bliver snæversynet.

Ofte kombineres dette med en indenrigspolitik der forårsager fattigdom i befolkningen sådan at befolkningen tvinges til at være ekstremt optaget af at overleve. Forbundet med undertrykkelse og mediemanipulation opstår der en tilstand af ekstrem frygt i befolkningen der afholder folk fra at tænke. Opfattelsen af verdenen omkring dem bliver meget snæver, og den bliver baseret på et fastlagt sæt af holdninger.

Medierne og undervisningssystemet baseres på selektive oplysninger hvor stor fokus placeres på ganske bestemte emner, mens andre emner gøres trivielle. Resultatet af dette er “lukkede sind” der analyserer alting i lyset af konspirationsteorier. Og konspirationsteorierne forhindrer folk i at forstå de virkelige årsager til problemerne, og de henviser i stedet problemerne til folk med en imaginær styrke eller indflydelse - hvis de overhovedet findes.

Logik

Logik er en gammel græsk disciplin der blev opfundet af de græske filosoffer, der benyttede metoden indenfor alle områder uanset om det var indenfor det sanselige eller det metafysiske. De benyttede således logik til at diskutere Gud, Hans attributter, Hans Essens, og alle emner indenfor jura, naturen og retfærdighed.

Den logiske metode bygger på en specifik filosofisk rækkefølge der leder en person til at opnå et bestemt resultat. Metoden bygger på to præmisr: Den overordnede præmis og den underordnede præmis.

Den overordnede præmis fremfører en generel regel eller et fænomen fra f.eks. naturen, mens den underordnede præmis så henviser til en specifik ide eller et specifikt emne som personen skal beskæftige sig med. Baseret på de to præmisr kommer den logisk tænkende frem til et resultat.

Når man i dag siger at noget er logisk, så henviser man ikke til logikken som en specifik metode indenfor filosofien, men mener blot at det enten er fornuftigt eller indlysende. Dette er dog alligevel en ret problematisk talemåde fordi det antyder at logikken er en korrekt måde at tænke på, hvilket denne ikke er.

Den logiske metode producerer mange forkerte resultater der direkte modstrider realiteten og sund fornuft.

Fokus ligger heller ikke på at finde ud af hvorvidt såkaldte logiske ræsonnementer er korrekte inden de anvendes, derimod ligger fokus på selve fremførelsen.

Et simpelt eksempel på en logisk slutning kunne være:

  1. Hvis det brænder, så starter alarmen.
  2. Alarmen starter ikke.
  3. Altså: det brænder ikke.

Ovenstående logiske slutning kan både være korrekt og forkert da mange andre årsager til at alarmen ikke starter kan eksistere.

En vigtig opgave for logikken er at identificere de småord og sætningsformer, som er bestemmende for en slutnings logiske form. Ligesom “ikke” og “hvis…, så…” spiller ordene “og” og “eller” en afgørende rolle.

Sætninger opbygget vha. “hvis…, så…” kaldes implikationer. Opbygges de af “ikke”, “og” og “eller”, kaldes de hhv. negationer, konjunktioner og disjunktioner.

Logik kan f.eks. benyttes med succes indenfor moderne datalogi og matematik, men kan trods dens tiltrækkende mentale udfordringer ikke benyttes indenfor jura, politik eller livssyn.

Logik i jura

En af de største katastrofer der ramte juraen i verdenen var introduktionen af logik til forståelse af juridiske tekster.

Et simpelt eksempel kan illustrere hvordan det er umuligt at komme frem til den korrekte konklusion ved brug af logik. I livet låner mennesker penge til forskellige ting. For muslimer er pilgrimsrejsen til Mekka en vigtig ting som man skal udføre. Den logiske konklusion er derfor at muslimer må låne penge til at udføre pilgrimsrejsen. Denne konklusion er imidlertid forket da pilgrimsrejsen er udelukkende forpligtende for den person der i forvejen er i stand til at udføre den. Den der ikke har penge, skal ikke låne for at få råd til det. Fejlen i den logiske konklusion kommer fra fejlen i det andet argument der ellers lyder korrekt. Det korrekte argument er at pilgrimsrejsen er en vigtig forpligtelse for muslimen, hvis han har muligheden.

Logikken er også fejlbehæftet fordi den gør brug af generaliseringer, og fordi essensen af logik er baseret på rækkefølgen af præmisrne og deres indhold. Faktisk kan logik skubbe en person væk fra realiteten.

Som et andet eksempel kan man sige, som den første præmis, at logisk set så overbebyrder Islam ikke mennesket, hvilket er en generalisering, og som den anden præmis, at det er nødvendigt at have et sted at bo. Da det at have et sted at bo er et fundamentalt behov i mennesket, så er den logiske konklusion den at, ud af nød, så er det tilladt at tage et banklån baseret på renter for at få råd til et hus. Denne logiske konklusion er imidlertid forkert da nødvendighed ikke er en generel regel der gælder alle situationer, men derimod kun helt specifikke situationer der allerede er fastlagt i de islamiske tekster. Samtidig gælder konceptet om at Allah (swt) ikke overbebyrder mennesker ud fra den vinkel, at det som Allah (swt) har gjort forpligtende, og det Han (swt) har gjort forbudt, det er vi fuldt ud i stand til at forholde os til. Det er ikke en regel vi blot kan iværksætte når vi selv føler os overbebyrdede i henhold til vore egne meninger og følelser.

Disse eksempler på den logiske proces er meget udbredte hos muslimer, specifikt indenfor jura. Resultatet er at man bruger en logisk retfærdiggørelse til Sharia regler. Her påstås det f.eks. at faste er til for at rense kroppen, og at nedkastning i bøn med panden mod jorden er til for at aflede statisk elektricitet. Andre går så langt som til at påstå at kvinden har et mindre begavet intellekt i forhold til manden, fordi det ikke er tilladt for hende at vidne i alle sager hvor manden kan vidne. Andre påstår så på logisk vis at denne regel ikke længere gælder i dag hvor kvinder er uddannede.

Alle disse forkerte argumenter er resultatet af indblanding af logik i jura.

Logik i livsanskuelse

Logik i livsanskuelse kan også medføre forkerte resultater. F.eks. kan man sige som den første præmis at alle skabte ting ikke er evige, og dermed vil komme til en ende. Som det andet præmis kan man sige at Paradis og Helvede er skabte ting. Den logiske konklusion er derfor at Paradis og Helvede vil komme til en ende, men dette er ikke korrekt. Den første præmis er forkert da den udelukkende gør sig gældende overfor ting i dette liv, den kan ikke generaliseres til ting i det næste liv. Det næste liv er noget der går ud over menneskets sanser og opfattelse hvorfor de naturlove vi sanser her, ikke gør sig gældende der.

Fejlen i logik

Problemet med logik er at logikken ikke i sig selv tager hensyn til realiteten, og den forsøger ikke at analysere den. Det den gør er at opbygge et forhold imellem to præmisr.

Korrekt tænkning nødvendiggør at realiteten er forstået, for derefter at sammenkoble de korrekte informationer med den relevante realitet.

Som muslimer skal vi forstå den korrekte islamiske proces til at forstå livsanskuelsen, de juridiske tekster, og politiske begivenheder, og den bygger ikke på logik. Logik hører kun til i matematik og datalogi.

Tænkning baseret på retfærdiggørelse

Den korrekte måde at tænke på kræver at en person begynder med at undersøge et emne, ved at studere situationen korrekt for derefter at sammenkoble de korrekte informationer med realiteten for at komme frem til en konklusion.

Når det kommer til sharia skal undersøgelsen bygge på gyldige beviser fra sharia. Når det kommer til andre emner, så bygger undersøgelsen på de relevante og hensigtsmæssige beviser. Og i begge situationer starter det altid med at undersøge situationen for derefter at komme frem til en konklusion.

Desværre er det blevet omvendt hos muslimer grundet overfladisk tænkning. De begynder med en allerede fastlagt konklusion hvorefter hele undersøgelsen er skræddersyet til at retfærdiggøre konklusionen. Man leder efter Koranvers og ahadith der kan understøtte den holdning eller konklusion man ønsker fremlagt.

Både overfladisk tænkning, tænkning baseret på imitation og flokfår mentaliteten er årsagerne til dette problem, og manifestationen af denne form for tænkning kommer til syne når regenter, offentligt ansatte, lærde og andre skal have retfærdiggjort deres handlinger og beslutninger.

En anden manifestation af denne form for tænkning ses når mennesker begår fejl. Vi begår alle fejl, men fremfor at indrømme en fejl retfærdiggør man i stedet fejlen enten ud af stædighed, eller fordi man ikke vil tabe ansigt overfor andre, eller på grund af personlige interesser.

Denne type af tænkning er meget udbredt blandt muslimer, på trods af at den ikke alene modstrider menneskets naturlige måde at tænke på, men også står i direkte kontrast til Islam. Masserne klynger sig til de kendte mennesker, lærde og andre, og imiterer dem blindt. Resultatet er at den muslimske nation er blevet meget fattig på tænkere og intellektuelle mennesker!

Enhver person er selv direkte ansvarlig for sine egne handlinger, og vi skal hver især stilles til regnskab alene. Vi kan ikke på Dommedagen komme med undskyldninger om at vi fulgte eller adlød ulama, regenter eller andre.

Allah (swt) siger: “Og de vil sige: Vor Herre! Vi fulgte sandelig vores ledere og de store i blandt os, og de vildledte os fra Vejen. Vor Herre! Giv dem en dobbelt del af straffen og forband dem med en stor forbandelse.” (33:67-68).

Disse vers fordømmer konceptet om at retfærdiggøre andre menneskers fejl og vildledning, og det kan ikke bruges som en undskyldning på Dommedagen! Det er derfor forpligtende for muslimer at indrømme deres fejl uden at retfærdiggøre dem. Vi skal se i øjnene at det er forpligtende at se på tingene som de er, og ikke som vi gerne vil have at de skal være!

Resultatet af forsømmelsen af den islamiske tænkningsmetode

De forskellige fremgangsmåder og metoder som er blevet nævnt karakteriserer alle de forskellige måder som muslimerne tænker på i dag. Selvom de ikke alle eksisterer hos hver eneste muslim så eksisterer de grundlæggende set hos den muslimske nation i forskellige niveauer. Det er således ikke overraskende når man betragter den muslimske nations tilstand i dag.

Problemet har resulteret i en næsten fuldstændig mangel på tænkning i den muslimske nation.

Der eksisterer individer der tænker korrekt, og som besidder korrekt islamisk tænkning, men den muslimske nation som helhed mangler det. Resultatet af denne mangel kan opdeles i to udfald:

Manglende offentlig bevidsthed

Enhver nation der adopterer sin ideologi på en intellektuel måde, vil danne en offentlig bevisthed der resulterer i at befokningens syn på grundlæggende problemstillinger og emner, vil være forenet.

Når en sådan forenet offentlig bevisthed ikke eksisterer resulterer det i at folk bliver påvirket af mange forskellige modstridende holdninger, meninger og følelser der altid fører til splittelse. Hvad en gruppe eller organisation opbygger eller opnår bliver ødelagt af en anden gruppe eller organisation. Til sidst eksisterer der ikke andet end had, foragt og fjendskab, der vil opløse ethvert forsøg på at opnå en forenet entitet.

Allah (swt) advarer muslimerne imod den slags splittelse og uenighed. Han (swt) siger: “Adlyd Allah og adlyd Sendebuddet og bliv ikke uenige så at I mister modet, og jeres styrke forlader jer, og vær tålmodige. Visselig! Allah er med de tålmodige!” (8:46).

Muslimerne var før Islams tid i en tilstand af fjendskab og had til hinanden, men Allah (swt) favoriserede muslimerne og forenede os. Han (swt) siger: “Og hold alle sammen fast i Allahs reb (Koranen), og bliv ikke splittede. Og husk Allahs gave til jer da I var fjender, og Han skabte venskab imellem jeres hjerter, så I ud af Hans gave blev brødre. Og I var på randen til en brændende afgrund, men Han reddede jer fra den.” (3:103).

Desværre mistede muslimerne deres islamiske tænkemåde, og blev som resultatet vildledt af mange forskellige andre måder at tænke på. Resultatet medførte en forkert implementering af Islam, kombineret med kolonimagternes indsats i udbredelsen af den vestlige kultur. Udfaldet er det at nogle muslimer, bevidst eller ubevidst, er blevet sekularister, kommunister, nationalister, socialister, pragmatister, o.m.a. Og når de mødes med hinanden for at diskutere et hvilket som helst emne resulterer det i en eskalering hvor der opstår fjendskab og had, og hvor folk kalder hinanden for grimme ting, eller sågar begynder at slås med hinanden. Dette har igen medført at muslimerne er blevet opdelt i mange forskellige “lejre” hvor hver lejr er mere eller mindre isoleret fra de andre.

Den intellektuelle splittelse er den værste katastrofe der har ramt den muslimske nation. Muslimer behandler i dag emner uden den mindste mulighed for en anden tilgang eller forståelse i forhold til gruppen eller individets eget syn, og muslimerne kan overhovedet ikke blive enige om at forene sig for ikke at tale om hvilke skridt der skal tages for at opnå det.

Socialister kalder til forening baseret på socialismen. De sekulære nationalister kalder til en forening baseret på at sekularisme. Andre nationalister kalder til at hvert land skal have deres egen suverænitet, men alligevel være forenede på en eller anden måde. Andre nationalister forkaster forening fuldstændig da de betragter det som en trussel imod deres eget land.

Selv når det kommer til naturen af forening så er der uenigheder. Nogle definerer forening som værende samarbejde imellem regeringer. Andre kalder til etablering af en slags overordnet forening samtidig med at hvert land skal bibeholde sin suverænitet. Andre fokuserer på en forenet økonomi, mens andre udelukkende kalder til en forening i udenrigspolitik.

Disse uenigheder handler om at opnå forening, når det kommer til den specifikke metode er det endnu værre. Nogle taler om en gradvis forening, andre om en naturlig forening der finder sted helt af sig selv, andre taler om revolution, mens andre igen taler om at det er magthaverne der med tvang skal forene muslimerne.

Når man undersøger emnet nærmere finder man at mange personer ikke er seriøse i deres behandling af emnet. De handler enten følelsesmæssigt eller ud af skjulte interesser der har forbindelse til imperialisterne, hvor de enten direkte bliver dirigeret eller blot handler på en måde der tjener deres interesser. De der direkte bliver dirigeret samarbejder med imperialisterne for at skabe yderligere splittelse, mens de der ikke direkte dirigeres - i deres uvidenhed og dumhed - trækker den muslimske nation ind i forlængede konflikter og begivenheder der tjener andres interesser på bekostning af den muslimske nations ressourcer.

Denne tilstand blev i følge en hadith forudsagt af Profeten (saaws) da han beskrev den muslimske nation som meget stor i antal, men ligeså ubetydelig som havets skum.

Det berettes fra Thawban (raa) at Profeten (saaws) sagde: “Snart vil nationerne indkalde hinanden mod jer, ligesom de spisende personer indkalder hinanden til deres madskål (til fælles spisning).” En person spurgte: “Skyldes det, at vi er få den dag?” Profeten (saaws) sagde: “Den dag vil I være mange, men I vil være ringe ligesom regnvandets skum. Og Allah vil sandelig fjerne frygten for jer fra jeres fjendes bryst og kaste svaghed i jeres hjerter.” En person spurgte: “O Allahs Sendebud! Hvad skyldes svagheden?” Han sagde: “Kærlighed til denne verden og had til døden.” (Abu Dawud, Imam Ahmad, m.fl.)

Mens muslimerne har mistet forening og deres fælles offentlige bevidsthed, så har vesten løst dette problem ved at opbygge en specifik ramme for tænkning efter århundreders kamp i Europa. Adskillelsen imellem staten og kirken, og den efterfølgende adoptering af kapitalismen har frembragt en forenet offentlig bevidsthed med et forenet syn på livet. Ved at gøre dette opstod der en specific måde at tænke på i befolkningen, og hele samfundet blev reorganiseret på dette grundlag. Selv folks følelser, meninger og holdninger bygger på dette grundlag. Politiske partier, tænke-tanke, organisationer som f.eks. fagforeninger, og individer som akademikere, jurister, journalister, ja selv de religiøse, blev alle til forskellige fortalere for dette forenede syn.

Til sammenligning har muslimerne den dag i dag stadig ikke truffet en beslutning når det kommer til emner som hvordan vi opnår ophøjelse, teknologisk fremskridt, forening. Ej heller om hvilke emner der skal prioriteres først. Og alle disse emner hænger og dingler mens de venter på at nogen skal tage sig af dem. Og selvom enkelte grupper eller individer har løst disse problemer, så har den muslimske nation som helhed ikke løst dem.

Resultatet af denne intellektuelle splittelse er en befolkning der er sunket så langt ned i sølet at der opstår store uenigheder i selv de mindste emner, og de korrupte regeringer i den muslimske verden udnytter situationen ved at bidrage til diskussionerne og emner i alle mulige forskellige retninger. Dette ses i medierne hvor befolkningen konstant præsenteres for problemstillinger uden en løsning eller med modstridende løsninger. Og når det endelig sker at befolkningen når frem til en forenet løsning, så præsenterer regimet en ny problemstilling der holder folk optaget. I sidste ende får folk en følelse af at de har brug for den nuværende statsleder til at holde landet samlet, uanset hvor katastrofal personen er imod befolkningen.

Muslimerne skal derfor opbygge en offentlig bevidsthed baseret på den korrekte islamiske måde at tænke på, hvor den islamiske livsanskuelse skal udgøre fundamentet for enhver konklusion og tanke. Dette er det vigtigste emne muslimerne står overfor fordi en forenet offentlig bevidsthed vil opretholde den korrekte måde at tænke på.

Når først dette er opnået, og det var det der eksisterede blandt de første generationer af muslimer, så bliver alle andre uenigheder sunde idet sådanne uenigheder bidrager til den intellektuelle vækst og dynamik i den muslimske nation. Efterfølgende bliver vejen til ophøjelse klar, og det bliver muligt at bevæge sig på denne vej ved at udnytte de korrekte midler på en koordineret og effektiv måde. At opråbe folk ved at sige ting som “Bliv forenede!”, “Undgå splittelse!”, “Samarbejd!”, “Hjælp hinanden i det I er enige om!” nytter ingenting. Dette kan ikke realiseres i en splittet nation.

Imperialisterne i de forskellige vestlige lande og nationer betragter en forenet offentlig bevidsthed hos muslimerne som en af de største farer for deres økonomiske og strategiske interesser. Derfor betragter de også de mennesker der seriøst arbejder for at frembringe denne forenede offentlige bevidsthed som den største trussel, og man gør alt hvad man kan for at forhindre det. Metoder som trusler, vold, tortur og mishandling, tilfangetagelse og frarøvelse af grundlæggende civile rettigheder, isolation, o.m.a. benyttes, hvor man ofte beskylder helt uskyldige mennesker for at stå bag begivenheder man selv har iscenesat.

Dette ses specielt tydeligt i vestens såkaldte “krig imod terror” der udelukkende ene og alene er en krig imod Islam som ideologi.

Manglende intellektuelle følelser

Elevering er den intellektuelle proces der finder sted, når tanken om mennesket, livet og universet bygger på et rationelt grundlag der former menneskets tanker og opførsel. Elevering har ikke noget med materiel fremgang eller midler og metoder at gøre, men handler udelukkende om menneskets måde at tænke og opføre sig på. Når en intellektuel elevering finder sted medfører det automatisk fremgang indenfor områder som industri, videnskab og teknologi. Den blotte tilstedeværelse af en sådan materiel fremgang betyder ikke automatisk at en elevering har fundet sted.

Følelser forbundet til elevering er ikke fysiske følelser som den smerte man føler når man slår sig. Det er derimod en intellektuel bevægelse der frembringer følelser af foragt når man ser noget, der modstrider det livssyn man bærer på.

For en muslim vil sådan en foragt opstå når han eller hun ser en anden person begå noget der modstrider det der gør Allah (swt) tilfreds. Hos en person med det kapitalistiske livssyn vil det opstå når han eller hun f.eks. ser nogen hvis personlige frihed begrænses.

Som mennesker fødes vi ikke med intellektuelle følelser. Disse opstår som resultatet af at vi adopterer specifikke tanker om mennesket, livet og universet. Tanker der bygger på intellektuelle overbevisninger. Jo mere overbeviste vi er, desto stærkere vokser disse følelser sig igennem tiden.

Hvis de grundlæggende tanker derimod er adopteret følelsesmæssigt, f.eks. igennem blind imitation eller arv eller overfladiske informationer, så vil de fejle i at producere sådanne følelser. En persons følelser bliver således spejlet der afslører hvilke overbevisninger han eller hun bærer på.

Koranen befaler muslimer at adoptere deres livssyn på et intellektuelt grundlag igennem grundig og velovervejet undersøgelse. Denne grundige og omfattende undersøgelse skal producere en absolut overbevisning der ikke må indeholde så meget som det mindste gram af tvivl, formodning eller gætteri. Resultatet er sande intellektuelle følelser baseret på Islam.

Intellektuelle følelser og andre følelser er forskellige. Et menneske kan føle et had eller en vrede når han eller hun undertrykkes, men en intellektuel følelse opstår udelukkende som resultatet af en ganske bestemt intellektuel overbevisning.

Allah (swt) siger: “Visselig! At associere partnere er sandelig en meget stor uretfærdighed!” (31:13).

Dette vers kræver at man betragter tingene i et islamisk perspektiv før det at associere partnere til Skaberen af universet, uanset om det drejer sig om tilbedelse af afguder eller underkastelse til lovgivning, frembringer følelser. Og ikke kun det, men også det faktum at enhver anden uretfærdighed er mindre end det at associere partnere til Skaberen. Kun sande muslimer der bærer en korrekt og intellektuel overbevisning kan føle denne uretfærdighed når den begås.

Profeten (saaws) opbyggede denne type af intellektuelle følelser hos sine sahaba (raa). Og det berettes i en hadith at Profeten (saaws) en dag spurgte sine sahaba: “Ved I hvem der er gået konkurs?” De svarede: “Den person blandt os der ikke har nogen penge eller ejendele.” Profeten (saaws) sagde: “Den konkursramte fra min nation er den person der kommer på Dommedagen med bønner, almisse og faste, men han kommer samtidig med at han har udnyttet en person, eller slået en anden person, eller taget penge fra andre. Disse mennesker (som han har undertrykt) vil tage hans gode gerninger fra ham (som kompensation). Og hvis han løber tør for gode gerninger, før han kan betale dem deres ret, så vil nogle af deres dårlige gerninger blive givet til ham. Derefter vil han blive smidt i Helvede!

Så når folk generelt betragter det at gå konkurs som at miste alt hvad man ejer, så har muslimen en anden følelse forbundet med begrebet efter denne hadith.

Muslimerne har tabt deres intellektuelle følelser. Følelser der opstår som resultat af problemstillinger er udelukkende instinktive eller materielle. F.eks. ville muslimer kun have følelser imod en besættelse af et muslimsk land hvis dette direkte medfører undertrykkelse, drab, voldtægt, osv. Men hvis besættelsesmagten respekterede såkaldte civile rettigheder, og hvis muslimerne ellers trives under besættelsen, så ville masserne være fuldstændig ligegyldige overfor situationens alvor.

Dette illustreres også igennem de følelser muslimer har overfor den generelle degradering der hersker. Materielle aspekter som fattigdom, analfabetisme, spredning af sygdom, teknologisk tilbagegang og regenten og regimets undertrykkelse styrer muslimernes følelser angående degradering. Så når muslimer diskuterer emnet om elevering så holdes fokus på afslutningen af degradering. Resultatet er at muslimer præsenterer løsninger ud fra et materielt perspektiv der udelukkende behandler de fysiske symptomer på degradering sådan som at fjerne regenten uden at udskifte systemet, at åbne skoler, at ophøje levestandarden, at ophøje moralen, osv.

Når en person sanser degraderingen på den korrekte måde og dermed opfatter, at det er resultatet af manglen på korrekt tænkning, så forstår personen at problemet er meget dybere end fattigdom, analfabetisme, ja sågar besættelse.

Konklusionen er helt klart at den virkelige krise som den muslimske nation står overfor er en intellektuel krise. Ingen vil føle alvoren af sådan en type krise medmindre de har denne islamiske intellektuelle følelse. De personer der har denne type følelse vil se og føle ting som resten af masserne ikke opfatter. Og Profeten (saaws) beskrev netop sådanne personers tilstand i henhold til en hadith da han (saaws) sagde: “Islam begyndte som noget fremmed, og den vil vende tilbage som en fremmed.

De historiske faktorer til afvigelsen fra den islamiske tænkemåde

Degradering såvel som elevering er resultatet af den intellektuelle bevægelse mennesker påbegynder. Elevering forventes at finde sted hvis den intellektuelle bevægelse bygges på en omfattende tanke om mennesket, livet og universet, og folket efterfølgende bygger alt andet på denne tanke. På den modsatte side forventes degradering at finde sted hvis en sådan omfattende tanke mangler, eller hvis folket fejler i at opfatte en sådan tanke som deres reference for alt andet.

Enhver diskussion om de faktorer der har ført til degraderingen i den muslimske nation må derfor nødvendigvis handle om dette emne, og ved at undersøge muslimernes intellektuelle historie finder vi at muslimerne byggede på Islam som en reference for alt andet i de tre første generationer. De adopterede Islam på den måde som Profeten (saaws) havde instrueret dem, nemlig ved at granske realiteten igennem en dyb og omfattende tænkningsproces. Det islamiske livssyn (aqidah), der opbygges igennem denne proces, blev en reference for muslimernes tanker, og dette islamiske livssyn var det fundament som sahaba (raa) byggede deres forståelse af de islamiske regler og det islamiske system på.

Muslimerne var netop meget optagede af denne proces, og Profeten (saaws) holdt et meget vågent øje og irettesatte den mindste afvigelse fra denne fremgangsmåde. Han (saaws) var hurtig til at rette på sahaba (raa), og han (saaws) opklarede enhver misforståelse så snart den fandt sted uanset hvor alvorligt det var.

Som eksempel kan nævnes situationen hvor det berettes at Profeten (saaws) havde fortalt, at folk af Paradis var skabt til Paradis, men at folk af Helvede var skabt til Helvede. Sahaba (raa) spurgte ham (saaws): “Hvorfor skal vi så handle?” De misforstod situationen, og opfattede det som om at det allerede er forudbestemt og fastlagt af Allah (swt), hvor vi skal ende, hvilket ville betyde at handlinger er nytteløse. Profeten (saaws) rettede hurtigt på misforståelsen ved at forklare dem: “I skal handle! Så vil enhver fortsætte til det mål han er blevet skabt til.” Hvilket vil sige at det ikke handler om at Allah (swt) har forudbestemt hvor vi skal ende, men derimod på forhånd ved Han (swt) hvor vi ender op på grund af de handlinger vi udfører.

I en anden situation, lige efter Profetens (saaws) søn Ibrahim (rha) døde, blev det solformørkelse, og folk begyndte at forbinde de to begivenheder til hinanden. Profeten (saaws) irettesatte dem hastigt, og fortalte dem at de aldrig skal forbinde naturfænomener med livets begivenheder, da der ikke eksisterer nogen forbindelse imellem dem. Det berettes at han (saaws) sagde: “Både solen og månen er Allahs tegn, og deres formørkelser har intet at gøre med nogens død!

Denne irettesættelse fortsatte efter Profeten (saaws) var gået bort. Det berettes at Abu Bakr (raa) irettesatte folket da en misforståelse opstod omkring følgende Koranvers, hvor Allah (swt) siger: “O I der har iman! Vogt jer! De vil ikke skade jer, dem der er faret vild, når I selv er retledte.” (5:105). Nogle mennesker misforstod dette vers og troede at det betød, at en muslim kun skulle tage sig af sig selv, og ikke have nogen bekymring for andre. Abu Bakr (raa) forklarede at det ikke er sådan dette vers skal forstås, og at det ikke betyder at muslimer skal ophøre med at påbyde det gode og forbyde det onde. Derimod betyder verset at det er forbudt for muslimer at følge dem, der er faret vild, og som begår fejl. Verset betyder at disse mennesker udelukkende vil skade sig selv med det de gør, og deres skade vil ikke ramme muslimerne så længe de ikke følger dem og begår de samme fejl. Derefter citerede Abu Bakr (raa) følgende udtalelse fra Profeten (saaws): “I skal fortsætte med at påbyde det gode og forbyde det onde, og I skal fortsætte med at stille undertrykkeren til regnskab, og I skal tvinge ham til at holde inde med sin undertrykkelse. Hvis I ikke gør det vil Allah sende en straf over jer, og I vil bede til Allah, men jeres bønner bliver ikke svaret!

