Håndtering af den arrogante ignorant

Written by Naim al-Gharib on 19.05.2015

(I Allahs Navn, Den Nådige, Den Barmhjertige) بسم الله الرحمن الرحيم

Al pris og taknemmelighed tilkommer alene Allah, vi priser Ham, og søger Hans hjælp og tilgivelse. Vi søger tilflugt hos Allah imod vores egen ondskab, og imod det onde fra vore handlinger. Den som Allah retleder, kan ingen vildlede, og den som Allah vildleder, kan ingen retlede. Jeg bærer vidnesbyrd om at ingen har ret til tilbedelse eller underkastelse foruden Allah, alene, og jeg bærer vidnesbyrd om at Muhammad (saaws) er Hans Tjener og sidste Sendebud.

Allah (swt) siger i den Hellige Koran: "Den Nådiges tjenere er dem, der vandrer i ydmyghed på jorden, og som, når الْجَاهِلُونَ (al-jahiluna) de uvidne taler til dem, siger: Fred!" (25:63).

Når man bliver tiltalt af en uvidende person, kan det være ret let at miste sit temperament, faktisk vil jeg rettere sige at det kan være temmelig svært at holde hovedet koldt. Specielt hvis den uvidende person krænker dig verbalt på en nedgørende måde.

Når vi bliver tiltalt af en fremmed, så kan det være sårende nok i sig selv, men når vi tiltales af en person vi elsker fra f.eks. vores familie, så kan det være særligt svært at håndtere situationen.

Hvad udgør så en ignorant person, og hvordan skal vi håndtere en sådan person?

I Islam er جاهلية (jahaliyyah) et koncept der enten dækker over en "generel uvidenhed om Allahs (swt) retledning" eller "Dagene af uvidenhed", hvor der henvises til tilstanden som araberne levede under før Islam. I denne artikel beskæftiger vi os med det generelle koncept.

Sayyid Qutb (rha) beskriver i sin bog "Milesten" konceptet om jahaliyyah ret godt:

Når en person tog imod Islam på Profetens tid, så ville han med det samme afskære Jahiliyyah fra sig selv. Når han trådte ind i Islams cirkel, så ville han begynde et nyt liv, afskærende sig selv fuldstændig fra sit fortidige liv af uvidenhed omkring den Guddommelige Lov. Han ville se på sine handlinger i tiden af uvidenhed med mistro og frygt, med en følelse af at disse var urene, og ikke kunne tolereres i Islam! Med denne følelse ville han vende sig mod Islam for ny retledning, og hvis fristelserne på noget tidspunkt overmandede ham, eller gamle vaner tiltrak ham, eller han blev sløv i at forholde sig til Islam, så ville han blive restløs med en følelse af skyldighed, og han ville føle behovet for at rense sig selv fra det der var sket, og han ville vende sig til Koranen så den kunne forme ham i henhold til dens retledning.

Ibn Taymiyyah (rha) sagde:

I dets specifikke term kan Jahiliyyah fremkomme i nogle muslimske områder, og i mange individuelle muslimer, som Profeten (saaws) sagde: "Fire ting i min nation er fra Jahiliyyah" og han (saaws) sagde til Abu Dharr (raa): "Du er en mand i hvilke der er noget Jahiliyyah" osv. (Iqtida’ al-Siraat al-Mustaqeem).

I dag finder vi mange mennesker der selvom de er muslimer, så er de stadig ekstremt uvidende om Islam, og som resultat heraf så handler de ikke i henhold til Islams instruktioner. Og her taler jeg ikke om fejl. Vi begår alle fejl, både små og store. Nej, jeg taler om en konstant tilstand af ekstrem uvidenhed.

Den værste form for uvidenhed er når en person selv tror at han er retledt, men han ikke er det. Han er blottet for retledning og alle hans handlinger, eller specifikke handlinger, beviser det modsatte af det Islam er kommet med. Dette er en meget farlig situation fordi en sådan person handler modstridende til Islam, men han tror selv at hans handlinger er accepteret eller sågar prisværdige.

Hvad der er endnu værre end dette er når en sådan person forbinder sin uvidenhed med كبر (kibr) {arrogance}.