Et andet eksempel finder sted da muslimerne står overfor romerne ved Yamuk. En muslim blev overvældet over romernes voldsomme antal (100.000) i forhold til muslimerne (3.000), og han råbte: “Araberne er for få, og romerne er for mange! Hvor store romerne dog er, og hvor små araberne dog er!”

Khalid bin Walid (raa) rettede ham og sagde: “Du skulle hellere sige: ‘Hvor store muslimerne dog er, og hvor små romerne dog er!’ fordi soldater er store hvis de vinder, og små hvis de taber.” Khalid flyttede således fokus af magtbalancen imellem hære væk fra antal og hen på deres sejrer.

Og der findes massevis af hadith og beretninger der viser hvordan Profeten (saaws) og sahaba (raa) var dybt optaget af selve tænkningsprocessen. De rettede hastigt enhver misforståelse.

Da den tredje generation kom, begyndte der at opstå afvigelser i tænkningen hos nogle muslimer idet de begyndte at adoptere tanker udefra. Forståelsen af Islam begyndte gradvist at blive forringet. Selvom det forventes at muslimer skal opretholde et højt niveau af forståelse, så fejlede de i at gøre det på grund af flere forskellige faktorer.

De tre mest betydningsfulde faktorer der førte til degraderingen i tænkning hos muslimerne var:

Græsk filosofi

Græsk filosofi kan betragtes som værende et bestemt livssyn med nogle fundamentale og grundlæggende tanker der producerer en unik måde at tænke på baseret på logik. Og muslimerne stødte på denne filosofi ad to veje. De kristne der levede i den islamiske stat og oversættelsesbevægelsen.

De kristne der levede under islamisk styre var allerede udstyret med græsk filosofi eftersom kristendommen forlængst var blevet blottet for ethvert rationel koncept. Resultatet var at det ikke var muligt at bygge nogen betydningsfulde tanker på dette grundlag, hvorfor man så mod græsk filosofi og logik for at udvide deres eget system af tanker. Desværre blev nogle muslimer påvirkede af denne retning da de også begyndte at studere den græske filosofi. Det gjorde de fordi de tænkte, at det ville gøre dem i stand til at argumentere med de kristne via de samme værktøjer som de brugte.

Det gik ikke op for dem at ved ikke blot at studere græsk filosofi, men ved at adoptere græsk filosofi så var der en risiko for selv at blive påvirket af den. De fejlede i at forstå at enhver tanke er defineret af et unikt livssyn, og når et bestemt livssyn er adopteret så bliver alle de efterfølgende tanker formet af dette livssyn.

Som et eksempel der kan illustrere hvordan muslimerne begyndte at blive afhængige af græsk filosofi for at opbygge deres argumenter, kan nævnes da de kristne påstod at Jesus var evig og ikke skabt. De sagde at siden Allahs ord er en af Hans attributter, så er det evigt fordi enhver beskrivelse er forbundet til det objekt som beskrives. Og da objektet i dette tilfælde er Allah, der er Evig, så er enhver attribut forbundet til Allah også evig. Deres konklusion på denne logik var derfor at Jesus er evig og ikke skabt. For efterfølgende at understøtte dette argument citerede de følgende fra Biblen: “I begyndelsen var der Ordet, og Ordet var med Gud, og Ordet var Gud.”

Nogle muslimer, som Mu’tazilah’ tænkte at den bedste måde at modargumentere de kristne på var ved at sige at Koranen var skabt. I henhold til dem så vil det at sige at Koranen er skabt, føre til den konklusion at Jesus også er skabt, fordi Jesus også er Allahs ord.

Resultatet var at man begyndte at diskutere Allahs (swt) attributter, og det bliver til den dag i dag stadig diskuteret af muslimer.

Dette er på trods af det faktum at mennesket udelukkende, ene og alene, kan beskæftige sig med den sansede realitet når det kommer til tænkning. Da vi ikke kan sanse Allah (swt), Hans Essens, eller Hans (swt) attributter, kan vi ikke føre denne sansning videre til forstanden for derefter at sammenkoble med korrekte informationer. Tænkning kan ikke finde sted. Ethvert forsøg på at tænke på Allahs (swt) attributter er fantasi og forestilling!

Mu’tazilah begyndte at påstå at der ikke var nogen forskel imellem Allahs (swt) attributter og Hans Essens, og at begge er en og samme. I henhold til dem betyder det at hvis Allahs attributter, som er evige, er adskilte fra Hans Essens, så ville dette resultere i eksistensen af flere evige ting der kunne retfærdiggøre eksistensen af treenigheden.

Dette forårsagede en voldsom uro i den muslimske nation og andre begyndte at modargumentere Mu’taliza. Ahlul-Sunnah betragtede dette syn som en benægtelse af Allahs (swt) attributter, og de sagde at mens Allahs attributter er evige, så er de ikke en del af Ham, ej heller adskilte fra Hans Essens. I henhold til dem så er Allahs attributter ikke en del af Ham fordi beskrivelsen af et objekt er forskellig fra objektet, der beskrives. Og attributterne er evige fordi Allah ikke kan beskrives med en beskrivelse, der begrænser Hans Essens. Baseret på denne logik konkluderede Ahlul-Sunnah at Allahs attributter er evige, og at de manifesteres af Allahs Essens, men de er hverken Ham eller noget andet end Ham, fordi beskrivelserne er ikke essensen som beskrives. Derudover er attributterne ikke noget andet end Allah fordi de er Allahs attributter.

Muslimerne blev i sidste ende indhyllet og dybt optaget af denne endeløse og sofistikerede debat der resulterede i en konklusion der ikke har noget som helst rationelt eller realistisk grundlag.

Debatten kunne have været bragt til ende lige fra begyndelsen hvis muslimerne havde opfattet at emnet om Allahs attributter er en del af det usanselige, og at det dermed går ud over enhver form for rationel diskussion. Samtidig skulle de havde forstået at de love og regler der gælder for mennesker ikke kan påføres Allah.

Efterfølgende opstod der total kaos og fitnah da staten forsøgte at påtvinge Mu’tazilahs syn på resten af muslimerne med tvang.

Roden til problemet lå i at logikken blev adopteret som en tankegang i det islamiske livssyn. Men det islamiske livssyn er ikke foreneligt med logik da det islamiske livssyn bygger på den rationelle tænkningsmetode, der udelukkende tager udgangspunkt i den sanselige realitet.

Muslimerne adopterede også græsk filosofi igennem oversættelsesbevægelsen. Oversættelsesbevægelsen blev systematiseret og institutionaliseret under den abbasidiske periode. Al-Ma’mun, der selv var påvirket af Mu’tazilah, opfordrede til oversættelsen af den græske litteratur, og den græske filosofi var en ikke ubetydelig kilde af materiale som muslimerne oversatte.

Faktisk forholder det sig paradoksalt sådan at uden dette oversættelsesarbejde ville man ikke kende til demokrati i vesten!

Muslimerne begyndte at studere den græske filosofi på grund af dette oversættelsesarbejde, og de blev påvirket i forskellige niveauer. Nogle nøjedes med at adoptere den græske filosofi som en måde at tænke på uden at adoptere dens livssyn sådan som Mu’tazilah og Mutakalimin. Andre adopterede den græske filosofis tanker som et fundament i sig selv, hvilket indbefattede ideer som inkarnation af Gud, panteisme, o.m.a., som f.eks. såkaldte “muslimske filosofer” som Ibn Sina, Farabi og andre.

Selvom filosofferne bibeholdte deres tro på Islam, så ophørte Islam med at fungere som et rationelt fundament for disse mennesker. Dette selvom Islam kræver at menneskets første tanker bygger på den rationelle metode alene, derefter at bygge overbevisninger om de usanselige ting, som vi ikke yderligere kan beskæftige os med, på åbenbaring alene. Islam blev reduceret til en abstrakt filosofi der taler om emner der overgår mennesket.

Resultatet blev at filosofiske diskussioner blev introduceret for muslimerne og disse slog rødder. Diskussioner om hvorvidt Koranen er skabt eller ej, om hvorvidt menneskets handlinger er skabte, om hvorvidt Allahs attributter er en del af Hans Essens.

Indtil i dag er muslimer verden over stadigvæk påvirkede af disse tanker!

Den græske filosofi blev et enormt tilbageslag for muslimerne der påvirkede deres forståelse af Islam på en voldsom måde.

Det der fik problemerne til at vokse i kompleksitet var at nogle khulafah (statsledere) adopterede disse syn og forsøgte at gennemføre dem med tvang. Dette førte til dannelsen af de mange grupper som Mu’tazilah, Juhamiyah, Hashawiya og mange andre. Ydermere opstod der filosofiske bevægelser som f.eks. Ikhwan us-Safah der ledte til sekter som Druze. Oprettelsen af disse sekter skadede den intellektuelle sammenhæng og forening af muslimerne, og det påvirkede på voldsom vis muslimernes måde at tænke på.

Efterfølgende opstod der i kølvandet på alt dette andre meget ekstreme grupper og holdninger der fuldstændigt fordrejede tænkning.

Østlig filosofi

De to østlige filosofier der havde den største påvirkning på muslimerne var indisk filosofi og persisk filosofi.

Mange persere og hinduer konverterede til Islam, men fremfor at starte med at viske tavlen ren og bygge nye tanker på et nyt grundlag, så forsøgte de at forene deres gamle tanker med de nye som de adopterede. Efterfølgende blev mange af deres bøger oversat til arabisk og resultatet var at mange af deres koncepter som f.eks. brahmanisme og dualisme blev spredt blandt muslimerne. Og for første gang i historien opstod der kættere. Nogle propaganderede brahmanisme, der rodfæstede sig i at mishandle kroppen for at ophøje det åndelige aspekt. Andre oprettede komplette sekter hvis struktur og fundament overskred Islams grænser, blandt dem var bl.a. Karamitah og Hashashin (snigmordere).

Brahmanismen påstår at mennesket består af to modpoler. Det materielle og det åndelige. Fordi disse to poler er antagonistiske er det nødvendigt at man frarøver sig selv det materielle for at ophøje det åndelige indtil man når en tilstand af åndelig perfektionisme, en tilstand beskrevet som “Nirvana”.

Den hastige udspredelse af sufismen blandt muslimerne er en af mest tydelige resultater af østlig filosofi. Sufismen begyndte hos muslimerne som et kald til at fjerne opmærksomheden væk fra verdslige affærer som økonomi, politik og nydelse af materielle midler, til i stedet at fokusere på det Kommende liv.

Problemet er at sufismen efterfølgende indarbejdede fremmede ideer fra brahmanismen og dualismen. Efterfølgende udviklede sufismen sig fra et være et kald til at fjerne opmærksomheden på denne verdens ting til at være en omfattende filosofi med dens egne ideer og tanker, symboler, ordner, litteratur og poesi.

De sufistiske tanker blev adskilt i dens brug af specifikke symboler og formuleringer til den grad at ingen undtagen sufisterne selv forstår hvad der menes.

Som eksempel påstår sufisterne at ethvert vers i Koranen og enhver hadith har to meninger. Den ene mening forstås af almindelige mennesker, og den henvender sig til dem, men den anden mening er hemmelig, og den henvender sig til sufister, og kun de kan forstå den. De retfærdiggjorde dette syn ved at sige at alting blev åbenbaret til dem som resultat af forskellige ritueller af tilbedelse som de udførte.

Nedenstående er nogle Koranvers og de meninger som sufisterne tillægger dem:

Allah (swt) siger: “Han har ladet de to have der møder hinanden strømme. Imellem dem begge er en barriere som de ikke kan overskride.” (55:19-20).

Dette vers taler sproligt og grammatisk set om havet, saltvand og ferskvand. Barrieren er havenes forskellige overfladespænding der gør at de ikke blandes.

Ibn Arabi, en prominent sufi, udtalte følgende om dette vers: “De to have henviser til den fysiske krop og til det åndelige, og de mødes i den menneskelige eksistens. Barrieren hentyder til de dyriske aspekter i menneskets sjæl som forhindrer begge af disse komponenter i at overgå hinanden.”

Allah (swt) siger: “Det første hus oprejst for mennesker var det i Mekka.” (3:96).

I henhold til sufisterne handler den åbenbare mening om Kabaen, mens den skjulte mening er Profeten Muhammad (saaws).

Og Allah (swt) siger: “Tilbed Allah og sæt ikke noget ved siden af Ham, og handl godt mod forældre, og slægtninge, og de forældreløse, og de fattige, og den beslægtede nabo, og den fremmede nabo, og jeres fælle ved jeres side, og den rejsende, og de som jeres højrehænder besidder.” (4:36).

Sprogligt og grammatisk så er dette vers betydning indlysende. Den arabiske sproglige mening af “de som jeres højrehænder besidder” var de slaver som folk havde på daværende tidspunkt.

Al-Tusturi, en sufist, sagde at den åbenbare mening er den kendte mening, men den skjulte mening er forskellig. Den “beslægtede nabo” er hjertet, og “den fremmede nabo” er naturen, og “den rejsende” henviser til de kropslige organer der adlyder Allah.

De sufister der fortolkede Koranen benyttede sig ikke af nogen defineret metodik eller regler, men baserede det hele på fantasi, forestilling, lyster og begær.

Ydermere blev sufisterne meget afhængige og tiltrukket af deres imamer og shuyukh (shaikh i flertal). Hver især oprettede de deres egne skoler og ordner med deres egne ritualer og specifikke struktur som f.eks. Naqshabandi ordnen.

Det er også værd at nævne at de fleste sufister er og var af ikke-arabisk oprindelse. De kom primært fra det tyrkiske og persiske område. Dette udfald var også et naturligt resultat af nærheden af disse regioner til den persiske og indiske filosofis centre.

Denne geografiske nærhed ledte i sidste ende til etableringen af Buwaihi og Safawi staterne i Persien og det omkringliggende område, hvilket bidrog til isolering af muslimerne i Indien og asien fra muslimerne i Irak, Syrien, Ægypten og andre områder vest for Persien. Disse to stater tjente som stærke intellektuelle barriere der opdelte den muslimske verden i to dele - adskilt fra hinanden.

Sufismen udøvede også en stærk påvirkning på muslimernes tanker i Indien og det centrale Asien. Og personer som Al-Ghazzali spredte disse ideer igennem deres mange rejser til andre områder i den muslimske verden. Men i den centrale del af den muslimske verden, som bestod af Syrien, Irak, Ægypten og Den Arabiske Halvø mødte sufisterne kraftig modstand. Nogle lærde som f.eks. Ibn Taymiyyah (rha) og Ibn al-Qayyim (rha) bistod med et fantastisk arbejde imod sufismen, og nogle ekstreme sufister som Ibn al-Arabi og Al-Hallaj blev henrettet for deres udbredelse af ideen om inkarnation. I disse områder var det også sværere for de sufistiske tanker at få fodfæste grundet det arabiske sprogs styrke der, og situationen forblev relativ uforandret indtil nogle folk fra Mongoliet og Tyrkiet emigrerede til disse regioner. Disse mennesker overbragte de sufistiske ideer til araberne og omkring det 11. århundrede A.H. var det meste af den muslimske verden underlagt sufistiske tanker.

Sufismen frøs muslimernes tænkning ved at sprede passivitet, ligegyldighed, uvidenhed og overfladisk tænkning. Muslimerne fik ændret deres tankegang der før i tiden var baseret på realiteten og forholdet imellem årsag og resultat, til en tankegang der var baseret på fatalisme hvor årsag og resultat fuldstændig ignoreres.

Med dørene til ijtihad allerede lukkede spredte de mange fremmede tanker passivitet blandt de muslimske uddannelsesinstitutioner. Resultatet blev at jura blev reduceret til at lære gamle jurabøger udenad, hvilket stadig er dominerende den dag i dag.

Ligeledes blev udbredelsen af bid’a hurtig, og man begyndte at besøge gamle imamers gravpladser på rituelle måder.

Under denne tilstand var muslimerne et meget let offer for den tredje og endelige faktor: Den vestlige intellektuelle invasion.

Den vestlige intellektuelle invasion

Mens muslimerne oplevede denne tilstand af intellektuel degradering, begyndte Europa at udvikle sig til en ny intellektuel magt i verden. På dette tidspunkt oplevede Europa renæssancen der udmundede i kapitalismen som en ny ideologi. Den kapitalistiske ideologi havde som sit fundament det sekulære livssyn der definerer forholdet imellem kirken og staten. Tænkere som Thomas Hobbes og Jean-Jacques Rousseau begyndte at udsprede de nye koncepter om demokrati, frihed og individualisme, og parallelt med den intellektuelle udvikling opstod den videnskabelige måde at tænke på. Alt dette var med til at skubbe Europa ind i den industrialistiske revolution, og sammen med den nye ideologi kapitalismen dukkede vesten nu op som en ny intellektuel og material magt i verden.

Muslimerne, tilfredse med deres militære overlegenhed var enten udvidende eller ligegyldige over for de voldsomme forandringer der foregik i det meste af Europa. Denne stagnerede opfattelse var bl.a. styrket af deres overbevisning om at Islam ikke kunne erobres. Den islamiske stat havde været verdens førende stat i århundreder, og muslimernes overbevisende sejr over både korstogene og Mongolerne styrkede dette syn. Ligeledes var muslimerne i stand til at feje hen over Europa for endeligt at nå det centrale Frankrig og Wien i Østrig.

Selvom den islamiske stat, på daværende tidspunkt kaldet Det Osmanniske Rige, var en militær gigant, så var den politiske og intellektuelle indflydelse blevet minimal. Muslimerne var ved at nå bunden politisk og intellektuel, hvilket specielt var indlysende under Det Osmanniske Rige, og muslimerne var ikke rede til at håndtere de pludselige ændringer der foregik i det meste af Europa, og resultatet var et voldsomt chok der ramte muslimerne.

Europas udvikling kom som en stor overraskelse på trods af at størstedelen af denne udvikling byggede på ting som Europæerne havde lært i den islamiske stat. Mens muslimerne før havde erobret store dele af Europa, oplevede de nu under Det Osmanniske Rige at de europæiske nationer, specielt Spanien, Portugal, Holland, England og Frankrig koloniserede muslimske lande i forskellige områder.

Før i tiden var europæerne tvunget til at rejse igennem den muslimske verden for at handle med andre nationer i fjerne områder som f.eks. Asien, men med opdagelsen af nye handelsruter af Vasco da Gama, Ferdinand Magellan, Christoffer Columbus og andre, så var Europa ikke længere afhængig af muslimerne til denne handel.

I lyset af disse begivenheder gik det op for muslimerne at de var blevet svage og degraderede, men denne opdagelse opstod ikke som resultatet af en intellektuel vækkelse, derimod var det blot en fysisk og følelsesmæssig reaktion på begivenhederne omkring dem. Muslimerne blev specielt overvældede af den voldsomme materialistiske udvikling der foregik i Europa, og selvom nogle muslimerne forsøgte at iværksætte en elevering så var koncepterne relateret til en elevering ikke baseret på en intellektuel elevering, de var derimod begrænset til at forsøge at holde trit med udviklingen i vesten. Dette resulterede i at muslimerne blev voldsomt fascinerede af vesten for første gang i historien.

I forsøget på at definere og frembringe elevering blev muslimerne delt i tre hovedgrupper. Den første gruppe, de såkaldte “traditionalister” eller “konservative” bestod af den almene befolkning, de traditionelle lærde og sufisterne. De var ligegyldige overfor situationen og forblev passive. Derudover var de ikke i stand til at skelne imellem forskellen på de materielle og kulturelle aspekter af en civilisation. Som resultat heraf betragtede de den vestlige kultur som kufr i alle aspekter, og begyndte at forkaste alt vestligt og kalde det for Satans værk, uanset om det handlede om intellektuelle emner eller videnskabelige og teknologiske materialer.

Den anden gruppe der forsøgte at frembringe elevering valgte at adoptere den vestlige sekulære ide. Det gjorde de fordi de var fascineret og tryllebundet af den nye europæiske kultur og civilisation. Frøene til denne gruppe blev sået under Napoleons invasion af Ægypten. Nogle individer besøgte efterfølgende Europa for at studere, og det var disse individer der kom tilbage og begyndte at kalde muslimerne til at adoptere vestens kultur fuldstændig. De kaldte til de vestlige ideer om adskillelse af religion og stat, adskillelse af Islam fra livet, og andre tanker og ideer der havde rod i vestlig intellektuel kultur, som ideen om lighed, individualisme og frihed. Den sekulære bevægelse, som vi passende kan kalde denne gruppe, forårsagede i sidste ende etableringen af de tyrkiske sekulære nationalister som f.eks. “De Unge Tyrkere”, “Foreningen” og “Fremskridtspartiet”. Ligeledes stod de bag nogle af de arabiske nationalist bevægelser.

Den sidste gruppe var modernisterne der udbredte ideen om, at vestens kultur både havde positive og negative kvaliteter, som muslimerne kunne adoptere fra Europa. Sålænge det ikke stod i direkte kontrast til Islam, så var det i orden. Modernisterne kaldte muslimerne til at slå bro imellem Islam og vesten ved at fortolke de islamiske tekster sådan, at de kunne tilpasses det som vesten definerede som det moderne liv.

Desværre for den muslimske nation var alle disse bevægelser fejlagtige i deres fremgangsmåder. Ingen af disse tanker eller ideer er årsagen til elevering, og de kan ikke frembringe nogen form for elevering. Derudover gjorde disse grupper, primært sekularisterne og modernisterne, sig nu til lette mål for de europæiske nationer der begyndte at bruge dem i deres intellektuelle og kulturelle kampagne imod muslimerne.

England såvel som Frankrig begyndte åbent at støtte de tyrkiske, ægyptiske og arabiske sekularister der fandt fred i de regioner, der nu var under engelsk og fransk besættelse. Derudover emigrerede nogle kristne fra Libanon til Ægypten hvor de etablerede aviser og tidsskrifter der kunne udbrede det sekulære livssyn, og både England og Frankrig assisterede disse individer i at sprede deres publikationer ud til andre regioner i Det Osmanniske Rige. Evelyn Baring, 1. jarl af Cromer, der var bosat i Ægypten som den britiske koloni-administrator spillede en kritisk rolle for denne proces.

Modernisterne blev også støttet af England, men denne støtte var hemmelig og med hensigten om at etablere bevægelsens rødder grundigt i masserne. Nogle af bevægelsens prominente personer var Rifaah Tahtawi, Kahyrid ad-din, Al-Tunusi, Jamaal ud-Din, Al-Afghani, Abdul-Rahman Al-Kawakiby og Muhammad Abdu. Et fremtrædende aspekt af denne hemmelige støtte var Evelyn Barings hjælp til at få Muhammad Abdu til at opnå positionen som shaikh af Al-Azhar universitetet, selvom han på ingen måde var en velanset lærd der. Muhammad Abdu og Evelyn Barings arbejde førte i sidste ende til etableringen af et nyt undervisningssystem og juridisk system i Ægypten, og Muhammad Abdu udnyttede muslimernes stagnerede tilstand til at retfærdiggøre sin modernisering af Islam så den kunne tilpasses den nu vestligt dominerede status quo.

Englænderne var ivrige efter at ansætte lærde personer der kunne føre deres planer ud i den muslimske verden. Og da Muhammad Abdu blev befalet at komme til Istanbul for at redegøre for sine aktiviteter forblev han der som en gæst i det britiske konsulat, der udøvede et voldsomt pres på Det Osmanniske Rige for at sikre Muhammad Abdu’s sikkerhed.

England og Frankrig valgte også at støtte og promovere flere af de forskellige sufistiske bevægelser. Denne støtte var åbenlys da sufisterne i Algeriet kæmpede side om side med franskmændene imod muslimerne. Samtidig begyndte de nye trykkerier og forlag der blev etableret i Ægypten nu at udgive mange af de sufistiske værker som f.eks. bøger af Ibn al-Arabi og Al-Ghazzali.

Et kritisk og objektivt studie af disse bevægelser afslører at de alle var ukorrekte af to principielle årsager.

  1. Disse bevægelser fejlede alle i at definere og forstå hvad elevering er, og hvordan elevering forekommer.
  2. Både traditionalister og modernisterne fejlede i at identificere forskellen imellem hadaara, der er det kulturelle aspekt af en civilisation, og madaniyyah, der er det materielle aspekt af en civilisation. Af denne grund kunne muslimerne ikke finde ud af hvilke dele af en fremmed civilisation de kunne tage imod, og hvilke dele der skulle afvises. Fordi kulturelle aspekter af en civilisation bygger på en fundamental tanke eller trosbekendelse så kan muslimerne ikke adoptere noget som helst af disse. Sådanne aspekter er aspekter som juridiske systemer, økonomi, politik, livssyn, socialsystem og den fremherskende kunst og filosofi. På den anden side består de materielle aspekter af en civilisation ikke af noget der bygger på et livssyn eller en fundamental tanke eller filosofi, den består derimod af industri, matematik, fysisk, kemi, ingeniørarbejde og medicin. Alle disse aspekter er fuldt ud legale at adoptere da det udelukkende handler om materiale, og Sharia er entydig når det kommer til materiale idet den siger: “Den originale regel for en genstand (altså en ting, ikke en handling) er at det er tilladt, medmindre det modsatte specifikt er bevist.”

Derudover fejlede muslimerne i at skelne imellem de forskellige former for viden, og de kunne som resultat ikke finde ud af hvilken type af viden fra vesten de kunne tage imod, og hvilken de måtte afvise. Eftersom videnskabelig viden tilegnes via den videnskabelige metode, der er universel, og som ikke kan påvirkes af et bestemt livssyn eller af noget doktrin, så er det fuldt ud tilladt for muslimerne at tilegne sig videnskabelig viden fra enhver kilde.

Derimod er kulturen eller de tanker og ideer der er opstået eller påvirket af et bestemt livssyn direkte forbundet til denne specifikke kultur. Sådanne områder af viden indbefatter økonomi, sprog, historie, jura, filosofi, politik, psykologi, m.v. Her er det en pligt for en muslim at studere disse ting med forsigtighed fordi alle disse ting er under indflydelse og påvirkning af andre menneskers meninger og holdninger.

Baseret på denne adskillelse imellem kulturel civilisation og materiel civilisation var det forventet at muslimerne adopterede videnskab og teknologi fra vesten for derefter selv at udvikle videre på det, mens de forkastede den vestlige kultur og synspunkter. Men i stedet for at adoptere denne strategi begyndte muslimerne ironisk nok at forkaste videnskaben og teknologien, mens de adopterede koncepter og tanker der var unikke for det vestlige livssyn, og som var direkte i modstrid til Islam.

Derfor fejlede disse forsøg på at elevere muslimerne fuldstændigt, og alle disse grupper og bevægelser fejlede i at forstå den virkelige årsag til elevering. Ikke kun det, de bidrog til en endnu større og værre degradering end den der allerede eksisterede.

Hvad der derudover gødede degraderingen var den intellektuelle invasion af vesten der systematisk gik efter specifikke emner eller punkter i den islamiske måde at tænke på.

De følgende afsnit handler om nogle af disse specifikke emner og deres indflydelse på muslimerne.

Det islamiske politiske system

Måden som den vestlige invasion benyttede til at håndtere dette emne, er måske nok det der har forårsaget den største skade i den muslimske nation, fordi det ramte selve mekanismen, der implementerer det islamiske system.

I middelalderen led de vestlige nationer voldsomt under teokratiske systemer de blev pålagt. Situationen eksploderede i et voldsomt oprør på grund af den undertrykkelse som vesten oplevede, og det endte med at nogle store grupper fuldstændigt benægtede religion.

For at løse denne konfrontation formulerede vesten en løsning baseret på et kompromis. Løsningen var at adskille religion fra livet, og dermed blev sekularismen fundamentet for de vestlige kapitalistiske samfund.

Med sekularismen som fundament blev kapitalismen adopteret, og Europa gik ind i en helt ny og meget hastig udvikling.

Ideen om at religion skal adskilles fra livet, og at det er en sammenblanding imellem disse der fører til mørke, tilbagegang og degradering, blev en hjørnesten i de vestlige politiske tanker og ideer. Vesten eksporterede dette syn til muslimerne og fik med stor succes muslimerne til at tro at den udvikling de havde opnået var universel, og dermed mulig for enhver nation sålænge den blot gjorde det samme, adskilte Gud fra livet og politik.

Muslimerne begyndte som resultat heraf at betragte politik i det samme lys som vesten, som noget der skulle adskilles fra Islam. Og på samme vis som vesten havde betragtet årsagen til den mørke middelalder som værende en sammenblanding imellem Gud og samfund, således begyndte også muslimerne at betragte årsagen til degraeringen som værende en sammenblanding imellem Islam og samfundet.

Dette problem kunne nemt have været undgået hvis muslimerne blot havde forstået at vestens erfaring og historie var unik og specifik for den, og at den var forårsaget af nogle ganske specifikke faktorer som f.eks. kristendommens manglende evne til at behandle livets problemer, fordi kristendommen var blevet blandet sammen med menneskets egne ideer og opfindelser. Fakta er at det var munkene og præsternes holdninger, og ikke engang Kristendommen selv, der blev brugt til at regere med. Og fejlen som europæernes foretog i deres håndtering af problemet ledte til en selvmodsigende løsning.

Ingen af disse specifikke problemer kan overføres til den muslimske verden fordi de islamiske tekster er bevist, at de er originale, og aldrig har været udsat for menneskelig indflydelse, hvilke gjorde Islam i stand til at håndtere et hvilket som helst problem på et hvilket som helst tidspunkt.

Derudover er Islam, modsat Kristendommen på daværende tidspunkt i Europa, omfattende i sin natur. Den bygger på et intellektuelt og rationelt livssyn der stemmer helt overens med realiteten, og som er baseret på absolutte beviser. Ud fra dette livssyn udspringer der et komplet og fuldkomment juridisk og politisk system der kan håndtere alle emner indenfor samfund, indenrigs- og udenrigspolitik, økonomi og alle andre problemer vi som mennesker skal have behandlet.

Der eksisterede aldrig en konflikt imellem det islamiske livssyn og de intellektuelle tanker udledt fra realiteten. På grund af dette har muslimerne aldrig nogen sinde haft en “mørk middelalder” som vesten oplevede.

Den degradering muslimerne oplevede var resultatet af at misforstå Islam, der byggede på alle de forskellige faktorer vi allerede har været inde på, og ingen af disse havde relation til Europas mørke middelalder.

Vesten udnyttede muslimernes nedgang og deres intellektuelle forvirring ved at vildlede dem til at tro at tilstedeværelsen af Islam i livet var årsagen til den nedgang de havde oplevet, og at løsningen var den samme som den man havde brugt i vesten. Mange muslimer blev dybt påvirket af dette og begyndte efterfølgende at træde i vestens fodspor og kalde til adskillelsen af Islam fra livet.

I dag ser vi tydeligt hvordan denne ide har slået rod hos de generelle muslimer, og hos politikerne og de intellektuelle specifikt.

Samtidig har to senere faktorer forværret problemet. Undervisningssystemet som blev udarbejdet og formuleret af kolonimagten, og i hvilken muslimerne udsættes for en fordrejning af den islamiske historie hvor Khilafah (den islamiske stat) bliver skildret som en nådesløs og babarisk æra lige efter sahabas (raa) generation, i hvilke den muslimske verden var indhyllet i konflikter, ustabilitet og endeløse drab.

Khulafah (den islamiske stats ledere) blev fremlagt som værende blodtørstige diktatorer besatte af luksus og kvinder. Dette syn blev så grundigt indopereret i muslimerne at de begyndte at kigge tilbage på deres historie med skam. De så Khilafah (den islamiske stat) som noget der ødelagde Islam. Et syn man med den amerikanske etablering af den falske såkaldte islamiske stat (ISIS) har forsøgt at genopvække, efter man har set en begyndende vækkelse i den islamiske nation.

Eksistensen af nutidens sekulære regimer i den muslimske verden, der kalder sig islamiske og som implementerer en delvis og misimplementeret Islam, holder også dette syn i live da de fleste muslimer ikke evner at skelne imellem det der udgør politik baseret på rigtig Islam, og så “politik udført i islams navn”.

Disse regimer ødelægger folks tillid til det islamiske system, og de ødelægger troen på at Islam kan bruges til noget praktisk i dag.

Som resultat vælger mange muslimer ud af frustration den lette løsning, nemlig at adskille Islam og politik fuldstændigt.

Kvindens status

Emnet om kvindens status var meget klar og tydelig i Islam, og det er aldrig et emne der nogensinde har været til debat hos muslimerne.

Allah (swt) skabte mænd og kvinder og åbenbarede fælles regler og love til dem. Disse love og regler er ting som det at bære det islamiske kald (dawah), at stille regenterne til regnskab, at holde bøn, betale zakat, og meget andet. Derudover åbenbarede Allah (swt) specifikke regler til hvert køn.

Muslimer erkender og underkaster sig det at lovgivning og suverænitet udelukkende tilhører Skaberen af mennesket, livet og universet, nemlig Allah (swt).

Den islamiske proces til ijtihad når der skal udledes nye regler er fastlagt og bygger på beviser, og det var udtrykkeligt anerkendt blandt muslimerne at intet af dette er kønsbestemt. Der har derfor aldrig eksisteret en “mandelig forståelse af Islam” og en “kvindelig forståelse af Islam”.

Den eneste forståelse som Islam producerede til et hvilket som helst koncept var at lovgivning skal baseres på et bevis. Derfor underkastede muslimerne sig, mænd såvel som kvinder, og muslimernes kultur har derfor været fritaget for en diskussion om kønnenes roller osv. En diskussion vesten stadig den dag i dag er plaget af.

Den vestlige invasion rejste spørgsmål relateret til det sociale system i Islam. Spørgsmål som hvorfor en mand må have fire koner, og hvorfor en kvinde skal tildække hendes krop undtagen hendes ansigt og hendes hænder. Derigennem propaganderede de kvinden som en slave i et mandsdomineret samfund.

Løsningen på alt dette ville have ligget i at man forstod at vestens syn på kvinden bygger på en ganske specifik synsvinkel, og muslimerne kunne med nemhed havde behandlet emnet ved at præsenterer Islam med det intellektuelle grundlag det bygger på, og dermed tvunget vesten til at tage stilling til om det er mennesker eller Skaberen af mennesket der skal definere hvilken status en mand og en kvinde skal have. Men muslimerne begik en stor fejl ved at forsøge at retfærdiggøre kvindens status i Islam ud fra et vestligt livssyn.

Nogle muslimer reagerede på anklagerne ved at kalde til vestlige ideer som ligestilling og frihed i den tro at de dermed undgik anklagerne.

Som en reaktion på denne gruppe gik en anden gruppe af muslimer over i en ekstrem modsat grøft og påstod at en kvinde ikke bør forlade sit hjem, og at hun er forbudt fra at handle, modtage og give undervisning, og politik.

En tredje gruppe opstod der forsøgt at forene de to første grupper, hvilket i bund og grund ikke består i andet end at forsøge at forene vestens tanker med islamiske følelser.

Resultatet som disse grupper forårsagede var en katastrofe. Som en direkte konsekvens heraf stod den muslimske nation nu overfor tre valg angående kvindens status. At adoptere den vestlige model, der var baseret på en følelsesmæssig reaktion på et forkert syn. Eller at adoptere det der blev betegnet som “den islamiske model”, hvilket var en reaktion på en reaktion. Eller at adoptere den sidste løsning, et mix imellem Islam og vestens syn, hvilket var et kompromis imellem disse to reaktioner.

Noget der forværrede problemet betydeligt var at mange muslimer havde tabte eller begyndte at tabe evnen til at skelne imellem ren Islam og kulturelle traditioner der korrekt nok diskriminerede kvinder voldsomt. Denne sammenblanding af lokal skik og tradition med Islam forårsager den dag i dag at muslimer såvel som ikke-muslimer tror at Islam er undertrykkende overfor kvinder.

Det islamiske system

Andre emner blev berørt af debatten, og emner som Jihad, ikke-muslimers rettigheder i Islam og det islamiske straffesystem kom på anklagebænken.

For at sikre successen i denne proces oprettedes nye universiteter og skoler i den muslimske verden, og stipendier blev givet til muslimer så de kunne studere i vesten. Kulturelle klubber blev etableret, og selv hospitaler blev misbrugt med det formål at sprede vestlig ideer og kultur blandt muslimerne.

Da vesten i sidste ende koloniserede regionen militært blev sharia forladt med undtagelse af regler til håndtering af personlige emner. Samtidig blev en helt ny uddannelsesplan og et nyt pensum udviklet der skulle sikre, at når vesten igen forlod de muslimske lande, så ville fremtidens generationer der bestod deres eksamen i dette pensum se op til vesten og vestens idealer i alle aspekter af livet.

I dag er de vestlige tanker udbredte blandt muslimer, og den vestlige kultur er blevet det dominerende livssyn blandt de intellektuelle og uddannede klasser. De fleste publikationer, seminarer, intellektuelle kredse og diskussioner, der eksisterer i den muslimske verden, er påvirkede af dette syn. Og de nye kommunikationsmidler som f.eks. internettet, der nu kan udnyttes til at sprede disse holdninger, har forstærket denne påvirkning.

Den påvirkning som de vestlige tanker har haft er den mest skadelige faktor der har påvirket muslimerne, og den overgår langt skaden som den græske og østlige filosofi forårsagede. Mens disse filosofier har vildledt muslimernes tænkning, så har den moderne vestlige filosofi dræbt de muslimske tanker fuldstændigt, for derefter at arbejde på at forme fremtidens generationer af muslimer baseret på vestlig kultur. I dag har flertallet af muslimer islamiske følelser, men de er fuldstændig vestliggjorte i deres tanker og ideer.

Den islamiske måde at tænke på blev ikke ødelagt på en dag, men blev gradvist skilt ad på grund af mange forskellige faktorer der alle ophobede sig op igennem historien. Disse faktorer begyndte med nogle af de intellektuelle problemer der opstod efter generationen efter sahaba (raa).

For nyligt har der været en del forsøg på at genetablere den islamiske måde at tænke på ved at vende muslimerne tilbage til livsstilen som de første tre generationer havde, men disse forsøg har også fejlet fordi dem der startede disse forsøg begrænsede deres indsats og arbejde til at bygge på blind efterfølgelse af de tidligere generationer i juridiske holdninger, og en konstant gentagelse af deres holdninger relateret til aqidah (livssynet) uden nogen dybtgående intellektuel tænkning.

Derudover adskilte de ikke imellem at undersøge de tre første generationer, hvordan de opbyggede og vedligeholdte deres tænkning, og hvordan de håndterede de relevante emner sådan at dette kunne tages som en rollemodel.

Resultatet har været at dette kald i at vende tilbage til de tre første generationers levemåde har været et kald til at vende tilbage til at ride på kameler, og ikke et kald til muslimerne i at emulere de tidligere generationer i deres måde at tænke på. Således har også disse bevægelser fejlet i at løse problemet.

Intellektet og den islamiske måde at tænke på

Vi har nu beskæftiget os en smule med de faktorer der ledte til degraderingen af den muslimske nation, og det er herefter nødvendigt at vi tager et kig på hvad intellektet og den islamiske måde at tænke på består af.

Forsøg på at elevere den muslimske nation kan ikke få succes medmindre intellektet og den islamiske måde at tænke på bliver genetableret hos muslimerne. Uden et klart billede af hvad denne måde at tænke på består af, vil ethvert forsøg på at ændre muslimernes degraderede tilstand ende i fiasko, og fortidens fejlbehæftede metoder vil blot blive gentaget.

At forstå de unikke bestanddele af en elevering er ligeledes af afgørende betydning for at løsrive følelsesmæssige og reaktionære metoder, der ikke kan føre til andet end yderligere degradering og forværring af situationen.

Intellektet

Menneskets intellekt er ubestrideligt den største gave Gud har skænket menneskeheden.

Mennesket drives via sine instinkter til at tænke over formålet med sin skabelse, og det er via denne tænkning at mennesket skal komme frem til formålet med sin skabelse.

I Koranen er intellektet nævnt mere end 50 gange, og Gud giver menneskets intellekt den højeste værdi. Allah (swt) siger: “De er døve, stumme og blinde fordi de ikke bruger forstanden!” (2:171).

Allah (swt) beskriver, meget livligt, en voldsom og forfærdelig situation på Dommedagen hvor konsekvensen af ikke at bruge intellektet er straf i Helvede.

Allah (swt) siger: “Og til dem, som ikke har iman på deres Herre, er der Helvedes straf! Og det er et slemt rejsemål. Når de bliver kastet deri, vil de høre dets rasens, mens det koger op. Det brister næsten af raseri. Hver gang en gruppe kastes deri, spørger dets vogtere dem: Kom der ikke en advarer til jer? De vil sige: Jo, sandelig kom der en advarer til os, men vi forkastede og sagde: Allah har ikke åbenbaret noget som helst. I er kun i stor vildfarelse! Og de vil sige: Havde vi dog blot hørt efter eller brugt vores intellekt, så ville vi ikke have været blandt den flammende ilds beboere!” (67:7-10).

Dette er beviset Allah (swt) vil bruge imod benægterne på Dommedagen. De hørte ikke efter hvad sendebudene sagde, og de brugte ikke deres intellekt.

Den vigtigste ting for mennesket i livet er tænkning, og måden hvorpå vi lever er afhængig af korrekt tænkning, heraf skal vi ligge stor vægt på at sikre at tænkningen er korrekt i alt hvad vi foretager os.

Shaikh Taqiuddin an-Nabhani (rha) skriver i sin bog At-Tafkir (Tænkningen):

Når det kommer til studiet af, hvad der er korrekt at tænke på, og hvad der ikke er korrekt at tænke på (selvom dette er selvindlysende), så er dette et stort problem, og mange mennesker - herunder mange tænkere - har begået fejl. At det er selvindlysende, skyldes at den absolutte definition på forstanden intuitivt antager, at tænkning kun virker indenfor realiteten, eller indenfor det der har en realitet. Det er forkert at tænkning finder sted indenfor andet end den sanselige realitet. Dette skyldes at tænkningsmetoden er overlevering af realiteten, via sanserne, til hjernen. Hvis der ikke er nogen sanselig realitet, så kan tænkning ikke finde sted.

Når sansning af realiteten ikke kan finde sted, så kan tænkning heller ikke finde sted, og det annullerer muligheden for tænkning. Studiet af dette emne udgør det store problem fordi mange tænkere diskuterede andre ting end realiteten. Græsk filosofi er ikke andet end studiet af det der ikke har en realitet, og det forholder sig på samme vis når det kommer til de muslimske lærde og deres studie af Allahs attributter, samt forholdene omkring Paradis, Helvede, Englene og studiet af de usanselige ting (som Jinn).

Tænkning i andet end realiteten, eller i det der ikke kan sanses, dominerer generelt folk når det kommer til de tanker de bærer på. Og det dominerer deres tænkning indenfor mange områder. Det kan således siges at græsk filosofi ikke er tanker, og at den rationelle bedømmelse ikke fandt sted. Det er forkert at betragte græsk filosofi som værende resultatet af tænkning, der fandt ingen tænkning sted, og den rationelle metode fandt heller ikke sted. Det er kun fantasi og formodning!

Når det kommer til Allahs attributter, og når det kommer til etablering af rationelle beviser om Allahs attributter, så er alt dette heller ikke tænkning. Der har ikke fundet nogen rationel proces sted, mennesket kan ikke sanse dem. Således er mange såkaldte “tanker”, uanset om de er nedskrevet i bøger eller om de bliver diskuteret verbalt, ikke at betragte som værende produktet af forstanden, ej heller fandt der nogen tænkning sted, derfor er det ikke tanker.

Realiteten behøver ikke at være direkte sanselig for den der tænker. Skibet RMS Titanic er et sanseligt skib, men det er ikke et direkte sanseligt skib for dig og mig. Men det betyder ikke at vi ikke kan foretage rationel bedømmelse og tænkning, når det kommer til RMS Titanic. Årsagen er at realiteten ikke behøver at være direkte sanselig for den der tænker, blot det at realiteten er en sanselig realitet i sin natur, og dette er til gengæld altafgørende.

Andre mennesker har sanset RMS Titanic, og de har viderebragt sanselige oplysninger om skibet til os. På den måde kan vi tænke og bedømme på skibet. F.eks. kan vi konkludere at RMS Titanic ikke var synkefri, fordi det sank. Og vi kan konkludere at alle de tekniske sikkerhedsforanstaltninger, som skibet var udrustet med, og som gav anledning til at folk mente at skibet ikke kunne synke, ikke udgjorde nogen virkelig sikkerhed. Denne konklusion er tænkning, og den er ikke fantasi.

Shaikh Taqiuddin an-Nabhani (rha) skriver videre:

Der findes sådanne ting der har en realitet, men realiteten kan ikke sanses af mennesket, men effekten heraf kan sanses, og den kan overføres til hjernen via sanserne. Denne type af realitet kan underlægges tænkning, men tænkningen er begrænset til at beskæftige sig med dets eksistens, og ikke om dets essens.

Denne adskillelse er utrolig vigtig!

Vi kan ikke bedømme, tænke eller konkludere noget når det kommer til essensen af noget usanseligt, men vi kan bedømme og konkludere at noget eksisterer, hvis dets eksistens efterlader en sanselig effekt.

Vi kan ikke sanse Allah (swt), og vi kan ikke beskæftige os med Hans (swt) essens, men vi kan bekræfte Allahs eksistens fordi effekten og resultatet af Allahs eksistens er direkte sanselig. Vi kan sanse det begrænsede univers og alt dets indhold, og vi kan heraf - via rationel tænkning - komme frem til at der eksisterer en Fuldkommen og Almægtig Skaber, der har skabt alt det begrænsede.

Når det kommer til andre uanselige ting, som Engle, Jinn, Paradis og Helvede, så kan vi heller ikke beskæftige os med deres essens, og vi kan heller ikke beskæftige os med deres eksistens ud fra sansning, men vi kan alligevel bekræfte deres eksistens fordi Koranen kan sanses, og dens kilde og indhold er absolut bekræftet via sansning. Sansningen af Koranen som kilde til oplysningerne er absolut på grund af Koranens mirakel. Miraklet bekræfter at Koranen kommer fra Skaberen af universet, Allah (swt).

Fordi Koranen fortæller os om eksistensen af Engle, Jinn, Paradis og Helvede, så kan vi bekræfte deres eksistens med absoluthed og sikker viden, men vi kan ikke tænke over deres essens, dvs. deres udseende, deres evner, deres begrænsninger, deres påvirkning, deres forhold, osv.

Vi kan kun bekræfte de oplysninger og detaljer som Allah (swt) giver os, men kan ikke foretage en bedømmelse på disse oplysninger.

Når Allah (swt) derfor siger: “Priset være Allah der skabte himlene og Jorden, som skabte Englene, budbringere med vinger, to, tre eller fire.” (35:1). Så kan vi bekræfte via absolut bedømmelse at Englene eksisterer, og vi kan bekræfte via absolut bedømmelse at de har vinger, fordi Allah (swt) fortæller os det, men vi kan ikke på nogen måde beskæftige os med naturen af Englene eller med naturen af deres vinger, hvad de består af, hvordan de ser ud, osv.

Hvis vi, som nogle lærde har gjort det og stadig gør det, begynder at overveje hvordan deres vinger ser ud, hvad forskellen er på at have to, tre eller fire vinger betyder, eller hvis vi begynder at sammenligne dem med vinger fra fugle, eller hvis vi konkluderer at antallet af vinger har relation til englenes status eller magt, sådan at den engel der har fire vinger er stærkere og større end den engel der har to vinger, så er dette ikke tænkning! Det er udelukkende fantasi, formodning og forestilling, og det har intet med tænkning at gøre! Vi kan ikke sanse Englene, og vi kan ikke sanse deres vinger, og vi ved ikke hvad naturen af disse ting er, eller hvad formålet med disse ting er. Det eneste vi kan er, at bekræfte oplysningerne som Allah (swt) giver os, altså at Englene eksisterer, og at de har forskellige vinger - intet andet!

Shaikh Taqiuddin an-Nabhani (rha) skriver følgende:

Når det kommer til de ting, der ikke kan sanses, bedre kendt som mughayyabat (ubestemt artikel af al-ghaib), så skal det undersøges. Hvis oplysningerne om det der videregives eller rapporteres, kommer fra en troværdig kilde der er absolut (som Koranen), og hvis eksistensen er blevet etableret via absolutte beviser, så betragtes det som tænkning og hjernens beskæftigelse hermed (eksistensen) er en rationel proces.

Hvis kilden og troværdigheden er bekræftet på en absolut måde, og hvis indholdet er entydigt i indhold og betydning, så skal det bekræftes på en absolut måde, og det vil være forkert at have tvivl om det. Hvis det ikke kan bekræftes på en absolut måde, men kun på en tvivlsom måde, så er det tilladt at tro på det på en tvivlsom måde. Begge ting vil betragtes som tænkning eftersom hjernens beskæftigelse hermed er tænkning.

Det er vigtigt at forstå at Shaikh Taqiuddin ikke taler om essensen af ting, men udelukkende taler om eksistensen.

Shaikh Taqiuddin an-Nabhani (rha) skriver videre:

Derfor er det der er berettet hvad angår mughayyabat (det skjulte) af muslimerne (fra Profeten), uanset om det er ahad hadith (enmandsberetninger), eller om det er berettet via den Mægtige Koran, så betragtes det som tænkning og hjernens beskæftigelse hermed er en rationel tænkningsmetode. Hvad angår det der er berettet og hvis eksistens ikke er absolut, og hvis sandfærdighed heller ikke kan bekræftes, så bliver det ikke betragtet som tænkning, og hjernens beskæftigelse med det er ikke en rationel tænkningsmetode, derimod er det ikke andet end fantasi, formodning og ren og skær idioti.

Således kan vi ikke betragte mughayyabat (det skjulte) som værende tænkning, eller hjernens beskæftigelse hermed som værende en rationel tænkningsmetode medmindre det oprinder fra en kilde hvis eksistens er absolut, og hvis troværdighed er bekræftet på en korrekt måde. Dette er det eneste tilfælde hvor mughayyabat (det skjulte) bliver betragtet som tænkning, og hvor hjernens beskæftigelse med det er en rationel tænkningsmetode. Bortset fra dette tilfælde, så bliver mughayyabat (det skjulte) ikke betragtet som tænkning, og hjernens beskæftigelse hermed er ikke at betragte som en rationel tænkningsmetode, for de har ikke noget at gøre med de sanselige ting.

Tænkning indenfor mughayyabat (det skjulte) er således begrænset til bekræftelse af dets eksistens, når kilden og troværdigheden er bekræftet på en absolut måde, og det er ikke muligt for forstanden at bevæge sig ud over bekræftelse af de oplysninger som Allah (swt) giver os.

Sandheden og falskheden er absolut, ikke relativ!

Formålet med den islamiske måde at tænke på er at finde frem til sandheden. Dette nødvendiggør at man tror på at både sandhed og falskhed eksisterer som absolutte fakta, og ikke relative oplysninger.

Det mest karakteristiske ved dette liv er at det består af fakta og ikke illusioner. Ethvert objektivt og seriøst studie, og enhver tanke indenfor emnet, må anerkende det ubestridelige faktum at absolutte realiteter eksisterer. Uden denne konklusion bliver enhver tanke og ethvert studie til fantasi, forestilling og spekulation der ikke kan frembringe noget brugbart.

Med dette for øje skal vi sikre at ethvert studie er til for at nå frem til sandheden, og ikke til for fornøjelse eller underholdning. Et studie til for fornøjelse eller underholdning kan ikke bære frugt, og det vil ikke producere andet end overfladiske tanker eller abstrakte filosofier på lige fod med græsk filosofi.

At nå frem til sandheden må være det absolutte mål med ethvert studie, og når sandheden er opnået og bevist uden tvivl, så må og skal vi underkaste os denne sandhed, og adoptere den som en fast del af vores tænkning og overbevisning. Vi kan ikke tage hensyn til meninger, holdninger, traditioner, eller hvad der er populært eller accepteret af masserne, eller medierne, eller hos politikerne. Sandheden skal ene og alene adopteres på dens værdi og fortjeneste i sig selv.

Den person der kommer frem til sandheden, men som ikke adopterer den, har bevidst, og uden undskyldning, klassificeret sig selv som en klar hykler og ignorant.

Eksistensen af den absolutte sandhed er let at komme frem til ved at undersøge måden hvorpå mennesket udvikler sin tænkning. Mennesket begynder allerede fra barn af at sanse omgivelserne, og billederne af disse realiteter bliver lagret i hjernens hukommelse. Mennesket sanser meget tidligt eksistensen af disse realiteter, men er ude af stand til at beskrive, forklare eller definere dem. Ved gentaget sansning bliver eksistensen af disse ting absolut bekræftede, og enhver følelse af at disse ting skulle være illusioner forsvinder helt og holdent. Solen, månen, bjergene, græsset, sandet og alt det andet forbliver med at være solen, månen, bjergene, græsset, sandet og alt det andet, og det ændrer sig ikke på noget tidspunkt.

Hvis disse realiteter skulle være illusioner frembragt af fantasien, så ville individet der har fuld kontrol over sin fantasi være i stand til at ændre deres udsende, form, struktur, farve osv. Men fakta er at disse realiteter eksisterer uafhængigt af menneskers fantasi og forestilling. Det betyder at eksistensen af disse realiteter ikke er afhængig af fantasi og forestilling, og dermed heller ikke er relative emner. Produkter der er produceret af fantasien er derimod relative produkter.

I takt med at et menneske udvikler sig igennem barndommen, så udvikler mennesket også evnen til at forbinde instinkter og behov til disse objekter. I begyndelsen er denne forbindelse ren instinktiv og følelsesmæssig, og en sådan forbindelse eksisterer selv hos dyrene. For eksempel forbinder et lille barn brystmælk med duften og stemmen af sin moder. Denne forbindelse er ikke en forestilling, men en virkelig forbindelse der er resultatet af vekselvirkningen imellem instinkter og behov med objekter og realiteten omkring. Mad og drikke tilfredsstiller behovet for at spise og slukke tørsten, og denne tilfredsstillelse finder sted i ethvert menneske og hos ethvert dyr uden undtagelse.

Med tiden modner barnet sig og begynder at forstå realiteten omkring sig. Barnet begynder at klassificere ting med termer. I begyndelsen finder denne klassifikation sted i form af ren imitation, og i starten er det kun de ting der er nærmest der bliver klassificeret. Derefter begynder barnet at klassificere forholdene imellem ting via deres former, farver og størrelser osv. Derudover begynder barnet at forstå detaljerne på forskellige handlinger, så som at spise, at drikke, at gå og at sove.

Det er værd at notere at disse realiteter bliver sanset uafhængigt af deres betegnelser. Et bjerg eksistere uafhængigt af hvad det bliver kaldt. Ligeledes eksisterer ild som noget der brænder, og ethvert menneske opfatter dette uden undtagelse.

Sideløbende med alt dette udvikler barnet evnen til at skelne imellem forskellige lyde, hvilket er den første sprogfærdighed mennesket udvikler. Og alle disse lyde registreres og gemmes som informationer der yderligere vil forstærke mange års uændrede og gentagne observation, og som senere færdigudvikles til evnen til at tale.

Barnet begynder at kommunikere med simple lyde, og med tiden udvikles evnen til at udnytte sproget til at formulere sine tanker og meninger. I begyndelsen finder denne kommunikation udelukkende sted igennem bevægelser og følelsesmæssige lyde som f.eks. gråd, grin eller smil osv.

Når barnet endeligt begynder at tale begynder han eller hun at spørge sine omgivelser om de sansede realiteter samt forholdene imellem disse. Denne afhøring, hvis vi kan kalde den det, finder sted naturligt, og det er som regel forældrene der hjælper med svarene på de mange spørgsmål. Svarene på spørgsmålene vil tjene som informationer der senere vil blive brugt som grundlag for barnets tænkning. Ud over de mange spørgsmål begynder barnet nu også at foretage sine egne bedømmelser. Denne tænkningsproces vil i starten være fejlbehæftet, men som mængden af korrekte informationer indsamles med tiden, og med forbedring og udvikling af sanserne, bliver tænkningen mere sofistikeret og præcis.