Kibr er kilden til megen ondskab, og det er kendt som værende den primære årsag til had og splittelse i samfundet. Kibr er navnet på en psykisk tilstand i hvilket en person render rundt med en følelse af overlegenhed, og han eller hun handler arrogant overfor andre. En person med kibr er "lukket" for at acceptere råd og retledning fra andre på grund af den følelse personen bærer på.

Arrogance er en fornærmende måde at tænke eller opføre sig på der kommer fra en tro på, at du er bedre, smartere, eller mere vigtig end andre mennesker.

Tegnene derpå er tydelige i personens handlinger, og symptomerne er tydeligt set af andre, hvorved de ved at han eller hun er arrogant.

Det er berettet at Allahs Sendebud (saaws) sagde: "Ingen der har så meget som den mindste vægt af kibr i sit hjerte kommer ind i Paradis!" En mand sagde: "O Allahs Sendebud, men hvad hvis en mand kan lide at sit tøj og sine sko ser godt ud?" Profeten (saaws) sagde: "Allah er Smuk og Han elsker skønhed, kibr betyder Battrul-Haqq (at benægte sandheden) og at se ned på mennesker." (Muslim).

Den person der forsømmer sine forpligtelser, på grund af at han benægter dem, og som opfører sig undertrykkende imod andre hører ikke til folket af Al-Jannah (Paradiset), og han fortjener det ikke. Derimod betragtes sådan en person som én der regnes blandt de mennesker, der bliver truet med straf.

Arrogance er en af Iblis karaktertræk, så den der ønsker at være arrogant skal tænke på at han påtager sig et af Iblis karaktertræk, og at han ikke påtager sig et af de noble engles karaktertræk der adlød deres Herre i nedkastelse. Den der er arrogant imod mennesker vil blive trådt ned under fode af folk på Dommedagen som en straf for hans arrogance (hadith).

Som mennesker laver vi alle fejl! Hvis vi ikke kan leve med at vi bliver retledt eller påmindet om alvorligheden af vores fejl, så skal vi forstå at vi i virkeligheden udelukkende skader os selv. Vi skader os selv først og fremmest fordi vi mister muligheden for at rette en fejl, hvilket i sig selv kan være katastrofalt nok, men dernæst også hvis en sådan arrogance medfører at vi krænker rådgiveren, så påfører vi os selv synd og Allahs (swt) Vrede, og personen som vi har krænket, har nu en ret over os på Dommedagen.

Det berettes at Profeten (saaws) sagde: "At krænke en muslim er fusuq (uretskafenhed) og at slå ham ihjel er kufr (benægtelse)." (Bukhari).

Og det berettes fra Abu Hurairah (raa) at Allahs Sendebud (saaws) sagde: "Ved I hvem der er gået bankerot?" Folket sagde: "Den der er gået bankerot, er den der har mistet alle sine penge og ejendele." Han (saaws) sagde: "I min Ummah (nation) er den person der er bankerot, én der kommer på Dommedagen med bønner, faste og zakah, men han har krænket en person, bagtalt en anden person, taget en anden persons rigdom, dræbt en anden person, og slået en anden person. Så vil de alle få af hans gode gerninger, og når hans gode gerninger er udtømte, før dommen er faldet, så vil nogle af deres synder blive taget og lagt på ham, derefter vil han blive smidt i Helvede! " (Muslim).

Og det berettes at Profeten (saaws) sagde: "Sygdom fra folk der levede før jer kryber og kravler i jer, nemlig misundelse og had. Og had er en ting der barberer. Jeg siger ikke at den barberer håret, men den barberer levemåden (på arabisk: diin, dvs. Islam). Ved Den der holder min sjæl i Sin Hånd, I vil ikke indtræde i Paradis før I har iman, og I vil ikke have iman før I elsker hinanden. Sandelig, lad mig fortælle jer om det der kan etablere dette: Spred hilsen og fred iblandt jer." (Ahmad and Tirmidhi).