Fra tidspunktet hvor mennesket kan rationalisere og forstå sine omgivelser, opstår der en skarp forskel på eksistensen af nogle realiteter og deres forklaring. Eksistensen af disse realiteter er direkte sanselig, og deres eksistens er absolut, men informationerne der forklarer disse realiteter kan være forskellige. Mennesket begynder at sammenbinde informationerne til realiteterne. Hvis informationerne stemmer overens med realiteten, vil disse informationer blive stærke og koncentrerede, og de vil udvikle sig til overbevisninger, overbevisninger der vil blive brugt som referencer til at måle andre ideer og tanker med.

F.eks. vil forældre fortælle barnet at det at lege med elektriske ledninger er meget farligt, og at det kan resultere i skade eller død. De vil måske også fortælle barnet at det at skrige højt om natten i gråd vil tiltrække spøgelser, der vil kidnappe børn. I starten vil barnet stole på begge disse oplysninger pga. båndet af tillid og den følelsesmæssige forbindelse til forældrene. Men mennesket er af natur nysgerrigt, og denne nysgerrighed leder mennesket til at gå på opdagelse. Med tiden realiserer personen rigtigheden af den første udtalelse, og den åbenlyse fejl i den anden udtalelse, ved at sammenligne begge udtalelser med den realitet som han eller hun sanser, og til de mange forskellige oplevelser og eksperimenter. Personen vil bekræfte sandheden af den første oplysning enten igennem at erfare dette selv ved at få stød, eller igennem nyheder om andre der er kommet til skade, eller som er døde. Når han eller hun begynder at overveje den anden information og sammenligner den med realiteten, vil konklusionen være at det er falskt fordi mange børn, inkl. barnet selv, græder om natten uden at nogen er blevet kidnappet af spøgelser. Resultatet er at personen vil betragte den første oplysning som værende en korrekt overbevisning, en overbevisning der ikke kan ændres medmindre nye og yderligere beviser fremskaffes, mens den anden oplysning bliver forkastet som værerende falsk.

Derfor er sandheden det der stemmer overens med realiteten, og eftersom realiteten er den samme for alle mennesker, så udgør dette absoluthed og ikke noget der er relativt.

Emnet om hvorvidt Gud eksisterer er ikke et relativt emne fordi enten eksisterer Gud, eller også eksistere Han ikke. Man kan ikke påstå at Gud eksisterer og ikke-eksisterer på samme tid fordi nogle mennesker benægter Hans eksistens mens andre bekræfter den. Eksistensen af en realitet er noget mennesker sanser, og det er ikke noget der bygges i folks fantasi.

Påstanden om at realiteten som mennesker sanser ikke er andet end illusion er falsk, og denne påstand har intet grundlag, og de mennesker der påstår dette modsiger deres egen påstand alene ved deres blotte tilstedeværelse. Hvis et menneske virkelig er i tvivl om hvorvidt realiteten omkring ham er illusion, inklusiv den mad han spiser, og de ting han bruger i dagligdagen til at udføre meget specifikke handlinger, og de ord han og andre udtaler, så er han ude af stand til at leve.

Eksistensen af realiteten er noget alle mennesker sanser og forholder sig til direkte, og vi har ikke noget valg i dette. Vi kan ikke benægte eksistensen af ild ej heller af ildens evne til at brænde. Hvis en person benægter dette og kalder det illusion, lad ham da stikke sin hånd ind i ilden og lade den blive der, og lad ham efterfølgende fastholde sin mening om at ilden er en illusion produceret af sindet.

Realiteten eksisterer i livet, og det sanser vi alle, ikke fordi vi vil have at den skal eksistere, eller fordi vi har forestillet os, at den eksisterer. Og som mennesker kommer vi frem til denne konklusion fra det øjeblik vi begynder at sanse realiteten omkring os.

At sige at der eksisterer en kraft vi kalder tyngdekraft, og som tiltrækker ting mod jorden er en korrekt og absolut sandhed fordi realiteten har bevist dens eksistens milliarder af gange uden undtagelse, og enhver har observeret dette fænomen direkte uden afbrydelse.

Eksistensen af sandheden er altså et spørgsmål om en absoluthed som ethvert menneske opfatter, og denne opfattelse er dybt forankret.

Når et mennesker opfatter sandheden, så må han eller hun forholde sig til den fordi tænkning er den mest noble egenskab mennesket er i besiddelse af. Det er igennem denne egenskab vi opfatter vores omgivelser, og som vi bygger de koncepter på der former vores personlighed og syn på livet, og intet er vigtigere end dette for os mennesker. Det er igennem denne egenskab vi planlægger for fremtiden. Som mennesker kan vi undgå mange farer og undgå mange forhindringer, uanset om de er fysiske eller intellektuelle, ved at bruge denne egenskab.

Samtidig gør denne egenskab os også juridisk ansvarlige for vore handlinger og deres konsekvenser. Uden denne egenskab bliver en person betragtet som værende sindssyg, og han eller hun kan ikke holdes direkte ansvarlig for sine handlinger.

Den naturlige udvikling for ethvert mennesker er at leve livet i overensstemmelse med de overbevisninger som han eller hun kommer frem til via tænkningsprocessen.

De elendigste mennesker er dem der identificerer sandheden, og som derefter vender sig væk fra den. Enhver der vælger denne handling og attitude modsiger den mest noble gave han eller hun har modtaget, og personen begynder at træne sig selv i løgn og hykleri, og arrogance, stædighed og argumentation baseret på falskhed og løgn bliver en del af personens karaktertræk, noget som vi f.eks. kan meget hurtigt kan genkende i de fleste danske politikere. Når et menneske vælger denne adfærd bliver personen lavere end et dyr da et dyr ikke kan tænke, men blot følger sine instinktive og fysiske behov. Men mennesket har ikke nogen undskyldning.

Mens tænkning er den mest ærværdige egenskab som mennesket er i besiddelse af, så er selve tænkningsprocessen både tidskrævende og energikrævende. Et menneske skal derfor ikke spilde tiden engageret i tænkning for underholdningens skyld, sådan som de græske filosoffer gjorde det, ej heller med det formål at spille smart overfor andre.

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Jeg garanterer et hus i Paradis til den person der afholder sig fra mirah, selv når han er korrekt.” Ordet “mirah” henviser til den sofistikerede eller formålsløse debat, eller en debat der udelukkende bygger på stædighed og arrogance, og som ikke har til formål at finde frem til sandheden for derefter at underkaste sig den.

Det er derfor forpligtende for enhver muslim at underkaste sig sandheden, og at gøre målet for enhver diskussion at finde frem til sandheden, samtidig med at man udrydder enhver loyalitet til andet end sandheden!

Sandheden skal udgøre målestokken der bruges til at afgøre ting med. Muslimen må aldrig referere til noget som helst, uanset om det er en person, en følelse, en gavn og nytte, en organisation, en gruppe, en regent, eller noget andet som en reference for bedømmelse af sandheden. Den der gør dette har forrådt sig selv, og har solgt sin personlighed og uafhængighed for en meget ringe pris. Det er forventet at muslimen vedholdende refererer til sandheden, og han eller hun må aldrig insistere på falskhed uanset retfærdiggørelsen for at gøre noget sådan.

Forskellige typer af beviser

Mennesket støder på mange forskellige problemstillinger i det daglige liv. Det være sig politiske, økonomiske, sociale, intellektuelle eller kulturelle problemer. For at leve er mennesket tvunget til at udvikle eller adoptere forskellige meninger og holdninger til hvordan disse problemer løses. Disse meninger og holdninger vil derefter tjene som det fundament hvorpå forskellige handlinger bygger, handlinger der skal løse problemerne.

De mest korrekte holdninger eller tanker vil føre til de mest effektive løsninger. Hvor korrekt en holdning eller en tanke er afhænger ene og alene af styrken af dens bevis.

Det er derfor afgørende for mennesket at man ikke tager imod holdninger eller meninger uden at disse bygger på klare og tydelige beviser.

Andre menneskers meninger og holdninger er ubrugelige såfremt de ikke bygger på klare og tydelige beviser, og det er ikke alene uproduktivt, men også farligt at tage imod sådanne meninger og holdninger.

Noget af det vigtigste for et samfunds succes er de holdninger og meninger som folket bærer på. Magthaverne kan ikke handle i direkte kontrast til befolkningens ønsker, hvilket gør at magthaverne i mange lande, inklusiv Danmark, gør utroligt meget for at påvirke befolkningens holdninger igennem manipulation.

Denne manipulation er udelukkende mulig når individet i samfundet ikke sikrer, at de holdninger og meninger han eller hun udsættes for, bygger på klare, tydelige og korrekte beviser.

Selve processen der fører til at man adopterer en mening eller en tanke, må ikke foretages ud af gavn og nytte, ej heller ud af fascination af selve meningen eller tanken eller af personen der har udformet den. Intet menneske skal adoptere en mening eller en tanke baseret på personlig gavn, følelser eller imitation af andre.

Ultimativt er beviset det eneste der skal bestemme hvorvidt en holdning eller sand eller falsk!

Grunden til at beviset er det eneste grundlag hvorpå adopteringen af tanker, handlinger, meninger eller holdninger må finde sted, skyldes dels at det er den eneste korrekte måde at komme frem til sandheden på. Derudover bliver vi som muslimer stillet til regnskab for enhver handling vi har foretaget af Allah (swt) på Dommedagen. Dette regnskab vil foregå på det individuelle og personlige plan, hvor hvert eneste individ skal stå til ansvar for sig selv, alene. Forældrene, familien, vennerne, imamen i moskeen, shaikh’en, regeringen, eller noget som helst andet vil ikke kunne gavne det mindste på Dommedagen, hvor vi skal møde Allah (swt) helt alene. Allah (swt) vil spørge hvert eneste individ om personens forholdelse til den åbenbaring Han (swt) sendte.

Det er derfor at viden om sharia’s regler og love samt deres beviser er af afgørende vigtighed for enhver muslim!

En muslim skal derfor ikke adoptere eller beskytte en holdning, tanke eller regel uden at være overbevist om beviserne medmindre dette er gjort ud af streng nødvendig taqlid fordi man ikke er i stand til at bedømme beviserne eller selve holdningen.

Taqlid er en situation hvor man adopterer en shariaholdning, ikke baseret på holdningens bevis, men ud af tillid til personen der har formet holdningen, og hvor denne tillid i sig selv bygger på beviser og ikke blot popularitet eller andet. Dvs. der foreligger klare beviser på at personen som man adopterer holdningen fra ikke alene er troværdig, from og retfærdig, men også besidder den nødvendige kompetence til at nå frem til et korrekt resultat. Og taqlid benyttes kun i situationer hvor man ikke er i stand til at bedømme, enten fordi man selv mangler viden eller ikke selv har kundskaberne eller ikke selv kan overskue emnet, og det benyttes kun i sharia, ikke i aqidah.

Alt dette er vigtigt fordi når vi som mennesker adopterer holdninger og meninger så bliver disse en del af vores mentalitet, den mentalitet hvorpå vi bygger andre tanker og holdninger. Og de ting som vi ikke er overbeviste om kan ikke udgøre et fundament for tænkning. Overfladisk tænkning vil altid være udfaldet når man adopterer holdninger og meninger uden overbevisning.

Beviser

Beviser kan opdeles i to primære grupper. Det intellektuelle eller rationelle bevis som findes via tænkningsprocessen, og det tekstbaserede bevis der bygger på åbenbaring.

Det intellektuelle bevis

Forstanden er kilden til det intellektuelle bevis. Det intellektuelle bevis bygger på realiteten, og det er forstanden der beviser dets korrekthed.

Intellektuelle beviser kan opdeles i to grupper.

Intellektuelle beviser som grundlag for fundamentale tanker

Fundamentale tanker eller livssyn udgør det fundament som mennesket bygger alle andre tanker på. De fundamentale tanker udgør den reference som mennesket opbygger sine meninger og holdninger på, og de giver svaret på alle de essentielle spørgsmål som ethvert menneske har behov for at få besvaret.

Beviserne for de fundamentale tanker er rationelle, og skal derfor passe overens med realiteten.

F.eks. overbevisningen om at Gud er Ubegrænset og Evig er en fundamental tanke som bliver etableret igennem forskellige realiteter i mennesket, livet og universet. De egenskaber som disse ting besidder fører til den rationelle konklusion at de alle er skabte og ikke evige. Ligeledes er overbevisningen om Koranens gyldighed frembragt på samme vis. Da Koranen er en arabisk tekst så må den have en kilde. Når man undersøger Koranens realitet og tænker over dens mulige kilder, så kommer man frem til den rationelle overbevisning at Koranen må være Guds ord, og at Profeten Muhammad (saaws) bliver realiseret igennem denne selvsamme konklusion.

Koranen taler både til menneskets følelser og intellekt, og den leder mennesket til at tænke over verden omkring sig, og til at komme frem til en absolut overbevisning. Igennem denne sammenblanding af følelser og intellekt henvender den islamiske livsanskuelse sig til begge disse aspekter af mennesket. Således overbeviser Islam både menneskets intellekt samtidig med at den tilfredsstiller menneskets natur. Kernen i det islamiske livssyn, der består af overbevisningen om Guds Enhed, at Koranens er Guds ord, og at Muhammad er det sidste Sendebud fra Gud til menneskeheden, bliver etableret på dette grundlag.

Når dette fundament er opbygget bliver andre forgreninger af emner bygget på det. Det gælder emner som de tidligere profeter som Moses (asws) og Jesus (asws), deres åbenbarede skrifter, Genopstandelsen, Regnskabet og Dommedagen, Paradis og Helvede, og Allahs (swt) attributter. Disse forgreninger af overbevisninger kan først etableres når kernen i livsanskuelsen er opbygget. Dette skyldes at deres beviser er selve kernen i sig selv. Og denne kerne kan ikke etableres før eksistensen af åbenbaring er bevist, kilden til åbenbaring er bevist, og menneskets behov for åbenbaring er bevist. Derudover kan disse forgreninger ikke i sig selv diskuteres fordi de går ud over sanserne, hvorfor hjernen ikke kan arbejde med dem, da sanserne udgør en del af den rationelle tænkningsproces.

Den rationelle tænkningsproces udgør også det fundament som andre grundlæggende tanker om livet bygger på. Dette gælder emner som f.eks. politik, økonomi, og andre lignende områder. Disse emner udgør det fundament som vi bygger vores samfundssyn og relation til andre mennesker, naturen, osv. på.

Det at opbygge en politisk mentalitet kræver f.eks. at man har nogle grundlæggende holdninger til de indflydelsesrige nationer i verden samt til deres politik, interesser og forhold til andre nationer. Disse holdninger må bygge på en forståelse af realiteten som den er, og ikke igennem en forestilling af hvordan nogen synes realiteten bør være.

Intellektuelle beviser som grundlag for detaljerede eller specifikke tanker

Ethvert menneske betragter et specifikt emne ud fra en bestemt vinkel. Denne vinkel udgør personens livssyn og mest grundlæggende overbevisning.

Det er ikke muligt for et menneske at opfatte detaljerede emner og tanker i isolation fra dette fundament da detaljerede tanker netop bygger på grundlæggende tanker, og de eksisterer ikke i et vakuum.

Hvis vi tager et emne som arv, så vil ethvert individ diskutere emnet ud fra sit eget grundlæggende livssyn, og dette vil resultere i forskellige løsninger.

Kommunister vil ikke acceptere retten til arv fordi i henhold til deres livssyn så eksisterer den personlige ejendomsret ikke. På den anden side vil kapitalister fuldt ud acceptere retten til arv, og de vil give ejeren fuld ret til at bestemme hvem der skal arve, uanset hvem personen ønsker at lade arve fra sig på eventuel bekostning af andre. Dette skyldes at i henhold til det kapitalistiske livssyn så eksisterer der personlig frihed og personlig ejendomsret. Muslimen derimod vil ikke tage stilling til dette emne ud fra sin egen mening og holdning fordi emnet i sin natur er et juridisk emne og ikke et rationelt emne. Muslimen henviser derfor til sharia der fortæller, at ejendommen oprindeligt tilhører Allah, Skaberen af alting, og at det er Allah der har lånt denne ejendom til personen på begrænset tid, så han eller hun kan benytte den indtil døden. Når døden indtræffer ophører ejerskabet med at eksistere, og ejendommen skal distribueres i faste rater til specifikke kategorier af mennesker der er defineret i sharia. Mennesket kan ikke ændre på dette forhold, og kan heller ikke definere arven inden sin død.

Forskellen imellem disse metoder er resultatet af de forskellige livssyn der bruges som reference og målestok af mennesket, og disse målestokke er defineret af en unik og fundamental tanke. Det er ikke muligt for et menneske at diskutere emnet om arv, eller et hvilket som helst andet emne, i isolation og afkoblet fra dette grundlæggende livssyn.

Alle de uenigheder der eksisterer i verden i dag, og som har relation til hvordan vi opfatter et bestemt problem, bygger på de forskelligheder der eksisterer i de fundamentale tanker vi hver især adopterer.

Kommunister betragter de ændringer der eksisterer i samfundet som resultatet af evolution der igen er resultatet af sammenstød imellem klasserne i samfundet. I henhold til kommunisterne har mennesket ingen direkte kontrol over denne udvikling, men kan fremskynde den ved at intensivere klassekampen igennem at mobilisere den lavere klasse til oprør imod eliten.

Kapitalisterne betragter ændring i samfundet som resultatet af at man promoverer nye ideer igennem medierne og undervisningssystemet indtil samfundet imødekommer disse ideer. På samme tid vil systemet overlade det til individet at bestemme hvor han eller hun står i forhold til ideerne.

I Islam sker ændring i samfundet igennem et grundigt studie og en grundig analyse af ideens gyldighed og værdi. Hvis ideen er forkert bliver den forkastet, men hvis det bevises at ideen er korrekt, så vil den islamiske stat, og de forskellige partier der eksisterer i den muslimske nation, arbejde for at opbygge massernes tænkning i henhold til denne nye ide igennem uddannelse og vekselvirkning.

Det tekstbaserede bevis

Den anden type af bevis er det tekstbaserede bevis. Det tekstbaserede bevis udledes udelukkende fra åbenbaring fra Gud, og ikke fra nogen anden tekst.

På samme måde som med det intellektuelle bevis kan det tekstbaserede bevis opdeles i to typer.

Beviser relateret til livsanskuelsen

Livsanskuelsen definerer vi som de grundlæggende tanker der giver et omfattende svar på formålet med mennesket, livet og universet og de forhold der eksisterer før og efter disse, samt forholdet imellem disse.

Kernen i livsanskuelsen, der håndterer Allahs Eksistens, Koranen som Allahs tale, og Muhammad som Profet (saaws) er baseret på intellektuelle beviser, mens alle andre emner relateret til livsanskuelsen bygger på tekstbaserede beviser der udspringer fra åbenbaring.

Eftersom det tekstbaserede bevis, nemlig Koranen, såvel som dens Kilde, nemlig Allah, er bevist intellektuelt, så er det obligatorisk for en muslim at være overbevist om alt det som teksten giver af information.

At forkaste teksten svarer til at man beskylder Allah (swt) for at give falske eller forkerte oplysninger, hvilket direkte modstrider det absolutte intellektuelle bevis for livsanskuelsen.

På arabisk kaldes beviset der har relation til livsanskuelsen for برهان (burhaan), og det bærer en særskilt vigtighed. Burhaan defineres som det bevis der beviser eksistensen af noget på en absolut måde. Dvs. der er ikke mulighed for tvivl eller fejl.

Når mennesker modstrider Allahs (swt) åbenbaring ved at komme med forskellige argumenter er Allahs (swt) svar: “Sig: Bring بُرْهَانَكُمْ (burhanakum) [jeres bevis] hvis I taler sandt!” (27:64).

Det bevis der bruges til at bevise et emne relateret til livsanskuelsen må være absolut både i dens autenticitet såvel som i dets mening. Dette er vigtigt da livsanskuelsen ikke kan bygge på hverken tvivl eller formodning. Kun Koranen og Hadith Mutawattir opfylder kravet.

Mutawattir hadith er de hadith der er blevet fortalt af så mange forskellige mennesker uafhængigt af hinanden at det er umuligt at indholdet kan være løgn.

Khabr hadith, der er hadith fortalt i mindre antal end mutawattir, opfylder ikke kravet for at kunne bruges som bevis i livsanskuelsen. Dette er på trods af at en ahad hadith har fået sin autenticitet bekræftet.

Her er det vigtigt at forstå at blot fordi en hadith har fået sin autenticitet bekræftet, dvs. man har bekræftet at den udelukkende er berettet af troværdige mennesker, så kan den stadig sagtens indeholde forkerte informationer. En khabr hadith hvis autenticitet er bekræftet kan indeholde fejl som f.eks. misforståelser o.a., og dette findes der utallige eksempler på. Konsekvensen af dette er at khabr hadith ikke kan bruges som beviser til aqidah (livsanskuelsen).

Beviset på at beviset til livsanskuelsen skal være absolut ligger i livsanskuelsens natur. Livsanskuelsen nødvendiggør absoluthed for de fundamentale tanker, der definerer synes på livet, og som tjener som et fundament hvorpå alle andre tanker bygges. Hvis de fundamentale tanker bygger på tvivl eller formodning, så bliver selve menneskets liv fyldt med tvivl og formodning. Derudover fordømmer Koranen ikke-muslimer for at bygge deres livsanskuelser på spekulation, tvivl og formodning.

Allah (swt) siger: “De følger ikke andet end formodning, og de gætter kun!” (6:116).

Og Allah (swt) siger: “Og de siger: ‘Vi har kun vores liv i denne verden. Vi dør, og vi lever, og intet ødelægger os undtagen tiden.’ Og de har ingen viden om det, og de gør intet andet end at formode.” (45:24).

Og Allah (swt) siger: “Og de har ingen viden om det. De følger ikke andet end formodning, men formodningen nytter intet overfor sandheden.” (53:28).

I disse og andre vers angriber Allah (swt) mennesket når mennesket kommer med undskyldninger, der bygger på formodninger og gætteri for at forkaste Hans (swt) åbenbaring.

Selve konceptet om at bygge overbevisninger om livet på formodninger er under kraftig kritik her, og det er rationelt at vi ikke kan bygge vore overbevisninger på formodninger. Teorien om evolution er f.eks. kun en teori, og ikke kun det, det er også en teori der modsiger realiteten, hvis vi undersøger realiteten objektivt. Alligevel behandles den i de fleste af vestens film, bøger, undervisningsmaterialer, o.a. som værende den absolutte sandhed. Men det er helt klart at formodninger, teorier og spekulationer aldrig kan udgøre sandheden, og at de ikke nytter det mindste overfor eller imod sandheden.

Beviset for en livsanskuelse må således nødvendigvis være absolut i autenticitet og i betydning - til den grad at ingen anden forståelse kan udledes fra beviset.

Kun igennem denne proces kan mennesket sikre at den livsanskuelse som han eller hun bygger på, er sand og korrekt.

En af de primære årsager til at der opstod splittelse imellem muslimerne skyldes at nogle accepterede tvivlsomme beviser som et fundament for deres livsanskuelse.

Beviset relateret til sharia

I “Usul ul-Fiqh”, der er den islamiske videnskab der behandler jura, kaldes det bevis som en shariaregel bygger på “amaarah”, og amaarah defineres som: “En indikation der viser at et givent emne højst sandsynlig er indeholdt i dette.”

Modsat burhaan, der skal være absolut i betydning, kan amaarah godt være flertydig i betydning.

F.eks. kan nævnes Koranverset hvor Allah (swt) siger: “… eller لَامَسْتُمُ (lamastumu) kvinderne …” (5:6).

Koranverset i sin fulde længde handler om nogle af de forskellige forhold der kræver wudhu (rituel renselse).

Imam Shafi (rha) brugte dette vers til at udlede, via ijtihad, at det at man berører en kvinde fysisk, bryder wudhu. Imam Shafi udledte denne regel til sharia baseret på den forståelse han havde, og på mængden af den viden han var i besiddelse af, med muligheden for at han havde taget fejl. Imam Abu Hanifa (rha) brugte det samme vers, og sagde at lamastumu betyder seksuel samkvem. I henhold til Abu Hanifas forståelse, og mængden af hans viden, så indikerer dette vers denne regel, altså at det er seksuel samkvem der er tale om og ikke blot berøring, og det var i forhold til Abu Hanifas forståelse med mulighed for at han tog fejl.

Koranverset etablerer ikke noget entydigt, men er flertydig i sin natur, alligevel omhandler det sharia, altså lovgivning.

Man kunne spørge hvorfor Allah (swt) ikke har åbenbaret alle regler relateret til sharia på en entydig måde, sådan som Han (swt) har gjort det dels med aqidah (livsanskuelsen), og dels med mange andre shariaregler, men det er ikke tilfældigt at en del af sharia bygger på flertydige vers.

Shaikh Taqiudin an-Nabhani (rha) skriver bl.a. følgende om ijtihad (As-Shaksiyah Al-Islamiyyah bog 1):

De islamiske tekster kræver at muslimen (den der har kompetencen) udøver ijtihad. Dette skyldes at sharia teksterne ikke blev åbenbaret i en detaljerede form, men derimod blev åbenbaret i en flertydig form der gør dem brugbare overfor enhver begivenhed, der involverer menneskeheden. At forstå dem og udlede Allahs (swt) lov fra dem kræver at man udøver en indsats i at adoptere hukm sharia til enhver situation. Selv de tekster der er uddybende, og som behandler detaljer, er i virkeligheden generelle og flertydige.

Som resultat heraf er det nødvendigt at enhver mujtahid (den person der foretager ijtihad) udfører sin ijtihad i absolut oprigtighed mod Allah (swt), og personen bliver testet og prøvet af Allah (swt). Hvis personen har været oprigtig, har han fortjent belønning, men hvis han har været uoprigtig, er han syndig. Samtidig betragter enhver oprigtig mujtahid sin ijtihad som værende korrekt, dog med mulighed for at den kan være forkert, og betragter andre holdninger fra andre mujtahidin i samme emne som værende forkerte, med mulighed for at de kan være korrekte.

Sålænge en mujtahid gør sit bedste, så er han eller hun uden synd og skyld.

Det berettes fra Amir bin Al-As (raa) at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud sige: “Hvis en dommer udleder en regel, stræbende i at bruge fajtahada (dvs. ijtihad, sin bedømmelse) og han har ret, så vil han få to belønninger, og hvis en dommer udleder en regel, stræbende i at bruge fajtahada og han tager fejl, så vil han få én belønning.” (Muslim 1716).

Eftersom sharia adskiller sig fra aqidah (livsanskuelsen), så kræver sharia ikke et absolut bevis. En mujtahid søger efter beviset til at forstå hvad der med størst sandsynlighed er korrekt indenfor et bestemt emne. Beviset kan så enten være absolut eller det kan være det modsatte. Men der eksisterer mange regler i sharia der bygger på absolutte beviser, hvor der ikke eksisterer nogen mulighed for flertydighed. Dette gælder f.eks. reglen om at den islamiske bøn er en forpligtelse for enhver muslim. Det gælder f.eks. også for mængden af rakah (bukninger) i hver bøn, at det er obligatorisk at faste i Ramadan måned, hvis man opfylder betingelserne, at det er tilladt at handle, at rente, tyveri og røveri er forbudt, at en muslim udelukkende må underkaste sig sharia og intet andet osv. Disse emner efterlader ingen plads til ijtihad fordi deres beviser er absolutte og entydige.

Forpligtelsen angående sharia ligger ikke i at “være på den sikre side” når det kommer til ijtihad, sådan som det fejlagtigt påstås af nogle muslimer. Forpligtelsen ligger derimod i at bestræbe sig på at forstå Allahs lov til en given realitet. Denne forståelse skal oprinde fra styrken af beviserne alene. Så når en mujtahid udøver ijtihad, men rammer forkert i sin bedømmelse, så modtager han alligevel en belønning fra Allah (swt) fordi han har gjort det, der er krævet af ham.

Koranen, mutawattir hadith, og khabr ahad hadith kan alle bruges som kilder til beviser for sharia. Beviset på at selv de ikke-absolute beviser kan bruges som en kilde til sharia findes i det faktum, at Koranen selv henvender sig til muslimerne med vers, der er flertydige. Allah (swt) ville ikke have nævnt regler og love i vers der ikke er absolutte, medmindre de kan bruges som en kilde til lovgivning, og specielt verset nævnt ovenfor der handler om wudhu er et godt eksempel.

Helt grundlæggende set forholder det sig sådan at en muslim ikke må adoptere en tanke, mening, holdning eller regel medmindre der eksisterer et bevis! Og faktisk er det udgangspunktet i Islam at enhver muslim skal være en mujtahid, altså en person der selv er i stand til at udlede sharia på basis af den korrekte fremgangsmåde, men fordi sådan et niveau er udenfor mange menneskers evner, er taqlid (imitation på basis af tillid der igen bygger på beviser) tilladt i emner relateret til sharia (lovgivning), men ikke i emner relateret til aqidah (livsanskuelsen).

Det er dog vigtigt at nævne at tilladelsen til at udøve taqlid ikke må tjene som en undskyldning for uvidenhed. En muslim er forpligtet til selv at studere og udvide sine kundskaber og at forbedre sine evner. Selvom evnen og kompetencen til at udøve ijtihad måske ikke er opnåelig for mange, så er evnen til at undersøge og studere de forskellige mujtahidins holdninger, at forstå hvordan de er kommet frem til disse holdninger, samt det at forstå rigtigheden af beviserne de har brugt, indenfor de fleste muslimers rækkevidde!

Åbenbaringens domæne

En muslim må være overbevist om den Åbenbaring som Allah (swt) sendte til Profeten Muhammad (saaws), og det umiddelbare spørgsmål der opstår her er: Hvad er Åbenbaringen, og hvad er dens domæne?

Åbenbaringen defineres som: Allahs tale til mennesket, hvilket indbefatter både Koranen og Profetens (saaws) Sunnah. Her betyder sunnah ikke det som folk generelt forstår som værende noget man får belønning for at følge, men sunnah betyder her Profetens (saaws) tale, handlinger og tavshed, og tavsheden dækker over når han (saaws) var tavs overfor noget, der blev udført mens han så på det eller hørte om det.

Koranen er åbenbaring fordi det er Allahs (swt) Egen tale både i ord og i mening, mens sunnah er åbenbaring fordi Koranen entydigt fortæller at Profeten (saaws) ikke talte af egen lyst, men at hans (saaws) tale var baseret på åbenbaring. Allah (swt) siger: “Og han taler ikke af lyst, det er ikke andet end en åbenbaring der åbenbares.” (53:4).

Og Allah (swt) siger: “Sig: Jeg advarer jer kun ved åbenbaringen!” (21:45).

Det betyder ikke at alt hvad Profeten Muhammad (saaws) sagde var baseret på åbenbaring, men det betyder at alt det der havde relation til at tjene Allah (swt), udelukkende var baseret på åbenbaring. Beviset på dette er at der eksisterer Koranvers hvor Allah (swt) retter på Profeten (saaws) indenfor andre områder.

Åbenbaringen som Koranen og sunnah udgør kan opdeles i to kategorier. Den første ketegori handler om aqidah (livsanskuelsen), og den indeholder informationer om det usete som f.eks. Paradis og Helvede, og om fortidige eller fremtidige begivenheder. Muslimen er forpligtet til at være overbevist om alle disse ting som værende absolutte.

Den anden kategori indeholder befalinger relateret til handlinger og ting, og disse kan igen opdeles i 5 kendte underkategorier (selvom nogen opdeler dem yderligere, men de inderholder det samme).

I nogle tilfælde bliver handlinger forbundet til en given ting, f.eks. i forbindelse med forbuddet imod alkohol, her bliver forbuddet udvidet fra indtagelse til produktion og handel m.m.

Muslimens standpunkt i henhold til sharialovgivning er at det er en forpligtelse at underkaste sig enhver regel i dens fulde kapacitet.

Åbenbaringens domæne dækker således dels over aqidah (livsanskuelsen), og hvad den indeholder af informationer, og dels over de handlinger der styrer menneskets opførsel.

Åbenbaringen indeholder ikke andre aspekter end disse. Så den indeholder f.eks. ikke aspekter relateret til geografi, astronomi, fysik, historie, medicin eller kemi. Ligeledes diskutere åbenbaringen heller ikke tanker der drejer sig om de fysiske eller materielle aspekter af en specifik realitet, undtagen i forbindelse med at nævne dets forhold til sin Skaber. Sådanne emner skal derimod behandles enten intellektuelt eller videnskabeligt afhængig af emnets natur.

Allah (swt) har gjort det helt klart for muslimerne at sådanne emner handler om at bruge forstanden og ikke om åbenbaring. Dette faktum bliver forklaret i flere forskellige Koranvers.

Allah (swt) siger: “De spørger dig om nymånerne. Sig: ‘De er indikatorer til at fastlægge perioder for mennesket og for pilgrimmen.’” (2:189).

Og Allah (swt) siger: “Sig: Rejs rundt på jorden og se hvordan Han frembragte skabelsen.” (29:20). Dette vers henvender sig f.eks. til når vi betragter blomster og planter osv.

Og Allah (swt) siger: “Allah er den der har underkastet havet til jer, at I må sejle i skibene derpå på Hans befaling, og at I må søge efter Hans gaver, og at I må være taknemmelige. Og Han har underkastet jer alt der er i himlene, og alt der er på jorden. Alt dette er fra Ham.” (45:12-13).

Disse vers og mange andre illustrerer at Allah (swt) skabte alt i universet og på jorden til menneskets forbrug, og at Allah (swt) har pålagt mennesket at undersøge, analysere og udforske disse ting til menneskets gavn.

Selvom Koranen har nævnt sådanne ting som regn, skyer, fosterets udvikling, m.v., så er disse ting nævnt for at illustrere Allahs (swt) Mægtighed, og ikke for at forklare deres funktion osv.

Koranen taler kun om disse ting i relation til Allahs (swt) Mægtighed og Hans (swt) Gavmildhed overfor mennesket for at provokere mennesket til tænkning og overvejelse, og for at mennesket skal komme frem til Allahs (swt) eksistens. Derudover nævnes disse ting også for at mennesket kan forstå, at den der har skabt alt dette, også må være den samme der har skabt mennesket.

Koranen er således ikke en fysikbog, en medicinbog, en matematikbog eller en kemibog. Viden relateret til disse emner hører til under videnskaben, og Allah (swt) har givet mennesket forstanden til at finde ud af disse ting.

Koranen er en bog til retledning, en bog der skelner imellem sandhed og falskhed og retleder mennesket. Allah (swt) siger: “Dette er Bogen! Der findes ingen tvivl i den. En retledning til de der er fromme.” (2:2).

Som en bog med retledning nævner Koranen regler og love til at organisere menneskets liv, såvel som konsekvenserne ved at underkaste sig disse love og regler eller at forkaste dem.

Hvis man forsøger at hentyde til Koranen som en videnskabelig eller teknisk manuel, så ødelægger man Koranens formål, og man leder folks opmærksomhed væk fra det som den virkelig handler om.

I dag eksisterer der muslimer der bruger Koranen til at bevise videnskabelige teorier eller studier, samtidig med at de henviser til deres egne interesser fremfor Koranen, når de skal foretage handlinger.

Hvis Allah (swt) åbenbarede Koranen for at den skulle være en videnskabelig eller teknologisk reference, så ville sahaba (raa) have været videnskabelige og teknologisk avancerede. Koranen blev trods alt åbenbaret til Profeten (saaws) mens de levede sammen med ham (saaws). Deres viden om Islam overgår alle andre mennesker der har fulgt efter dem, til den grad at deres enighed i et emne indenfor sharia betragtes som en kilde til sharia. Men det er meget tydeligt at sahabas generation var lagt mindre fremme i deres teknologiske og videnskabelig viden end de generationer der lever i dag. Derudover findes der ingen beretninger der fortæller at sahaba (raa) brugte Koranen som grundlag for videnskabelige eller teknologiske undersøgelser, fordi de forstod klart og tydeligt at åbenbaringens domæne ikke indbefatter videnskab eller teknologi.

Som nævnt dækker åbenbaringen over aqidah (livsanskuelsen) samtidig med at den dækker over de handlinger som mennesker udfører. Og man kunne forledes til at spørge: Hvordan kan en lovgivning der blev åbenbaret for mere end 1.400 år siden gøre sig gældende i vor tid? Svaret er at Koranen har en unik måde, hvorpå den gør åbenbaringen gældende for ethvert tidspunkt og til ethvert sted. Koranen behandler ikke menneskets handlinger som handlinger udført af specifikke individer på specifikke tidspunkter. Derimod behandler Koranen en bestemt handling ud fra den vinkel af hvorvidt selve handlingen er tilladt eller forbudt. Islam forbyder tyveri, uanset om tyveri bliver udført i det sjette århundrede eller om det bliver udført i det enogtyvende århundrede. Ligeledes tillader Islam handel, uanset det tidspunkt som handel bliver foretaget på. Og Islam indbefatter alle menneskets handlinger. Der findes ikke en handling som mennesket kan foretage undtagen den allerede er under behandling af Islam.

Der er bl.a. derfor Allah (swt) siger: “I dag har Jeg fuldkommengjort jeres livssystem, og jeg har fuldkommengjort Min Nåde mod jer, og Jeg har valgt Islam som jeres livssystem.” (5:3).

Islam har dog ikke bebyrdet mennesket, hvorfor området af tilladte ting er størst. Her er ikke tale om handlinger, men materielle ting som f.eks. en sten, en fisk, en træ, osv. Hertil siger sharia at alle ting (altså materielle ting) er tilladte medmindre en specifik tekst forbyder en specifik ting. Det betyder at alle ting som udgangspunkt er tilladt. Undtagelsen fra de tilladte ting er f.eks. alkohol og kød fra selvdøde dyr osv. Dette koncept giver derfor en fuld tilladelse til at benytte og udnytte alle materialer som f.eks. mineraler, planter og dyr, medmindre en specifik tekst forbyder noget specifikt. Indbefattet i denne generelle tilladelse ligger også de handlinger der klassificeres som “naturlige handlinger”, der dækker over handlinger som f.eks. at se, at høre, at lugte, at gå, osv. Alle disse handlinger er fra naturens side tilladte sålænge de ikke forbindes til en anden handling der er forbudt, som f.eks. at gå til en bar for at drikke alkohol.

Islam har samtidig tilladt mennesket at udnytte alting i universet til industri, medicin, landbrug, kommunikation og alle andre aspekter af civilisation.

Da Islam gjorde det tilladt at forkorte den obligatoriske bøn på en rejse, så specificerede Islam ikke måden hvorpå man rejser. Derfor gælder den samme regel uanset om man rejser på kamelryg, i et tog, med et fly, eller på en anden måde. Tiden det tager at rejse, den hastighed man rejser med, eller andre lignende faktorer er ikke relevante.

Islam lægger ikke begrænsninger på de materielle midler eller værktøjer forbundet til en bestemt handling.

Påstanden om at Islam er bagud, og at den tvinger mennesker tilbage til middelalderen er derfor en absurd og helt forkert påstand. Islam henvender sig ikke til midler og materialer, men til handlinger, og menneskets handlinger er de samme uanset tid og sted.

Midler og materialer ændrer sig, som f.eks. transportmidler og kommunikationsmidler, men handlinger ændre sig ikke. Mennesket spiser, drikker, køber, sælger, gifter sig, bliver skilt, får børn, osv., dette har ikke ændret sig, og det vil aldrig ændre sig.

Islam lovgiver til handlingen om at have seksuel samkvem udenfor et ægteskab. Hvorvidt denne seksuelle samkvem foregår i en hule i middelalderen, på et hotel i København i det enogtyvende århundrede, eller på en fremtidig koloni på mars er irrelevant, handlingen er den samme.

På denne måde er det lovgivningssystem der var i stand til at behandle menneskets handlinger for 1.400 år siden stadig i stand til at behandle menneskets handlinger i det enogtyvende århundrede og i fremtiden. Opdagelsen af nye midler og metoder har ingen påvirkning på denne lovgivning da midler og metoder ikke er selve emnet for lovgivningen.

Via denne unikke metode hvor Islam håndterer handlinger, sikrer Islam at dets lovgivning gør sig gældende for enhver tid og ethvert sted.

Menneskets forstand og dets begrænsninger

Vi har været inde på at tænkning er den proces hvor realiteten transmitteres via sanserne til hjernen, hvorefter hjernen bedømmer på realiteten ved at sammenkoble sansningen med informationer relateret til den. For at forstå menneskets forstand og dets begrænsninger korrekt, er det nødvendigt at vi dykker lidt dybere ned i emnet.

Realiteten

Realiteten defineres som alt det som menneskets sanser kan opfange. Realiteten er det der udgør grundlaget for vores tænkning. Realiteten kan være noget fysisk håndgribelig som f.eks. et atom, en planet, en bil, et hus, eller det kan være en ide eller et koncept der ikke har en fysisk håndgribelighed, men som udgøres af ord eller ligninger osv.

Realiteten kan sanses enten direkte eller indirekte. Uanset så skal realiteten eksistere, og der skal være adgang til den via sanserne.

Alt det der går ud over sanserne, kan aldrig gøres til genstand for tænkning!

Det er derfor vi som muslimer ikke skal beskæftige os med diskussioner om al-ghaib (det usete). Vi skal kun beskæftige os med al-ghaib fra den vinkel at vi bekræfter dets eksistens, kan vi ikke beskæftige os mere med det. Enhver diskussion om al-ghaib er ikke alene ufrugtbar, det er direkte forkert og modstridende til forstanden og dens evner. Faktisk forholder det sig sådan at diskussioner om al-ghaib kan kategoriseres som en slags “sindssyge”. En sindssyg person er en person hvis forstand ikke længere fungerer af den ene eller den anden grund. Når en rask person, der ikke fejler noget i sin forstand, begynder at beskæftige sig med ting som forstanden ikke kan begribe eller arbejde med, så er det det samme som hvis forstanden slet ikke virkede.

Som muslimer er vi overbeviste om englenes eksistens, og vi bekræfter deres eksistens, men vi må ikke bevæge os ud over denne bekræftelse, og vi kan ikke beskæftige os med deres essens, deres udseende, deres køn, eller noget som helst andet. Hvis vi gør det, udgør det ikke tænkning, men udelukkende fantasi, formodning og gætteri.

Selvom realitetens tilstedeværelse er essentiel for at tænkning kan finde sted, så betyder det ikke at tænkning automatisk finder sted når vi sanser realiteten. Vi er nødt til at sikre at vi har indhentet tilstrækkeligt med informationer relateret til realiteten, og dette kan i sig selv nødvendiggør at vi sanser realiteten mange gange fra flere forskellige vinkler. En person kan f.eks. sanse et glas med noget gennemsigtigt væske og derfra konkludere at det er vand. Den flydende væske viser sig dog at være alkohol, men først ved at lugte til væsken kommer personen frem til den rette konklusion. Igen kræver dette at personen er i besiddelse af oplysninger om hvordan alkohol lugter.

Sanserne

Mennesket har fem sanser, synssansen, høresansen, smagssansen, lugtesansen og følesansen. Følesansen indeholder også interne følelser som dem der opstår når vi skal have opfyldt et fysisk behov som sult eller tørst. Ligeledes indeholder følesansen de følelser der opstår når et aspekt af et instinkt provokeres som f.eks. angst, medfølelse og seksuelle følelser.

Mængden af sansning der er påkrævet for at danne et korrekt og fuldstændigt billede af realiteten er forskellige fra realitet til realitet. Nogle gange er en enkelt sansning tilstrækkelig. Det er f.eks. tilstrækkeligt at se ild for at konkludere at ild brænder, men der findes andre realiteter der kræver input fra flere forskellige sanser for, at man kan forstå realiteten ordentlig. Dette kan f.eks. være hvis man skal forstå hvordan en kompliceret maskine fungerer, eller hvis man skal løse et mysterie.

Som mennesker må sansning alene aldrig udgøre grundlaget for vore handlinger. Hvis vi f.eks. sanser at et folk er undertrykt, og som resultat deraf handler ved at donere mad, tøj eller penge til de undertrykte, så vil en sådan reaktion ikke udgøre andet end en reaktiv handling. Det er nødvendigt at vi undersøger andre realiteter forbundet til situationen, og denne undersøgelse kan nødvendiggøre brugen af flere sanser, ud over at selve sansningen måske også skal gentages. Samtidig skal der tænkes dybt over situationen. Måske vil donationer føre til at denne befolkning stagnerer og låses fast i situationen, hvorimod en anden løsning måske løser problemet fra roden, sådan at disse mennesker kommer på fode igen.

Hjernen

Sanserne transmitterer informationer om den sansede realitet til hjernen, og det er i hjernen at informationer relateret til realiteten lagres, og det er ligeledes i hjernen at sammenkoblingen imellem sansningen og informationerne finder sted.

Ud over denne funktion har hjernen også mange andre funktioner, som f.eks. at regulere nervesystemet igennem transmission af signaler via nervebanerne.

Selvom hjernen er stedet hvor informationer lagres, og hvor disse sammenkobles med realiteten, så kan vi ikke sige at hjernen er det tænkende organ. Dette skyldes at tænkning er en proces der bygger på flere forskellige organer ud over hjernen, specifikt f.eks. øjnene, ørerne, næsen, osv. Hjernen modtager information fra disse organer, og reagerer tilsvarende, men hjernen skal håndtere mange forskellige opgaver ud over dette.

I hjernen kan der forekomme det der kaldes en “kæmp eller flygt”-reaktion. Denne reaktion finder sted når vi bedømmer at vi er i fare eller når vi bliver forskrækket. Hjernen reagerer lynhurtigt ved at sende signaler til binyrerne om at frigive stresshormoner, og det er den kemiske proces som disse hormoner forårsager, vi kan mærke når vi føler os angste. Processen er til for at gøre kroppen i stand til at håndtere en fysisk hård og udfordrende situation. I nogle situationer vil en reaktion på denne proces være tilstrækkelig, og opgaven kræver ikke tænkning, vi reagerer blot instinktiv ved f.eks. at hoppe væk, og sætte i løb, osv. Men der findes mange situationer hvor denne proces ikke er tilstrækkelig, og hvor vi er nødt til at undertrykke vores instinktive lyst til at reagere. Her er vi nødt til at tænke over situationen for at finde den korrekte reaktion.

Vi oplever desværre tit at mennesker reagerer følelsesmæssigt på situationer de ikke kan lide, fremfor at tænke og finde ud af, hvad den mest hensigtsmæssige handling er. Når mennesket reagerer følelsesmæssigt, træder mennesket ned på dyrenes niveau. Dyr reagerer udelukkende følelsesmæssigt da de ikke besidder evnen til at tænke.

Menneskets reaktioner kan opdeles i to typer. Den instinktive reaktion, der udelukkende bygger på den kemiske proces hjernen frembringer. Og den intellektuelle reaktion der bygger på, at mennesket henviser situationen til forskellige koncepter og opfattelser, hvilket hjernen kun er en del af.

Den intellektuelle reaktion kan igen opdeles i to typer. Den spontane reaktion, hvilket er den type der kræver en hurtig reaktion, men som på trods af dette stadig kræver tænkning. Den intellektuelle reaktion, hvilket er den type der kræver undersøgelser og analyse før man reagerer.

Den spontane reaktion forekommer som sagt i situationer der trods det at de kræver en lynhurtig reaktion, stadig nødvendiggør en overvejelse før der handles. Et godt eksempel på en sådan reaktion finder vi i en beretning om Ali (raa). Ali (raa) var midt i en kamp med en fjende, og da han lige skulle til at dræbe fjenden med sit sværd, spyttede fjenden Ali (raa) i ansigtet. Ali (raa) reagerede lynhurtigt med at trække sig tilbage og sænke sit sværd, og han lod manden være. Manden overlevede kampen, og da han senere spurgte Ali (raa), hvorfor han ikke havde dræbt ham, svarede Ali (raa): “Oprindeligt skulle jeg til at dræbe dig for Allahs skyld, men da du spyttede mig i ansigtet, fik jeg lyst til at dræbe dig af personlige årsager.”

Andre situationer kræver en længere tænkningsproces hvor studie og undersøgelse er strengt nødvendig. Dette gælder f.eks. indenfor områder hvor politiske analyser gør sig gældende, eller diskussionen om hvordan man eleverer den muslimske nation. Sådanne emner kræver dybe studier før handlinger kan finde sted.

Processen hvor man henviser til et koncept før man handler er essentiel, og enhver muslim skal udvikle denne evne så den bliver til en indgroet vane. Samtidig skal muslimen forstå at forskellige situationer kræver forskellige reaktioner. En situation hvor en by pludseligt angribes, er ikke en situation der kræver en langvarig analyse før en reaktion finder sted. En sådan situation er et spørgsmål om liv eller død, og det er strengt nødvendigt at folket begynder at forsvare sig selv med det samme. På samme måde kan det at handle følelsesmæssigt i politiske situationer og begivenheder, der kræver analyse og oplyst tænkning, forårsage katastrofale resultater. Specielt hvis sådan en adfærd manifesterer sig som en vane hos befolkningen.

Informationer

De tre nævnte kriterier, “realiteten”, “sanserne” og “hjernen” kan producere følelser, men de er ikke tilstrækkelige til at producere tænkning. Informationer er nødvendige for at tænkningsprocessen kan finde sted.

Eftersom informationer bruges til at forstå realiteten er det nødvendigt at informationerne er korrekte. Det er også nødvendigt at indsamle tilstrækkeligt med relevante informationer og at sikre at informationer forbliver rene.

En muslim skal derfor altid holde sig selv opdateret i forhold til forskellige begivenheder i verden, samtidig med at han eller hun læser og søger efter ny viden. Faktisk bør en hver muslim være et dynamisk leksikon, ikke et statisk leksikon der blot spytter alle mulige informationer ud om irrelevante ting, men et dynamisk leksikon der hele tiden bevæger sig, og som samtidig kun beskæftiger sig med relevante ting, og som i enhver krævende opgave er god organisering vigtig.

Når korrekte informationer er indsamlet er det muligt at foretage en sammenkobling i hjernen imellem realiteten og informationerne, og jo flere informationer der er indsamlet desto mere præcis bliver sammenkoblingen.

F.eks. hvis en person læser at den amerikanske præsident har besøgt Kina, så er det nødvendigt at have rigtigt mange informationer om mange politiske og historiske aspekter før man har tilstrækkeligt med information til, at man kan bedømme på situationen. Her skal man forstå hvilken autoritet den amerikanske præsident egentligt er i besiddelse af, man skal forstå at den amerikanske regering i virkeligheden er en organisation der repræsenterer de største virksomheder i USA, og ikke befolkningen. Man skal også forstå den amerikanske politik i verdenen generelt, og i Kina og Asien specifikt, samt de strategier de benytter sig af. Derudover kræver det at opbygge en præcis bedømmelse at man forstår tidspunktet for besøget, den nuværende politiske situation, relevante politiske udtalelser før begivenheden, under begivenheden, og efter begivenheden, samt andre nationers reaktioner som f.eks. Rusland og Europa. Derudover skal alle disse ting forbindes til Kina, Kinas historie og Kinas politik. Alt dette vil tilsammen gøre det muligt at forme en præcis bedømmelse af formålet med besøget. Det kan virke overvældende og umuligt, men det er det ikke. Alt hvad der er krævet er at følge med i hvad der sker af politiske begivenheder, og at indsamle de relevante informationer.

Det samme niveau er nødvendigt når man beskæftiger sig med f.eks. jura eller intellektuelle emner. F.eks. at komme frem til hvorvidt den islamiske shura er det samme som demokrati, er det nødvendigt at personen forstå både hvad det demokratiske system og det islamiske system er, det ideologiske grundlag for hvert system, de forskellige institutioner i hvert system. Derudover skal man forstå definitionen på shura og hvornår shura benyttes.

For at komme frem til hvorvidt f.eks. forsikring er tilladt i Islam er det nødvendigt for en mujtahid at han må anstrenge sig for at forstå realiteten af forsikring korrekt, dernæst for at finde de relevante islamiske tekster, for til sidst at udlede en regel. Denne proces kræver tidligere informationer om Usul-ul-Fiqh, det arabiske sprog og tafsir til forskellige Koranvers og ahadith. For at være bedre i stand til at komme frem til en korrekt holding er det også nødvendigt at tage et kig på andre mujtihidins holdninger til emnet, hvis der findes sådanne holdninger. Jo mere en mujtahid læser og studerer andre holdninger, desto dygtigere bliver han i at komme frem til et korrekt svar.

Disse eksempler illustrerer at vi aldrig kan være tilfredse med vores nuværende niveau af informationer. Så snart vi har forstået forstandens rolle samt dens begrænsninger, kan vi undgå at spilde tid og energi på at beskæftige os med ting der går ud over dens rækkevidde. Og når vi så beskæftiger os med et emne indenfor forstandens rolle, så skal vi ikke stille os tilfredse med mindre end et omfattende, grundigt og oplyst studie, selv hvis det er noget, der er langsigtet, og som kræver en vedvarende søgning efter informationer.

Menneskets natur

Menneskets natur består af specifikke fysiske, mentale og følelsesmæssige egenskaber der gør os i stand til at leve i det univers som Allah (swt) har skabt. En unik egenskab som mennesket har fået skænket er evnen til at tænke, og netop tænkningen er essentiel da det er den, vi skal bruge for at forstå det budskab som Allah (swt) har sendt til os. Vi skal forstå budskabet, og vi skal forstå hvordan vi skal forholde os til det. Forståelsen af menneskets natur hjælper os til at adlyde Allah (swt), og den gør os i stand til at kontrollere vore lyster og behov fremfor at være kontrolleret af dem.

Netop vores lyster og behov udgør den energi der opstår i os, når vi ønsker at tilfredsstille behovet. Denne vitale energi består af vores organiske og instinktive behov.

De organiske behov består af alle de behov som mennesket har brug for at få opfyldt for at overleve. Det gælder mad, drikke, søvn, en bestemt temperatur osv. Fælles for disse behov er at de alle kræver tilfredsstillelse indefra, dvs. biologisk. Vi har ingen fri vilje til at kontrollere disse behov, og kan kun undertrykke dem kortvarigt. Fælles for disse behov er at vi dør såfremt de ikke opfyldes.

Ud over de organiske behov har Allah (swt) skabt specifikke instinkter i os. Modsat organiske behov dør vi ikke hvis et instinktivt behov ikke tilfredsstilles, men vi bliver ulykkelige, stressede og urolige. Selvom ingen af disse instinktive behov er ikke nødvendige at få tilfredsstillet for at individet kan overleve, så er tilfredsstillelsen nødvendig for menneskeheden som helhed.

Der er tre instinktive behov:

  1. Artsinstinktet
  2. Overlevelsesinstinktet
  3. Religiøsitetsinstinktet

Instinkterne kræver ikke automatisk opfyldelse indefra som de organiske behov gør det, men de skal provokeres eller stimuleres udefra enten via sansning eller via forestilling og fantasi.

Betegnelsen “instinkter” er blot et begreb der skal beskrive den mængde af drivkræfter, vi er i besiddelse af, ud over de organiske behov.

Artsinstinktet er den del af mennesket der gør, at mennesket gerne vil bevare sin slægt og reproducere sig selv. Artsinstinktet fører til seksuel drift hos mennesket, og det er artsinstinktet der når det bliver stimuleret, kræver tilfredsstillelse i form af seksuel samkvem. Men også det at man får det godt, hvis man hjælper andre mennesker, er et aspekt af artsinstinktets tilfredsstillelse.

Overlevelsesinstinktet er det instinkt der driver et menneske til at overleve. Det er overlevelsesinstinktet der driver os til at hamstre fødevarer, selvom vi ikke har brug for dem her og nu. Frygt, angst, nysgerrighed, nærighed, egoisme, magtbegær, kontrol o.m.a. er aspekter af overlevelsesinstinktet.

Religiøsitetsinstinktet er det instinkt der motiverer os til at respektere og helliggøre en højere magt eller en fantastisk ting. Religiøsitetsinstinktet driver os til at tilbede Gud, men det kan også drive os i en forkert retning hvis det ikke er styret af korrekte overbevisninger. Fysikere der f.eks. helliggør Einstein, eller folk der har en overdreven fascination af forskellige sangere er drevet af religiøsitetsinstinktet.