Og det berettes fra Aisha (raa) at en mand kom, og satte sig foran Allahs Sendebud (saaws). Han sagde: "O Allahs Sendebud, jeg har to slaver der lyver for mig, og de forråder mig, og er ulydige imod mig, og jeg krænker dem, og slår dem. Hvad er min tilstand i forhold til dem?" Allahs Sendebud (saaws) sagde: "På Dommedagen vil deres forrådelse, ulydighed og løgn blive målt overfor din straf af dem. Hvis din straf svarer til deres ugerninger, så vil der ikke være noget regnskab at gøre op. Hvis din straf af dem var mindre end hvad deres synder fortjente, så vil dette være til din fordel. Hvis din straf af dem var mere end deres synder fortjente, så vil regnskabet blive gjort op imod dig." Manden vendte sig bort og begyndte at græde. Allahs Sendebud (saaws) sagde til ham: "Har du ikke hørt Allahs ord? 'Og Vi vil anbringe den rette vægt på Dommens Dag, så ingen skal lide den mindste uret. Og selv om det så var så lidt som vægten af et sennepskorn, så vil Vi komme med det. Og Vi er tilstrækkelig til at holderegnskab. (21:47)'" (Ahmad and Tirmidhi).

Hvordan skal vi så håndtere uvidende og arrogante personer?

I Koranen finder vi nogle meget omfattende vers angående netop dette emne.

Allah (swt) siger: "Vær tilgivende, påbyd det gode og undgå de uvidende. Og hvis ond tilhviskelse fra Satan rammer dig, så søg tilflugt hos Allah. Visselig, er Han Althørende, Alvidende. Når en ond tanke fra Satan rammer de fromme, så bliver de straks agtpågivende og så ser de. Men hvad angår deres brødre så synker de dybere ned i fejltagelse, og de efterlader intet ugjort for at friste dem." (7:199-202).

Dette vers handler om emnet om at påbyde det gode, at en muslim skal tilgive og undgå den uvidende person, og hvis Satan hvisker for at skabe vrede, så skal muslimen søge beskyttelse hos Allah (saaws). Da personen er en from muslim, så husker han sin kærlighed til Allah (swt), og sin frygt for Hans straf, og som resultat bliver han straks opmærksom på det faktum at det han føler, kommer fra Satan, der prøver at gøre ham vred på grund af noget den uvidende person siger eller gør. Hvad angår Satans brødre (iblandt mennesker), så bliver de ikke opmærksomme, nej tværtimod underkaster de sig den onde hvisken, og som resultat heraf bliver de vrede og begynder at krænke.

Sayyid Abul Ala Maududi (rha) skriver de følgende smukke ord i hans "Tafhim al-Quran":