Uden artsinstinktet ville menneskeheden ophøre med at eksistere, hvorimod det enkelte individ ikke vil dø af ikke at blive gift. Synet af universet i al dens glorværdighed provokerer religiøsitetsinstinktet til tilbedelse, mens synet af en smuk kvinde provokerer artsinstinktet med alle dets forskellige manifestationer i en mand.

Fælles for instinkterne er at de er direkte styret af opfattelser. Forskellen hos mennesker ligger i måden hvorpå de tilfredsstiller instinkterne.

Som eksempel kan nævnes en person der kommer gående på en lang og mørk gade. Personen opdager pludselig at der står en gruppe mennesker længere nede af gaden. Realiteten, dvs. gruppen af mennesker, sammenkobles naturligt til de informationer som personen er i besiddelse af vedrørende sådan en situation. Alle har hørt og læst en masse om vold og overfald, og det bliver her klart for personen at dette kan være en mulighed. Overlevelsesinstinktet bliver nu provokeret ved denne forestilling af vold, og hjernen sender signal til binyrene om at frigive stresshormoner sådan at “kamp eller flugt” mekanismen iværksættes. Hvis personen er af den opfattelse, at han eller hun er fysisk stærk, så vil personen måske undertrykke sit instinkt, og ignorere de følelser som hormonerne producerer, men hvis personen er af den opfattelse, at han eller hun er svag, forstærkes produktionen af hormoner. Denne følelse af frygt kommer på basis af overlevelsesinstinktet, men den er direkte kædet sammen med opfattelsen af situation. Efterhånden som personen nærmer sig, går det pludselig op for personen at gruppen består af en nogle ældre damer, der lige er kommet ud af en opgang. Denne forbedrede sansning af realiteten kædes nu sammen med nogle andre tidligere informationer som fortæller, at dette er helt ufarligt, og instinktet stimuleres ikke længere. Hjernen sender nu et nyt signal til binyrene om at der ikke længere skal produceres streshormoner, og der sendes i stedet et signal om at frigive andre hormoner der neutraliserer stresshormonerne. Frygten ophører.

Instinkterne eksisterer hos alle mennesker, men de kommer til syne på forskellig vis afhængig af hvilke opfattelser vi bærer på. F.eks. er både gavmildhed og nærighed to forskellige aspekter af det samme instinkt, nemlig overlevelsesinstinktet. Nærighed kan sikre det enkelte individs overlevelse, mens gavmildhed ikke alene kan sikre det enkelte individs overlevelse, men også andres overlevelse. Gavmildhed sikrer det enkelte individs overlevelse ved at forstærke båndet mennesker imellem, og hvis flere mennesker deler, er der en meget større chance for at alle altid har noget, fremfor at kun én enkelt person har noget. Men begge disse aspekter er en del af det samme instinkt. Eller sagt med andre ord, det er i begge tilfælde overlevelse der er motivationen bag handlingerne. Hvordan man så vælger at handle er styret af opfattelserne. En nærig person kan ændre opfattelse og blive gavmild med det formål, at hans egen situation forbedres både ved at søge efter Guds tilfredshed, og ved at søge efter andre menneskers venlighed.

De aspekter der rodfæster sig hos mennesket, bliver til den pågældende persons karaktertræk.

Når vi klassificerer forskellige aspekter af instinkterne, så gør vi det på basis af formålet med en handling. Hvorvidt et aspekt hører til f.eks. overlevelsesinstinktet eller religiøsitetsinstinktet afgøres af formålet med handlingen.

Fælles for alle mennesker er at vi kan se, at alle mennesker som udgangspunkt forsøger at overleve. Under observation kan vi se at modstand imod en uønsket situation kan ændre sig til underkastelse. Dette viser at religiøsitetsinstinktet har taget over i stedet for overlevelsesinstinktet. At det ene instinkt kan tage over for det andet sker når f.eks. en situation bedømmes til at være håbløs. Dette kunne f.eks. ske i en elevator der pludselig stopper. Erkendelsen af at man pludselig er magtesløs, og ikke kan gøre noget for at sikre sin egen overlevelse gør, at man ændrer adfærd, og pludselig accepterer situationen. Man underkaster sig til bedømmelsen af at man ikke kan stille noget op, man opgiver. Religiøsitetsinstinktet tager nu over, og man begynder at bede en højere magt om hjælp.

Religiøsitetsinstinktet er som nævnt helliggørelse, uanset hvordan dette kommer til syne. Når en person udtrykker en overdreven fascination af et eller andet, så er det religiøsitetsinstinktet der kommer til syne.

En ting der er vigtig når det kommer til menneskets organiske og instinktive behov er, at eftersom det ikke er mennesket selv der har designet disse behov, så er det heller ikke mennesket selv der skal diktere hvilken måde der er den rigtige, når et behov skal tilfredsstilles. Dette vil være formodning. Endvidere skal dette heller ikke dikteres af flertallet, idet flertallets mening ikke automatisk er sandheden. Som mennesker har vi klart brug for at finde ud af, om der eksisterer en Skaber, og vi har ligeledes brug for at denne Skaber henvender sig til os, sådan at vi kan få afklaret hvordan de forskellige behov bliver opfyldt i overensstemmelse med formålet med deres skabelse.

Man kan ikke sige at seksuelle lyster grundlæggende er onde, men man kan sige at måden hvorpå det seksuelle behov tilfredsstilles kan være god eller ond. Det seksuelle behov kan tilfredsstilles via ægteskab, hvilket er godt, mens det også kan tilfredsstilles via zina (hor uden for gyldigt ægteskab), hvilket er ondt. Religiøsitetsinstinktet kan tilfredsstilles ved at tilbede og helliggøre Allah (swt), hvilket er godt, men det kan også tilfredsstilles ved at tilbede eller helliggøre en død person i en grav, hvilket er ondt. Og overlevelsesinstinktet kan tilfredsstilles ved at man tilegner sig ejendom på legal vis, eller ved at man udelukkende frygter Allah (swt), hvilket er godt, eller det kan tilfredsstilles ved at man stjæler, eller ved at man frygter andre ting end Allah (swt), hvilket er ondt.

Islams metode til håndtering af instinkterne ligger i at tilfredsstille disse uden at nogen skal undertrykkes. Tilfredsstillelsen finder sted igennem på en meget velafbalanceret måde, der ikke alene tjener til glæde og lykke for det enkelte individ, men også for samfundet som helhed. Intet bliver tilfredsstillet på bekostning af noget andet.

Allah (swt) vil ikke stille mennesket til regnskab for selve instinktet og den drivkraft det forårsagede, men Han (swt) vil stille mennesket til regnskab for måden hvorpå mennesket valgte at tilfredsstille instinktet.

Ud over instinkterne og de organiske behov har Allah (swt) skabt mennesket med en fri vilje, der gør mennesket i stand til at vælge den måde han eller hun vil leve på.

Allah (swt) siger: “Har vi ikke skænket ham to øjne? Og en tunge og to læber? Og vist ham de to veje?” (90:8-10). De to veje der her nævnes er vejen til godt og vejen til ondt.

De mennesker der vælger den korrekte metode, og som opretholder Allahs (swt) befalinger i deres tilfredsstillelse af deres behov og lyster, de vil få belønning, mens de mennesker der vælger den forkerte metode vil blive straffet.

Allah (swt) stiller os ikke til regnskab for de ting vi ikke har magt over, men stiller os udelukkende til regnskab for de handlinger vi vælger at foretage, indenfor de områder vi har kontrol over. Allah (swt) siger: “Allah bebyrder ingen sjæl ud over dens evne. Til dens fordel er hvad den har gjort, og imod den er hvad den har gjort.” (2:286).

Det berettes også at Profeten (saaws) sagde: “Allah kigger ikke på jeres form eller farve, men derimod kigger Han på jeres hjerter og jeres handlinger.

Denne frie vilje omfatter ikke hele menneskets liv, men er begrænset til de valg vi gør os, når vi foretager en handling. Indenfor alle andre områder er vi underkastet den kontrol Allah (swt) har over vores liv og tilværelse. Vi kan f.eks. ikke selv vælge vores forældre, og vi kan ikke selv vælge vores udseende. Vi kan ikke kontrollere vores død, og vi kan ikke kontrollere de handlinger andre mennesker gør for eller imod os, og vi kan ikke altid kontrollere resultatet af vore egne handlinger. Vi kan heller ikke kontrollere universet omkring os, og vi kan ikke ophæve naturlovene. Alt dette kontrolleres af Allahs (swt) forudbestemmelser.

Muslimen må således føle sig tilfreds med det Allah (swt) har forudbestemt. Samtidig skal muslimen forsøge at vurdere sine handlinger for at undersøge om de er mangelfulde, uden at dette må føre til en ond cirkel af selvbebrejdelse.

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: “Vid at det du ikke kunne opnå, det var ikke meningen at du skulle have det, og det der har ramt dig, det var ikke meningen at du skulle undgå det.” (Tirmidhi).

Allah (swt) tester mennesker med forskellige handlinger der kan munde ud i det der enten bliver opfattet positivt eller negativt, men kun Allah (swt) ved hvad der er godt, og hvad der er dårligt.

Allah (swt) siger: “Men det kan være at I hader noget, skønt det er godt for jer, og det kan være at I elsker noget, selv om det er dårligt for jer, og Allah ved, men I ved ikke.” (2:216).

Det er derfor Profeten (saaws) i henhold til en hadith sagde: “Stræb efter det der vil gavne jer og søg Allahs hjælp og vær ikke håbløse. Hvis noget træffer jer så sig ikke: ‘Hvis bare jeg havde gjort sådan og sådan, så ville det ikke være sket’, men sig i stedet: ‘Allah fastlægger, og hvad Han vil, det gør Han’, for ordene ‘hvis bare’ åbner døren for Satan.” (Muslim).

At døren bliver åbnet for Satan betyder, at det bliver muligt for ham at hviske dårlige tanker ind i os. Om fremtiden hvisker han ting der skal gøre, at vi mister modet og håbet. Og om fortiden hvisker han ting der skal gøre, at vi fortryder og ærgrer os. Og disse ting kan udvikle sig til alvorlige onde cirkler af selvbebrejdelse.

Den korrekte islamiske opfattelse gør mennesket bedre i stand til at være tilfreds med situation, også når den ikke er optimal. Og på samme tid vil en person med en sådan opfattelse ikke blive ramt af fortvivlelse over de ting der rammer ham, og som ligger ud over hans kontrol. På samme tid vil han analysere det der er sket for at undgå sine faldgruber uden det medfører, at han fordyber sig i selvbebrejdelse.

Når disse ting ikke er korrekt forstået vil mennesket nedkalde en ondskabsfuld cyklus af selvbebrejdelse over sig selv for de ting der ligger ud over hans kontrol, og personen vil udtømme sin energi i et forsøg på træffe beslutninger indenfor områder hvor personen ikke har nogen indflydelse på udfaldet.

Når en persons levebrød f.eks. for en stund synes at være utilstrækkelig til at opretholde sine behov, så vil en der er vildledt tro, at levebrødet eksisterer som resultat at sine handlinger, og personen vil som konsekvens heraf bedømme at det manglende levebrød skyldes en fejl eller utilstrækkelighed fra hans side. Denne forvrængede tænkning vil drive personen til at træffe beslutninger, på basis af falske formodninger, om at han har en indflydelse på sit eget levebrød, hvilket i sidste ende kan få en person til at begå kriminalitet for at opnå mere levebrød.

Derimod vil den person der har forstået, at levebrød forudbestemmes af Allah (swt), gøre en indsats i at søge efter dette levebrød uden at ty til metoder der er haram (forbudte). Han vil forstå at uanset hvad han gør, så er det Allah (swt) der bestemmer hvor meget levebrød han skal modtage.

Derudover vil en sådan person føle sig tilfreds med de konsekvenser der er opstået som resultat af sine handlinger, selv hvis de ikke medfører noget positivt resultat, og selv hvis de sågar medfører et negativt resultat.

Når vi forstår menneskets realitet, gør det os i stand til at fortsætte på livets vej på en korrekt og balanceret måde. Ingen skal være drevet af sine lyster og sit begær, og ingen skal handle på et niveau der kun sømmer sig for dyrene.

Når man er i besiddelse af den korrekte opmærksomhed om menneskets realitet, gør det mennesket i stand til at forstå at mennesket skal vælge sin opførsel, og at enhver person er i stand til at ændre denne opførsel.

Der findes ikke noget menneske der er født ondt eller godt, fordi enhver har valget imellem at ændre sig eller at lade være med at ændre sig. Et menneske kan ændre sin adfærd og sine handlinger ved at ændre på sine opfattelser. Ligeledes kan hele samfund ændre sig ved at samfundet bliver introduceret for nye og korrekte koncepter, og ved at opbygge sådanne koncepter til at være den nye norm for samfundet.

Indenfor denne kontekst står det også helt klart at ethvert individ er i stand til at overholde Allahs (swt) regler og love.

Under middelalderen blev det kristne doktrin om at mennesket er født ond udbredt i Europa, og dette doktrin har sit udgangspunkt i doktrinnet om “den originale synd”. Som en reaktion på dette doktrin tog kapitalismen den direkte modsigende holdning og påstod at mennesket er født god, og at det onde der kommer til syne i mennesker skyldes at menneskets frie vilje undertrykkes. Baseret på dette koncept opbyggede kapitalismen ideen om de fire friheder, og krævede at ethvert kapitalistisk samfund sikrede disse friheder. De fire friheder er:

I henhold til kapitalismen er det kun når disse fire friheder er sikret, at den naturlige godhed bliver realiseret i mennesket.

Dette syn på mennesket har udgjort fundamentet for stiftelsen af menneskerettighederne som er blevet adopteret af kapitalismen.

Nogle muslimer blev påvirkede af kaldet til frigørelsen af disse fire friheder, og i deres misforståelse af Islam begyndte de at kalde til menneskerettighederne. Hvad de fejlede i at forstå er at alle disse fire friheder modstrider Islam.

F.eks. findes der ikke noget der hedder trosfrihed i Islam, fordi det er ikke tilladt for en person der først er blevet muslim, at han eller hun frafalder Islam igen. Personlig frihed har heller ikke nogen eksistensberettigelse i Islam fordi en person kan f.eks. ikke vælge at have seksuel samkvem udenfor ægteskabet. Ytringsfrihed eksisterer heller ikke da en muslim ikke kan kalde til accept af afgudsdyrkelse, accept af renter, nationalisme eller racisme. Ejendomsfrihed eksisterer heller ikke da en muslim f.eks. ikke kan eje ting der er købt med renter.

Derudover, og dette er vigtigt at forstå, så har disse såkaldte fire friheder forårsaget mere skade end gavn for mennesker og naturen end hidtil tidligere set i historien.

I henhold til Islam er mennesket født i sin naturlige tilstand, det der kaldes “fitrah” på arabisk. Denne tilstand henviser til at mennesket besidder organiske og instinktive behov samt sine følelsesmæssige komplekser. Denne naturlige tilstand har potentiale til at blive dirigeret ind på en god vej eller ind på en dårlig vej, og den vej et menneske i sidste ende vælger, er styret og dikteret af forstanden.

Fitrah betyder således ikke “god” som nogen muslimer fejlagtigt fortolker det til. Fitrah henviser til den naturlige tilstand af tilbøjeligheder til både godt og ondt.

Hvis et menneske er ude af stand til at overholde en regel på grund af en specifik situation, som f.eks. sygdom eller tvang, så træder andre regler i kraft. F.eks. er faste i Ramadan måned en forpligtelse for den der ikke er syg, men hvis man er syg ophører forpligtelsen og nogle andre regler gælder.

At forstå menneskets natur i forhold til Allahs (swt) forudbestemmelser sikrer også at muslimerne ikke bliver fatalistiske og blot underkaster sig status quo. En muslim underkaster sig udelukkende sådanne handlinger der er helt udenfor hans eller hendes kontrol, som f.eks. døden, men selv når en person dør skal en muslim ikke blot henvise døden til Allahs (swt) forudbestemmelser fordi nogle gange er en persons død forbundet til en kriminel handling, og det er nødvendigt at undersøge den kriminelle handling og finde ud af hvem der står bag. F.eks. da tunnellen i Mekka kollapsede under en pilgrimsfærd og dræbte tusinde af muslimer, så undgik den saudiarabiske regering at blive stillet til regnskab ved at lukke diskussionen idet de påstod at sådan en begivenhed var al-qadaa (Allahs forudbestemmelse).

Allahs forudbestemmelser skal adopteres i en dynamisk og aktiv kontekst hvilket betyder, at muslimerne forstår, at de kan, og skal, ændre på deres situation. Muslimernes tilstand i verdenen i dag er ikke noget Allah (swt) har påtvunget. Allah (swt) siger: “Allah ændrer visselig ikke et folks tilstand førend de ændre det der er i dem selv.” (13:11).

En sådan forståelse af menneskets realitet frigør menneskets forstand fra formodninger, fantasi og myter. Det giver mennesket muligheden for at handle i livet på en dynamisk og effektiv måde samtidig med at personen har fuldstændig tillid til Allah (swt).

I den senere tid er der opstået en teori om at måden hvorpå forskellige mennesker tilfredsstiller deres behov bygger på deres genetiske sammensætning. Denne teori lyder på at når en person udvikler sig til at være en tyv, så ligger der noget i hans eller hendes genetiske sammensætning der driver personen til at stjæle. Dette er imidlertid forkert. Denne teori arbejdes der på dels fordi nogle mennesker har svært ved at acceptere den ondskab andre mennesker kan begå, og de har svært at acceptere at dette sker på basis af valg. Og dels fordi at de ikke kan forklare at denne ondskab finder sted selv når de fire friheder ikke er blevet undertrykt. Man leder således efter en forklaring på den modsigelse der eksisterer i ideen om at mennesket er født godt, kombineret med at ondt ikke skulle finde sted når de fire friheder ikke er blevet undertrykt.

Det er korrekt at der er forskel på mennesker, og ligesom at nogle mennesker ser bedre end andre, så er der også nogle mennesker der f.eks. har en stærkere seksuel drivkraft end andre, og selvom dette er genetisk, så er det ikke relevant for selv i disse situationer er der stadig tale om at mennesket har sin frie vilje, og at mennesket vælger hvordan han eller hun vil tilfredsstille sine behov.

Der findes ikke nogen forbindelse imellem genetiske eller biologiske komponenter, og måden som et menneske vælger at tilfredsstille sine behov på. Instinkterne driver mennesket, skaber motivation i mennesket, men mennesket vælger selv hvordan personen skal handle. Og disse valg bygger på de koncepter som mennesket har adopteret.

Der er ingen der kan påstå, at det at stjæle er en del af personens genetiske sammensætning, eller at det at spise svinekød er en del af personens genetiske sammensætning.

De seksuelle drifter kunne tilfredsstilles ved at en mand gifter sig med sin søster, men de koncepter som en muslim bærer på fortæller ham at det er forbudt at gifte sig med sin søster.

Det er således de opfattelser en person adopterer der dikterer hvordan han eller hun skal tilfredsstille sine behov. Og alle disse metoder kan enten kategoriseres som korrekte eller ukorrekte afhængig af det livssyn personen bærer på.

Ydermere skabte Allah (swt) de seksuelle behov for at de skal tilfredsstilles på en specifik måde for at opnår et specifikt formål, hvilket i dette tilfælde er til for at bevare menneskeheden. Tilfredsstillelse af det seksuelle behov både indenfor og udenfor et ægteskab stemmer overens med instinktet, selvom det at gøre det udenfor ægteskabet er forkert. Men hvis man forsøger at tilfredsstille behovet med det samme køn, så modsiger denne handling formålet med behovets eksistens. Hvis alle mennesker tilfredsstillede deres seksuelle behov med det samme køn ville menneskeracen uddø. En sådan tilfredsstillelse er derfor i modstrid til formålet med behovet, og det er en abnorm og unaturlig tilfredsstillelse.

Tilfredsstillelse af instinktet imod den måde som Allah (swt) har defineret, kan således ikke henvises til genetisk sammensætning af mennesket. Homoseksualitet stammer udelukkende fra en bestemt opfattelse. Det er et valg.

Genetiske sammensætninger har intet at gøre med de valg et menneske foretager sig.

Skaberens eksistens

Logikken eller den videnskabelige tænkningsmetode kan, grundet deres begrænsede anvendelighed, ikke benyttes til at beskæftige sig med spørgsmålet om en skabers eksistens. Skaberen kan ikke bearbejdes med logiske analogier da Skaberen er usanselig, og Skaberen kan af samme grund heller ikke udsættes for eksperimenter i et laboratorium hvorfor ingen af disse tænkningsmetoder kan anvendes til formålet.

Spørgsmålet om Skaberens eksistens kan udelukkende behandles af den rationelle tænkningsmetode, og kun via den rationelle tænkningsmetode kan vi komme frem til et korrekt resultat.

Det vigtige at forstå her er, at det ikke er Skaberens Essens vi beskæftiger os med når vi gør brug af den rationelle tænkningsmetode. Skaberens Essens, altså hvad Han består af, hvordan Han ser ud, osv., er udenfor vores sanseevne, og det er ikke noget vi kan beskæftige os med. Derimod er selve Skaberens eksistens noget vi kan beskæftige os med uden problemer. Hvorvidt noget eksisterer eller ikke eksisterer er absolut og ikke relativt. En ting kan ikke både eksistere og ikke-eksistere på samme tid, enten eksisterer det, eller også eksisterer det ikke.

Eksistens af noget kan bekræftes på to måde. Enten ved at vi direkte sanser den pågældende realitet, f.eks. ved at vi kan se eller høre den. Eller også ved at vi sanser de “spor” som realiteten har efterladt sig.

Når en beduin i ørkenen bekræfter eksistens af en kamel ved at betragte de spor i sandet den har efterladt, uden at han kan se kamelen direkte, eller når en jæger jager sit bytte ved at følge dyrets fodspor i sneen eller i den bløde jordbund, selvom jægeren ikke direkte har set eller hørt dyret, eller når politiet opklarer et mord ved at lede efter spor som forbryderen har efterladt, selvom de ikke direkte har sanset forbrydelsen mens den fandt sted, eller når vi bekræfter eksistensen af tyngdekraften på jorden fordi en sten vi kaster op i luften, falder ned igen, så er det den rationelle tænkningsmetode der benyttes til at bekræfte eksistensen af disse realiteter på en absolut måde ved at analysere de spor de har efterladt.

Sporene er alle sanselige, og derfor kan forstanden beskæftige sig med selve eksistensen af de ting, der har efterladt disse spor, på en absolut måde. Eksistensen af kamelen, eksistensen af dyret, eksistensen af forbryderen, og eksistensen af tyngdekraften er alle absolut bekræftede på grund af de spor de har efterladt.

Tyngdekraften kan i sig selv slet ikke sanses, men ingen med deres sunde fornuft i behold kan benægte dens eksistens da effekten, altså sporene, som tyngdekraften efterlader, er absolut sanselig. Bekræftelsen af tyngdekraftens eksistens er således absolut alene ved at analysere de spor den efterlader.

Ved at foretage en rationel analyse af mennesket, livet og universet kan vi komme frem til en absolut konklusion på hvorvidt der eksisterer en skaber af mennesket, livet og universet, selvom vi ikke kan sanse essensen af en sådan skaber eller skabende kraft.

Ved brugen af udelukkelsesmetoden ser vi at der kun eksisterer nogle enkelte muligheder når det kommer til skabelsen af mennesket, livet og universet (i det nedenstående blot benævnt universet som en samlet betegnelse).

Følgende 4 muligheder eksisterer:

  1. Universet har skabt sig selv.
  2. Universet er kommet til af sig selv ud af intet.
  3. Universet er evigt, og har altid eksisteret.
  4. Universet er½ skabt af “noget andet”.

Via udelukkelsesmetoden har vi hermed opstillet de muligheder der eksisterer for universets tilblivelse, og der findes ikke hverken flere eller færre muligheder. Disse 4 muligheder kan hverken ignoreres eller undlades, men skal alle behandles, en efter en, indtil den korrekte mulighed står tilbage. De 4 muligheder er hver især modsigende til hinanden hvorfor kun én af mulighederne er sande.

At universet har skabt sig selv modsiger forstanden og realiteten, da det ville betyde, at universet skulle være til stede før dets egen eksistens for dermed at skabe sig selv. Dette er selvmodsigende, og indlysende forkert.

At universet er kommet til af sig selv ud af intet ved en tilfældighed, kan heller ikke lade sig gøre, da vi kan sanse at det er en fastlagt naturlov, at intet kan opstå af sig selv ud af intet. Når som helst en begivenhed indtræffer i universet så sker det altid ved at to eller flere allerede eksisterende ting påvirker hinanden. Hvis der ikke eksisterer noget, kan der ikke finde nogen påvirkning, bevægelse eller begivenhed sted, hvorfor der ikke kan komme noget til stede ud af intet af sig selv ved en tilfældighed.

Årsagen til eksistensen af universet kan således heller ikke begrænses til at være en tilfældig eksplosion (The Big Bang) efterfulgt af materialernes tilfældige udvikling og indordning, og påstanden om eksistensens tilfældige tilblivelse, som videnskabsfolk overalt i verden benytter sig af i dag, har intet rationelt belæg, og det modsiger realiteten på en absolut måde.

At universet er evigt, og dermed altid har eksisteret, er heller ikke korrekt idet vi kan sanse meget tydeligt, at uanset hvilket fysisk materiale vi har med at gøre, så er alt materiale begrænset i eksistens. Der findes ikke noget materiale der eksisterer for evigt, uanset hvad det består af, og vi kan tydeligt se at alt har en start og en slutning, uanset størrelsen på genstanden som vi beskæftiger os med, og uanset om vi har at gøre med et materiale der har en fast form, en flydende form, eller en gas form, og uanset om vi har at gøre med et stillestående materiale, eller et materiale der befinder sig i en kemisk proces. Alle disse materialer er i deres bestanddele begrænsede i eksistens. Dette faktum kan vi sanse alene ved at betragte realiteten omkring os uden brug af hjælpemidler.

Hvis vi tager hjælpemidler i brug, som f.eks. et elektronmikroskop, eller en partikelaccelerator, så kommer vi frem til den samme konklusion, dog med endnu større præcision da vi via disse hjælpemidler kan se, at alle materialer består af atomer, der igen består af mindre partikler, og at alle atomer og partikler, uanset sammensætning, er begrænsede i både mængde, størrelse og levetid.

Evighed er betinget af uafhængighed, en uafhængighed som intet i universet kan karakteriseres ved. Sagt med andre ord, beviser afhængighed, at eksistens ikke kan opretholdes selvstændigt. Hvis noget er afhængigt at noget andet for at kunne eksistere, så kan det ikke være evigt. Når et træ ikke kan eksistere uden vand, kan vi konkludere at træet ikke er evigt. Dette kan vi ved blot at bevidne afhængigheden til vand, vi behøver ikke bevidne træets begyndelse i sig selv. Evigheden er altså et spørgsmål om uafhængighed, og da alt sanseligt materiale er afhængigt, kan det heller ikke være evigt.

universet i sin helbed består udelukkende af materialer der alle har en absolut begrænset eksistens hvorfor universet i sig selv ikke kan være evigt. Begrænset plus begrænset plus begrænset bliver ikke lig med evigt.

Den sidste mulighed der er tilbage er, at der eksisterer “noget” der har skabt universet ud af intet. Hvad dette “noget” er, ved vi ikke, og det kan vi ikke beskæftige os med direkte da dette “noget” er usanseligt i sin essens. Det eneste vi kan konkludere er at “noget” har forårsaget universets eksistens.

Dette “noget” er nødt til selv at være uafhængigt og evigt, ja faktisk fuldkomment, da det ellers selv er forårsaget af noget helt tredje. Det vi beskæftiger os med, når vi siger “noget” er “hovedårsagen” til alt andet. Og lad os herfra og frem kalde dette “noget” for Skaberen.

Skaberen er rationelt set nødvendigvis fuldkommen og helt uden mangler da sådanne mangler ellers ville begrænse Skaberens evner og muligheder for at skabe alt andet. Fuldkommenhed er det modsatte af mangelfuldhed, og hele universet med alt dets indhold er mangelfuldt, derfor er Skaberen nødt til at være det modsatte, og det er kun hvis Skaberen er fuldkommen, at Skaberen kan have skabt alt andet ud af intet.

Vi har hermed bekræftet Skaberens eksistens, og denne konklusion er ikke relativ, den er absolut uden mulighed for den mindste fejl, og vi har ikke behov for yderligere undersøgelse eller analyse, da materialernes egenskaber er absolut bekræftede via sansning af realiteten.

Man kunne måske forledes til at spørge: “Jamen, hvad hvis der eksisterer et materiale i universet der er evigt, men vi har bare ikke stødt på dette materiale endnu?” Så er svaret at et sådan spørgsmål er fantasi og formodning. Den rationelle tænkningsmetode, der er menneskets eneste korrekte måde at tænke på, beskæftiger sig udelukkende med realiteten, og ikke med fantasi og formodninger.

Rationelt set kan vi ikke vide mere om denne Skaber. For at opnå et kendskab til Skaberen (swt) skal vi have kontakt til Ham. Denne kontakt vil også gøre det muligt at få besvaret de eksistentielle spørgsmål om formålet med vores eksistens og hvad der eventuelt venter os efter døden. Spørgsmålet om meningen med livet kan udelukkende besvares af Skaberen af livet, og det er ikke muligt for os at gætte os frem til et svar da et sådant svar udelukkende udgør en formodning. Ubekræftede antagelser, formodninger eller spekulationer er ubrugelige, og de kunne aldrig skabe tryghed for et rationelt tænkende væsen.

Påstanden om at vi er skabt uden formål eller blot for at nyde livet, er en irrationel og helt ubrugelig formodning, da den ikke oprinder fra Skaberen Selv.

Nogle mennesker vil spørge hvorvidt mennesket virkeligt har brug for at få at vide hvad formålet med livet er. Og i de sekulære samfund eksisterer sågar holdningen om, at menneskets trivsel er helt uafhængigt af Skaberen. Dertil er sekularismen udbredt, og den dikterer som bekendt at Skaberen ikke må blande sig i livets anliggender.

Eftersom den europæiske historie med dens mørke middelalder, og de grusomheder der fulgte med den, ikke er en universel gyldig historie, men udelukkende er et problem der eksisterede i Europa, så er disse sekulære holdninger ikke anvendelige for menneskeheden som helhed, og de er heller ikke anvendelige i hverken Europa eller resten af den vestlige verden generelt.

Realiteten bekræfter behovet for en form for kommunikation imellem mennesket og Skaberen (swt), og vi har brug for en form for sikkerhed der kan bekræfte og fortælle os, hvad formålet med livet er.

Sendebuddet - kommunikation fra Skaberen

Et tænkende menneske kan ikke finde fred i livet uden at kende formålet med livet. Formålet med livet må opklares sådan at mennesket ikke alene kan sikre, at det lever sit liv i overensstemmelse med formålet med sin skabelse, men det er også nødvendigt at forstå hvorvidt døden er enden på livet, eller om der findes et andet liv efter døden.

Mange mennesker fortrænger tanken om døden på grund af frygt. Andre forsøger helt at ignorere den, men faktum er at et ubesvaret spørgsmål om formålet med livet og døden altid vil udgøre et psykisk kompleks i mennesket. Hos nogle mennesker udvikler dette kompleks sig til angst og neurose, mens andre fortrænger komplekset med et travlt liv eller med fester og rusmidler. Igen er der andre der forsøger at stille sig tilfredse med et svar der bygger på formodninger og tro, og selvom et sådan svar giver en midlertid ro, så giver det aldrig den fuldstændige sikkerhed mennesket virkelig har brug for.

Samtidig eksisterer der i mennesket et behov for at helliggøre, idolisere, tilbede, eller se op til noget andet. Dette behov er en uadskillelig del af menneskets natur på grund af religiøsitetsinstinktet, og dette behov kan sanses direkte når mennesker helliggør deres forbilleder som f.eks. idoler indenfor sport, musik, politik, film, religion, osv.

Religiøsitetsinstinktet driver mennesket til at helliggøre eller respektere det der er mægtigere eller mere speciel end en selv, og under f.eks. kriser eller katastrofer drives mennesket til at søge hjælp hos det der skønnes at have en større magt end en selv. Det er bl.a. derfor mange mennesker bliver ekstra religiøse efter de f.eks. har oplevet et dødsfald i familien eller en katastrofe.

Når formålet med eksistensen ikke kendes, og dermed heller ikke formålet med religiøsitetsinstinktet, kan mennesket ende op med at helliggøre det der ikke er berettiget helliggørelse. Og det er tydeligt at mennesket har en slem tilbøjelighed til at opfinde ritualer for at tilfredsstille dette instinkt. Op igennem menneskets historie finder vi både abnorm og absurd helliggørelse, hvor mennesker tilbeder sten, statuer, ild, solen, månen, figurer der udelukkende eksisterer i fantasien, og sågar andre mennesker. Dette på trods af at ingen af disse ting besidder nogen magt, der på nogen måde hverken kan hjælpe eller skade mennesket.

Skaberen (swt) af mennesket er Den der har skabt mennesket og menneskets religiøsitetsinstinkt, og Han (swt) er derfor Den eneste der kan fortælle mennesket, hvordan mennesket skal tilfredsstille dette instinkt på den rigtige måde.

Selv hvis mennesket drives til at helliggøre og tilbede Skaberen, da Skaberen rationel set er Den Eneste der fortjener helliggørelse, fordi Han (swt) er Den, der har skabt mennesket, da vil en sådan helliggørelse stadig bygge på fantasi og formodning.

Rationelt set kan vi kun erkende Skaberens eksistens, og vi er ikke i stand til at bedømme hvordan Skaberen skal helliggøres. Uanset hvilke former for helliggørelse vi finder på, da vil sådanne altid bygge på fantasi og formodning, og det vil være forkert og modstridende til den rationelle tænkningsmetode.

Det er derfor kun Skaberen Selv der kan fortælle mennesket, hvad formålet med religiøsitetsinstinktet er, samt hvordan det skal tilfredsstilles på rette vis.

Derudover er det et faktum at mennesket har andre behov end religiøsitetsinstinktet, der kræver tilfredsstillelse. Det er også nødvendigt at Skaberen fortæller mennesket hvordan disse andre behov skal tilfredsstilles på en måde der stemmer overens med formålet med skabelsen af disse behov. F.eks. driver menneskets instinkter mennesket til at leve i et fællesskab med andre mennesker, med dyr og med naturen. Tilfredsstillelsen af disse instinktive behov udgør drivkraften og motivationen til menneskets handlinger, og heraf opstår venskaber, familier, og andre sociale og økonomiske forhold og aktiviteter.

Når måden hvorpå et menneske skal tilfredsstille sine behov dikteres af mennesket selv eller af andre mennesker, da vil individuelle interesser gøre mennesket subjektivt. Mennesket kan aldrig selv bestemme på vegne af andre mennesker uden at være påvirket af sine egne interesser. Derudover er mennesket påvirket af sit miljø og sin opvækst. Forskellige livserfaringer og oplevelser præger menneskets overbevisninger. Et menneske der har levet i fattigdom vil måske mene at rige mennesker skal dele ud af deres rigdom til fattige mennesker, mens et mennesker der er vokset op i rigdom måske vil mene, at rigdommen er tilkommet ham eller hende med rette, og at enhver er sin egen lykkes smed. Et voldsoffer vil muligvis mene at dødsstraf er på sin rette plads, når det gælder grove voldsforbrydelser, mens en person der aldrig har oplevet vold måske vil mene, at en behandlingsdom er den korrekte løsning.

Mennesket er ude af stand til at være objektiv i sådanne bedømmelser, og det er derfor ikke muligt for mennesket selv at bestemme eller lovgive hvordan disse behov skal tilfredsstilles.

Denne problemstilling er også den primære årsag til at mennesket er helt ude af stand til at skabe et samfundssystem, der på retfærdig vis tilgodeser alle menneskers behov. Og vi kan direkte sanse den alvorlige konsekvens af resultatet af dette i verden i dag, hvor den rige magtelite ikke alene udelukkende tilgodeser deres egne interesser, men samtidig også driver en skrupelløs rovdrift på naturen, samtidig med at de udnytter og undertrykker de fattige og dårligt stillede mennesker.

Menneskeopfundne samfundssystemer vil derfor altid favorisere nogle samfundsgrupper på bekostning af andre.

Ikke alene kender mennesket ikke formålet med de forskellige behov eller den korrekte måde hvorpå disse behov skal tilfredsstilles, men mennesket er grundlæggende set helt uegnet til at lovgive.

Mennesket kan grundet sin begrænsede viden og forstand ikke opfatte årsagen til eksistensen, og mennesket kan ikke opfatte hvilke løsninger der er de korrekte. Denne problemstillinger oplever vi konstant når lovgivere vedvarende ændrer eller annullerer tidligere nedfældet lovgivning, fordi en sådan har vist sig at være mangelfuld af den ene eller anden grund.

To tredjedele af verdens samlede befolkning lever i fattigdom. En fattigdom der er den direkte konsekvens af menneskeopfundne samfundssystemer. Kapitalismens ide om de frie markedskræfter har medført en forvrænget fordelingen af goder og fattigdom er som konsekvens heraf forøget på verdensplan. Dette til trods for den øgede samlede globale produktion. Endvidere har multinationale virksomheder formået at undertvinge folkevalgte regeringer sådan at den lovgivning der nedfældes udelukkende har til formål at sikre disse virksomheders interesser.

Sekularismens tilhængere påstår at massernes interesser altid vil kunne tilgodeses af folkevalgte repræsentanter, men realiteten viser os klart og tydeligt at når det er mennesket, der definerer lovgivningen, så vil der altid være en magtfuld elite der favoriseres på bekostning af resten af befolkningen. Denne situation opstår som en naturlig konsekvens af den påvirkning som indflydelsesrige mennesker har på andre mennesker. Sådanne personer og virksomheder vil helt naturligt forsøge at påvirke lovgiverne, juristerne, politikerne og beslutningstagerne til at udforme lovgivningen til deres fordel. Og disse aktiviteter finder ikke nødvendigvis sted på ulovlig vis, men igennem såkaldte legitime metoder som f.eks. økonomisk støtte til politiske partier og politiske kandidater til gengæld for en favorisering i lovgivningen.

Skaberen (swt) er således Den Eneste der har retten til at diktere hvad der er godt for mennesket, og hvad der er skidt for mennesket. Skaberen har skabt mennesket og menneskets natur, og kun Han (swt) kender formålet med denne skabelse. Skaberen (swt) er Almægtig, og er derfor Den Eneste der har evnen til at nedfælde et retfærdigt system, der passer til enhver tid og ethvert sted, og som samtidig tilgodeser enhver persons individuelle behov på retfærdig vis. Kun Skaberen kan være objektiv da Han (swt) ikke har hverken individuelle interesser eller behov, der skal tilfredsstilles. Skaberen (swt) er i Sin Fuldkommenhed hævet langt over enhver form for påvirkning af omgivelser og miljø, og Han (swt) er derfor Den Eneste der er objektiv i Sin lovgivning.

Da alle mennesker er skabt af den samme Skaber er intet menneske hævet over et andet menneske, og ingen har retten til at underkaste sig andre, og ingen har retten til at være suveræn eller lovgive over andre. Skaberen (swt) er Den Eneste der kan gøre Sig krav på suverænitet, da Han har skabt alt og alle.

En naturlig konsekvens af alt dette er at mennesket nødvendigvis skal anerkende Skaberens absolutte suverænitet for at afskaffe det såkaldte moderne slaveri til menneskeskabt lovgivning. Sand frihed indfries således først når mennesket accepterer Skaberen som lovgiver, hvilket er et vigtigt punkt at forstå.

Mennesket har af alle disse grunde derfor et behov for at Skaberen kommunikerer med mennesket, sådan at mennesket kan forstå formålet med sin eksistens og organiseringen af livet i overensstemmelse med dette formål. En sådan organisering nødvendiggør et samfundssystem der oprinder hos Skaberen af mennesket og ikke fra mennesket selv.

Dette absolutte behov for kommunikation fra Skaberen (swt) nødvendiggør samtidig et absolut bevis på at en sådan kommunikation rent faktisk også kommer fra Skaberen (swt), da det ellers kan forfalskes eller bygges på formodninger og fantasi. Beviset må og skal være absolut i sig selv.

Koranen - kommunikationen fra Skaberen af mennesket

Koranen er den eneste bog i verden der i sin tekst selv siger, at den oprinder fra Skaberen (swt) af universet, mennesket og livet, og som samtidig indeholder et absolut og ubestrideligt bevis herpå.

Islam som ideologi og samfundssystem bygger på Koranen idet Koranen er den, der beviser, at Islam er fra Skaberen af universet, mennesket og livet.

Koranen blev åbenbaret af Skaberen af universet til Profeten Muhammad (saaws), og Koranen beviser Profetens Muhammads (saaws) autenticitet og sin egen autenticitet.

Som alle tidligere profeter, som f.eks. Moses (asws) og Jesus (asws), der blev udsendt af Skaberen til mennesket, var Profeten Muhammad (saaws) også udstyret med et absolut bevis på at han (saaws) rent faktisk kom fra Skaberen, og Skaberen har aldrig sendt en profet til en befolkning uden at forsyne ham med et absolut og ubestrideligt bevis på at han rent faktisk kom fra Skaberen.

De tidligere profeter var udsendt til et bestemt folk på et bestemt tidspunkt hvorfor deres beviser var begrænsede til disse folks bevidnelse. Ingen af disse beviser eksisterer i dag, og disse beviser kan derfor ikke ligge til grund for en absolut bekræftelse af mennesker der har levet efter dem.

Profeten Muhammad (saaws) er, modsat de tidligere profeter, den sidste profet og det sidste sendebud fra Skaberen, og samtidig er han (saaws) sendt til hele menneskeheden, og ikke kun til et bestemt folk på en bestemt tid. Profeten Muhammads (saaws) budskab gælder således fra den første dag han (saaws) fik åbenbaring og frem til Jordens undergang. Af denne grund er det nødvendigt at Skaberen udstyrer Profeten Muhammad (saaws) med et bevis, der også kan bekræftes på en absolut måde af ethvert menneske på ethvert sted og til enhver tid. Koranen udgør dette absolutte bevis.

Koranens bevis kan bekræftes entydigt og absolut på to forskellige måder:

  1. Som arabisk-kyndig kan man direkte sanse beviset.
  2. Man kan bekræfte beviset via den rationelle tænkningsmetode.

Koranens sanselige bevis for en arabisk-kyndig person ligger i måden hvorpå Koranen er skrevet, samt i den udfordring Koranen kommer med til hele menneskeheden.

Eftersom ikke alle i verden er arabisk-kyndige, og Koranen henvender sig til hele menneskeheden, er det nødvendigt at Koranens bevis også kan bekræftes på en absolut måde af en ikke-arabisk-kyndig person, og denne måde er Koranens rationelle bevis.

Det sanselige bevis på Koranens autenticitet

Da Profeten Muhammad (saaws) kaldte araberne i Mekka til at bevidne, at han (saaws) var Guds sidste sendebud, præsenterede han (saaws) et krystalklart bevis for dem. Araberne på Profetens (saaws) tid besad en enestående og fortræffelig evne i håndteringen af det arabiske sprog, og de havde nået højdepunktet på den mest veltalende poesi. Som en følge heraf gav Skaberen sin profet (saaws) et mirakel der udfordrede dem i det mest værdsatte for dem - nemlig det arabiske sprog.

Miraklet ligger i den veltalenhed og retorik som Koranen gør brug af. Og stilen og måden hvorpå Koranen udtrykker sig, er meget forskellig fra noget værk et menneske nogensinde har produceret.

Denne unikke veltalenhed og mirakuløse brug af sproget er ikke noget man kan sanse i en oversættelse af Koranen. Miraklet er kun sanselig på det arabiske sprog.

En arabisk-kyndig person der er bekendt med den arabiske litteratur, vil hurtigt opfatte Koranens mirakuløse og unikke stil ved blot at lytte til den, eller ved at læse i den. Og en sådan person kan bekræfte at Koranen er unik, og at den ikke kan være produceret af et eller flere mennesker.

På arabisk er der mange forskellige stilarter indenfor sproget. Det er ikke som det danske sprog, der er et fattigt sprog, og hvor der kun er få stilarter. Med stilarter menes f.eks. lyrik, poesi og prosa osv.

Når en arabisk digter vil lave et digt, og beskrive en eller anden realitet eller begivenhed, så vælger han hvilken stil han vil gøre det i. Det der kræver eminente evner for en digter, ligger i det følgende: når han har valgt en bestemt stil, så skal han finde de rette ord der bedst beskriver realiteten uden at risikere, at ordene ikke passer til stilen. Digteren digter og når han kommer til et bestemt sted i digtet, skal han bruge et ganske bestemt ord der beskriver realiteten bedst for at undgå, at digtet ikke bliver til volapyk. Samtidig skal ordet passe til den stil han har valgt, og her kommer han ud for store vanskeligheder når det gælder Koranens unikke stil, idet ordet der bedst beskriver realiteten, ikke passer til stilen.

Koranen er skrevet i en bestemt unik stil fra ende til anden, uden at den på noget tidspunkt falder ind i en anden stil, og alligevel bruger den de mest præcise, korrekte og mest beskrivende ord.

Koranen kom med udfordringen om at frembringe en surah (et kapitel) lig Koranens mindste surah, der blot er på tre små linier, i samme stil som Koranens stil, og udfordringen går ud på at hele menneskeheden må hjælpe hinanden og tage alle hjælpemidler i brug.

Problemet i udfordringen ligger i at det ikke er fysisk muligt at skrive tre linier i Koranens stil uden at dette blot bliver til en kopi af Koranen.

Intet menneske har nogensinde formået at klare Koranens udfordring. Dette på trods af at araberne på Profetens (saaws) tid var de dygtigste i sproget. Og ingen der er kommet efter dem har haft succes med at tage udfordringen op. En del har forsøgt, men uden at kunne nærme sig Koranen i det mindste.

Hvorvidt en person har formået at besejre Koranens udfordring, er ikke - som nogen misforstår - et spørgsmål om smag. Udfordringen ligger i at skrive et afsnit som Koranens mindste i samme stil, og uden at afsnittet bliver til volapyk, og uden at resultatet blot er en imitation af Koranen. Det har således ikke noget med smag at gøre, men er udelukkende et spørgsmål om praktisering af evner og kunnen indenfor det klassiske arabiske sprog og grammatik, hvilket svarer til at man får en matematisk udfordring.

De Koranvers der nævner udfordringen, er nogle af følgende (oversat til meningsmæssig dansk).

Skaberen, Den Almægtige, siger: “Sig: Hvis hele menneskeheden og Jinn samledes for at bringe denne Korans lige, så kunne de ikke bringe dens lige, selv om de også hjalp hinanden.” (Surah 17 vers 88).

Og Han (swt) siger: “Og hvis I er i tvivl vedrørende det Vi har åbenbaret til Vor tjener, så producer en surah lig den og hidkald alle jeres vidner foruden Allah, hvis I da er sandfærdige. Men hvis I da ikke kan, og I vil aldrig kunne gøre det, så frygt den Ild hvis brændsel er mennesker og sten forberedt til dem der benægter sandheden.” (Surah 2 vers 23 og vers 24). Dette Koranvers er et magtfuldt Koranvers der ikke alene udfordrer hele menneskeheden, men som samtidig påstår at menneskeheden aldrig nogensinde vil magte at bringe noget lig en enkelt surah fra Koranen, og konsekvensen af at være i tvivl om Koranens autenticitet, uden samtidig at frembringe en surah lig den mindste fra Koranen, er brændsel i Helvedes Ild!

Og Han (swt) siger: “Denne Koran er ikke sådan at den kan være produceret af nogen anden end Allah, derimod er den en bekræftelse på det der kom før den (de tidligere sendebud og profeter), og en detaljeret forklaring af Bogen, hvorom ingen tvivl hersker, fra Herren over alle verdener. Eller siger de: ‘Han (Muhammad) har opdigtet den?’ Kom da med en surah lig den, og kald på hvem I vil foruden Allah, hvis I da taler sandt!” (Surah 10 vers 37 og 38).

Og Han (swt) siger: “Eller siger de: ‘Han (Muhammad) har opdigtet den (Koranen)?’ Nej, de vil ikke bekræfte sandheden. Lad dem da bringe en tale som denne, hvis de da er sandfærdige.” (Surah 52 vers 33 & 34).

Og Han (swt) siger: “Overvejer de da ikke Koranen? Og hvis den havde været fra nogen anden end Allah, så havde de sandelig fundet mange modsigelser i den!” (Surah 4 vers 82).

Koranen kan på grund af sin mirakuløse natur ikke oversættes til noget andet sprog. De oversættelser der eksisterer kaldes derfor “meningsmæssige oversættelser” idet de udelukkende repræsenterer en forholdsvis tilnærmelse til Koranens betydning i henhold til oversætterens evner og kunnen.

F.eks. indeholder det klassiske arabiske sprog grammatik der bruges til at forbinde følelsesmæssige tilstande til den tekst man læser. På et moderne sprog kan det sammenlignes en lille smule med smileys, selvom smileys naturligvis på ingen måde kan tilnærme sig det der foregår i den arabiske grammatik. Koranens unikke brug af denne form for grammatik samt dens brug af det arabiske sprog generelt gør det helt umuligt at oversætte Koranen til noget andet end meningsmæssige udtryk forkyndt af oversætteren, og præget af oversætterens egne begrænsninger, meninger og forudfattede holdninger, hvilket også betyder, at det er muligt at finde modsigelser i en sådan meningsmæssig oversættelse. Dette gør sig imidlertid ikke gældende i den arabiske tekst.

På arabisk findes der i alt tyve forskellige stilarter i litteraturen hvoraf den sidste er Koranens unikke og enestående stil.

Udfordringen i Koranen går praktisk talt ud på at producere en surah lig Koranens mindste surah, der ikke falder ind i en af de 19 andre stilarter. De 19 andre stilarter kaldes: At-Tawi, Al-Bassit, Al-Waafir, Al-Kaamil, Al-Rajs, Al-Khafif, Al-Hazaj, Al-Muttakarib, Al-Munsarih, Al-Muktatab, Al, Muktadarak, Al-Madid, Al-Mujtath, Al-Ramil, Al-Khabab og Al-Sharia. De tre sidste kaldes “en spåmands tale”, “rytmisk prosa”, og “almindelig tale”. Teksten der produceres skal indeholde forståelig mening og retorik som i Koranen, uden at det blot er en imitation af Koranen, og det må ikke være volapyk. Hver af de forskellige stilarter har deres egen form for rytmik, og det der produceres skal være identisk med Koranens rytmik.

For den der ønsker yderligere oplysninger om disse ting, kan der henvises til bogen: Translations of ancient Arabian Poetry skrevet af Charles James Lyall.

Afgudsdyrkerne i Mekka var de første, der blev mødt med Koranens udfordring, og efterhånden som Profetens (saaws) budskab blev mere og mere udspredt, begyndte de mægtigste ledere i Mekka at overveje, hvad de skulle stille op med Muhammad (saaws) og Hans (saaws) budskab. Det som Profeten (saaws) kom med ikke alene udfordrede deres afgudsdyrkeri, det udfordrede hele magtbalancen på den arabiske halvø.

Quraish-stammen, der var den daværende magtelite i Mekka, begyndte at torturere de personer der konverterede til Islam, og en del muslimer blev også slået ihjel. På et tidspunkt samlede Quraish de mægtigste stammeledere til et møde om hvad de skulle gøre med Profeten (saaws). På dette møde holder Alqama bin Abdulmanaf sin berømte tale.

O Quraish, en ny katastrofe har ramt jer! Muhammad var en ung mand iblandt jer, og den mest elskede mand, den mest troværdige i tale og den mest troværdige i person, indtil I så grå hår på hans tempel, og han bragte jer sit budskab. I sagde at han var en troldmand, men det er han ikke, for vi har set sådanne folk og deres spytten og deres knuder. I sagde at han var en der bragte ufred, men vi har set sådanne folk og deres opførsel, og vi har hørt deres digte. I sagde at han var en spåmand, men han er ikke en spåmand, for vi har hørt deres digte. I sagde en poet, men han er ikke en poet, for vi har hørt al slags poesi. I sagde at han var besat, men det er han ikke, for vi har set de besatte, og han viser ingen tegn på deres gispen, hvisken og forvirring. O Quraish! Tag jer af jeres affærer for ved Allah en alvorlig ting har ramt jer!

Samtidig med at Koranen blev åbenbaret i sin helt egen unikke stil, blev den også åbenbaret på de syv mest udbredte dialekter på den arabiske halvø, det der kaldes “Ahruf” på arabisk. Dette blev den for at skabe bedre forståelse for den blandt de arabere der havde forskellige dialekter. Dette gjorde også at ingen kunne påstå at Koranen kun blev åbenbaret på én dialekt, og derfor var umulig at tilnærme sig når man ikke mestrede denne ene dialekt. Og samtlige stammer i Quraish blev derfor udfordret på deres egen hjemmebane.

Og udfordringen blev endnu mere tydelig, da ingen af de syv mægtigste stammer kunne producere noget lig Koranen, end ikke på deres egen dialekt, og endvidere kunne ingen af dem sige at udfordringen var for svær.

Den dag i dag står Koranens udfordring stadig ubesejret!

Dette er til trods for den enorme modstand Islam og muslimer har mødt verden over siden Islam blev åbenbaret. Det er et historisk og ubestrideligt faktum at Quraish igennem 13 år forsøgte at få bugt med Islam på alle mulige og umulige måder, men på trods af deres utrættelige forsøg på tortur, forfølgelse, boykot, krig og propaganda, tog de aldrig det letteste middel i brug, nemlig pennen! Alt hvad de havde behøvet at gøre var at producere et kapitel lig Koranens mindste kapitel på 3 små linjer.

Det samme ser vi også i dag i det enogtyvende århundrede hvor Islam bekæmpes på alle fronter af magteliterne verden over. USA’s såkaldte “Krig imod terror”, der som bekendt i virkeligheden er en krig imod Islam, har p.t. kostet USA 4.79 billioner dollars. Og det forventes at dette beløb når op på det dobbelte inden år 2053.

På samme vis bruger andre lande milliarder hvert eneste år på krige i mellemøsten, samt på anti-islamisk propaganda og polemik.

Dette til trods for at de blot kan løfte pennen og besejre Koranens udfordring. Ligeså snart Koranens udfordring falder til jorden, så falder hele Islam til jorden, og muslimerne har ikke længere noget som helst at bygge deres ideologi på.

Nogen vil måske påstå at hvis det lykkedes nogen at besejre Koranens udfordring, så ville muslimerne blot fortsætte med at holde fast i Islam. Problemet med denne formodning er dog at ingen befolkning har nogensinde mødt større besvær eller modstand i deres levemåde, religion og ideologi end muslimerne, til den grad at mange muslimer vælger en moderat fortolkning af Islam for at undgå konflikter. Der er ingen der ville opnå en større fysisk lettelse end de der bliver forfulgt for noget de er overbevist om, hvis det pludselig bevises, at det de forfølges for, er falskt.

Ydermere er det et faktum, hvilket vi har været inde på i denne bog, at det allerede er lykkedes de vestlige lande at vende millioner af muslimer væk fra Islam til sådan en grad, at de overhovedet ikke er praktiserende muslimer, men udelukkende bærer Islam som en titel. Et flertal af de muslimer der er praktiserende, er kun praktiserende i de personlige og åndelige andagter, men ikke i f.eks. de politiske og økonomiske aspekter af Islam.

Den del af muslimer der således bekæmpes med voldsomme midler hvert eneste år, udgør en lille minoritet, og på ingen måde et flertal.

Med nutidens midler og voldsomme teknologiske ressourcer står mennesket bedre stillet end på noget andet tidspunkt i historien til at tage Koranens udfordring op, og producere et enkelt kapitel lig Koranens mindste kapitel.

Det rationelle bevis på Koranens autenticitet

Når det kommer til det rationelle bevis på at Koranen er fra Skaberen (swt) af mennesket, livet og universet, så bygger dette på brug af udelukkelsesmetoden.

Følgende 3 muligheder eksisterer:

  1. Koranen er skrevet af Muhammad (saaws) selv.
  2. Koranen er skrevet af nogle andre arabere.
  3. Koranen er åbenbaret af Skaberen (swt), sådan som den siger.

Der findes ikke andre rationelle muligheder.

At Koranen skulle være skrevet af Muhammad (saaws) selv eller af nogle andre arabere er ikke muligt på grund af Koranens udfordring.