I disse vers har Allah lært Sit Sendebud en meget vigtig ting om metoden til at invitere folk til at udbrede Islams budskab, og om retledning og reformation af mennesker. Formålet er at instruere den Hellige Profet, og igennem ham, hans efterfølgere, sådan at de bliver i stand til at fortsætte hans mission efter ham. Nogle fremtrædende punkter gives i det nedenstående, og de bør overvejes i den rækkefølge de gives:
Den vigtigste ting er at den der inviterer til Sandheden, skal have et stort og blødt hjerte, og personen skal være tilgivende og overbærende. Han skal være venlig overfor sine venner, sød mod de almindelige mennesker, og han skal være overbærende overfor sine modstandere. Han skal tolerere deres svagheder, og han skal udholdende bære sine fjenders forfølgelse. Han skal forblive rolig under de mest provokerende situationer, og han skal se igennem fingre med de mest ubehagelige ting. Han skal bære de bitterste ord med tålmodighed, den mest ondskabsfulde sladder, og den mest ondskabsfulde forfølgelse. Hård behandling, hårde hjerter, uvenlig tale, og hævngerrig gengældelse er skadelig som gift for hans arbejde: Sådanne ting ødelægger arbejdet og det gavner ikke.
Der findes en hadith fra den Hellige Profet om det samme emne: "Min Herre har påbudt mig at tale retfærdigt uanset om jeg befinder mig i en tilstand af vrede eller glæde, at prøve mit bedste for at have hjertelige forhold selv med dem der er fjendtlige imod mig, at give retten selv til dem der fratager mig min ret, at tilgive dem der er ondskabsfulde imod mig." Og han rådgav dem han sendte på denne mission med følgende: "Hvor I end går hen, så skal jeres besøg bringe glæde og ikke had, I skal blive til kilder af komfort for folk og ikke bringere af besværligheder for dem." Allah har også priset netop denne side af den Hellige Profet: "Det er en stor velsignelse fra Allah at du er meget mild og blød mod dem. Hvis du havde været barsk og hårdhjertet, så ville de have spredt sig væk fra dig." (3:159).
Den anden meget vigtige instruktion der er blevet givet i forbindelse med udbredelsen af Islam, handler om at undgå diskussioner med uvidende personer. Den der inviterer til Sandheden, skal altid være meget på vagt imod at involvere sig i nytteløs tale og diskussion med frække og stridslystne mennesker. Han skal være yderst på vagt over forudelukkende at nærme sig og diskutere med sådanne persoenr der adopterer en fornuftig og rationel attitude overfor hans Budskab. Så snart han fornemmer at den tiltalte adopterer en attitude af ignorance, og begynder at ty til diskussion, tovtrækkeri og nar, så skal han foretage en ærefuld tilbagetrækning. Dette skyldes at det ikke alene er nytteløst at være involveret i den slags ting, men det er ligeledes skadeligt for hans opgave eftersom vigtig tid og energi, der ellers kunne være brugt fornuftigt på at udsprede Budskabet, går tabt.
I tilfælde af at den der inviterer til Sandheden føler at provokationerne fra de ondskabsfulde personer bliver for meget for ham, og han ikke kan udholde deres tyranni, fortræd, dumme svar og beskyldninger, så skal han med det samme være opmærksom på at det er Satan der forsøger at friste ham til at gengælde. Det bedste er at søge beskyttelse hos Allah, og at påkalde Hans hjælp til beskyttelse imod at gøre noget i vrede der måske kan skade missionen. Dette er kun muligt hvis man forbliver rolig under selv de største provokationer, for man kan aldrig tænke eller handle fornuftigt hvis man har let ved at blive påvirket af vrede, fornærmelse, uretfærdighed eller ondskab, osv. Satan ønsker ikke at denne mission skal få succes, og udtænker derfor altid planer for at overvinde den. Først ved at opildne sine egne disciple til at angribe den der inviterer til Sandheden, og dernæst ved at opildne ham til at gengælde. Og eftersom Satans appel er pakket ind i meget lokkende og fromme ord, er det ikke en nem ting at modstå. Det er derfor at fromme mennesker er blevet advaret forud imod denne alvorlige fare i vers 201 og 202, og de er blevet instrueret i at hvis de har til hensigt at afholde sig fra ondt, så skal de blive agtpågivende med det samme de mærker følelserne af den onde tillokkelse fra Satan og hans påvirkning af deres hjerter, og de skal være på vagt. Så vil de tydeligt se den rette kurs de skal adoptere, når sådanne forhold og situationer finder sted, for deres missions skyld.

Allah (swt) siger: "Og kappes om at opnå tilgivelse fra jeres Herre og en Have, hvis vidde er som himlene og jorden, beredt for de fromme. De som giver ud i gode og dårlige tider, og som undertrykker deres vrede, og tilgiver mennesker, visselig elsker Allah dem der gør godt!" (3:133-134).

Imam Shafi (rha) sagde:

Jeg har aldrig diskuteret med en ignorant person undtagen at han vandt, og jeg har aldrig debatteret med en person med viden undtagen at jeg vandt. Dette er fordi den ignorante vil benægte selv tilstedeværelsen af solen midt på dagen, og han vil benægte månens tilstedeværelse midt på natten mens den er fuld! Så se hvordan de ignorante dør hvis du undgår dem, og se hvordan de får liv hvis du diskuterer med dem. Det kan være at de kommer til fornuft hvis du ignorerer dem, og at de indser deres tilstand hvis du viser dem, at du er over det at debattere og diskutere med dem - dette gælder hvis du er sikker på at han er en ignorant følger af lyster, ikke én der oprigtigt søger sandheden, og som ikke søger at følge det der er absolut. (At-Tarbiyah al-Jihadiyyah wal-Bina).

Så den bedste måde at håndtere den arrogante ignorant er at ignorere og undgå ham.

Og Allah (swt) ved bedst!