En udfordring med en garanti om at ingen i hele menneskeheden nogensinde kan formå at gøre det samme, er ikke noget et rationelt menneske ville komme med. Det er i sig selv en umulighed. Enten er en sådan udfordring virkelig fra Skaberen, eller også kommer udfodringen fra et galt menneske som ingen på noget tidspunkt kan eller vil tage seriøst. Muhammad (saaws) blev derimod (og bliver stadig) taget meget seriøst af muslimer såvel som ikke-muslimer.

Faktum er at intet menneske med fornuften i behold ville udfordre andre mennesker i noget og samtidig være så arrogant at påstå, at ingen nogensinde kan gøre ham kunsten efter, hvis han samtidig dermed bringer hele sit eksistensgrundlag i fare. Ved at komme med en sådan påstand risikerer han ikke alene at blive til grin, han vil også miste enhver hjælp, støtte og tilknytning. Alt det han ønsker at opnå, bringes i fare.

Samtidig er det en naturlov at det som et menneske kan, det kan andre mennesker også, så snart der er tale om de samme fysiske og mentale egenskaber, og selv hvis vi har at gøre med et geni eller med et abnormt menneske, så er det et spørgsmål om tid før der kommer en person, der kan gøre personen kunsten efter.

Intet menneske med fornuften i behold ville derfor komme med en sådan udfordring uden at personen ved, at når og hvis denne udfordring bliver mødt, så betyder det at det som personen er kommet med, er blevet modbevist. Personen bliver ikke alene gjort til grin og lagt for hån, men alt det som personen er kommet med, falder også til jorden.

Og nu taler vi ikke om en rekord i “Guinness World Records”. I Koranens tilfælde taler vi om en ideologi til hele menneskeheden, en absolut og fuldkommen livsanskuelse hvorfra et komplet og fuldkomment livssystem udspringer, et livssystem der udfordrer og modarbejder alle andre livssystemer på jorden.

Derudover er det også et historisk faktum at Profeten Muhammad (saaws) var analfabet, og ikke selv hverken kunne læse eller skrive.

Princippernes princip er et rationelt koncept der siger, at når en person forstår et princip bag noget, så er han i stand til at reproducere det over en tidsperiode og uden tvivl forbedre det. Så da man f.eks. lærte principperne bag multiplikation, var man i stand til at iværksætte det og med tiden forbedre det. Da man forstod microchip teknologien, var man i stand til at producere microchips og over en periode forbedre disse chips så de blev meget mindre og meget bedre osv.

Når vi betænker miraklerne, der har fundet sted med de tidligere profeter, så er det tydeligt at ingen principper vedrørende hvordan disse mirakler blev udført er kendte. Ingen har nogensinde været i stand til at imitere dem, og da slet ikke at forbedre dem.

I henhold til Koranen og de tidligere åbenbarede skrifter så delte Moses (asws) havet ved at slå på det med sin stok. Her kan vi med sikkerhed sige at princippet bag denne begivenhed er helt ukendt. Og nogle mennesker vil påstå, at såfremt vi en dag kommer til at kende princippet bag Moses (asws) handling, da vil vi kunne gøre handlingen efter.

Men når det kommer til principperne vedrørende det arabiske sprog, så har disse været meget kendte i mere end 1.400 år. Og mennesket mestrede allerede disse principper ned til mindste detalje på Profeten Muhammads (saaws) tid. Det burde derfor være let for en ekspert at besejre Koranens udfordring.

Dette argument er et rationelt bevis på at Koranen er fra Skaberen (swt) af mennesket, livet og universet, og yderligere bevis behøves ikke for den der virkelig gør brug af sin forstand.

Som sekundært argument kan det overvejes at der i dag ikke findes arabisk-kyndige mennesker, der er på niveau med digterne, der levede for ca. 1400 år siden. På samtlige universiteter verden over der har arabisk sprog, inkl. Københavns Universitet, foreligger det i undervisningsmaterialet at det, ud over Koranen, er digtene fra Profetens (saaws) tid der bliver brugt i undervisningsmaterialet på grund af det høje niveau disse har.

Det er således ikke nødvendigt at lære arabisk for derefter at tage udfordringen op når man ved, at de dygtigste til sproget levede på Profetens (saaws) tid, og de kunne ikke klare udfordringen. Hvis de havde klaret udfordringen, ville Islam slet ikke have eksisteret i dag da de gjorde deres yderste for at udrydde Islam.

Det faktum at ingen muslimer eller ikke-muslimer har kunnet klare udfordringen, ej heller har kunnet bekræfte den som værende bestået, er også et rationel bevis.

I underafsnittet “yderligere tilføjelser” ser vi lidt mere på det der kaldes Koranens små mirakler. Et af disse små mirakler består bl.a. i Koranens beskrivelse af fosterudviklingen i detaljer. Denne beskrivelse kræver at araberne for 14 århundreder siden skulle have været i besiddelse af avanceret mikroskopisk udstyr for at beskrive dette. Dette er dog ikke hovedmiraklet, blot et forstærkende faktum angående den mirakuløse Koran. Artiklen fokuserer på Dr. Keith L. Moore’s udtalelser og undersøgelser. Dr. Keith L. Moore var ikke-muslim på daværende tidspunkt, men han er efterfølgende konverteret til Islam.

De forsøg der har været på at tage Koranens udfordring op

Den berømte arabist fra universitet i Oxford, Sir Hamilton Alexander Rosskeen Gibb, skriver følgende i sin bog Mohammedanism An Historical Survey:

Mekkanerne krævede et mirakel fra ham, og med usædvanlig frimodighed og selvtillid appellerede Muhammad til Koranen som en suprem bekræftelse på hans mission. Som alle arabere var de eksperter af sproget og retorikken. Så hvis Koranen var hans eget produkt ville andre mænd være i stand til at slå den. Lad dem da producere ti vers lig den. Hvis de ikke kan (og det er tydeligt at de ikke kunne), så lad dem acceptere Koranen som et fremragende mirakel.

Et andet sted skriver han:

Koranen står som et litterært monument, en produktion unik i forhold til den arabiske litteratur, uden at den har noget lig den i fortiden ej heller har den nogen efterfølgere i dens egen sprogejendommelighed.

Alfred Guillaume, en kristen araber, har skrevet følgende i sin bog Islam:

Mange kristne arabere taler om dens stil med stor beundring, og de fleste arabister anerkender dens fortræffelighed. Når den læses højt eller reciteres har den en næsten hypnotisk effekt der gør lytteren neutral overfor dens nogle gange mærkelige syntaks og dens nogle gange, for os, frastødende indhold. Det er denne kvalitet af stille kritik som den besidder med dens sprogs søde musik, der har givet fødsel til dens trossætning om dens usammenlignelighed. Sandelig kan det bekræftes, hvad angår den arabiske litteratur, udspredt og frugtbart som den er både i digte og i opløftende prosa, at der er intet der kan sammenlignes med den.

Følgende er et historisk indblik i de forsøg der har været på at tage Koranens udfordring op. I bl.a. E. J. Brill Leiden - Encyclopedia of Islam finder vi en stor mængde information vedrørende forskellige personers biografi.

Ibn Al-Mukaffa: En digter af iransk herkomst med eminente evner. Han imiterede blot Koranen og formåede ikke at tage udfordring op. Han var en person der havde en anden religion, og han havde en strid med Koranen ud fra hans religions synspunkt. Da han kom til Surah Hud vers 42 til vers 46, opgav han. Han sagde at det var umuligt for et hvilket som helst menneske, at være lig med bogen, dvs. lige så dygtig. Han opgav og rev alt det han tidligere havde skrevet, i stykker. Et af hans bevarede forsøg lyder: “I lysets navn, det nådiges, det barmhjertiges”, hvilket er en imitation af Koranens bismillah der lyder: “I Allahs navn, den Nådige, den Barmhjertige”.

Musaylimah: På Profetens (saaws) tid kom der en mand kaldet Musaylimah som også påstod at han var profet. Han startede også med at fremsige vers der dog blot var en fattig imitation af Koranen. Al-Baqaillani undersøgte hans digte systematisk, og han siger: “De stykker der er komponeret af Musaylimah, er så latterlige fattige i deres stil at ingen seriøst kan sammenligne dem med Koranen.” Et af Musaylimah’s digte lyder: “Elefanten. Hvad er elefanten? Og hvem skal fortælle jer hvad elefanten er? Han har en slimet hale og en lang snabel. Dette er en af jeres Herres ubetydelige kreationer”.

Musaylimah imiterer flere forskellige af Koranens vers, som f.eks. surah Al-Haqqah vers 1 til 8 hvor Allah (swt) siger: “Det uundgåelige! Og hvad skal lade jer vide hvad det uundgåelige er? Thamud og Ad benægtede den hårdtslående time på Dommedagen. Hvad angår Thamud, så blev de destrueret med det ødelæggende skrig. Hvad angår Ad, så blev de destrueret med en voldsomt rasende vind som Allah (Skaberen) pålagde dem i syv nætter og otte dage efterfølgende hinanden, og resultatet var at I kunne se mennesker liggende henkastet, som var de udhulede træstammer fra daddeltræer! Ser I mon nogen rest af dem?

Abu’l Ala Al-Marri: En person der er kendt for at imitere Koranen. Han digtede forskellige eder som minder om de tidlige Koranvers.

Yahya bin Al-Hakam Al-Ghazal: Han var en klokkemager fra Andalusien. Han vovede sig ud i at forsøge at producere noget lig surah Al-Ikhlas, men opgav.

Sayyid ’Ali Muhammad (også kendt som Bab): Han levede i det nittende århundrede, og er stifteren af sekten Babi, som i dag kendes som Bahai. Han mente at han var blevet udsendt af Gud til at erstatte Muhammad, og skrev et værk hvor dele af det, bevist eller ubevist, er imiteret direkte fra Koranen.

Bassar bin Burd, Sahib Ibn Abbad og Abu’l Atahiya: Personer der selv påstod at deres digte nåede Koranen, eller i det mindste kom tæt på. Ingen af de personer der har undersøgt deres digte, som f.eks. Arabic Literature To The End of The Ummayyad Period, A. F. L. Beeston, T. M. Johnstone, R. B. Serjeant and G. R. Smith, nævner noget om at de overhovedet kom tæt på - tværtimod.

Falske beskyldninger om grammatiske fejl i Koranen

Forfatterne M. Rafiqul Haqq og P. Newton har udgivet et hæfte hvori de påstår at der findes grammatiske fejl i Koranen.

De skriver bl.a.:

Muslimerne påstår at Koranen ikke alene er et menneskeligt litterært mesterværk, men et åbenbaret litterært mirakel, men denne påstand stemmer ikke overens med faktum. For den Koran vi har i vores hænder indeholder tydelige grammatiske fejl, som er tydelige for enhver der har kendskab til arabisk.

Hæftet som de har skrevet, kan ikke tages seriøst, og det er spild af tid. For det første er det nødvendigt at forstå, hvordan et sprogs grammatik udvikler sig. For det andet er det nødvendigt at vide, hvordan den arabiske grammatik udviklede sig, og til sidst skal man forstå, hvad der er kilden til det arabiske sprogs grammatik.

Det er velkendt at grammatik er et stadie i et sprogs udvikling. Fastsættelsen af et sprogs grammatiske regler kommer aldrig før selve sproget bliver talt af dets indfødte.

Det græske sprog er f.eks. kendt som værende et meget gammelt sprog, men det var først i det andet århundrede før hvor tidsregning, at Dionysius Thrax skrev en bog om det græske sprog og dets grammatiske regler, og selv den var begrænset til et ord - morfologi. Dionysius Thrax definerede sin bog som værende “Bekendtskabet med hvad der udtales af poeter og forfattere”.

Udviklingen af et sprog har typisk to stadier: Det før-grammatiske stadie, og det efter-grammatiske stadie.

Hvad angår første stadie, så er det det stadie hvori sproget er i dets reneste og mest naturlige form. De indfødte taler, og hvad de siger, og hvordan de siger det, er det der er standard for sproget.

Hvad angår det andet stadie, så er det det stadie hvor man begynder at fastlægge regler for selve sproget. I dette stadie er det poeter og forfattere der fastlægger, hvordan sproget skal bruges.

Normalt er det sådan at grammatiske regler bliver udviklet for at lære udlændinge et sprog og sprogets regler. I den arabiske grammatiks udvikling var det anderledes, udviklingen af grammatikken skete for at bevare sprogets renhed.

Den første person der påtog sig opgaven at skrive en arabisk grammatikbog, var Abu al-Aswad Al-Du’wali (år 605-688 efter vestlig tidsregning), og de to største og mest anerkendte kilder til hans bog var Koranen, og de digte der var fra før Profetens (saaws) tid.

At lave en afhandling der består i at påvise grammatiske fejl i Koranen er derfor idiotisk - for at sige det ligeud. Det svarer til at en astronom kortlægger stjernehimlen, hvorefter andre bruger hans kort til at påstå, at der er en fejl i stjernehimlen.

De grammatiske regler for arabisk er fastlagt af Koranen. Koranen er den ultimative kilde til at forstå og fastlægge sprogets grammatik, og alle bøger om grammatik er udledt fra Koranen.

De opdigtede beretninger om manglende vers i Koranen

Der er også blevet udgivet en hel del bøger af forskellige vestlige orientalister der er relateret til en såkaldt diskussion om manglende vers i Koranen. Alle disse bøger bygger på falske beretninger om udtalelser fra Profetens (saaws) følgesvende (raa) samt en af hans (saaws) hustruer (raa). Ingen af disse beretninger er autentiske.

I Islam har vi det der hedder hadith litteraturen. Hadith er samlinger af beretninger om Profetens (saaws) handlinger og udtalelser. Det unikke ved hadith litteraturen er at den indeholder komplette biografier og beretningskæder af alle de mennesker, der har udtalt sig om Profeten (saaws). Det er således nedskrevet og fuldt ud dokumenteret hvem der har sagt hvad til hvem.

Derudover siger Skaberen (swt) i surah Hijr vers 9: “Sandelig, Vi har uden tvivl nedsendt Ihukommelsen (dvs. Koranen), og med garanti, Vi vil selv beskytte den!

Og i Surah Ma’idah vers 3 siger Skaberen: “I dag har Jeg fuldkommengjort jeres levemåde for jer, fuldendt Min nåde mod jer, og har valgt Islam for jer som jeres levemåde.

Yderligere tilføjelser til dette kapitel

Koranen har, udover sit mirakel i sproget, også andre små mirakler. Disse er dog ikke endegyldige beviser, men er derimod forstærkende beviser.

Mange mennesker, muslimer såvel som ikke-muslimer, refererer til dem som “Koranens videnskabelige fakta”, idet disse er beskrivelser af ting man umuligt kunne have vidst noget som helst om på Profetens (saaws) tid.

Et af disse videnskabelige fakta er Koranens beskrivelse af det der sker inde i kvinden, når hun befrugtes. Her bringes ganske kort en artikel fra Dr. Keith L . Moore, der er Professor i Anatomi og Celle biologi ved universitetet i Toronto, Canada. Dr. Moore blev kontaktet af en muslimsk lærd ved navn Abdul Majid Azzindani, og han blev spurgt om han ville deltage i et treårigt studie af Koranen og profetens (saaws) Sunnah vedrørende ca. 25 vers som taler om fosterudvikling.

Dr. Moore’s konklusion vedrørende dette studie lyder som følgende:

I de sidste tre år har jeg arbejdet med Fosterudviklings Komiteen ved Kongen Abdulaziz’s universitet i Jeddah, Saudi Arabien. Først var jeg chokeret over de præcise forklaringer der var nedskrevet syv århundreder før udviklingen af foster-videnskaben. Selvom jeg var klar over de muslimske videnskabsfolks glorværdige historie i det tiende århundrede, og nogle af deres bidrag til medicinen, så vidste jeg intet om de religiøse fakta, og den tro der er indeholdt i Koranen. Det er vigtigt for muslimer og andre studerende at forstå meningen i disse forklaringer Koranen indeholder vedrørende menneskets udvikling, baseret på nutidig videnskabelige fakta. De oversættelser af versene i Koranen og Sunnah, oversat af Shaikh Azzindani, er ifølge min viden de præcise.

Koranen og Profetens (saaws) Sunnah leverer en meget detaljeret forklaring af den mikroskopiske udvikling af menneskefostret, fra en lille sæddråbe op til stadiet hvor mennesket er komplet udviklet. Det er et velkendt faktum at mikroskopi ikke eksisterede før op til det 16. århundrede, og selv der var de i et meget ufærdigt design. Zacharias Janssen er den der har anerkendelsen for at have opfundet sammensætnings-mikroskopet omkring år 1590. Med dette blev utrolige opdagelser gjort i det 17. og 18. århundrede. Hollænderen Anthony van Leeuwenhoek producerede linser der var kraftige nok til at bevise, at små børn ikke spontant kommer til, men at de kommer ud af æg.

Før denne periode rasede teorierne om menneskets reproduktion. Nogle videnskabsfolk troede at menstruationsblodet selv var det der udviklede sig til et foster. Senere blev en ny teori udviklet der sagde, at en sæddråbe indeholdt et lille miniature menneske fuldstændigt udviklet, som så senere udviklede sig til et barn. Fostervidenskaben som vi kender den i dag, opdagede ikke mange detaljerede aspekter vedrørende menneskets udvikling, som vi i dag tager for givet, før omkring 20 år siden, 1973 for at være præcis.

Nu må vi så spørge: Hvorfra fik Muhammad (saaws) så detaljerede oplysninger vedrørende den mikroskopiske udvikling af menneskets foster i det sjette århundrede uden et mikroskop, uden videnskabelig oplæring, og uden laboratorium af nogen art, eller endog viden til at skrive hans eget navn?

Den eneste fornuftige konklusion er at disse forklaringer kun kan komme derfra, hvor de påstod at komme fra, nemlig fra Gud! Simpelthen fordi denne viden ikke blev opdaget før mange århundrede efter. Dette beviser for mig at Muhammad (saaws) var Guds sendebud!

Prof. Moore blev så fascineret af Koranens klassifikation af udviklingsstadierne i fosteret at han foreslog, at man adopterede Koranens system, og udskiftede det system, der bliver brugt af videnskabsfolk i dag.

Da prof. Moore først præsenterede sin nye viden i Toronto, skabte det en del røre igennem Canada, og det kom på forsiden af nogle af aviserne på tværs af Canada. En journalist spurgte Prof. Moore: “Tror du ikke at det kan være, at araberne har vidst bare en lille smule af disse ting, beskrivelsen af fosteret, dets tilsynekomst, og hvordan det forandrer sig og vokser? Måske var der ikke videnskabsmænd, men måske havde de nogle grove dissektioner - skar folk op og undersøgte disse ting?”

Prof. Moore gjorde med det samme klart for ham at han havde mistet en vigtig detalje. Alle de billeder som Prof. Moore havde taget af fosteret og baseret sit studie på, var taget igennem et mikroskop. Prof. Moore sagde:

Det er uden betydning, hvorvidt man havde forsøgt at forstå fostervidenskaben 14 århundreder siden, de kunne ikke have set det! Måske havde nogen for 14 århundreder siden et hemmeligt mikroskop som de gjorde disse opdagelser med, og bagefter overbeviste han på en eller anden måde Muhammad om at putte det ind i hans bog. Derefter ødelagde han sit mikroskop, og holdt det hemmeligt for evigt? Tror du på det? Det burde du ikke medmindre du frembringer nogle beviser, da dette er en latterlig teori!

Da Dr. Moore blev spurgt: “Hvordan forklarer du oplysningerne i Koranen?” Svarede han:

Det kan kun have været guddommeligt åbenbaret!

Gennemlæsning af Koranen og overvejelse af Islam

Endnu en metode eksisterer til at bekræfte Koranens autenticitet for den der ikke kan forstå arabisk. En metode hvormed man kan blive absolut overbevist. Metoden går ud på at man objektivt gennemlæser Koranen i oversat mening og overvejer de rationelle argumenter. Efterhånden som man kommer igennem Koranen, kan man se at kun den der har skabt alt, kan beskrive det skabte på den måde som Koranen gør det.

Koranen beskriver mennesket og menneskets gensidige forhold så udførligt, og på en så detaljeret og usammenlignelig og provokerende måde, at man tydeligt kan se, at det ikke er et menneske der beskriver disse ting. Uanset hvilket værk skrevet af et menneske man sammenligner med, så kan man se at intet andet end menneskets Skaber kan beskrive mennesket og menneskets forhold med hinanden på denne måde. Det er tydeligt at det er beskrevet af Den, der har skabt mennesket, og ikke af en person der står udefra og observerer.

En anden metode hvorigennem man kan bekræfte at Koranen, og dermed Islam, med absoluthed kommer fra Skaberen af mennesket, livet og universet, ligger i at man overvejer Islam som ideologi og samfundssystem og derefter sammenligner Islam med menneskeskabte livssystemer og samfundssystemer.

En sådan overvejelse vil også producere en absolut overbevisning i den objektive person da det kommer til at stå helt klart, at modsat de menneskeskabte systemer, som kapitalisme, demokrati, socialisme og kommunisme, så inderholder Islam en usammenlignelig retfærdighed og natur der stemmer hundrede procent overens med menneskets natur, hvorimod de menneskeskabte systemer gør det modsatte, de er uretfærdige, uegnede, og årsagen til al den elendighed vi oplever rundt omkring i verdenen i dag.

Konklusion

Islam er ikke en samling statiske regler der kan tvinges ned over hovedet på folk med magt, og uden dyb forståelse. Islam er heller ikke en samling teoretiske informationer der skal læres udenad, eller noget der skal læses som godnathistorier. Islam er heller ikke et åndeligt system der former vores forhold med det metafysiske, men som ikke har noget at sige i det praktiske liv.

Islam er et komplet system der bygger på et rationelt og intellektuelt fundament. Et fundament der etablerer en absolut overbevisning der stemmer overens med menneskets natur.

Når muslimer studerer Islam, så skal de studere den på en omfattende og kreativ måde, en måde der frembringer den nødvendige motivation til at tænke mere og dybere over Allahs (swt) Mægtighed, og som frembringer i dem taknemmelighed og lydighed overfor Den, der har skabt dem.

Mange har forsøgt at elevere den muslimske nation, og selvom de sidste årtiers forsøg har efterladt en mærkbar påvirkning på mange muslimer, så har de fejlet i at frembringe en omfattende elevering. Dette skyldes at ingen af disse forsøg havde det nødvendige intellektuelle grundlag der kunne sikre en genoplivning af tænkningen i overensstemmelse med Islam.

De mennesker der stræber efter at elevere den muslimske nation, må først og fremmest stræbe efter at genoplive den islamiske måde at tænke på, og samtidig må Islam studeres på den korrekte måde.

Dette arbejde kræver en konstant proces hvor den muslimske nation løbende og vedvarerne modtager de korrekte tanker og ideer. Tanker og ideer der er relevante, og som iværksætter tænkning. Denne interaktion må finde sted åbent og uden restriktioner. Igennem en sådan interaktion vil de forkerte tanker og ideer gradvist blive filtreret fra, og muslimerne kan efterfølgende fokusere på de korrekte ideer og koncepter.

Og Allah (swt) ved bedst!

Appendiks

Evolutionsteorien

Evolutionsteorien er så udbredt at den kort er nødvendig at komme ind på.

En teori som evolutionsteorien, der påstår at mennesket er blevet til ved en tilfældighed, er ikke en teori der bygger på realiteten, det er derimod en teori der bygger på forestilling og fantasi. Realiteten bekræfter på en absolut måde at ingenting opstår eller udvikler sig af sig selv ud af intet. En sådan begivenhed har aldrig fundet sted, og det er aldrig nogensinde blevet observeret noget sted i realiteten.

Derimod er en vis grad af tilpasning af forskellige arter observeret, men denne tilpasning er ikke en udvikling fra en type af art til en anden type af art, det er udelukkende en ubetydelig tilpasning til omgivelser og miljø. For eksempel når mennesker udvikler en tykkere hud hvis de lever længe i kolde omgivelser.

Denne ubetydelige tilpasning kan ikke ligge til grund for en komplet teori om evolution. Ej heller kan de fællestræk der er observeret arter imellem, som f.eks. fællestræk imellem mennesker og aber, ligge til grund for en komplet teori om evolution.

Evolutionsteoriens påstande om at vi ikke kan sanse arternes udvikling, fordi den foregår langsomt og gennem flere århundreder, er intet andet end formodning og fantasi, og det er ikke noget der tager udgangspunkt i den sanselige realitet. Realiteten viser os derimod, at den samme art altid får afkom i den samme art.

En teori, uden et eneste rationelt belæg for dens autenticitet, kan ikke erstatte de kendsgerninger, som realiteten bekræfter entydigt og absolut.

Evolutionsteorien er ikke alene en ubekræftet teori, den er også en teori der modsiger den entydige og absolut bekræftede realitet, og intet andet end realiteten kan ligge til grund for sandheden.

Selv realiteten af de fossiler der findes, modsiger evolutionsteorien. Teorien påstår, at arter gennemløber en gradvis udvikling, hvilket nødvendiggør eksistensen af halv-fugl/halv-krybdyr eller halv-fisk/halv-krybdyr. Teorien hævder også, at alle levende væsner udviklede sig af hinanden, trin for trin. Ifølge denne teori må antallet og variationen af disse “overgangsformer” kunne gøres op i millioner. Trods omfattende studier og tusinder opgravede fossiler er der imidlertid ikke fundet en eneste af disse overgangsformer.

Når jordens lag og fossilernes historie undersøges, kan det derimod konstateres, at levende organismer fremkom samtidig. De ældste jordlag, hvori fossiler er fundet, har en anslået alder på 520-530 millioner år. Forsiler som er fundet i dette jordlag dukkede lige pludselig op i fossilernes historie uden forfædre. Den enorme variation indenfor levende organismer fremkommer pludselig og uden udvikling. De fleste af de organismer, som blev fundet i dette lag, har endvidere yderst avancerede organer, som for eksempel øjne, eller systemer, der findes i organismer med en højt avanceret organisation, som for eksempel gæller, kredsløb osv.

Kendsgerningen er, at man trods årelang forskning ikke har fundet en overgangsform, der kan bekræfte levende organismers gradvise udvikling fra primitive til højtudviklede arter.

Dertil påstår evolutionsteorien, at livets og menneskets oprindelse skyldes en celle, som opstod ved en tilfældighed og under primitive jordiske omstændigheder. Teorien om denne tilfældigt opståede celle er dog en klar antagelse uden rationelt eller sanseligt belæg idet realiteten bekræfter, at intet kan opstå af sig selv ud af intet.

Og det er ikke kun cellens tilfældige dannelse, som er irrationel. Selv dannelsen af et enkelt af cellens tusinder proteiner er umulig under naturlige forhold. I hæmoglobin-molekylet, som er et livsvigtigt protein, er der 574 aminosyrer. Der findes 280 millioner hæmoglobin-molekyler i de enkelte af kroppens billion røde blodlegemer. Den tilfældige dannelse af blot et enkelt protein kan ikke bekræftes rationelt, for slet ikke at tale om dannelsen af et rødt blodlegeme. Evolutionsteorien bygger således på adskillige fantasier allerede ved den fase, som omhandler dannelsen af et enkelt protein.

Når denne teori alligevel er alment accepteret og betragtes som den mest sandsynlige forklaring på livets og menneskets oprindelse, så skyldes det ikke dens autenticitet eller rationelle belæg. Det skyldes derimod dens proklamerede videnskabelige status samt prioritering af videnskabelige teorier over religiøse betragtninger grundet den vestlige kulturarv, der bevirker, at religiøse holdninger bliver anset som irrationelle og postulerende.

Kendsgerningen er dog at fortalerne for evolutionsteorien benytter sig af videnskabelig forklædning for at retfærdiggøre deres holdninger. Men i praksis har de ikke bekræftet denne teori, hverken gennem sansning, videnskabelige opdagelser eller eksperimenter, trods deres langvarige forsøg herpå.

Spørgsmålet om menneskets og livets oprindelse kan derfor ikke besvares af evolutionsteorien. Og de irrationelle hypoteser, der forklarer eksistensens oprindelse ud fra tilfældighed, bør derfor forkastes af ethvert objektivt tænkende væsen. Vores rationelle overvejelser af de eksistentielle spørgsmål, kan således ikke bygge på disse antagelser og teorier, der oven i hatten direkte modstrider realiteten entydigt og absolut.